Kongens Frygt


0Likes
0Kommentarer
67Visninger

1. Kongens Frygt

 

Kongens Frygt

 

Bølgerne skvulpede om skibet, som det skred frem i vandet. Den gamle konge løftede hovedet fra brevet han sad med i hånden, og lod blikket glide over vandet frem til slottet, der kom til syne i horisonten. Statens anliggender måtte vente et øjeblik, mens han nød synet af det smukke slot. Hans slot. Kronen på mange års værk. Han smilede for sig selv, mens murerne tronede tydeligere frem. Det var et passende navn, han havde givet sit hjem. Kronborg. Kronens borg. Og også kronens pengekasse havde det vist sig. Den mængde guld, som befæstningens tilstedeværelse sikrede, med sine betryggende kanoner, havde indsamlet gennem årene, betød, at han ikke overleverede et kongerige på falittens rand til sin søn. Den indbringende øresundstold havde givet ham oprejsning og æren tilbage. Ethvert skib, der ville passere Øresund, følte den kolde rislen ned ad ryggen, når man skulle sejle forbi 50 kanoner, som pegede direkte mod dækket. Det var godt og trygt for en konge, at have sådan en borg. En borg han havde fået bygget.
     Begyndelsen på Kronborg slot kom til Kong Frederik d. 2. af Guds nåde i det herrens år 1572. Der skulle ganske vist gå endnu 2 år før den første sten blev lagt og slottet egentlig blev bygget. Men begyndelsen på slottet som en idé, kom til kongen i 1572. Det vidste han med sig selv, når han så tilbage. Denne skæbnesvangre dag indså kong Frederik, at han havde brug for en borg. En stærk borg.

 

 

