NOTHING SPECIAL

“Jeg så ham bare som endnu en overklasse fyr, men han var mere end det - han fik mig til at tro på rigtig kærlighed og det gode i andre. Jeg havde mistet troen på livet, indtil han blev en del af det”

21Likes
3Kommentarer
1074Visninger
AA

2. Kapitel 1

*
Kapitel 1

 

”Hvad laver jeg her?” siger jeg til mig selv, mens jeg ånder tungt ud. Alle mine bøger er væltet ud af flyttekassen og ligger over hele gulvet. Værelset jeg står i føles tomt – det er tomt, men der er noget der føles anderledes. Noget der er værre end tomheden. Det må være tanken om, at jeg nu er i et andet land, et andet samfund, i blandt andre mennesker, imens alt jeg kender til er hjemme i New York. I et kort øjeblik kan jeg høre mors syngen nede fra stuen, hvor hun formentligt er i gang med at planlægge, hvordan alle møbler skal flyttes og roteres, så det hele sidder perfekt fra punkt til prikke. Jeg kan mærke, hvordan jeg stirrer tomt ud i ingenting, hvilket får mig til at lukke øjnene i et øjeblik.
”Jeg ved godt, at du ikke er meget for idéen om at flytte, men jeg føler det er det bedste for dig. Desuden er dette job også noget specielt, og jeg bliver endnu mere succesfuld i Paris end jeg er her! Det er en win, win situation, Céline!”  det var præcis det hun havde sagt til mig måneden før hendes store plan om at flytte afsted til Paris. Hun påstod godt nok, at det var for mit eget bedste, men i virkeligheden var det kun for hendes egen. Det forfærdelige er, at hun ikke engang kan snakke om emnet. Det emne hun mest hader ud af alle – depression. Hun mener ikke, at der er noget som hedder depression, faktisk så mener hun, at det er noget der er fundet på af teenagere, som bare vil have opmærksomhed, hvilket resulterede i, at jeg blev set som opmærksomhedskrævende og som et problembarn.  Lægerne havde godt nok set noget forbavset på hende, da hun delte sine upopulærere mening. En person som min mor har aldrig rigtigt oplevet, hvordan det er at være alene i livet, fordi hun altid havde mennesker omkring sig og et par forældre, som investerede alt sin tid i hendes liv. Hun var også én af de populære piger i skolen, hvilket var endnu et plus i hendes bog. Faktisk så er vi præcist det modsatte af hinanden, hvilket også er grunden til, hun sommetider kigger på mig og sikkert tænker over, hvordan jeg kunne være hendes barn.
”Hun aner ikke, hvordan det hele hænger sammen” mumler jeg til mig selv, mens jeg sætter mig ned på hug og dækker mit ansigt i mine arme.
”Céline, kom lige ned! Også dig Will!”, råber mor med sin stemme, der skærer igennem væggene. Jeg sukker og rejser mig udmattet op igen. Jeg ser ned på mine hvide hyggesokker, der er dækket til af snavs. Kunne der ikke have været gjort rent før vi ankom? Halvirriteret går jeg ned af trapperne, forbi de blanke vægge, der giver en følelse af tomhed og ser Will stå med sine hørertelefoner og PlayStation vita foran sig, mens mor står med sin telefon i hånden, som altid. Det er sjovt, hvordan man mener telefoner er et problem for unge, men i virkeligheden er de voksne lige så begejstredede og afhængige af de små djævelske opfindelser.
”Hvad var så vigtigt, at du skulle forstyrre mig?” spørger jeg hende og prøver med vilje at lyde falsk-munter, mens jeg sender hende et falsk smil, som hun formentlig ikke engang ser. Hun løfter hovedet og sender mig et nu-slapper-du-af-blik, hvilket får mig til at rulle med øjnene. Jeg får stress af bare at se på hende – hun står i sit jakkesæt og opsat hår, modsat os andre, der er iført joggingbukser og T-shirt. Aldrig om jeg har set hende i afslappet tøj medmindre hun virkelig havde det skidt ( det er i øvrigt meget sjældent, det lige sker)
”Jeg ville bare snakke med jer om jeres skole i skal starte på her i morgen. Jeg ved godt det er tidligt, men jeg føler det ville være bedst for jer, hvis i kom så tidligt ind som muligt, så I kan følge med. I kan godt sproget takket været jeres far, så det er bare om at komme ud og være social” siger hun muntert og trækker lidt ned i sine ærmer. Jeg har allerede der opgivet at lytte til hende og i et kort øjeblik ser jeg hende kun bevæge munden, men i mit hoved har jeg lukket af for hendes stemme. Det er rigtigt nok, at vi kan sproget, men det er kun fordi far er franskmand og derfor forlangte, at vi skulle lære sproget. Komisk nok er vi dem som bor i Paris nu, mens han er hjemme i New York sammen med sin nye kæreste han forlod mor for. Kæresten der i øvrigt ikke bryder sig særligt meget om Will og jeg.
”Hvis du håber på, at den meget så fine skole vi skal på  kan ændre mit syn på menneskene omkring os, så tager du grueligt fejl” svarer jeg irriteret og kniber øjnene sammen. Hvis der er noget jeg hader, så er det snobbede mennesker, og dem er der sikkert rigeligt af på den nye skole. Man kan godt sige, at jeg har mine grunde til, hvorfor jeg mener som jeg mener.
”Céline, giv det nu en chance! Du vil sikker blive gladere af at møde nye mennesker! Det vil få en positiv indflydelse på dit humør” siger hun med en stemme, der nærmest skriger, at hun ikke orker at diskutere med mig. Det irriteret mig, hvordan hun hele tiden tror, at det er ingenting, det jeg føler. Som om det bare er noget jeg kan komme over, som om det bare er noget jeg bare lige kan slippe af med, hvis jeg bare siger nu. Min egen mor kan ikke se, hvordan jeg har det, hvem skal så kunne? Jeg kan mærke en klump i halsen, og jeg ved, at det her emne altid får mig til at græde, ikke fordi det som sådan sårer mig, men mere fordi jeg hader at tænke over tingene, der ikke kører rigtigt i mit liv. Mine negle borer ind i kødet på mine håndflager, og jeg mærker smerten.
”Du skal forstille dig at være min mor, men jeg føler ikke vi er andet end bekendte” siger jeg med en rystende stemme.  Jeg ser på Will, der kigger op mod loftet og som til min store overraskelse har lagt sin playstation vita fra sig. På en måde har jeg ondt af ham, for han er altid den der skal være vidne til denne samtale, som der mindst har været repeteret et par tusinde gange. Jeg kigger tomt ned på trappetrinene, mens jeg begynder at bevæge mig ned af dem, og jeg mærker den kolde energi i luften mellem os alle.
”Jeg går en tur” mumler jeg og gå hen af gangen for at tage min jakke på og støvler. Det eneste jeg kan høre, er mors sukken.

