En dronnings kamp

En identitetskrise danner rammen om denne fortælling, der tager udgangspunkt i "Hamlet" af William Shakespeare, og finder sted lige før det klassiske drama tager sin begyndelse.

Dronningen af Danmark, Gertrud, står i sit livs krise. Hendes elskede er død og traditionen dikterer, at hun nu skal gifte sig med sin svoger, Claudius. Men følelsen af magtesløshed og sorgen over hendes mand tynger, og får hendes tvivl til at vokse. Burde hun endnu engang bøje sig for forventningerne eller for første gang forsøge at skabe sin egen vej? Og hvad vejer i det hele taget tungest? Dronningen eller kvinden?

1Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

1. En isnende kulde

Ved vinduet ud til Øresund sad en plaget kvinde. Hun havde hverken øje for rummet hun sad i, eller tiden der fløj forbi, mens hun stirrede ned på den hvide sne, der strakte sig under hende og gjorde hele landskabet bart og nøgent. Lyden af fuglesang var for længst gemt bort og erstattet af vindens pibende stemme, der hev og sled i alt på dens vej, mens den forsøgte at komme ind gennem selv de mindste sprækker og sprede kulde og tænderklapren. Ikke engang det ensomme træ, nedenfor hendes udsigtspost, kunne stå imod. De nøgne grene vejrede fortvivlet i den isnende vind og forsøgte at ryste sneen ad sig uden held. Længere ude mod horisonten lå også det mørke hav og ulmede faretruende. De konstante bevægelser og den ubarmhjertige strøm fik bølgerne til at slå ind mod kysten igen og igen, hvorefter det splintrede i tusinde stykker af iskolde, hvide dråber, gjorde det både farligt og fremmed.

     Den hvide sne lå urørt og gjorde det tydeligt, at ikke så meget som en hare var løbet forbi for nylig. Disse små brune dyr i det fjerne havde ellers betydet meget for hende. Hun kunne ikke sætte sin finger på det, men det havde altid fascineret hende at se det ubekymrede dyr springe let og elegant, hvorhen det ville. Nu var alt liv dog som forduftet i vinterlandskabet, der forviste blomsterne til den kolde jord og dyrene til deres varme huler. Alle måtte flygte fra kulden og barrikadere sig inden døre, og hun selv følte sig allerede indespærret på det store slot. Det hjalp heller ikke, at slottet i forvejen var afsondret på den lille halvø, langt fra virkeligheden, og omgivet af ufremkommeligt vand på alle sider. Alt dette på trods af, at det kun var en uge siden, det første spinkle snefnug havde vist sig. Selvom hun inderst inde vidste, at det var naturens naturlige gang, var hun alligevel frastødt, og dette overgreb på hendes frihed havde frembragt en dyb frustration i hende. Solen, der havde hersket i flere måneder og bragt liv, varme og farver, var uden videre blevet frataget sin magt og tvunget til at se sit værk blive hengemt i nuancer af grå og brun, dækket af en tung hvid dyne.

     Bedrøvet sad hun alene tilbage i sine egne tanker. Tanker der strakte sig fra verdens uretfærdighed og hendes afmagt, til hendes dybe sorg og snarlige fremtid. Hendes fremtid. Ved denne tanke løb en kold rislen ned ad hendes ryg, og hun gøs. Men det havde intet med det kolde landskab udenfor at gøre. Modløst fandt hendes øjne igen det ensomme træ, og idet hun fældede en tåre for træets og hendes egen grumme skæbne, gav hun slip på både tanker og bekymringer. I stedet sad hun blot og så på det hvide lærred gennem det store vindue. Hun var ikke klar over, hvor længe hun sad og fulgte den triste have med øjnene, men det var heller ikke vigtigt. I det øjeblik var intet vigtigt mere.

     Pludselig lød en banken på døren ind til kammeret.

