Mit ord, mod dit

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2017
  • Opdateret: 30 maj 2017
  • Status: Færdig
Kærlighed er ikke en sygdom, kærlighed er ægte, jeg kan mærke det i mit hjerte.

4Likes
2Kommentarer
290Visninger
AA

1. Mit ord, mod dit.

Det er lidt af en chance jeg tager nu, jeg har længe gået rundt med en hemmelighed.

En hemmelig jeg nu vil dele for første gang.

Vi lever i en tid, hvor nogle mennesker har frihed og andre ikke har, og i mit tilfælde, er jeg en fri pige, nu. Det har jeg nemlig ikke altid været.

I det ene øjeblik, kunne jeg selv styre mine arme, men i det andet, var mine hænder bundet på ryggen. Jeg har svært ved at forklare hvordan jeg havde det, det var en ubehagelig oplevelse.

Det er svært at snakke om, jeg ved nærmest ikke hvor jeg skal starte. Men jeg kan huske det som det var i går.

 

Det var på min 15 års fødselsdag, jeg var på vej hjem fra skole, da en mand kom bagfra mig og slæbte mig med ind i en varevogn. Jeg var lammet af frygt, hvad fuck gør man i sådan en situation? Jeg vidste jo godt, at der var sådan nogle mennesker, men sådan noget kunne jo ikke ske for mig.

Jeg har aldrig snakket om det her før, så det er virkelig svært at sætte ord på, men jeg ville gøre hvad jeg kan, også gør vi det sammen!

Men i hvert fald, jeg tror det jeg frygtede mest i øjeblikket, var at vise min frygt, hvis jeg ikke så bange ud, var jeg måske ikke en han gad at se ned på? Han skulle ikke havde den ære at se ned på mig. Men jeg var for svag, så jeg overgav mig og lovede ikke at stritte imod, hvis han skånede mit liv. Det er 2 år siden jeg gav ham det løfte nu, hvor mon han er, lever han? Jeg ved ikke hvad jeg skal håbe, fordi.. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, der var jo en grund til at jeg har holdt det for mig selv. Men det kommer jeg til, håber jeg.

Jeg gav ham mit ord på at jeg ikke ville stritte imod, og man kan sige at han også holdte sit, jeg er her da endnu, jeg har måske mine ar, men jeg er her, eller kan i måske mærke min sjæl ved siden af jer?

Altså hvem ved? Måske har jeg skrevet det før han fik en ende på det hele, måske lyver jeg? Måske er jeg ikke pigen i historien? Måske er jeg pigen i historien? Men jeg kan sige med sikkerhed, det finder i heller aldrig ud af.

 

Er i forvirret? Eller måske bange? Tro mig det var jeg! Jeg havde ikke rigtig nogen tidsfornemmelse da jeg sad bundet i varevognen, jeg ved ikke om jeg sad der i 10 minutter, eller 2 timer? Det var nok det mest smertefulde minde jeg har, det der med at vente og ikke vide hvad der skulle ske. Ville han bare køre mig ud til en sø og drukne mig eller ville han holde mig fanget til jeg ikke kunne genkende mine egne forældre?

Der er ingen som ved det med sikkerhed, tror heller ikke engang han selv vidste det.

Men videre til historien, det er nu hvor jeg kommer til det mest spændende, hvem var han? Han havde standset bilen og var gået om for at hente mig, jeg kan stadig høre hans fodskridt, jeg får kuldegysninger bare af tanken. Han åbnede døren og til min store overraskelse, anede jeg ikke hvem det var. Jeg havde da mine tanker i baghovedet, var det en eks, gammel ven eller bare en bekendt? Nej jeg havde aldrig i mit liv set ham før.

Hvordan han så ud? Jeg ved det ikke, jeg fik aldrig lov til at se ham, han bandt altid noget for mine øjne når jeg skulle være i samme rum med ham. Men der var noget over hans stemme, det er svært at beskrive men den var ikke dominerende eller hård at høre på, den var mere blid, meget rolig og selvkontrollerende. Han stammede ikke eller virkede nervøs, i et lille sekund var jeg faktisk ikke bange, han gav mig en følelse af tryghed. Men det varede ikke længe.

Han tog fat i mit hår og slæbte mig med sig, hvor vi var på vej hen, ved jeg ikke, men jeg blev smidt ned på et hårdt betongulv, mit hoved ramte jorden og jeg gik ud som et lys.

 

Det er som om, at mit hovede stadig dunker i dag, det føles underligt alt det her, det her med at skrive det her ned, der er mange som ikke kommer ud med det de ligger inde med, og det er sku' da forståeligt, altså hvordan ville jeg nogensinde kunne snakke med en lærer, forældre eller ven, om at jeg var blevet voldtaget og værre endnu, at jeg var blevet forelsket i min vogter?

Udenpå er der ingen som kan se mine ar, men tro mig, de er der. Ham manden her, tog ikke kun min frihed, men også mit hjerte. Der var den grund som i måske har søgt efter? Jeg blev forelsket i ham, selvom jeg aldrig så ham, var der noget ved ham, han fik mig til at føle mig fri.

Det lyder mærkeligt, det er jeg udmærket godt klar over, og hvis man søger på det, kommer ordet, Stockholm syndrome frem.

Det er en psykisk sygdom, som handler om, at man bliver tiltrukket, eller ja forelsket i sin “vogter”.

Men det er ikke en sygdom, det er ikke noget man skal gå til psykolog for at undersøge, det er kærlighed! Ægte kærlighed, jeg kan føle det, der er ikke noget galt med min hjerne, jeg kan mærke, at mit hjerte slår en ekstra gang, når jeg tænker på ham.

Det er noget underligt at sige, det ved jeg, men jeg kunne ikke bevæge mig uden ham. I synes sikkert det er noget underligt noget, men så må i synes det, jeg er ligeglad, fordi jeg er ikke flov mere, aldrig mere!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...