Kong Frederik stod i sit lille bibliotek, da hans page kom ind. Han burde læse den stak af breve, der lå på hans skrivebord. Det var en konges pligt at holde sig informeret om tilstanden i sit rige. Men åh hvor var det dog et kedsommeligt arbejde.
 Kong Frederik havde aldrig delt sin fars glæde og passion for læsningen. Hans far havde kunnet sidde i timevis og læst. Han havde endda nydt at læse de håbløst lange teologiske skrifter som alle protestanterne i Tyskland skrev. Det var derfor han havde indført den nye tro i landet. Kong Frederik delte sin fars stærke tro på Luthers nye fortolkning af biblen. Men han foretrak klart at få det hele fortalt mundtligt frem for at skulle læse det. Politik og kongelige pligter kunne bestemt være fascinerende. Men et jagtgilde var nu til enhver tid sjovere. Kong Frederik sukkede dybt i det han begyndte at folde det første brev ud. De fleste breve var fra hans adelsmænd. Adelsmænd var så frygteligt besværlige hele tiden. Det eneste de kunne skrive om var deres klager. Hvor trættende. Frederik begyndte at skimme igennem de indledende, sædvanlige, smigrede fraser i brevet. De kunne aldrig bare komme til sagen. De skulle altid spilde mindst en halv side på tomme ord først.
Døren til biblioteket blev pludselig smækket op. Kong Frederiks sekretær trådte forpustet over dørtærsklen.
”Deres majestæt,” begyndte han lettere åndeløst, ”Den unge grev Rosenkratz er netop ankommet her til slottet. Han efterspørger en øjeblikkelig audiens hos kongen.”
Kong Frederik lyste op i et smil. ”Den unge greve? Jamen selvfølgelig vil Vi se ham. Han skal være velkommen!”
Den unge grev Rosenkrantz var søn af en af kong Frederiks kæreste venner. Grev Rosenkrantz havde giftet sig ungt, så modsat kong Frederik havde han allerede voksne børn.
”Hvad bringer ham hertil?” Spurgte Frederik sin sekretær.
Sekretæren snøftede hånligt. ”Det siger han ikke. Det er åbenbart kun for kongens ører.”
Frederik måtte undertrykke et smil. Hans sekretær var meget stolt af sin position og det huede ham helt åbenlyst ikke, at den unge greve ikke ville delagtiggøre ham i sit ærinde.
”Send ham bare herind med det samme.”
”Skal ske deres majestæt.” Den lille korpulente mand trissede ud af biblioteket igen. Kongen smed brevet, han havde været ved at læse til side, og arrangerede sig selv i en myndigt afventende stilling. Det var virkelig ganske heldigt, at den unge mand kom som en velkommen afbrydelse af arbejdet.
Den unge greve kom ind ad døren. Med al den elegance, som en strikt adelig opdragelse havde givet ham, bukkede han fejende for sin konge.
”Deres majestæt. Det er yderst elskværdigt af Dem, at De tager dem tid til mig.” Sagde han yderst formelt. Kong Frederik lagde sit ansigt i gavmilde folder.
”Det er mig en glæde at byde dig velkommen.” Normalt ville han have udtrykt sig mere ligefremt over for sin bedste vens søn, men den unge knøs var ganske tydeligt stålsat på at opføre sig helt korrekt i situationen. Frederik var ganske nysgerrig. Det var første gang den unge greve var her alene uden sin far. Hvad mon han ville?
”Hvad vil du din konge i dag?” spurgte han mildt.
”Jeg… jeg kommer med en bøn om hjælp.” svarede den unge alvorligt.
”Men dog, er du kommet i uføre?”
”Ikke Jeg personligt, men en kær veninde af mig har brug for Deres hjælp.”
Frederik rynkede øjenbrynene. ”Hvem er denne ungmø?”
”Hun er datter af jarlen af Vordingborg. Hendes navn er Louisa Oxe.”
Kongen skævede til det brev, han netop havde lagt fra sig. Det var fra Jarlen af Vordingborg. Var dette mere end blot en ung mands problemer? Kong Frederik mærkede alvoren sænke sig over sig, idet han gjorde tegn til den unge greve om at fortsætte.
”Hun…” Den unge greve sank en gang, inden han kunne fortsætte. ”Hun er blevet dømt af rigsrådet som kætter.”
Frederik sad ganske stille. ”Som kætter?” spurgte han alvorligt. Den unge mand nikkede. Han lod til at kæmpe imod tårer.
”Hun er dømt til landsforvisning. Hvis hun ikke har forladt landet om en uge, vil hun blive henrettet.”
Landsforvisning var en voldsom straf. Man blev udstødt af sit land og måtte forlade sin ejendom og alle de mennesker man kendte. En adelig titel er ikke meget værd uden godser, jord og penge til at bakke det op. Uden et netværk af venner og deres tjenester at trække på. Men det var nu ikke dét, der gjorde, at Kong Frederik kunne mærke en begyndende uro i maven.
”Hvorfor er den unge adelsfrøken blevet dømt som kætter?”
”Nogle papirer blev fundet i hendes varetægt so dommeren fandt… problematiske. ”
”Hvilke papirer greve?”
Den unge mand trak på sit svar. ”Nogle pamfletter. Af katolsk indhold.” kongen stirrede greven ind i øjnene.
”Hvorfor havde frøken Oxe disse papirer i sin varetægt?”
Grevens øjne flakkede ud til siden og han bøjede hovedet mod gulvet. ”Det skal jeg ikke kunne sige. Ikke noget ondt er jeg sikker på. Hun opbevarede dem vel bare for en ven, kan jeg tænke mig.”
Kongen kunne ikke undertrykke et lille fnys. Knægten var ude på dybt vand, og han vidste det godt selv. Det var ikke lovligt at være i besiddelse af katolske skrifter. Alle bøger og skrifter, der blev trykt i Danmark, skulle underkastes censur af kongens embedsmænd på universitetet. Alle bøger eller skrifter, der blev taget med ind i landet, skulle opgives og godkendes. Kongen kunne ikke risikere, at den slags giftige tanker spredte sig i hans rige. Overalt i Europa var religiøse konflikter blevet et problem. Den katolske kirke nægtede at anerkende Luthers kritik af kirken. Den afviste sandheden i protestantismens fortolkning af Biblen og kristendommen. De pengegriske præster havde modsat sig indførelsen af den nye lære. De havde hånet og forfulgt tilhængerne af den rene, nye tro. Kong Frederiks egen far havde været nødt til at udkæmpe en borgerkrig fordi de snæversynede biskopper i rigsrådet ikke ville have en protestant til konge. Men blod var blevet betalt og kong Christian havde fået magten og indført den sande tro. Siden havde kong Christian og nu hans søn og efterfølger Frederik gjort hvad de kunne for at opdrage folket i den rene tro og undgå katolsk forpestelse af deres sind. En hel generation var efterhånden vokset op uden at kende til de katolske prædikanters giftige ord. Og sådan skulle det fortsætte!
Den unge frøken Oxe havde absolut ingen ret til at ødelægge alt dette værdigfulde arbejde ved at dele katolske pamfletter og andre kampskrifter ud! Men var det nu også det hun gjorde?

