Trelleborgs skjold

Dette er historien om hvordan et af Trelleborgs mest berømte fund, det rød-hvide træskjold, endte i volden.

1Likes
0Kommentarer
39Visninger
AA

1. Trelleborgs skjold

Trelleborg husede mange forskellige folk. De fleste var krigere, unge stærke mænd under kong Haralds faner. Men ikke alle tjente kongen med sværdet, nogen gjorde det med væven, andre med hammer og sav. To af disse var Grette og hans datter Gerda. Grette var den bedste snedker i norden, så god at han var kendt som Grette Håndfærm. Grette havde hjulpet med at rejse Trelleborg, men stod nu for den daglige vedligeholdelse.  Skjolde, døre og vogne forlod hver dag hans værksted i den fineste stand. De som så ham arbejde, sagde at hans fingre dansede med overnaturlig lethed over hans arbejde og at man aldrig så ham måle eller strege det mindste. Med blot et blik kendte han de nøjagtige mål. Man sagde om Trelleborg at havde det ikke været for Grette Håndfærm, var borgen aldrig var blevet rejst så hurtigt.

Grettes datter Gerda, hjalp sin far i værkstedet og mestrede væven med samme præcision som hendes far mestrede saven. Mange ville sige at hun var af lige så stor vigtighed for Trelleborg som Grette selv, men ikke for hendes vævetøj. Gerda gav mændene håb, noget at kæmpe for. Hun mindede krigerne om at verden rummede andet end de grusomheder krigen viste dem.

Hun var så smuk, at ingen vovede at se direkte på hende og da slet ikke tiltale hende, for hvem var de mod en skønhed som hende?

Indtil en sommer, da en vandringsmand kom til Trelleborg. Ivar trådte netop inden for Trelleborg vold med sin byld over skulderen, da han fangede et glimt af en hvid skygge, Gerda. Først troede Ivar ikke sine øjne. Som vandrende havde han set meget på sin vej, men intet som hende. Han måtte se hende igen. Nysgerrig og uden at vide bedre, fulgte han hende. Ivar slangede sig frem mellem de store krigere, hen til hjørnet hvor hun forsvandt. Men da han endelig nåede frem, var det kun for at se hende forsvinde ind i et hus.

Ivar stoppede og så sig over skulderen. Han sneg sig om bag huset, der lignede et værksted, hvor han fandt en knast i væggen. Gennem hullet kunne han se ind. Ivar satte øjet til. Mens det vænnede sig til mørket, manifesterede Gerda sig for ham. Hun havde langt lyst hår der bølgede. Hendes øjne var blå som sydlandets have. Ivars mave snurrede sig sammen, han fik en klump i halsen. Hendes hænder dansede med ynde og lethed over væven. Netop som han syntes at kunne ane formen af hendes læber, lagde nogen hånden på hans skulder. En dyb manderyst bag ham sagde.

Det kan du godt glemme!

Ivar nåede ikke at vende sig før manden ham rev ham om på jorden. Han var enorm, manden. Han tårnede sig over Ivar med en fod på hans bryst. Ivar mærkede vægten af hans støvle trykke ham hårdt mod jorden. Manden havde et stort rødt skæg og et ar over næsen.

Hun er min.

Sagde manden, og med de ord gik han sin vej.

Omtåget rejste Ivar sig og prøvede at ryste oplevelsen af sig. Han så på hullet i væggen og sukkede, inden han rejste sig og gik videre.

Ivar så ikke mere til manden igen før ved langbordet den samme aften. En flok norske lejesoldater havde været venlige nok til at lade Ivar spise med dem, de fortalte ham at manden hed Sigurd og at han var en del af kong Haralds egen hird. Ivar så undrende til, mens den ellers så truende Sigurd grinte og leflede for en ældre mand ved sin side. Ivar havde godt bemærket at alle ve for denne mand langs fæstningens stier og at hans horn ikke tømtes, før ny mjød atter blev ham skænket. Nordmændene fortalte at Sigurd var sejlet med dem helt fra Norge, hvor han havde været i krig med kongen, for at fri til Gerda.

Ivar så på den lyse skønhed ved faderens side. Hun sad med blikket ned mod skødet. Mændene omkring hende holdt Grette i snak. Ingen syntes at skænke hende den mindste opmærksomhed. Pludseligt så Gerda op fra sit skød, ud i rummet. Deres blikke mødtes. Hun smilte. Hun holdt hans blik for en stund. Det snurrede i Ivars mave igen. Han så atter ned i sin mad igen og snakkede videre med nordmændene. Han anede Gerdas smil forsvinde da hendes blik atter fandt tilbage til hendes skød.

Hvornår skal de giftes?

Spurgte han. Nordmændene fortalte at de endnu ikke var forlovet. Grette havde indtil nu afvist samtlige bejlere hele sommeren. Han havde end ikke mælet et ord når de nærmede sig, for at bede om Gerdas hånd i ægteskab. Ivar studsede lidt over hvad de fortalte ham, inden de snakkede om noget andet.

De blev siddende ved langbordet til sent ud om natten. Da de havde tømt hornene for sjette gang, og de fleste andre var gået i seng, spurgte nordmændene ind til Ivars mange rejser. Ivar fortalte lystigt om verdenen udenfor. Krigerne lyttede opmærksomt og stillede en masse spørgsmål, mest om kvinderne. Ivar smilte og så ned i sit drikkehorn. Inden han nåede at svare blev han afbrudt af en dyb brummende latter. Det var Sigurd som var kommet tilbage. Han satte sig ned over for Ivar.