 

Byen er smuk, især når der er sne, der dækker bygningerne. Jeg ved ikke om det er tanken om, at det minder mig om New York eller om det er fordi det rent faktisk er smukt. En snefnug lander på min kind, i det jeg kigger op mod himlen. Jeg indånder duften af vinter, duften af ren luft, det er koldt, men også forfriskende. Hvis jeg skulle vælge en årstid at leve i hele tiden, så skulle det være vinter. Det er en tid, hvor man kan putte sig ind i dynen og drikke varm kakao uden, at det føles for varmt.
Tanken om det sender mig tilbage til tiderne i New York. Jeg mærker et savn, og jeg har lyst til at græde. At være her gør det hele værre. Nu skal jeg til at virke glad og imødekommende for at få folk til at synes om mig, så jeg ikke ender i en dårlig situation, som dengang i første klasse. Jeg ser hen af bygningerne, der er lavet i milde farver, vinduer på rækker og små altaner, der er dekoreret med roser. Mit blik lander på de mange voksne, der går igennem byens gader efterfulgt af små børn, der kaster snebolde i hovedet på hinanden. At se små børn minder mig om, hvor hurtigt tingene går og hvor meget lettere tingene var, alt man skulle gøre var at følge en voksen. Jeg stopper op og kigger ned på sneen, der hele tiden ser ud til at blive tykkere og tykkere. Mit hoved begynder at føles tungt, og jeg ånder tungt ud. Jeg kan se hvordan mit hår går fra at være brunt til at blive tildækket af hvid sne. Lyden af sne, der kvases sammen under mine støvler bliver tydeligere nu mere jeg fokuserer på det og i det jeg kigger op, flyver en sneboldt forbi mit ansigt, og jeg stopper chokeret op. Mit hjerte efterlader en høj banken i mit bryst.
 ”Shit,” mumler jeg, mens jeg prøver at komme mig over det mini-chok. Jeg ser over mod retningen, hvor den kom fra og falder bag over med et sus i det en person rammer ind i mig. Forvirret kigger jeg op mod himlen, hvor snefnuggene falder ned fra og lander på min næse.
”Fuck, er du okay?” siger drengen, der faldt ind i mig, mens han kigger kejtet ned på mig og observerer mig nøje. Hans brune lokker er tildækket med sne, han har pjusket hår og store varme øjne. Jeg rynker brynene og føler mig stadig forvirret over, hvad der lige var sket. Han rækker en hånd ned mod mig, mens han sender mig det halvt undskyldende smil, der indikerer, han har været sluppet væk med det smil et par gange. I et øjeblik føler jeg ikke andet en irritation, og jeg har lyst til at skrige af ham.
”Forbandede by” siger jeg irriteret og puffer hans hånd væk. Han ser chokeret på mig med åben mund, hvilket jeg kun bliver mere irriteret over. I stedet for at sige mere, går jeg videre og sætter mine ene høretelefon ind i øret igen for at komme væk fra denne verden i bare få sekunder. Hans venner griner højlydt, imens de siger noget til ham, i det han går imod dem. Kunne de forhelvede ikke styre sig?  

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...