Krigens Byrde

Hvad gør man, når krigen raser? Når svenskerne ligger uden for ens porte og venter på at de bliver åbnet?

Hvad gør man når tårnet faldet? Når det styrter sammen og samtlige soldater bliver såret? Hvordan vælger man en persons liv frem den andens?

Svaret er simpelt: Det nødvendige.

1Likes
0Kommentarer
45Visninger

1. Krigens Byrde

 

Magrethes klæder gnider mod hinanden. Hvisler, hvæser, runger i det stille slot. Slottet, der venter. Venter, ligesom Magrethe, ligesom soldaterne på ringmuren, ligesom alle andre i Kronborg. De venter alle sammen på det næste brag. På lyden af mursten, der smuldrer. På forstærkninger. Måske endda blot på det hvide flag, som snart hejses.

 

Men alt dette sker ikke. Er kun ønsker og drømme, fjerne minder som ingen rigtig kan placere. De svæver ud og ind af bevidstheden. Tankespind: En hærs march, der bevæger sig væk, lugten af hjemmelavet brød, nye ansigter, der bevæger sig rundt på borgen. Ønsker, der kun eksisterer i drømme.

 

Så kommer braget. Sammenstødet mellem jern og sten ringer i Margrethes ører. Hiver hende ud af hendes tanker. Slottet venter ikke længere. Det ryster. Rokker fra side til side. Hopper op og ned. Smuldrer. Bragtes rungen glider over i skrig og råb. Lyden af våben, der rasler. Lyden af krig. Nogle af råbene er svenske. Nogle danske. Mange ender med et skrig. De lyder ens, på trods af de forskellige nationaliteter.

 

Magrethe går videre. Knuger om den kolde jernnøgle med hendes højre hånd. Hun skal ikke kæmpe, blot presse lidt mere mad ud af de svindende forsyninger. Det er et nemt stykke arbejde: slottets mandskab bliver mindre dag for dag.

 

Endnu et brag.

 

Skrigene kommer indefra nu. Velkendte stemmer fordrejet af smerte. Nogle få, der græder. Sørger. Og så dem, der blot taler i dødståger. Lydene er skarpere end et sværd. Skærer i hjertet. Hun går en smule hurtigere nu, en smule tungere. Hendes øjne er knebet sammen, som om hun sover. Nøglens jerntakker skærer i hendes håndflade. Holder hende vågen. Bundet til virkeligheden.

 

Hun kan mærke stenene bevæge sig under hendes fødder. Hjertet, der sidder helt oppe i halsen, som en stor fedtklump. Lydene, så kraftige, at de er blevet fysiske. En vind, der fejer hen over hende, rusker i hende, råber, skriger, piber. Gangene svømmer, er blevet til det urolige hav.

 

Det er vanen, der bringer hende hen til forrådskammeret.

 

Her stopper hun. Står og kigger på den store egedør. Åndende. Lyttende. Ventende. Så finder hun nøglebundtet frem, nyder klangen af nøglernes raslen, og låser døren op. Egedøren ånder tungt, da den bliver åbnet.

 

Det er det sidste hun hører før at bragene atter kommer. De vælter imod hende, vælter hende omkuld, og hun falder ind af døren. Falder ind i det lille firkantede rum med tomme træhylder og stofposer. Genvinder balancen og står så stille. Fastfrosset. Har i et øjeblik glemt, hvorfor hun er der. Hvad hun ville.

 

Der er en pause mellem kanonslagene. Et kort tidsrum, hvor kun tiden kan høres. Den løber ud. Har ikke et timeglas´ hvislen, er ikke sandkorn, der langsomt rinder ud, men en tråd, der bliver delt i to. En høj, kort lyd, der nemt kan overhøres.

 

Den overdøves. Af vold og menneskrig. Af Magrethe, der springer i handling. Flår ting ned af hylderne og hen i sin favn. Danser til hjertets banken og kvalmens bølger. Ignorer tågen, der fylder hendes sind.

