NOTHING SPECIAL

“Jeg så ham bare som endnu en overklasse fyr, men han var mere end det - han fik mig til at tro på rigtig kærlighed og det gode i andre. Jeg havde mistet troen på livet, indtil han blev en del af det”

21Likes
3Kommentarer
950Visninger
AA

3. Kapitel 2

*

Kapitel 2

Jeg har ligget i min seng og kigget op i loftet i flere minutter. Egentlig burde jeg gå i gang med at rydde op og sætte mine møbler på plads, men hvad er pointen ved at forsøge at sætte tingene præcis som de var tilbage i New York, når det alligevel ikke er der jeg er. Det ville bare være endnu et forsøg på at snyde mig selv til at tro, at det hele stadig er det samme, hvilket slet ikke er sandt. Jeg kan lige så godt lade værelset forblive rodet, så passer det jo også til mit liv.  Jeg puster tungt ud og lukker øjnene. I et kort øjeblik lader jeg mig selv drømme mig væk fra Paris og væk fra familien. Der går nogle minutter inden jeg åbner øjnene igen, og jeg lader mine øjne flakke rundt i værelset. Det eneste der fanger min opmærksomhed, det er min billederamme med familiefotoet fra sidste sommer. Jeg mindes ikke at have sat det op på reolen, som jeg formåede at rykke på inden jeg kom op at diskutere med mor.
”Mon det er et spøgelse? En genfærd af min far, der lige er død og derfor kommer for at undskylde?” hvisker jeg til mig selv og trækker lidt i mundvigen. Det er ikke fordi jeg ønsker, at han skal dø, men jeg er heller ikke glad for hans eksistens modsat Will, der elsker ham – det er næsten synd for Will, hvor meget han elsker far, men slet ikke bliver elsket igen. Man kan vel roligt sige, vi ikke har været heldige, hvad angår vores forældre, ja faktisk mener jeg slet ikke, de er egnet til at have børn. Da jeg havde fortalt min studievejleder Jane Johnson om det, havde hun grint stille af mig og holdt et foredrag om, hvor god en familie vi var i.  Ifølge Jane havde jeg ikke noget at brokke mig over, for det var jo helt normal at ens familie med så stor succes på jobbet havde travlt og ikke rigtigt tid til sine børn – vi blev jo ikke slået på, og vi fik også præcist det vi manglede, hvilket jo så fint betød, at alt var godt. Dér stoppede jeg hende og holdte en lille tale om, hvorvidt hun vidste, at der var noget som hed psykisk vold, fordi det i den grad var lige så vigtigt som fysisk vold. Hun havde rynket brynene og lod mig gå som svar på min tale. Jeg vidste godt, hvor meget det irriterede voksne mennesker, når unge prøvede at belære dem om noget, de nok ikke helt vidste – i stedet påstår de voksne, at vi bare er unge og dermed ikke ved noget om det vi udtaler os om. I min verden er det helt omvendt, for det er som om at voksne glemmer alt om tiden som teenager, så snart de passerer de tredive år. En banken på min dør får mig til at spærre øjnene op og rejse mig. Wills hoved dukker frem fra døråbningen.
”Hvorfor er der altid så mørkt inde på dit værelse, Céline? Tænd dog lyset!” han ruller øjnene og løfter sin arm op for at trykke op på den hvide stikkontakt ved døren. Lyset tændes, og jeg føler mig som en vampyr i det lyset rammer mine øjne. Det virker som om jeg ikke har set lys i årtier, og Will begynder at grine ved synes af mig, der kryber sammen.
”Vampyren Céline” griner han og går helt ind på værelset. Han har to pizzabakker med sig, hvilket får mig til at rulle med øjnene. Selvfølgelig har mor bestilt Pizza til i aften, for hun aner jo ikke, hvordan man laver noget ordentligt mad – endnu en af de ting hun aldrig har lært pga. sin travlhed og prioritering. Hendes prioritering er dermed ikke rigtigt at lave mad til os, men at fokusere på arbejdet – fedt.
”Gad vide om vi så skal bestille kinesisk takeaway i morgen” mumler jeg og ser på Will, som trækker på skuldrene.
”Sikkert” svarer han med en lav stemme. Han ser længe på mig før han åbner sin pizzabakke for at tage et stykke op på sin håndflage. Hans brune lokker falder halt ned i øjnene på ham, hvilket får ham til at rode rundt i det. Jeg kan se på ham, at han er lige så ked af det som jeg er, og det giver mig dårlig samvittighed over at flippe ud tidligere, som om det kun var mig, der havde det dårligt over at have været flyttet.
”Det skal nok gå fint i morgen,  Will! Det skal nok blive fedt her, du skal ikke være bekymret, okay?” siger jeg med min opmuntrende stemme i et forsøg på at overbevise ham om det vi begge udmærket godt ved ikke er rigtigt. Han ser op på mig med sine enorme runde øjne, der genspejler mit spejlbillede. Will trækker en dyb indånding og nikker, så hans brune lokker igen ryger ned i hans øjne. Jeg trækker ham ind til mig og knuger ham indtil min krop. Siden mor og fars skillsmisse har jeg følt det var mit job at være den voksne i hans liv, som han kunne støtte sig op af, men jeg har vidst fejlet i mit forsøg på det.
”Tak, Céline” mumler han og gengælder mit kram.