Hvis du kender så mange smukke kvinder, hvorfor er du så nødt til at lure på vores?

Sigurd lænede sig ind over bordet. Hans enorme næver var større end tallerkenerne. Sigurd lod ikke Ivar svare før han fortsatte. Hans ånde stank af fisk.

Jeg så godt hvordan du kiggede på Gerda, hvem tror du egentligt du er?

Ivar trak på skuldrene

Blot en mand af Midgård

Sigurd ignorerede hans svar og fortsatte.

Jeg glæder mig til at se dit åndsvage smil forsvinde fra dine læber i morgen når Grette giver mig Gerda.

Ivar så ned i mjøden uden at svare. Et smil bredte sig på hans læber.

Jeg troede ikke at mennesker giftede sig med Jætter?

Sigurd udstødte et brøl og rejste sig. Han trak sit skjold op og slog Ivar over hovedet med det så han faldt af stolen. Inden Ivar kunne rejse sig, væltede Sigurd bordet til side og trådte Ivar ned i gulvet.

Kan du se det her skjold?

Sagde Sigurd og viftede med skjoldet. Det var rødt og hvidt. Der var blod på skjoldbulen, sikkert Ivars eget.

Det har Kong Harald selv givet mig, da jeg redede hans liv fra en jomsviking! Hvis Gerda ikke gifter sig med mig, skal jeg smide det i volden!

Med de ord gik Sigurd igen. Nordmændene hjalp Ivar på benene igen og tørrede blodet af hans pande. De spurgte om der var noget de kunne gøre for at hjælpe ham. Ivar afviste, men bad dem om blot at svare ham på blot et spørgsmål.

Ved i om alle bejlerne har spurgt Grette alene, eller om nogen har vovet at spørge Gerda selv?

De så undrende ud og talte lidt internt. De blev enige om at de i den tid de havde været på Trelleborg ikke havde hørt om andet end at mændene skulle have spurgt Grette. Ivar takkede dem, og med de ord gik han i seng.

Næste dag havde ordet spredt sig om nattens tumult. Alle kendte allerede til Sigurds løfte. En lille flok nysgerrige tilskuere havde samlet sig foran Grettes hus. De fleste var der for at se på, men andre var også kommet for også at fri, i håb om at få Gerda inden Sigurd. Da Ivar kom til huset var menneskemængden allerede tæt. Han lagde sig i græsset og så på. Sigurd stod midt i køen, han var nem at spotte, kæmpens hoved stak over alle andres. Folk hviskede omkring ham, om Sigurds væddemål. Ivar lyttede spændt, indtil stemmerne pludseligt blev tavse.

Døren til hytten gik op og Grette trådte ud. Gerda kom til syne i døråbningen. Ivar holdt vejret. Hun skærmede sine øjne for solen, og trådte forsigtigt ud på den beskidte jord. Hun så rundt på mændene, med et undrende blik. Som om hun ingen anelse havde om hvad de gjorde der. Uskyldig.

Ingen foruden Ivar turde at se direkte på hende. Selv Sigurd så ned i jorden. Den forreste mand i køen, tog en dyb indånding og trådte frem mod Grette Håndfærm. Med bævrende ryst bad han om Grettes velsignelse. Grette svarede ham ikke, han sagde intet, så kun tomt på den unge mand der efter et øjebliks skuffende tavshed forlod pladsen. Den næste i køen trådte frem, igen med blikket mod Grette, som tavst afviste ham. Sådan gik det dem, en efter en måtte de forlade pladsen. Ivar kunne se et smil brede sig på Sigurds læber. Kæmpen var iført sin ringbrynje og havde sit rød-hvide skjold i hånden. Han var tydeligvis overbevist om at Grette ventede på ham. Da det endeligt blev kæmpens tur. Sigurd trak skuldrene op skød brystet frem og trådte frem foran Grette.

Mit navn er Sigurd af kong Haralds hird. Jeg er kommet for at bede om deres datters hånd i ægteskab.

Han sagde det så højt at Ivar kunne høre ham. Sigurd havde tydeligvis øvet sig på replikken. Hvad der undrede Ivar, var at der stadig ikke var nogen der turde se på Gerda.

Grettes mundvig trak sig, som om han med Sigurd med stort besvær måtte undertrykke et svar. Sigurd pustede sig endnu mere op og spurgte så igen.

Grette. Jeg beder dem og deres datters hånd i ægteskab!

Grette sagde stadig intet.

Da fik Ivar nok og trådte ned blandt mændene. Da han nåede Sigurd smilte han fint og vinkede til Grette, men fortsatte. Der blev tavst inden for volden da Ivar istedet gik direkte hen til Gerda. Han rakte hånden frem og hilste. Gerda tog imod den. Da deres hænder mødtes knustes hun ikke som glas, eller falmede som en blomst, men hilste pænt.

Deres blikke mødtes for en stund.

Skal jeg ikke vise dig verden?

Et smil bredte sig på Gerdas læber, et smil som fik Sigurd til at gyse.

Ja!

Og med de ord gik Gerda hen til den måbende Sigurd af kong Haralds hird, tog hans skjold og smed det i volden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...