Stella Nova

En træt astronom ser alene på himlen.

1Likes
2Kommentarer
180Visninger

1. Stella Nova

 

Henover himlen breder stjernerne sig som et tungt tæppe. Ligeså, syntes natten at være yderst stille. Dyrelivet holder sig i skovens skygge på denne tid; den enlige astronom oppe på bakketoppen kan ikke høre meget andet, end vinden og sin egen tunge vejrtrækning, da han endelig når målet. Ude i mørket sover folket, selv det prægtige Kronborg ligger som en stum skygge. 

Instrumentet er vakkelvorn under nattens vind, især her oppe på toppen af bakken hvor det er blevet slæbt op for at få det bedste udsyn. Den enlige astronom prøver forgæves, at kalibrere det under vindstødene.

Ja, det er jo ikke ligefrem Stjerneborg vi har med at gøre her.

Det er nogle år siden nu, at han havde en varm hånd på skulderen til at justere instrumenterne og rette på notaterne. En venlig, men bestemt, stemme, karakteriseret af sin samtidige veltalenhed og svære accent. Men himlen er den samme ovenover ham, som da den var ovenover dem begge.

Men det betyder ikke, at vi er uden mulighed for at føre vores videnskab fremad, min ven.

Den store astronom ovre på sin lille ø henne over vandet fik sit gennembrud, da han så en ændring på himlen. Det burde ikke have været muligt, for himlen er jo som beskrevet fra antikken til nu, uforanderlig. Men alligevel, så var der sket en forandring, og en klog mand havde set den forandring og kunne beregne og kategorisere på den, til at den fik en forklaring og en mening.

At noget der burde være konstant, lige pludselig er afsløret som aldrig at have været det, som at værende en konstant række af ændringer i stedet for, skubber det til hele livstilværelsen. Når man betragter verden i nuet, så virker den som en konstant cyklus af vinterhimmel og sommerhimmel, forårssmil og efterårskys. Endeløs, indtil at den ikke er det længere. Hvis man betragter verden set fra himlens større perspektiv i stedet for, ser man vel endeløse ændringer på ændringer gennem tid og rum.

Verden virker nu, i hvert fald for den enlige astronom, at være meget større end at et enkelt individ, kan tillade sig at prøve at forstå den. Han tager ud i natten og stirrer ind i den intethed, som han på samme tid frygter og forlanger svar fra.

Der er noget farligt over det, en følelse af det forbudte, at man er på nippet til at kunne hive gardinet væk til det ypperligste himmelske. Men det er også den del af hvad der gør arbejdet så dragende; at man står og stirrer på en sådan skønhed, og med instrumenter og notater kan prøve at gøre absolut fysisk mening i det.

Reformatorernes idéer giver endnu genlyd, at vi alle er lige foran gud og under guds himmel. Hierarki er ikke hvad der skal dyrkes og ophøjes fremfor kærligheden. En besked der er accepteret i dette lands kirke, men ikke alle andre steder.

Han havde ikke været der, da blod plettede markerne og folk vendte sig mod folk, men det havde den anden næsten været. Og på den forkerte side i lys af historien. Kun næsten en generation havde skilt dem, før at det var evigheden der skilte dem.

At hengive hele sit liv i tjeneste af en højere magt end livet, virker utroligt for den enlige astronom, som en ofring der kræver mod og en permanent hengivenhed, der må gennemtrænge hele livet og aldrig forlades. Men den anden havde aldrig virket uanfægteligt påvirket, af at lade det gejstlige ligge tilbage fremfor det mere fysiske og jordiske, i hvert fald ikke siden at de havde mødt hinanden; i det nye land for den ene og det gamle land for den anden, og ikke skiltes siden.

Som alle videnskabsmænd var det på latin de skrev, og talte, indtil at de lærte hinanden deres modersmål. Den enlige astronom havde i sin ungdom egentligt aldrig tænkt så meget på nattehimlen, men den havde fået ny betydning gennem instruktion og forelæsning henover bakketoppene.

Vi kan kun se en brøkdel af det, der virkeligt eksisterer henover os, men det er skønhed alligevel, ikke sandt?

