Det store offer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2017
  • Opdateret: 29 maj 2017
  • Status: Færdig
Vikingehistorie til novellekonkurencen 'skriv dig gennem historien'. En lille vikingelandsby gemmer på store hemmeligheder.

2Likes
1Kommentarer
126Visninger
AA

1. Det store offer

”Til kamp, til kamp!”

Johanna kom løbende gennem landsbyen.

”Har I hørt det? Har I hørt det?”

Hun løb ind på storgården, og stoppede forpustet foran højbordet.

”Bjørk,” sagde hun, ”Han har taget vores hørg. Harald har taget vores hørg.”

Den før så livlige snak mellem Bjørk og hans mænd forstummede. Alles øjne rettedes mod Johanna.

”Er du sikker?” spurgte Bjørk.

Hun nikkede. ”Katrine så det, da hun var ude i skoven. Han er ved at bygge en ringborg med vores hørg inden i.”

Stilheden lagde sig tungt over forsamlingen.

Bjørk rejste sig beslutsomt op. ”Vi kan ikke lade sådan en spot sidde på os! Vi har i forvejen ladet Harald slippe afsted med alt for meget. Kun ganske få af jer var villige til at slutte sig til Svend, da Harald erklærede kristendommen for den rette tro. Ingen stoppede ham, da han tog en af vores ellers lovende kvinder til sin frille. Han har metodisk æresbundet flere af vores unge mænd, og nu dette. Vi er ikke rigtige mænd, hvis vi lader ham stjæle vores hørg.”
Rolf rejse sig op. ”Harald har mange mænd. Som du selv sagde, har han metodisk taget flere af vores. Du ved, lige såvel som jeg, at vi bliver slagtet derude.”

”Hellere lide en ærefuld død på kampmarken, end en ussel død som æresløs olding.”

”Hvad skal der ikke blive af vores slægt, hvis vi kaster os selv i døden?”

”Hvad skal der ikke blive af vores slægt, hvis vi viser dem, at underkastelse er vejen frem? Hvordan skal de kunne stå for deres ret, hvis ikke vi står for vores?”

”Bjørk, er du villig til at ofre hele landsbyen for det her? Er du villig til at lade alle disse mænd, kvinder og børn dø for din ære?”

”Ikke for min ære. For vores ret. For vores hørg. Vores hørg, Rolf! Vores offerplads. Vores kontakt med guderne. Jeg har ladet alle hans andre forseelser passere. For landsbyens skyld. Men hvis ikke man kæmper for guderne, hvad kæmper man så for?”

Rolf bøjede hovedet.

”Hvis der ikke er andre, der har noget at indvende,” Bjørk så rundt på forsamlingen, ”så har vi en kamp at planlægge. I ved alle, hvad der skal gøres. Vi holder rådslagning om en time, sørg for at alle er der!”

 

Rolf gik med bestemte skridt gennem landsbyen. Hans blik bevægede sig søgende fra side til side, men hans skridt haltede ikke. Intet ud over hans flakkende blik forrådte hans indre konflikt. Som han kom tættere på den lille gård i udkanten af landsbyen, låste hans blik sig fast på en skikkelse, der stod nærmest afventende under et træ. Rolfs blik brændte ved synet, og han marcherede om muligt endnu fastere mod denne skikkelse.

”KATRINE” råbte han.

Skikkelsen viste ingen tegn på frygt, kun et lille selvtilfreds smil vidnende om, at hun havde hørt ham. Rolf stoppede ikke op. Han brugte sit momentum til at gribe fast i hendes arm og slyngede hende ind i det træ, hun stod op af. Al luften blev slået ud af lungerne på hende, men Rolf var ligeglad. Han pressede sig op af hende, og hvislede;

”Din skøge. Hvad har du gjort?”

Hun prøvede at skubbe ham væk, men Rolfs anden hånd fløj op til hendes hals, og tvang den ind mod træet.

”Ikke et skridt.”

Hun rullede med øjnene. ”Altid så dramatisk.”

”Hvad. Har. Du. Gjort.” spurgte han sammenbidt.