 

Så lugter hun røg. Ikke den slags, der hænger i hendes tøj. I hendes sind. Den er tykkere. Oser af  død og ødelæggelse. Flere skrig høres, steget i styrke og desperation.  Noget falder. Lander med en kvasende lyd. Fodtrin løber hen af gangene, og så rammes hun af råb. Løb, tårnet falder, løb, løb, ud, løb, gå, pas på, ild, mursten, løb, løb, løb, løb, løb. Løb! Ordene flyder rundt, runger mere end kanonernes brag. Mere end de skadedes skrig. Det er lyden af kamp, af liv, der runger i hendes øre.

 

Løb!

 

Folk har brug for hendes hjælp. Til at bære de skadede ind. Til at behandle dem. Har brug for hendes handling. Hendes job, hendes evner, er ligegyldigt. Det er bevægelsen, der tæller. Forsøget. Dansen bliver til en melodi. Hjertets banken til en tromme. Den lette brise, der ryster hendes klæder og hår, til en violin. Hendes forpustede åndedræt til en fløjte. Melodien fylder hende med energi. Gør byrden i hendes arme en smule lettere.

 

Så hører Magrethe en lav snøften, og hendes sprint bliver til småskridt og en kamp om at holde balancen. Hun tumler, tripper og læner sig lidt for meget bagover, inden hun stopper. Foran hende står Jeanette, hænderne knyttet i bøn og med et fortabt ansigtsudtryk. Hendes blik fanger Magrethes, bedende, sørgmodigt. De dådyrøjne, som så mange soldater har komplimenteret, er rødrandede. Fyldt med frygt. ”Tårnet er styrtet sammen.” Jeanettes stemme bævrer, hendes knyttede hænder falder fra hinanden. Tørrer de fugtige øjne i stedet for.

 

Magrethe nikker. Kortvarigt. Koldt og håbløst. ”Jeg ved det.” Hendes stemme bævrer ikke, men den virker en smule hul. På trods af alt den energi hun har.

 

Jeanette stavrer fremad, tøver let da hun får øje på madvarerne i Magrethes arm. Bliver stående i et sekund, med bæverende mund og tårer i øjnene. Hendes ansigt brænder sig ind Magrethes sind. Sårbarheden og uskylden, der stadigvæk ses i øjnene, en påmindelse om Jeanettes alder på knap fjorten.  Det er forkert, at hun er her. Midt i en krig, som ingen burde se.

 

Så er sekundet ovre, og Jeanette griber fat i hendes skuldre med en rystende hånd. Tvinger næsten Margrethe ned i knæ. Det er ikke Jeanettes skyld. Hun vil bare mærke et levende menneske. Føle, at de ikke alle er døde. At hun er levende. Så de står der. Stille. Ventende. En boble omringet af kaos. Fastfrosset i tiden. Et skrig trænger igennem trancen. Stikker hul på boblen. Får Margrethe til at ryste Jeanettes hånd af sig. ”Bring de her ingredienser ned i køkkenet for mig. Jeg skal nok gå hen i sygestuen.”

 

Jeanette nikker taknemligt. Beroliget, over den ordre, som er et løfte. Ingredienserne skifter hænder. Magrethe bliver forladt. Kan nu ånde. Har ikke den samme energi, som hun havde før. Den er forsvundet, suget op af slottets kolde sten. Men det gør ikke noget, for skrigene runger stadigvæk. De er nemme at følge. Hiver hende i land, som er de et fiskenet. Hiver hende ind mod sygestuen, hvor alt det hvide er blevet rødt. Malet med djævlens farve.

 

Men det er stanken, der er den værste. Lugten af forrådnelse, betændelse og død. Galde brænder hendes hals og erkendelsen af, at hun ikke er en sygeplejerske, rammer hende. Hun er en køkkenpige. Hører til i køkken og forrådskammer, hører til alle andre steder end her.

