En dronnings kamp

En identitetskrise danner rammen om denne fortælling, der tager udgangspunkt i "Hamlet" af William Shakespeare, og finder sted lige før det klassiske drama tager sin begyndelse.

Dronningen af Danmark, Gertrud, står i sit livs krise. Hendes elskede er død og traditionen dikterer, at hun nu skal gifte sig med sin svoger, Claudius. Men følelsen af magtesløshed og sorgen over hendes mand tynger, og får hendes tvivl til at vokse. Burde hun endnu engang bøje sig for forventningerne eller for første gang forsøge at skabe sin egen vej? Og hvad vejer i det hele taget tungest? Dronningen eller kvinden?

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

2. En hvileløs sjæl

Det var blevet mørkt udenfor, da hun trådte ind af døren til sit kammer, men de dekorerede lampetter lyste heldigvis rummet op. Alligevel lå det i et sælsomt skær, syntes hun. Selvom alt stod på deres rette plads i det overpyntede værelse, så det forkert ud. Hun stirrede længe på hårbørsten, der lå ensom på natbordet og blev næsten irriteret over, at den ikke reagerede. Den lå upåvirket der, hvor den altid havde ligget, uden at tage hensyn til hende. Uden at tage hensyn til, at hendes verden krakelerede. Hvis den så i det mindste havde flyttet sig lidt, så den heller ikke var så perfekt. Så alt omkring hende ikke var så perfekt og i så stor kontrast til hendes indre kaos.

     Mens hendes kammerpiger ankom og gjorde hende klar til natten, kæmpede de mange tanker i hendes hoved. Hovedpinen meldte sig til sidst efter den lange kamp, men da ingen af tankerne fik overtaget, endte hun med kun at føle en tomhed. Derfor vidste hun heller ikke, hvor lang tid hun stod som påklædningsdukke, inden Marie på et tidspunkt måtte have taget en beslutning om at sende de andre ud, og de to kvinder nu stod alene tilbage. Dronningen og kammerpigen. Marie gelejdede hende ned i den bløde stol, og selvom hun ikke var meget for det til at begynde med, overgav hun sig til sidst til hårbørsten i Maries kyndige hænder. Hun nød endda følelsen af tryghed og noget hjemligt, mens hun sad og opbød mod nok til at spørge;

     ”Synes du, jeg gør det forkerte, Marie?”, for en gangs skyld interesseret i at høre svaret.

Marie så undersøgende på hende i spejlet og spurgte forsigtigt;

     ”Må jeg være ærlig, Deres Majestæt?”, og ved Gertruds nik, fortsatte hun;

     ”Jeg har efterhånden tjent Dem hele deres regeringstid, og De har altid været optaget af Deres pligt overfor landet og folket. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med det svar, De ønskede, men selvom Deres mand er gået bort, behøver Jeres land og Jeres folk mere end noget andet en regent, der står på deres side”, svarede hun ærligt.

     De så hinanden i øjnene, og Gertrud takkede stiltiende for hendes ærlighed. Fuld af modstridende følelser blev hun gjort færdig, og Marie overlod hende til nattens skygger. Sørgmodig lagde dronningen sig ned under den bløde silke, og ventede tålmodigt på søvnen, der stod klar på hendes bud.

    

Lige da hun var ved at drukne, vågnede hun. Rådvild, stakåndet og bange lå hun alene i den enorme himmelseng og prøvede at overbevise sig selv om hvilken virkelighed, der var den rigtige. Da følelsen af at miste al luft i lungerne blev ved, bestemte hun sig for at gå en tur. Som altid når hun gik ud af døren, trådte hendes egne behov i baggrunden, og dronningen i hende trådte frem. Det var som to personligheder, der levede i perfekt harmoni og vidste præcis, hvilken rolle de hver især skulle spille. Uanset anledningen, herskede dronningen, når hun bevægede sig gennem korridorerne, der plejede at vrimle med tjenestefolk og andre nysgerrige øjne og ører, mens kvinden og moderen var at finde i private sammenhænge. For eksempel når hun havde været sammen med sin mand, som hun altid havde kunnet være ærlig og sårbar med, modsat Claudius som aldrig havde set andet end Dronningen af Danmark.