”Og hvad får dig til at tro, at jeg har gjort noget? Dette er Haralds værk. Ikke mit.”

”Du har haft en finger med i det. Jeg ved det. Dette stinker langt væk af din indblanding.”

”Modsat hvad du tror, har jeg bedre ting at tage mig til end at smede rænker. Nogen skal jo passe vores gård.”

”Det her kommer til at ramme hele landsbyen. Vi kommer ikke til at overleve.”

Katrine stirrede bare blankt på ham. Rolf slap langsomt hendes hals og trak sig væk.

”Hvis det her er en eller anden malplaceret form for hævn over det, der skete med Ragner…” begyndte han.

”Ragner har intet med det at gøre. Han er væk. Det er for sent at gøre noget ved det. Alt, alt for sent.”

”Du ved godt, at jeg prøvede at stoppe det. At jeg gjorde alt i min magt…” Katrines ansigt blødte langsomt op. Han fortsatte, ”At jeg… Men byen…”

Med et, fortrak hendes ansigt sig, ”Ja, det er altid byen, er det ikke?”

Hun gav ham et skub og maste sig forbi. Rolf stod som forstenet. Uden at unde ham et blik gik hun væk.

 

Hele landsbyen var i røre. Det var et halvt årti siden, de sidst havde været i kamp, om retten til at besidde deres land. Kampene dengang havde været blodige, og mange gode mænd var faldet. Bjørk havde ledt kampene, og overalt hvor han nu så hen, blev han mødt af afventende blikke. Alle havde hørt om hvordan hans mod på kampmarken havde vundet ham titlen som høvding. Han rømmede sig, og med et døde al samtale i salen.

”I ved alle hvorfor vi er her, så jeg vil holde mig fra unødig snak. Harald er ved at bygge en ringborg rundt om vores hørg.” han holdt en pause for at lade det synke ind.

Et stort antal af byens mænd var mødt op. Kvinderne var blevet sendt ud af salen, til sådanne møder tjente de kun som en distraktion. Rolf var kommet tavs tilbage og havde sat sig på Bjørks højre side. Han havde hverken udvekslet ord eller blik med nogen i salen siden sin ankomst, og af alle de tegn på situationens alvor Bjørk var støt på i løbet af dagen, var det nok det tydeligste.

Han fortsatte, ”Som jeg ser det, efterlader det os intet andet valg end at angribe for at få det der retmæssigt er vores tilbage. Dette er en forseelse, vi ikke kan lade passere. Harald har spottet os gang på gang, og lader vi ham fortsætte, bandlyser han os fra Valhal. Jeg ved ikke med jer, men jeg agter ikke at opgive min plads i Valhal ud af frygt for foræderen Harald.”

Et kampråb løb gennem salen. Rolf så bestemt ned i bordet.

”Hvis vi skal have noget håb, om at komme sejrende ud af denne kamp, har vi brug for en god strategi. Vi har behov for viden, om hvad fjenden fortager sig og for allierede. Torkil, Olaf og Aske, I ved, hvad I skal gøre. Saml så mange af vores allierede, som I kan. Få dem herhen inden måneden udrinder.” De tre ældre herrer, der sad til venstre for Bjørk, bøjede hovedet i forståelse. Bjørk klaskede hænderne sammen, ”Resten af jer; Vi har en krig at forberede os til. Kom i gang!”

Salen tømtes langsomt. Torkil, Olaf og Aske gav Bjørk et fast håndtryk, før de gik. Rolf blev siddende til salen var helt tom. Bjørk kørte en hånd gennem sit hår.

”Jeg ved, hvad du tænker.” Begyndte Bjørk, men han kunne ikke få sig selv til at sige mere.

De sad i stilhed og samlede tankerne.

”Jeg forstår, hvorfor du vil i krig.” sagde Rolf, ”Men du svor Bjørk. Du svor, at efter min søn ville du lade stridsøksen ligge. Hvem skal ofres denne gang? Hvem skal dø for din sejr?”

”Det har intet med det at gøre. Dette er en kamp, der ikke kan undgås.”