 

 

 

Allerede i det jeg træder ind i lokalet, som er overdøvet af elevers grin og snakken, får jeg lyst til at bakke langsomt ud. I et kort øjeblik føles det også som om jeg gør det automatisk, men bliver standset af en arm på min skulder. Jeg får et chok og springer op for efterfølgende at vende mig om.
En høj kvinde med brunt opsat hår og et venligt blik, der gemmer sig bag brillerne sender mig et  smil.
”Er du faret vild?” hendes stemme er lys, og jeg overvejer, hvor barnligt den egentlig lyder. I forhold til hendes tøj, der får hende til at ligne en fyrre år gammel dame, er det hendes stemme, som får hende til at virke yngre. Jeg ryster hurtigt på hovedet og prøver fremtvinge nogle ord, men i stedet giver hun mig et blidt klem i skulderen og går lidt ind af døren. ”Så må du jo være Céline” siger hun som svar på min tavshed. Jeg føler det som om jeg bliver trukket tilbage til første klasse igen, hvor jeg skulle ind og stå foran alle sammen, mens jeg skulle præsenterer mig selv. At være i centrum er ikke lige det jeg ønsker mest. ”Jeg er frk. Aimé,  jeg er din klasselærer, så det vil sige, du kommer til at have mig i de fleste fag, ja?” hun sender mig et varmt smil igen, og jeg føler mig en smule mere tilpas. Klasselokalet er ikke stort, og eleverne sidder to og to. Til min store glæde er der ingen som har lagt mærke til mig endnu, så jeg håber jeg kan slippe for at præsentere mig selv.  Hurtigt trækker jeg ned i min t-shirt og går længere ind af døren, hvilket får Frk. Aimé til at se op igen og gøre tegn til, at jeg skal blive stående, hvor jeg er.  Hun hoster og står brat op. Med det samme ser alle eleverne opmærksomt op på læreren uden at se hen på mig. Det er noget af en lydig klasse, tænker jeg og rynker brynene. Det er det stik modsatte af min gamle klasse, som knapt nok gav læreren opmærksomhed i bare få sekunder.  Jeg ser rundt i klasselokalet med et tomt blik og en ung dreng ser op. Han ser undersøgende på mig og bryder så ud i et lille grin uden at sige noget.
Fuck, ikke ham, tænker jeg og ser ned i gulvet. Jeg kan pludselig mærke at alles blikke er rettet mod mig, og jeg føler mig lille.
”Det her det er vores nye elev, hun er kommet hele vejen fra .. ” jeg lukker alt ude og kan ikke høre andet end mine egne tanker. Jeg ser ned på mine sorte bukser og kigger op igen.
”Du må gerne tage plads, Céline” siger hun og peger hen mod den tomme plads for to. Det er en lettelse for mig, at jeg i det mindste kan sidde alene til at starte med, så jeg kan afstresse lidt, men til min store uheldighed, er pladsen lige ved siden af snebolde kasteren fra i går. Med vilje ser jeg ikke op fra gulvet, mens jeg går hen mod pladsen. Mit trick må være at undgå øjenkontakt med nogen. Jeg kan høre en hvisken imens jeg trasker ned til pladsen, men vælger at ignorere det – det er efterhånden blevet mit speciale – altså at ignorere folk. Jeg ligger min taske ved siden af stolen og sætter mig ned. Jeg kan mærke hans blik på mig, og jeg føler mig utilpas. Kan han ikke i stedet koncentrere sig om, hvad der foregår på tavlen? Jeg trækker min notesblok op fra tasken sammen med penalhuset. Normalt er jeg vant til at tage noter på min bærbar, men mor havde nævnt, at det ikke var noget man havde i franske skoler, hvilket var til både min brors og min overraskelse.
Det er da gammeldags og totalt kikset” havde Will sagt – hvis der er nogen som har brug for elektroniske ting, så var det Will.