”De vil altså påstå, greve, at den unge frøken Oxe ikke er enig med indholdet af disse pamfletter?”
”Det vil jeg absolut!” svarede den unge mand med eftertryk.
”Hun er en god protestant?”
”Det vil jeg bestemt mene, Deres majestæt.”
”Hvorfor er hun så i besiddelse af den slags uheldige materialer?”
”Hun har helt givet været meget klodset og godtroende, i at opbevare den slags problematiske skrivelser. Hun har fejlbedømt nogle mennesker som sine venner, der bestemt ikke var det. Men bør man landsforvises for naivitet?” Den unge man var ivrig nu. Han øjnede måske en mulighed for faktisk at lykkedes med sit forehavende.
”Naiv opførsel kan gøre et rige meget skade, hvis den udnyttes af de forkerte mennesker.” Brummede Frederik. Greven krympede sig lidt, som om han havde fået et rap over fingrende. Frederik tænkte sig grundigt om. Det var bestemt ikke en bagatel at frikende en kætter. Men man kunne måske drage fordel af det alligevel og styrke rigets sikkerhed.
”De er meget optaget af denne unge kvindes skæbne, greve” Begyndte kongen tøvende. ”Hvordan skal jeg opfatte denne interesse?”
Der kom pludselig farve i kinderne på den unge mand.
”Jeg holder meget af hende.” Sagde han stille. Frederik så vurderende på ham. Det var tid til at tale lidt direkte om tingene.
”Skal jeg tolke det sådan, at De kunne tænke dem at tage hende til hustru?”
Det gav et sæt i Rosenkrantz.
”Jeg… ja, det ville jeg gerne. Men vores respektive fædre er ikke på god fod, så det er ikke aktuelt.” Kongen nikkede tankefuldt. Rosenkrantz og Oxe var ganske rigtigt ikke glade for hinanden. Oxe havde i nogle år været i unåde hos kongen og derfor forvist fra hoffet. Han havde dog genvundet kongens tillid og var vendt tilbage til hoffet. Rosenkrantz havde ikke været helt så begejstret for at få en konkurrent til kongens gunst og forholdet var derfor ikke varmt. Det mente Frederik dog, at han kunne overtale dem til at se bort fra, hvis det passede ham. Med det ene eller det andet overtalelsesmiddel.
”Er det også frøken Oxes ønske, at blive deres hustru?” spurgte kongen derfor ufortrødent.
”Det skulle jeg mene, deres majestæt.” svarede greven forsigtigt. Frederik lagde hovedet en smule på skrå og betragtede greven. Så tog han en dyb indånding og sprang ud i det.
”Hvis jeg benåder frøken Oxe og De tager hende til hustru, vil De så garantere mig, at hun fremover ikke vil udvise nogen former for kætteriske tendenser?”
Grev Rosenkrantz så fuldstændig lamslået ud.
”Men … Deres Majestæt... Min far… hendes far” Greven lod til at være for rystet til at formulere sig i hele sætninger. Kong Frederik lavede en fejende bevægelse med hånden.
”Tag dem ikke af det aspekt af sagen lige nu. Jeg er sikker på at det problem kan ordnes, hvis jeg stiller min kongelige myndighed bag det. De skal se, de gamle herrer skal nok blive medgørlige.” Kongen kunne se håbet vende tilbage i den unge mands øjne, og skyndte sig derfor at fortsætte. Inden De bliver for lettet over en løsning på den udfordring, Deres fædre præsenterer, så tænk vel over det Vi beder dem om.” Frederik prøvede at indgyde situationens alvor i den unge mand. Ægteskab var en alvorlig sag.
”Såfremt De tager imod mit tilbud, så står De for fremtiden inde med Deres liv for at Deres hustru opfører sig som en god protestant. Det vil være Deres ansvar at sikre, at hun forholder sig såedes altid. Og afvigelse fra den rene tro vil blive straffet, hvilket De i givet fald vil mærke.” Rosenkrantz nikkede mere og mere ivrigt i løbet af denne talestrøm, men Frederik fortsatte ubønhørt.
”Frøken Oxe vil desuden, som et led i at bevise at hun virkelig er en god protestant, oplyse Os om navnene på den eller de venner, som er årsag til, at hun har haft kætterske skrifter i sin besiddelse.”
Glæden i grevens øjne døde øjeblikkeligt.
”Og hvis hun ikke vil det, Deres majestæt?” Spurgte han med en fuldstændig ny stilhed og alvor i stemmen. Kong Frederik så greven direkte i øjnene. Hvis ikke hun ville det, så var hun formegentlig faktisk kætter og havde derfor fortjent sin landsforvisning. Og hvad værre var, hun ville samtidig bevise, at hun ikke var villig til at fralægge sig kætteriet.
”Så står rigsrådets dom.” svarede Frederik.
I det samme begyndte en meget insisterende banken på døren. Kongen rynkede brynene. Det var usædvanligt for hans sekretær at forstyrre midt i en audiens. Et øjeblik spekulerede han på om han kunne ignorere det. Men vedkommende bankede højere og højere på døren og selv den unge greve var tydeligvis distraheret af det.
”Kom ind!” råbte kongen mod døren, og hans sekretær væltede straks ind i rummet. Normalt var den lille korpulente mand indbegrebet af snobbet, korrekt opførsel i en sådan grad at han så ned på enhver, der ikke forstod sig på at opføre sig korrekt. Men noget havde tilsyneladende bragt ham helt ud af fatning, for der var intet elegant eller formfuldendt over hans nuværende entré. Han viftede med et brev i hånden, kiggede direkte på sin konge og sagde uden anden indledning: ”Der er sket noget forfærdeligt i Frankrig. De myrder protestanter. Det siges, at kongen har fået myrdet 20.000 protestanter.”
Denne udtalelse efterlod rummet i en ringende stilhed. Frederik rakte uden ord ud efter brevet. Det var fra den franske greve Sully, der var en af Frederiks bekendte og en glødende protestant.