”Alle kampe kan undgås. Det her handler om ære. Din åndsvage ære, der har bragt os i problemer mere end en gang.”

”Det her handler om guderne.”
”Det handler om din trang til at se blod. Hvem skal dø denne gang? Du så også alle de unge mænd. De ved intet om sand kamp! Ingen af dem kommer til at leve længere end den første kampdag, så jeg spørger dig igen; Hvem skal dø denne gang? Harald…”

”Harald har gjort mere end rigeligt. Du ved, hvilken slange han er. Du var der, da han vendte os ryggen. Harald er en æreløs, tvetydig…”

Rolf lagde hånden på Bjørks skulder. ”Så lad ham dø som en æreløs slange. Der er ingen grund til at trække os andre ind i det. Vi har kæmpet så hårdt for at komme hertil. Harald kan ikke holde os fra vores hørg. Hvis vi går til kamp, kommer vi ikke derfra med livet i behold. Hvor mange flere skal dø i din strid mod Harald?”

”Min strid? De kampe vi har været i, har været nødvendige og præget af Haralds svigt.”

”De første var måske, men prøv ikke at lyve for mig. Jeg har kendt dig, siden vi var ganske små. Vi har blandet blod, og jeg har kæmpet hver kamp ved din side. Jeg kender dig. Du kan narre de andre, men jeg ved de sidste kampe var unødvendige. At Ragner var unødvendig. At du provokerede Harald, og startede de sidste 3 kampe. Hvor mange mistede vi ved det? Hvor mange døde for din ære? Kan du virkelig få dig selv til at gøre det igen?”

”Katrine…”

”Katrine er sindssyg. Du gjorde hende sindssyg, og det er for sent at rette op på nu. Du må leve med konsekvenserne af dit valg.”

Rolf rejste sig op. Bjørk greb fat i hans håndled. De så hinanden dybt ind i øjnene.

”Jeg havde intet valg.” sagde Bjørk.

”Bliv ved med at sige det til dig selv.” svarede Rolf, og hev sin hånd fri.

Stilheden hang tung i luften længe efter, at Rolf havde forladt rummet.

 

Bjørk var frustreret. Torkil, Olaf og Aske var kommet tilbage, med 26 mænd.

”Jeg sagde, at I skulle hente vores allierede. Sidst jeg tjekkede havde vi mere end 26 mænd allieret med os.” Sagde han sammenbidt.

De tre mænd kiggede usikkert på hinanden. Det blev Aske, der måtte træde frem.

”Det har vi også, men de fleste af er æresbundet til kong Harald. Da de fandt ud af, hvem vi skulle bekæmpe, var der ikke mange, der trådte frem.”

Bjørk tog et truende skridt frem. De tre mænd trykkede sig ind mod væggen.

”Så skulle i have fået dem til det.” sagde Bjørk.

Han tog endnu et skridt frem, mens hans højre hånd rakte ned efter sin kniv.

”26 allierede og 10 af vores egne mænd. Harald er ved at bygge en ringborg! Hvad er 36 mænd mod det?”

”Det er mere end rigeligt, hvis du ofrer et barn for god krigslykke. Er det ikke?” lød en kvindestemme.

De fire mænd fór sammen, og Bjørk hev sin kniv frem og rettede det truende mod den ny tilkommende.

”Katrine.” sagde han.

Hun smilte. ”I egen høje person. Jeg tror næppe, der er nogen grund til at vifte rundt med den der, kære broder.”

Med kniven hævet gik Bjørk tættere på Katrine. Torkil, Olaf og Aske udnyttede chancen til at stikke af. Bjørk holdt kniven op mod Katrines hals.

”Giv mig en god grund til, at jeg ikke bare skal skære halsen over på dig nu og få det overstået.”

Katrine sagde ikke noget. Hun stod bare helt stille.

”Det er din skyld det her. Jeg ved, det er din skyld.” fortsatte han.

Kniven begyndte at ryste i hans hånd.

”Du har planlagt det hele. Du har altid været ude efter mig.”

Katrines ene øjenbryn hævede sig.