 

Flere moduler senere er jeg stadig i live, og jeg har formået at holde mig usynlig hele dagen og undgå spørgsmål fra folk. Faktisk havde jeg slet ikke snakket med nogen, og jeg havde det fint med det. Egentlig  passede det mig mere end fint. Den eneste som forstyrrede mig var snebolde kasteren, som hele tiden forsøgte at smile til mig, selvom jeg aldrig rigtigt smilede igen. Desværre fandt jeg ud af, han kommer til at være der i næsten alle de fag jeg har, hvilket vil betyde, jeg skal se på ham 60% af skoletiden. Tanken om det gør mig allerede udmattet. Jeg ved ikke om det er fordi jeg føler hans udstråling er irriterende eller om det er fordi han næsten tyrrede en snebold i hovedet på mig.  Jeg pakker mine ting ned i tasken og ligger mærke til, hvor hurtigt alle eleverne rejser sig for at komme ud af lokalet. Selvom jeg har formået at virke ligeglad, så er der alligevel noget der rammer mig, når jeg tænker over, hvor ligeglade folk egentlig er. Jeg har været vant til at føle mig ligegyldig, men at være her for mig til at føle det endnu mere, selvom jeg selvfølgelig er den jeg skal bebrejde. Jeg trækker stolen ud og rejser mig op.
”Vi ses, Céline! Tak for i dag” siger Frk. Aimé og nikker til mig. Hun forlader lokalet, og jeg står tilbage i lokalet,  helt alene, og jeg føler mig rolig. Jeg går hen imod døren, men stopper op i det snebolde kasteren pludselig står der. Han sender mig sit skæve smil, mens han læner sig ind mod dørkammen. Jeg rynker brynene, men orker ikke til at sige noget. I stedet ser jeg spørgende på ham.
”Det er da dig fra i går, ja altså” han ser lidt på mig. ” Dig jeg var ved at ramme med snebolden, det må du i øvrigt undskylde” afslutter han og griner kejtet. Mit gæt er, at han er typen, der forfører piger på denne måde  - jeg er den nye pige i klassen, så det er næsten oplagt, at jeg skal forføres. Jeg sender ham et falsk smil og siger: ”måske skulle du tage og passe lidt bedre på, når du kaster med ting, det ville gøre, at du slet ikke behøvede at undskylde” mit svar får ham til at grine en smule. Han ryster på hovedet, mens han kigger ned og kører sine fingrer gennem sit rodede hår. I stedet for at svare på mit spørgsmål, begynder han på et nyt emne: ” Du virkede lidt hidsig i går. Er du bare sådan eller var der noget i vejen? Jeg gætter på det sidste” han lader sine fingre strejfe sin mund, mens han står og sender med det observerende blik igen. Det er et blik jeg føler kan se igennem mig, og det bryder jeg mig ikke om.
”Det kommer egentlig ikke dig ved, så nu vil jeg gå” jeg siger det sidste med en kold stemme, mens jeg dukker mig for hans ene arm, som spærrer vejen for mig ved døren eftersom han ikke ligner en, der vil fjerne den. Jeg kan høre ham begynde at gå efter mig, og jeg ruller med øjnene.
”Så du er lige flyttet hertil, hva’? Var det derfor du bandede af Paris?” griner han kort. Det irriterer mig, han ikke kan forstå en hentydning. Et par elever går imod os, og jeg ser hvordan pigerne fniser, når de ser på ham. Det smider mig tilbage til min high school i New York, hvor dér også var en masse piger som bare savlede over basketball holdet og især over James, der elskede piger mere end alt andet. Snebolde kasteren løber op til mig.
”Jeg hedder i øvrigt Léon” I det jeg ser på ham, kan jeg høre nogle piger hviske.
”Er det ikke hende den nye pige?” pigerne ser grinene på mig og går videre. De ligner sådan nogle overdrevne duller, hvis jeg selv skal sige det. Jeg føler lige pludselig, at det er Léons skyld, så jeg ser surt på ham.
”Har du tænkt dig at stå her hele dagen?” han når lige at se på mig inden hans venner råber efter ham nede af gangen, hvilket for ham til at smile til mig og vinke, mens han spæner ned til dem. Jeg genkender ansigterne på nogle af dem – de tre af dem var med, da han ramte ind i mig. En blondhåret fyr ser undrende på mig og trækker sin arm over nakken på Léon, mens han griner og spørger ham om noget. Jeg mærker et sug i maven, og jeg føler bare for at komme væk fra denne her skole. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...