     På trods af den oprejste pande og elegante positur dronningen førte sig frem med, lurede en tåre dog i øjenkrogen, der hvert øjeblik truede med at forråde hende. Heldigvis var de mange års træning ikke spildt, og da hun endnu engang lagde bånd på sig selv og fastholdt masken, trak tåren sig overvundet tilbage. Selvom der ikke var noget publikum, følte hun alligevel en sejr, som fulgte hende resten af vejen til den store balsal, hvor hun med et nødtvungent nik tog afsked med den, og sank tilbage ned i sorgen.

     Så snart hun trådte ind i salen, begyndte minder at dukke op til overfladen. Minder om bedre tider, hvor verden havde set anderledes ud. Som et drømmebillede så hun sig selv som syttenårig stå lidt længere fremme, lille og petit, med en kæmpestor kjole og et ægte smil der oplyste hele hendes ansigt.

     Hvor var hun dog ung, lagde Gertrud mærke til. Kunne sådan en lille pige virkelig blive dronning? Selvom hun vidste, at hun på det tidspunkt havde kunnet tale 4 sprog flydende, så hun længe med forundring på spejlbilledet af sig selv som ung. Den unge kvinde, der både var blevet gift og samtidig havde fået overdraget magten som dronning på samme tid, så lykkelig ud og smilede stort, da kongen kom hen til hende. Gertrud huskede lettelsen, da han havde taget hendes hånd under vielsen og smilet fortroligt til hende. Allerede der, havde han vidst præcis, hvad han skulle gøre for at hun følte sig bedre tilpas.

     Den virkelige Gertrud vendte opløftet blikket væk fra mindet og videre mod resten af rummet, hvor hun så andre drømmebilleder af hende selv leve i andre tider. Et sted dansede hendes yngre jeg med Baronen, hvor hun tydeligt forsøgte at opretholde et anstændigt ansigt, for som Gertrud leende huskede, var Baronens sans for parfume og bad ikke altid lige god. Bag dem dansede en anden illusion af hende til et nu glemt julebal i en vidunderlig rød kjole, og ved siden af igen stod en lidt ældre version af hende og forhørte sig med Baronessen om livet uden for murene, mens hun kærtegnede en lille begyndende bule midt på maven.

     Til højre for dem, var døren ud til balkonen, men ved synet af den, blev savnet af hendes mand større end nogensinde. Alle illusioner forsvandt med ét, for virkelighedens slag sendte chokbølger gennem hende og fordrev de glade minder. Dette havde været deres sted, hvor de var gået for sig selv og havde delt deres tanker og bekymringer om at lede et land samtidig med, at deres tillid og kærlighed var tålmodigt spiret op. Den nu tomme balkon gjorde det pludselig klart for hende, hvad hun havde mistet. Hun havde mistet sin bedste ven.

     Uden tanke for sin position som dronning af Danmark og de dertil følgende pligter, lod hun sig falde ned på det hårde gulv og lod endelig tårerne løbe. Hun følte sig fanget i sit eget hjem, bundet af pligter og forventningerne til hende. Kræfterne manglede, og hver bevægelse føltes uoverkommelig. Intet kunne hun magte, men ingen måtte se det. Hvilke ekstremer måtte man ikke gå til, for at forhindre en skandale? For at forhindre nogen i at se bagved? For at forhindre nogen i at se, at deres dronning var på kanten? Hun længtes efter en velkendt favn at græde ud i, men den lå begravet under den hårde, tilfrosne jord, uendelig langt fra hende. Og havde bare været den fysiske adskillelse. Den havde de kunnet overkomme, ligesom alt det andet i deres lange ægteskab. Intet havde kunnet stoppe dem eller skille dem ad i deres mange år sammen, undtagen dette. Dødens kolde favntag. Intetheden, der fastholdt hendes elskede i døden og samtidig hende i livet. Gennemsyrede hende, til hun lå magtesløs tilbage.

     Hun genkaldte for sig, hvordan han havde sagt hendes navn som ingen anden; ”Gertrud”, hvorefter han havde set på hende med et helt særligt blik af kærlig omsorg. Det havde lydt som silke mellem hans læber, og det havde føltes som en kærlighedserklæring, hver eneste gang han sagde det. Men nu skulle hun aldrig høre det mere, og i stedet udholde hans bror, Claudius´, evigt skiftende humør. Han var som en tikkende bombe, umulig at regne ud, men altid i fare for at springe i luften. Hun var ved at kaste op ved tanken om hans påtagede smil, der altid var udelukkende selvisk og hans slangelignende personlighed. Aldrig havde han øje for andre, men bekymrede sig kun om, hvad der gavne ham mest, og var på den måde så ulig hans bror, at hun nogle gange helt glemte, at de var beslægtede.