 

Hendes krop forråder hendes sind, tager et skridt fremad, fanger øjenkontakt med en sygeplejeske og nikker let. Sygeplejersken bevæger sig hen mod hende, hilser ikke, men kigger vurderende på hende. ”Nogen erfaring?”

 

Magrethe ryster på hovedet. Sygeplejersken trækker på skuldrene. Hun havde heller ikke forventet mere. Der bliver peget på en seng i det fjerne hjørne af lokalet, hvor en dreng på de godt sytten år ligger dødeligt stille. Det er kun den glinsende sved på panden og den sammenbidte mund, der indikerer tegn på liv. Hans højre ærme er smøget op, så man tydligt kan se hans arm. Rød og fyldt med blister.

 

”Brændemærker,” gætter Magrethe på, og sygeplejersken nikker anerkendende.

 

”Det er en andengradsforbrænding,” supplerer hun. ”Dyb armen i koldt vand i cirka femten minutters tid, før du binder den ind i bandager.”

 

Margrethe nikker, finder kop, vand og spand frem. Smyger sig som en slange igennem massen af soldater, sygeplejersker og stank. Når frem til sengen. Smider spanden fra sig, forsigtigt nok til at vandet ikke spilder over, og ser sin patient an. Tættere på kan hun se hans mangel på ar, mangel af pletter på uniformen og stædigheden i de blå øjne, der holder et skrig tilbage. ”Sæt dig op,” kommanderer hun.

 

Han adlyder, ansigtet størknet i smertens grimasse.

 

”Frem med armen.”

 

Han udfører ordren klodset. Rækker højre arm frem med grove og stive bevægelser. Lader den hænger i luften, ventende, tøvende. Margrethe bukker sig ned, fylder kruset op med vand og rejser sig atter op. Hun ser drengens unge ansigt an, stædigheden og stoltheden i hans løftede hage og tømmer krusets indhold hen over armen. Drengen grynter, måske af smerte, måske af lettelse. Magrethe kan ikke høre forskel, kender kun sygeplejerskens ordre. Hun bukker sig ned igen. Putter vand i kruset og ud over armen. Bukker sig ned, forsætter indtil hun mener at de femten minutter er ovre. Indtil hendes arme og ryg smerter. Så finder hun bandagerne frem, kører sine arme rundt og rundt, imens drengen sluger halve klynk. Rundt og rundt indtil hans armes røde hud er erstattet af en blændende hvid. Sætter bandagen ordentligt på plads. Er færdig. Tøver. Venter lidt. Åbner så munden, ”Du kan gå, men forbindingen skal skiftes om en dags tid.”

 

Drengen nikker, vender ryggen til og går. Efterlader en tom, lettere sort støvet seng.

 

En læge kommer anmassende, hiver fat i Margrethe og hendes ærme. Fører hende væk, hen imod en patient. Magrethe kan ikke se ansigtet. Kun snakken han river af sig. ”Jeg tror at en af patientens bruskskiver er flækket og dens indhold er blevet presset ud. Han kan ikke stå selv og siger, at han heller ikke kan mærke sine egne ben. Det er nok, fordi en nerve er kommet i klemme. Derfor mener jeg, at den rette indgangsvinkel til dette vil være at udføre operationen  lumbal laminektomi. Du skal under denne operation række mig instrumenterne og sådan noget, selvfølgelig kan det også være, at du bliver nødt til at holde musklerne væk, når jeg skal operere, men der er egentlig ikke mere ved det.”

 

Lægen har en lettere københavnsk accent. Er sikkert uddannet der. Det er Magrethe ikke. Hun er overhovedet ikke uddannet i noget som helst.  Men han lyder selvsikker, ikke nervøs, ikke bange, selvom en operation ofte ender i død. Virker ubekymret.

 

”Jeg er en køkkenpige.”