”Min skyld?”, hun tog fat om hans rystende hånd og tvang den fra hendes hals.

”Min skyld?”, hun tog truende et skridt frem mod ham.

”Min skyld? Du tog min kærlighed og smed den til side for den første og smukkeste mø, du kunne finde. Du tog min søn, mit eneste lyspunkt, og ofrede ham, så du kunne vinde din dumme krig. Du ødelagde mit liv, og så vover du at påstå, at det er min skyld. Sig mig engang, Bjørk, hvem skal dø denne gang? Jeg har ikke flere børn, du kan tage af. Bliver det en af dine egne? Skal lille Erik ofres til Thor og Tyr? Eller bliver det Gerda? Hvem skal dø for guderne, Bjørk? For nogen skal vel dø, det er sådan man sikrer sig krigslykken, er det ikke?”

Bjørk sagde ikke noget.

”Eller kan man ofre andet end børn? Hvad med sin smukke kone? Kan man ofre hende Bjørk?”

”Hvad har du gjort?”

”Mig? Ikke noget. Jeg ville bare vide, hvordan det fungerer. Hvordan den store høvding vælger, hvem der skal ofres. Hvilket system han benytter.”

”Hvis du rører dem…”

Katrine tog kniven ud af hånden på ham, og holdt det op mod hans hals.

”Så hvad? Hvad vil du gøre, hvis jeg ofrer din familie til Thor og Tyr?”

Bjørk kunne ikke andet end at stirre forfærdet på hende.

”Kan du gøre andet end at kæmpe i morgen, i den viden at din families offer har vundet dig krigslykken?”

”Katrine. Jeg sværger…”

”Hvad? Hvad kan du gøre? Du har intet andet valg end at kæmpe. Du har samlet dine allierede, dine mænd har trænet og er klar til kamp. Hvor er din ære, hvis du ikke møder op for at lede dem i morgen?”

”Johanna…”

”Johanna er høvdingens kone. Hvilket signal vil det ikke sende til byen, hvis hun tager sine børn og stikker af? Hvor sikker er høvdingen så på sin sejr?”

”Du…”

”Jeg sagde jo, at du nok skulle få det betalt.”

Hun smed kniven til side og lod Bjørk stå lamslået tilbage i gangen.

”Held og lykke i morgen, kære broder.”

 

Bjørk sov næsten ikke den nat. Han havde et fast tag om kniven under sin pude og kastede flygtige blik over på sin kones sovende form. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han ville gerne advare hende, men han kunne ikke fremstå svag. Han havde ikke nogen mænd tilovers, der kunne blive tilbage og beskytte Johanna og børnene, og Katrine var forsvundet. Selv hvis hun ikke var, ville han ikke kunne gøre noget. Katrine var af hans blod. Ligesom Ragner havde været det. Ragner. Den knægt havde været en fejl lige fra begyndelsen. Et bevis på hans uforsigtighed. Der var i forvejen mange farer ved at ligge med sin søster, men han havde været forsigtig. Taget alle forholdsregler, beskyttet familiens gode ry, men snakken begyndte alligevel at løbe. Johanna havde været gudssendt. Hun var smuk, ung, fra en god familie og havde været naiv nok til ikke at se, hvad der skete lige foran hende. Han havde fortsat forholdet med Katrine længe efter Johanna og han var blevet gift. Han var gået fra den ene seng til den anden, indtil Katrine blev gravid. Officielt havde hun ikke ligget med nogen, så hvis hendes graviditet kom frem, ville hun blive stemplet som skøge, og Bjørk som søsterelsker. De ville miste deres ære og blive tvunget ud af byen. De havde været heldige. Rolf havde brugt de sidste år på forgæves at vinde Katrines hånd. Det havde været så let for hende at takke ja og kræve en håndfæstelse med det samme. Syv måneder efter var Ragner kommet til verden, og Rolf havde aldrig spurgt ind til, hvorfor knægten lignede Bjørk mere og mere, som årene gik. Men så kom kampene om byen. De var ved at tabe, og guderne krævede et offer. Han havde ikke andet valg. Knægten lignede ham for meget. Katrine havde skreget. Havde svoret hævn. Blev fortæret af sorg. Men han havde ikke haft noget valg. Ragners offer sikrede dem sejren.