Cassiopeia lyser kongeligt i aften, som en dronning af nattehimlen. Orion står rank og stærk med hævet bue, foreviget en billedskøn jæger. Myter fra en gammel tid der endnu sender et ekko ud i nutiden. En sommernat havde de været unge og dumme, med kinder rødmende af alkohol, og begået sig i toga indtil morgendisen bragte dem tilbage til virkeligheden.

Instrumenter er dyre, dennes oprindelse er et mysterium som er blevet taget til graven, og nu bliver det passet på som var det en kongesøn. Den enlige astronom føler sig som en novice igen, imens han metodisk optager målingerne af himlen og dens beboere. 

Det er sent, og selvom at han har levet sig selv ind til en mørk tilværelse, er der stadigvæk noget der trækker i ham og siger nej, dette er ikke timer hvori mennesker skal bevæge sig. Det er et domæne der virker, som at det burde være reserveret det uvirkelige og det uhyggelige; gespenster og ånder, natteravne og kirkelam.

Den anden fortalte ham nogle gange om klosteret i nattens dybe timer, og hvad der var blevet hvisket skræmt om at man kunne se i nattens tungeste timer. Den enlige astronom har dog aldrig set et spøgelse. Det er noget han ønsker nogle gange. Ikke fordi han tvivler, men fordi han længes efter en bekræftelse af, at han gør det rigtige i at vente og ikke turde skænke en tanke til at skynde sig til ham.

I mørket, under stjernerne, føles det som om at verden er udelukket, at det kun er de to og alt der siges og gøres er ikke helt virkeligt, ikke har de samme konsekvenser som de har alle andre steder. Under stjernerne, er de eneste øjne der ser med, de øjne der ikke frygter den menneskelige kærlighed.

Gråt er begyndt at brede sig gennem det uduelige hår, som resolut falder ned i øjnene på ham hver eneste gang han bukker hovedet eller læner sig fremad for at justere noget. Det er også begyndt at blive sværere og sværere at tage notater under lyset fra lanternen. Det er nogle gode år siden, at det blev givet op at tage notater blot i månens skær.

Eksistensen er defineret gennem andres øjne. Alene, så er man kun hvem at man tror at man er. Alene eksisterer man kun under himlens tusinde øjne. Der er noget ved den enlige astronom, der har været fantastisk engang i nogens øjne, men lige nu er det ikke til at sætte nogen finger på.

Træthed og melankoli karakteriserer tilværelsen. De hænder der holdt andre er bleven stive og ømme i nattekulden. En hoste er ved at oparbejde sig, nok til at tjenestekvinden har bemærket det, men ikke nok til at han selv ønsker at forsøge at gøre noget ved det. Aldrig nok til at holde ham væk fra stjernehimlen, og den genklang af minder, der føles fjernere hver dag.

Det virker nogen gange som et spild af tid, at tage ud i kulden og mørket hver eneste nat, helt alene, og udføre opmåling på opmåling. Intet ændrer sig. Hvilket er forfærdeligt, fordi alt burde ændre sig, alt burde havde ændret sig, men stjernerne er upåvirkede om der står en eller to ved instrumentet.  

Et lysglimt over himlen, pludseligt, driver alle sorte skyer væk fra hjernens hvælver i dette øjeblik. Det skyder som en pil henover mørket, sådan at det i dét sekund synes at gennembore den astronomiske distance der holder himlen fra jorden, og dem fra hinanden.

Hjertet slår endnu under tusinde stjerners lys. Hvad det banker for må ikke siges højt, hvem det stadig banker for må ikke være mere end tanker i mørket. Stjerneskuddet sidder endnu henover nethinden, hvor det gentages imens den enlige astronom prøver at finde tanker og ord.

Vi må ses igen, min kæreste ven.

Den hånd hvorpå den andens læber lå, efter sine sidste hviskede ord, og lige før sjælen tog sin afsked, tager den enlige astronom op til sin egen mund. Han kan mærke sin egen varme og rystende ånde på huden. Vinden virker at give ham plads i dette øjeblik, da han synker til sine knæ i det våde græs og folder hænderne sammen i en bøn.

Bønnen udtales forsigtigt på langsom latin i mørket, kun med stjernerne som vidne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...