Deres kongelige højhed Kong Frederik II af Danmark
Jeg skriver i al hast og undskylder for brevets deraf følgende korthed og ringe form. Det er mig magtpåliggende at bringe de seneste dage og ugers frygtelige hændelser i Frankrig til Deres kendskab.
Den 24 august udspillede der sig en tragedie i Paris. I ly af et kongeligt bryllup i byen, beordrede den franske konge Charles en massakre på alle byens protestanter. Vores højtærede leder af alle franske protestanter Admiral Coligny faldt for de feje katolikkers sværd, som en af de første. Herefter blev de feje hundegrebet af en blodrus og begyndte at hukke ærede borgere og gode undersåtter ned til højre og venstre. De fik myrdet mange tusinde den ene nat. Gaderne i Paris flød med blod. Selv slap jeg med nød og næppe fra Paris med livet i behold. Men Frankrig er ikke længere et sikkert sted for en god protestant. Myrderierne har spredt sig som pest til resten af landet. Hver dag får jeg nye tidender om trosfæller i Rouen, Lyon, Orleans og Bordeaux, som også er faldet for katolikkernes blodrus. Jeg har intet overblik over antallet ad de døde. Men Vorherre må have budt velkommen til mindst 20.000 sjæle i disse dage. Nogen siger, at det endda kan være så meget som 70.000.
Vores tro er under angreb, Deres majestæt, og jeg bønfalder Dem, som en af Europas store protestantiske konger, om at vise et lysende eksempel som protestantisk leder. Som forsvarer af den rene, kristne tro, må De berede Dem på de kommende tider. Når en katolsk konge som Charles kan svigte sit eget folk, kan vi ikke have tiltro til nogen af de feje katolikker. De må gøre Deres rige klar til at forsvare Deres tro. Fjenderen må ikke have lov til at gemme sig i deres rige. Vi må bekæmpe det!
Deres allernådigst
Grev Sully”