Johanna sukkede ved siden af ham og vendte sig mod ham. Hun blinkede øjnene åbne og sendte ham et kærligt blik.

”Du tænker for meget.” sagde hun og rakte ud efter hans hånd.

Han tog den ikke.

”Jeg elsker dig.” sagde han.

”Jeg elsker også dig.”

Johanna fortjente ikke det her. Han åbnede munden for at fortælle hende om Katrines trussel, men lukkede den igen. Det blev en lang nat.

 

Daggry kom for tidligt. Bjørk ville ønske, at natten varede evigt. Han havde givet Johanna en kniv, før han gik og bedt hende om at have den på sig konstant. Han havde gjort det samme med sine to friller, og havde bedt dem våge over hans børn. Han kunne ikke gøre mere for dem end det. Nu gjaldt det om at vinde det kommende slag. Han ledte sin gruppe af 9 mænd gennem skoven. Det var blevet besluttet, at de skulle angribe i 4 bølger, så fjenden ikke ville have overblik, over hvor mange de skulle forvente. Han ville have foretrukket at angribe fra flere sider, men Harald havde placeret sin ringborg så strategisk korrekt, at alle sider undtagen en var beskyttet af flodens forløb. Det ville være umuligt for dem at angribe borgen via floden, og komme derfra med livet i behold.

Rolf skulle have ledt den ene gruppe til kamp, men ingen havde set ham siden Bjørk havde erklæret krig mod Harald, så ansvaret var gået til Aske. Torkil og Olaf ledte de to andre grupper. De ankom til skovbrynet, og Bjørk løftede sin ene hånd som stopsignal. Adrenalinen klamrede sig til den lille gruppe. Til højre for ham signalerede Askes gruppe at de var i position. Til venstre lå Torkils gruppe klar, og et par meter bag ham sad Olafs gruppe klar. Han vendte sig mod sine mænd.

”Ringborgen er langt fra færdig. De mænd I ser derude er arbejdere. De har næppe jeres kamperfaring og træning. Vores største udfordring bliver at komme over den vold, de er ved at bygge. Dræb så mange I kan og lad resten løbe, som de feje hunde de er. Lad dem sprede historien om vores styrke og lad det være en afskræk for fremtidige fjender. Kæmp med ære derude, kæmp for jeres ret, for jeres families ret og for guderne. Lad det være en ære at kæmpe ved jeres side.”

Han hev sit horn frem, og med en lang tone var angrebet i gang. De løb ud af skoven med kampråb og hævede våben. Foran dem var Haralds mænd i fuld gang med byggeriet af ringborgen. Arbejderne stoppede forvirret op, og først da Bjørks økse havde flænset den første mand, satte de i bevægelse. Nogle løb op på den anden side af borgen efter forstærkninger, andre hævede skovle og pinde til forsvar, men Bjørks mænd kæmpede sig forbi dem uden det store besvær. De hørte et horn fra den anden side af volden. Det var den eneste advarsel, de havde, før de blev badet i pile. Tre mænd faldt til jorden, kun to rejste sig op.

”Fremad!” råbte Bjørk.

En svale af pile fløj over dem igen.

To mænd faldt til jorden. Ingen rejste sig op.

”Fremad!”

De blev ramt af pile igen. Endnu en mand nede.

”Fremad!”

