Samfundskritisk

Bare et råb til samfundet og den personlighed vi gerne vil vise, men gemmer væk

5Likes
3Kommentarer
80Visninger

1. ens individer

 

 

Jeg drikker øl
og gror armhulerne ud til forvoksede buske 
Jeg vender og drejer på mit liv, og jeg går aldrig
i kjole. 

Jeg bruger mine penge på genbrugsbutikker og alt for
mange durumruller. Jeg sveder gennem mit tøj og 
glemmer at vaske det i flere uger. 

Jeg bruger ikke make up og alligevel synes jeg, at 
jeg egentlig er ok. 

Ok nok til en solskinsdag med venner på tæppet 
og øl i hænderne. Forbrændte kinder, men gode
minder. 


 

Jeg er ikke det man ville pifte af og tænke wow, 
sikke nogle fine babser. Min krop er fin. Måske
har jeg ikke store babser og måske er den en smule
drenget, men jeg er realistisk. 

Jeg hader at gå i stilletter det giver fucking mange 
vabler. Selv med fodsåler proppet ned i kaosset. 

Piger i læderjakker og tætsiddende bukser, glattet
og af og til bølget hår minder mig om stikkende roser.
De ligner hinanden og er smukke at kigge på, men 
de stikker og i sidste ende føles det mere som en kæmpe
kliché med alt det romantik og rosenblade på sengene. 

Ansigter der ligner hinanden, intet særligt eller forkert.
Ikke engang en bums i krydderen, måske overdækket af 
sminke. Jeg er ikke bitter, men jeg forstår simpelthen ikke
at man vil ligne hinanden som to ens perleplader. 

Måske grundet for anerkendelse. 

Det virker helt absurd, nærmest langt ude, min hjerne kan 
ikke følge med. Brikkerne spiller. 
Skal vi alle ligne hinanden for at elskes? 
For hvis det er pointen med vores eksistens flytter jeg på
en anden planet og tager mit kæmpe ego med. 

Jeg skal ikke gøre mig klog på noget, men er det ikke 
nemmere at leve det korte liv på sådan en måde, at 
armhulerne får frit udsyn til verden. Eller i hvertfald 
at vi får lov at være som vi er.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...