Vantro læste Kong Frederik brevet igennem 2 gange, for at være sikker på at han forstod det.20.000 protestantiske liv var gået tabt. Det var helt ufatteligt mange. Han så op på sin sekretær, som for at få det bekræftet. Sekretæren nikkede.
”Sendebuddet, der kom med brevet bekræftede dets indhold.” Sagde han stille. ”Hele den protestantiske verden bil formegentlig holde skarpt øje med, hvad Deres majestæt gør som protestantisk konge.”
Kongen kiggede over mod den unge grev Rosenkrantz. Han var helt hvis i ansigtet. Brevet som Frederik sad med i hænderne havde naturligvis ændret hele situationen for den unge greves forespørgsel. Kunne kongen lade en kvinde tiltalt for at være en kætter slippe ustraffet, samtidig med at så mange katolikker åbent foragtede og myrdede protestanter i Europa? Kunne han risikere at en sådan mildhed ville føre flere voldelige katolske kættere med sig? Burde han ikke netop slå meget hårdere ned på hende end blot med landsforvisning.
”Min konge. De må ikke lade disse nyheder påvirke Deres dom over frøken Oxe!” Sagde den unge mand indtrængende. Kongen så længe på ham.
”Vil De garantere, greve, at hun vil angive hvem, hun har fået skrifterne af?” Spurgte Frederik, med en helt ny kold klang i stemmen.
”Det er ikke op til mig at sværge, det er op til hende.” svarede Rosenkrantz.
”Hvis De ikke kan sværge på at kontrollere hende, står mit tilbud ikke længere ved magt. Den unge dame må arresteres og tvinges til at tale!” råbte Frederik rasende, ”Vi kan ikke have kættere, der spreder falsk lære her i landet. Vi må beskytte folket mod den slags farlige tanker!”
Rosenkrantz trådte et skridt frem mod kongen. Han var nu langt fra hvid i hovedet. Hans øjne nærmest brændte sig ind i kongens.
”Det kan De ikke gøre! Det kan selv ikke kongen gøre! Man kan ikke torturere uden grund. Det finder adelen sig ikke i!”
”Det skal De få at se, at jeg kan. Og hvor vover De at gøre indsigelser imod Deres konges magt?” Brølede Frederik. ”Jeg kan straffe hvem jeg vil! Og det vil Deres veninde komme til at se.”
”Hvis De gør det, skal jeg sørge for, at De kommer til at fortryde det!” Råbte Rosenkrantz vildt. Derpå vendte han om på hælen og stormede ud af lokalet. Kong Frederik skummede af raseri, mens han gik frem og tilbage i rummet. Han vendte sig til sidst mod sin sekretær og beordrede med grum intensitet i stemmen: ”Hent Frøken Oxe her til slottet og gør klar til at forhøre hende. Korporligt om nødvendigt.”

 

Den gamle konge sukkede for sig selv, som skibet gled længere ind i havnen. Både Grev Rosenkrantz og kongen selv havde holdt ord den dag. Frøken Oxe var blevet bragt til slottet. Hun havde nægtet at afsløre hvem, hun havde fået de katolske tekster fra. Men hun havde ikke kunnet holde til torturen. De mænd, der havde til opgave at forhøre hende, var gået for vidt. De var ikke vant til så ømskindet en ung frøken. Frøken Oxe var død af følgerne af forhøret et par dage senere. Hun var faldet for kongens bestræbelser på at undgå en religionskrig i sit rige.
Grev Rosenkrantz havde også holdt ord. Han havde forladt kongeriget og var overgået til den svenske konges tjeneste. Her havde han videregivet de fortrolige oplysninger han kunne, til stor skade for kong Frederik. Som landsforræder ventede han her på den næste krig mellem det katolske Sverige og det protestantiske Danmark, for at hævne sig på kongen, der havde kostet hans elskede livet. Kong Frederik havde fortrudt mange gange, at have fået greven til fjende. I lang tid efter dette møde havde hadet og fjendtligheden i grevens øjne, da han var skredet ud af døren for sidste gang, hjemsøgt kongen. Frederik havde frygtet at greven ville være i stand til at rejse et katolsk oprør imod ham i hans eget land. Eller at greven ville få katolikkerne ophidset imod ham. Han havde indset at med sådan en fjende, havde han brug for at kunne forsvare både sig selv og sit rige.  Han havde brug for en borg. En stærk borg. Som skibet gled forbi Kronborgs mure så kongen tankefuldt op på den. En borg der kunne forsvare landet mod fjender og kunne true alle forbipasserende til at betale told. Og samtidig en borg, der var bygget af al den uro, frygt, splid og bange anelser som et brev fra Frankrig og nogle katolske skrifter i en ung kvindes varetægt havde ført med sig. En borg bygget til en religionskrig.  

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...