Flere pile. To mænd nede. De nåde frem til volden, og til sin lettelse hørte Bjørk Askes horn. Aske og hans gruppe kom løbende ud på kampmarken. De løb mellem pilene, og hoppede over de døde. Bjørk og hans gruppe af overlevende begyndte at kravle op ad volden. Den anden bølge af angribere distraherede arbejderne nok til, at Bjørk og hans mænd kunne nå omkring halvvejs op ad volden. Så gik det op for arbejderne, hvad der var ved at ske. Lemvig, der kravlede ved siden af Bjørk, blev ramt af en pil og faldt til jorden. Bue faldt med et skrig, hastigt efterfulgt af Bjarke. Bjørk rullede op på volden og undgik med nød og næppe den pil, der var tiltænkt ham. Med et kampråb kastede han sig over bueskytterne. Han nåede at såre flere af dem, før han blev bremset af en brændende smerte i benet. Distraheret så han bort fra sin modstander, og betalte for det med en blodig flænge i brystet. I baggrunden kunne han høre endnu et horn gjalde. Torkils mænd var på vej, og Askes mænd var begyndt at komme op på volden. Med fornyet energi angreb han igen. Han mærkede en svien i skulderen, men den forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet. Han kæmpede videre, og der gik ikke længe før han, med hjælp fra Askes mænd, fik nedlagt størstedelen af bueskytterne, men der var stadig mange mænd. Der blev ved med at komme nye modstandere løbende med skovle og økser og spyd. Der var for mange. Hornet gjaldede endnu en gang. Olaf var på vej. Bjørk kunne høre de resterende bueskytter fyre flere pile af. Aske vendte sig mod ham, blot for at få hovedet hugget af. Flere af hans unge krigere så paniske ud. Det hele var et stort blodbad. Arbejderne var for frygtløse. Trelleborg var for velbeskyttet. De havde fejlbedømt fjenden. Bjørk kunne se, hvordan jorden var dækket af døde. For hver arbejder de fik dræbt, trådte tre nye til. Bjørk følte sig selv stivne. Han havde ikke stivnet, siden han var en ung knøs ude i sin første rigtige kamp. Dengang havde Rolf reddet ham, men Rolf var her ikke. En mand kom løbende mod Bjørk med hævet økse. Han burde gøre noget. Han burde bevæge sig. Manden stoppede pludselig. Det så ud som om, at han gispede efter vejret. Bjørk så undrende på ham. Hvorfor stoppede han? Manden faldt sammen, og bag ham stod Rolf med en blodig kniv i den ene hånd og en økse i den anden. Verden kom i fokus igen. Lyden af jern mod kød fyldte luften. Bjørk sendte ham et taknemmeligt smil, før han kastede sig ind i kampen igen.

”Jeg troede, at du var rejst.” sagde Bjørk.

”Modsat hvad du tror,” Rolf slog ud efter en angribende modstander, ”så holder jeg, hvad jeg lover, og jeg svor, at jeg aldrig ville lade dig kæmpe alene.”

Bjørk smilte taknemmeligt. En af Haralds mænd huggede næsten Rolfs arm af. Bjørk sprang på ham, blot for at få en kniv stukket i halsen. Han kunne mærke, hvordan blodet gled ned i lungerne på ham, og smertefuldt gispede han efter vejret.

”Johanna…” gurglede han, ”Katrine, hun…..”

Rolf så forfærdet på ham, mens han sank sammen. Rundt om dem herskede der kaos. De ville ikke vinde. Hvor end Rolf så hen, blev hans blik mødt af døende mænd. Han kastede et sidste blik på Bjørks spjættende form, før han besluttede sig.

”FALD TILBAGE” råbte han, ”FALD TILBAGE”

Han begyndte at kæmpe sig vej tilbage. De andre fulgte tøvende med. Da Rolf nåede kanten af volden, stoppede han op og så beregnende ud over de døde der lå spredt mellem skovbrynet og volden. Han rullede ned af volden og tog dække under et af ligene. Det tog ham ikke længe at finde to sten, som han desperat begyndte at slå mod hinanden. Der kom gnister. Rolf rykkede tættere på den døde mand, og fik gnisterne til at sætte sig i tøjet på ham. Rolf sparkede liget væk fra sig, og løb mod skovbrynet. Gnisterne blev til en sulten ild, der udhungret slugte liget.

”FALD TILBAGE! FALD TILBAGE!” skreg Rolf, imens han løb. Bag ham spredte ilden sig til de andre lig.

Et par meter inde i skoven stoppede han op og ventede på de overlevende. Kun 7 mænd mødte dem. 7 mænd ud af de 36, der var taget i kamp, havde overlevet. Alle vendte sig mod Rolf.