     ”Kom ind” sagde Gertrud udtryksløst, uden at bevæge sig, hvorefter hun hørte døren blive åbnet.

     ”Deres Majestæt, middagen er klar”, sagde hendes trofaste kammerpige Marie, mens hun nejede pligtopfyldende. Hun så afventende på Gertruds ryg, der ikke reagerede. Først efter flere sekunder i stilhed trak Gertrud vejret dybt, inden hun modvilligt rejste sig op, og lagde ansigtet i de velkendte folder af ophøjet ligegyldighed og elegance. Først derefter kunne hun vende sig mod Marie, for som hendes mor altid havde sagt: ”Sorg må man håndtere bag lukkede døre, ikke foran tyendet”.

     Tilsyneladende upåvirket af Maries blik på hendes våde øjne, strøg hun forbi hende og videre gennem de mange sale og gange, fast besluttet på ikke at miste sig selv igen, men at føre stykket til ende. Hvis skuespillet var den eneste måde at klare dette på, måtte hun gøre det til sit livs bedste skuespil. De sidste korridorer forekom hende kortere end normalt, og alt for hurtigt var hun fremme. Som en trøstende støtte mærkede hun dog et lommetørklæde blive presset blidt ind i hendes hånd, og hun sendte Marie et nik med hovedet og en dyb tak i sit stille sind, inden hun tog skridtet ind til den store sal, hvor hendes søn og kommende ægtemand ventede.

    

Gennem de mange timer den overdådige middag syntes at vare, opdagede Gertrud hvilken forunderlig smag og konsistens rødbeder kunne have. Hun havde altid fundet disse røde klumper både kedelige og ligegyldige, men i denne akavede situation, var de alligevel det mest interessante selskab. Mens Claudius, hendes snarlige ægtemand, belærte hendes søn, Hamlet, om de usigelige glæder ved kongemagten, så hun, at de små røde stykker på tallerken ikke kun var røde, men havde et væld af rødlige og lilla nuancer. Idet hun forsigtigt tog én op med sin gaffel for at studere den nærmere, fulgte hendes øjne den sarte blommeagtige farve og noterede sig hver en åre der løb igennem den. Da hun tøvende tog en bid, blev hun overvældet af en smag der på den ene side var sød og rund, men alligevel syrlig og voldsom. Hendes uforberedte mund kæmpede for at følge med de nye indtryk.

      Hun så overrasket på de uskyldige rødbedestykker, der lå tilbage på hendes hvide porcelænstallerken og skulle beherske sig, for ikke at le forbløffet. De så ikke ud af meget, som de lå der, men den stadig stærke eftersmag i hendes mund vidnede om noget andet.

     Ved bedre mod, rettede hun sig op, og viste en smule mere interesse for Claudius´ monolog, hvorefter hun stjal et stjålent blik på Hamlet. Han sad med ansigtet i dybe folder og tænkte åbenlyst dystre og mørke tanker, som formørkede hans sind og trak ham væk fra virkeligheden.

     Åh, det stakkels barn, tænkte Gertrud sørgmodigt, men endnu før tanken var tænkt til ende, overtog hendes rolle som dronning moderrollen.

     Det var uacceptabelt at vise den form for åbenlys sorg, når tjenestefolkene flokkedes omkring dem, og hvert et hjørne havde øjne. Han burde vide bedre, end at bringe os i forlegenhed, ved ikke at leve op til, hvad der var forventet af ham, tænkte hun spidst og forsøgte at fange hans blik.

     ”Du ser ud til at være ved siden af dig selv, min søn. Du må endelig trække dig tilbage, hvis du finder, at det ville gavne dig bedst”, sagde hun, uden at lægge skjul på, at det ikke var et valg. Han så blot træt på hende, og vendte derefter ligegyldigt blikket bort. Med en kraftanstrengelse beholdt hun masken oppe og undskyldte sig, inden hun selv forlod bordet og hastigt drog tilbage til sine gemakker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...