    Han ville aldrig blive den klippe, hans bror havde været for hende. Og skæbnen syntes at stramme sit grusomme greb om hendes hals, for den havde endog bestemt, at hun skulle ægte ham på morgendagen. Hun hulkede højt, og mærkede hele hendes væsen synke sammen på det hårde gulv.

 

Først da månens lys ramte hendes ansigt, så hun op. Tårerne på hendes kinder glitrede på hendes blege kinder, og hun havde det som om, at alt blod havde forladt hendes krop og med det, også alt mod. Modet til hele tiden at fortsætte lidt længere, og modet til at håbe på en bedre fremtid. Nu var kun en tom skal tilbage, og alt virkede mere meningsløst end nogensinde før.

     Endnu før hun havde tænkt tanken til ende, var hun henne ved det nærmeste vindue. Det meterhøje glasparti blev med besvær åbnet, men hun ænsede det ikke. Hendes hænder nød arbejdet. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde gjort noget uden at tænke over det. Det var en befrielse. Omsider kunne hun mærke vinden mod sit ansigt, og hun følte et stik af liv. Liv som hun ikke havde følt så længe. Hun følte hverken kulden eller frygten for det foran. Kun blodet der højlydt brusede i hendes årer.

     Selvom tankerne stadig hvirvlede i hendes hoved, havde de ikke den samme magt over hende, som hun stod der. Hun havde magten nu og kunne, som den dronning hun var, bestemme over liv og død. Savnet af denne absolutte kontrol fyldte hende, og hun forsøgte at strække øjeblikket så længe som muligt. Hun trådte lidt tættere på kanten og så ned. Hun så sneen, der ventede på at svøbe sig om hende som en dyne. Hun så havet i det fjerne, der boltrede sig i månens skær. Hun så stjernerne der vinkede til hende fra oven. Hun genkaldte sig alle sine minder om hendes elskede, så de kunne være sammen en sidste gang. Hun drejede hovedet og så på sin fortid. Alt hun lod tilbage. Så så hun Hamlet.

     Eller nærmere Hamlets silhuet. Gennem en halvåben dør, der måtte være blevet blæst op af vinden, så hun ham sidde i vindueskarmen og stirre ud på verden. Han måtte have forladt sit kammer ligesom hende, måske også med samme håb som hende. At umulige svar kunne være at finde. Ubevidst var hun trådt et skridt bagud, væk fra kanten, men havde ikke sluppet sin søn med øjnene et sekund. Ønsket om at tale med ham var påtrængende, og hun tog prøvende et par usikre skridt hen mod ham. Men så kom hun i tanke om, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, når hun nåede frem til ham. Som hun tænkte over det, vidste hun faktisk slet ikke, hvordan han havde det. Hun vidste, hvad han burde føle som faderløs prins, og hun vidste, hvordan han burde give udtryk for denne sorg og hvor længe. Men hun vidste ikke, hvordan han havde det. Alligevel turde hun ikke spørge.

     Det smertede hende at se hans krumbøjede skikkelse, og hun bøjede hovedet. Langsomt lukkede hun de store vinduer ud til hendes frihed. Med de usagte ord i halsen, begyndte hun vandringen mod sit værelse. Hun kunne ikke efterlade ham til fordel for selviskhedens lokkende hvisken i hendes øre. Ydermere var tanken om aldrig at komme til at kende sin egen søn ubærlig. Hun måtte forsøge. Forhåbentlig gav de næste måneder mulighed for at gøre netop dette. At lære denne fremmede unge mand at kende. Forhåbentlig.

     Endnu før døren til hendes kammer havde lukket sig bag hende, var hun nået hen til sin seng, hvor hun krøb ned under de mange varme lag. Hendes krop gav efter et stykke tid modvilligt afkald på kulden, og åbnede sig i stedet for trætheden. Hun næsten faldt ned i søvnens arme, der ubesværet greb hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...