En dronnings kamp

En identitetskrise danner rammen om denne fortælling, der tager udgangspunkt i "Hamlet" af William Shakespeare, og finder sted lige før det klassiske drama tager sin begyndelse.

Dronningen af Danmark, Gertrud, står i sit livs krise. Hendes elskede er død og traditionen dikterer, at hun nu skal gifte sig med sin svoger, Claudius. Men følelsen af magtesløshed og sorgen over hendes mand tynger, og får hendes tvivl til at vokse. Burde hun endnu engang bøje sig for forventningerne eller for første gang forsøge at skabe sin egen vej? Og hvad vejer i det hele taget tungest? Dronningen eller kvinden?

1Likes
0Kommentarer
194Visninger
AA

3. Et glimt af håb

Morgenen efter forløb i en tåge. Efter at være blevet vækket af Marie, stod hun op og forsøgte at ryste nattens dæmoner af sig. Knapt havde hun dog fået blinket søvnen ud af øjnene, før hun blev omgivet af hænder og stof. Hænder der hvirvlede rundt omkring hende i bestemte bevægelser og øvet fastspændte beklædningsdele de helt rigtige steder, som hurtigt tyngede hende betragteligt ned.  Som altid var hendes kjole bygget op af et under- og overskørt, der var bygget op over en kegleformet krinoline. Dernæst kom et korset, der skulle forme et smalt liv, mens de brede skuldre skabte den helt rigtige timeglasfacon. I dag var hver del dog ekstravagant i ordets bedste forstand. Perler og broderier løb gennem silken, der havde den mest vidunderlige glatte og bløde overflade, da hun lod fingrene glide gennem det. Guldtråde lyste stoffet op, og hun vidste, at hun bar den dyreste og mest overdådige kjole i hele landet. Hun var klar over, at det bestemt ikke var første gang, men lige i øjeblikket blev hun meget bevidst om netop den detalje. Tankefuld ventede hun i stilhed, mens de mange hænder gjorde hende færdig.

     På vej mod salen og Claudius, gik det op for hende, at hele slottet var i bevægelse. Adskillige mennesker var nervøst strøget forbi hende med et hurtigt buk i forskellige ærinder, mens de bar på velduftende retter eller var i gang med at tænde de mange lys, der skulle lyse slottet op. Selvom de nye stearinlys var dyre, foretrak hun dem uden tvivl frem for de gamle af tran som lugtede så forfærdeligt, at hun havde insisteret på, at de skulle udskiftes. Men mens hun passerede de mange mennesker, der arbejdede ihærdigt i hvert eneste rum, hun trådte ind i, begyndte hun at undre sig. Hun havde altid set denne dag som et vendepunkt og dilemma i sit eget liv, og da den nærmede sig, havde hun havde følt sig både splittet og alene. Skulle hun følge sit hjerte, flygte og vende alt hun kendte ryggen, eller ægte sin svoger og endnu engang sætte pligten for landet over hende selv? Hun havde været så fortabt i sine egne bekymringer og havde derfor ikke tænkt, at folket også fulgte med i spænding. At det kunne være en betydningsfuld dag for dem. Men som hun så på de forventningsfulde ansigter, der i smug kastede et nysgerrigt blik på hende, når de ikke troede, at hun så det, gik det op for hende, at de ville få en ny konge med alt hvad det indebar, og med svensken for døren var det ingen spøg.

     Midt i tankerækken fik en bevægelse i øjenkrogen hende pludseligt til at kaste blikket ud af et flygtigt vindue. Hun nåede ikke at se andet end hvidt, men hendes nysgerrighed tog overhånd, og hun stoppede brat op. Mens hendes følge af anstandsdamer måtte anstrenge sig for ikke at vælte ind i hinanden i den hårde opbremsning, gik hun langsomt tilbage til vinduet og så efter årsagen til bevægelsen. Og ikke længe efter fik hun øje på den. En lille brun hare løb hurtigt gennem sneen inden den med ét standsede op for at se sig omkring. Det lille ubetydelige dyr, tændte med det samme en lille flamme af håb i hende. For som fascinationen lyste ud ad hendes øjne, så hun det tapre dyr trodse både vinter og kulde og uforstyrret sætte i bevægelse igen. Elegant sprang haren videre ned i et lille hulrum bag det ensomme træ og forsvandt ud ad hendes synsfelt. Men det slukkede ikke den spæde flamme i hende.

       Da hun med nye øjne så rundt på de mange glade ansigter omkring sig, der forventningsfuldt gjorde alt klar til det store bryllup, var hun overbevist om sit valg. Lige da stod det klart for hende, at hun ikke kunne vende Danmark og sin skæbne ryggen, fordi frygten og væmmelsen ved en fremtid med Claudius overskyggede alt andet. Hvad ville der også blive af trofaste Marie, hvis hun forduftede som haren og kun efterlod sig fodspor i sneen?

     Nej, hun måtte være den dronning Danmark behøvede og samtidig ære sin elskedes minde ved at gøre det, han altid havde opfordret hende til: ”Vi har fået overdraget magten, så lad os bruge den klogt med kærlighed og barmhjertighed, idet vi tjener både Gud og folket”.

     Med raske skridt genoptog hun sin færd mod Claudius og Hamlet, der ventede sammen med hendes nye liv. Før hun havde nået at tage sit tredje skridt, opdagede hun dog, at noget havde ændret sig. Verden var mere rolig. Hendes verden var mere rolig. Mens hun fortsatte sin vandring hørte hun kun lyden af sine egne skridt. Alt andet føltes langt væk. Ikke mindst hendes før så højlydte tanker, der havde råbt i munden på hinanden i tide og utide de sidste dage. Men med ét var de væk. Der var stille. Ved denne opdagelse kom hun næsten til at hoppe af glæde, en ting hun ikke havde overvejet at gøre, siden hun som barn havde leget i slotshaven med sin amme. Alt virkede muligt dengang, men meget havde ændret sig siden. Den uskyldige barneglæde sneg sig dog ind på hende, mens hun frydede sig over sit stille sind, der nu endelig var stille.

     Før hun vidste af det, var hun nået til de store dobbeltdøre. De tårnede sig op over hende, og fik hende til at føle sig lille og ubetydelig. Hvad hun havde anset som den længste og mest begivenhedsrige vandring i sit liv, havde i virkeligheden ikke varet mere end få minutter. Et øjeblik skræmte det hende, at hendes valg så hurtigt skulle føres i livet, men på den anden side var hun ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg, hun havde truffet. Alligevel tog hendes hjerte de lukkede døre foran hende som et stikord, til at øge tempoet drastisk. Det var nu. Der var ingen vej tilbage. Nu måtte hun gennemføre det, hun havde sat sig for. Efter få sekunder mærkede hun svedens fugtige dråber samle sig i panden, hvorefter de satte kursen ned mod hendes tinding og diverse lag hvidt pudder, der forsvarsløst måtte afvente de våde perler. Nervøst forsøgte hun at blive stående, mens hun kastede et blik på det omkringstående tyende. Men ingen så ud til at lægge mærke til hende. Efter flere forsøg på at få sin vejrtrækning under kontrol og samle hendes fritsvævende tanker, mens den evige maske blev opretholdt, lykkedes det hende endelig at slå dem tilbage og sænke hjertets fart. Udmattet, men lettet kunne hun løfte panden, da dørene blev åbnet og musikken gav genlyd. Som dronning tog hun det første skridt ind mod sin skæbne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...