”Bjørk,” begyndte Rolf, ”er død. Fældet af fjenden. Han ville ikke have ønsket det her. Harald havde for mange mænd. Vi havde intet andet valg end at falde tilbage. Vi har stadig en hel landsby, der er afhængige af vores beskyttelse. Endnu mere nu hvor Harald har grund til at angribe os. Vi kan ikke gøre mere her. Tag hjem til jeres familier. Saml landsbyen. I aften mødes vi på storgården og holder gilde for de døde og deres familier. Men vær på vagt. Haralds mænd kan være ude efter hævn. Ikke alle mænd har ære nok til at hædre de døde.”

Rolf vendte sig rundt og gik med tunge skridt tilbage til landsbyen. Han var ligeglad med, om mændene fulgte efter ham. De måtte komme, når de ville. Han havde gjort sin del. Nu skulle han tilbage og forberede et dødsgilde, overbringe de sørgelige nyheder til familierne og overbevise Katrine om ikke at lade sig skille fra ham. Hvis han skulle være høvding, havde han brug for en viljestærk kvinde ved sin side. Meget kunne man sige om Katrine, men der var en grund til, at han var faldet for hende i begyndelsen. Der var en grund til, at han blev ved hendes side årene efter Ragners død. Hun var en stærk og beslutsom kvinde, der forstod at sætte sig i respekt. Det ville han få behov for, hvis han skulle forhandle med Harald om våbenhvile.

Landsbyen kom langsomt til syne. Han sukkede. Johanna ville blive helt knust, når han fortalte hende, at hun nu var enke. Med et tungt hjerte gik han ind på storgården. Der var foruroligende stille derinde. Han havde regnet med, at Johanna ville løbe ham i møde i den tro, at han var Bjørk, men… Intet. Han gik længere ind i rummet.

”Johanna?” råbte han.

Han tog endnu et skridt og snublede næsten over noget. Han kiggede ned og faldt næsten bagover. På gulvet foran ham lå Gerda. Ligbleg og i en pøl af blod.  Lidt til venstre for hende lå Erik. Helga og Ulrikke, Bjørks friller, lå helt ude til siden, og foran højbordet lå Johanna med en kniv stikkende ud af brystet. Alle var stendøde og havde været det i et par timer. Rolf løftede sin økse. Han kunne høre skridt fra gangen til højre for ham. Han vendte sig mod lyden.

”Rolf?” spurgte personen.

”Katrine?”

”Åh, Rolf!” Katrine løb mod ham og kastede sig i armende på ham.

Forbløffet tabte han øksen.

”Åh, Rolf. Det var frygteligt. Johanna… Det var som taget ud fra en skrækhistorie. Hun var sindssyg. Overbevist om at Bjørk ikke ville overleve…” hun så sig omkring, ”Hvor er Bjørk?”

Rolf bøjede hovedet i svar. Det var nok. Katrine tog en rystende indånding og så ned i jorden.

”Hvordan?” spurgte hun.

”Kniv i halsen. Han var kommet op på volden. Det var vi alle, men Harald havde for mange mænd. Der var intet vi kunne gøre.”

En tåre løb ned af Katrines kind. Hendes hænder begyndte at ryste. Rolf trak hende ind til sig.

”Hvad skete der med Johanna?” spurgte han blidt.

”Hun...” Katrine tog en dyb indånding, ”Hun var helt vild i sin frygt. Og pludselig havde hun en kniv. Hun skar halsen over på dem. Gerda og Erik. Sagde at guderne skulle bruge et offer for at bringe hendes mand hjem til hende. Helga og Ulrikke prøvede at stoppe hende, men hun stak dem bare ned. Hun var helt væk, og da det gik op for hende, hvad hun havde gjort, stak hun kniven i sig selv. Jeg kunne ikke stoppe hende. Det hele gik så hurtigt.”

Rolf trak hende tættere ind til sig.

”Det skal nok gå.” Sagde han med så meget overbevisning i stemmen, han kunne, ”Det skal nok gå.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...