 

Han er ligeglad, trækker på skuldrene som det ikke gør spor. Som om det bare er en helt almindelig dag på jobbet. ”Sådan er det jo, men så er du i det mindste vant til at skære i kød, det er jo altid noget. Ja, så er det jo faktisk også næsten garanteret, at jeg slipper for, at du kaster op midt i det hele. Det har jeg prøvet før med elever. Det er noget forfærdeligt rod, men I køkkenpiger burde ikke være så sarte. Ja, det skal jo nok gå.”

 

Svaret virker ikke beroligende. Understreger bare, at han ikke forstår hendes pointe. Panikken flagrer nu i hendes mave, sidder oppe i hendes hals sammen med galden. Benene stopper med at virke, stopper op. ”Hr. Doktor, jeg tror ikke, du forstår. Jeg er en køkkenpige. At operere ligger uden for mine evner.”

 

Hendes stemme lyder forkert, for skarp, for panisk. Den pisker. Nok til at få doktoren til at vende sig om. Hun kan se hans ansigt nu. Det er alment. Mindre vejrbidt end de flestes måske, intet overraskende ved det. Tjavset brunt hår. Øjnene er ikke strålende blå. Virker som en skyet himmel. Hun forventer næsten at se regndråber falde fra dem. Gør der dog ikke. Ikke endnu. Så snakker han. Åbner munden. Danner ord, der i virkeligheden er regndråber. Slukker ilden. Slukker panikken. Slukker alting. ”Hør her, jeg har ikke brug for, at du er god til at operere. Patienten dør nok højst sandsynligt, lige meget om det er dig eller en anden uddannet læge, der hjælper til. Lige nu er det dog sådan, at resten af sygeplejerskerne er fuldt optaget af at redde andre menneskers liv. Mennesker som kan forsvare fædrelandet og har en chance, en lille en, for at vende hjem. Hvis sygeplejerskerne trækkes væk derfra for at redde en tabt sag, ville det være forkert brug af ressourcer. Vi er i krig - svenskerne ligger uden for døren i deres løberande og venter på at dræbe os så hurtigt som muligt – vi har brug for alle de mænd vi kan få. Og ja, det betyder at miste nogle liv med vilje.”

 

De blå øjne kigger på Magrethe. Bedende. Tiggende. Tårefulde, som is, der smelter. Magrethe åbner munden. Står der med den halvt på klem. Kan ikke rigtig få ordet ud. Kan ikke rigtig svare. Ja er mord, men ligeså er nej. ”Må Gud tilgive mig,” hvisker hun i stedet.

 

Lægen nikker anerkendende, bekræftende, og går. Hun følger efter. Hen til en seng. Hen til en mand, der lægger dødsens stille. Stirrer op i loftet med store brune øjne. Blanke øjne. Gigantiske pupiller. Munden knebet sammen. Udtryksløs som en statue. Prøver at gemme det. Smerten, sørgmodigheden, alting. Håber måske, at det vil gå væk. At han kan drømme sig væk.

 

Øjnene falder på lægen, hans maske knuses, munden åbnes og et lydløst hulk undslipper. ”Operation?” spørger han, piber som en mus. Hviner som en gris på slagtedag. Lyder som en såret hund.

 

Lægen nikker. Opgivende. ”Kun hvis du ønsker.”

 

Manden lukker øjnene. Lader tårerne falde frit. Klynker. ”Min familie,” hvisker han. Åbner øjnene og stirrer anklagende på dem. ”Hvad vil I sige til dem?”

 

”At du døde en heltedød.” Lægen ser ikke mandens reaktion. Ser ikke, hvordan han smiler en smule. Hvor fredfyldt han ser ud. Hvor hurtigt han giver op. Ser kun de røde tropper bag vinduets glas. Ser kun krigen og mandens nik.

 

Det er Magrethe, som finder kniven frem. Giver den til lægen. Lukker øjnene. Hører en klynken. En varm væske, der rammer hendes hånd. Syren, der brænder hendes hals. Et suk, og så nogen, der bevæger sig væk. En dør åbnes i baggrunden. Fodtrin hamrer mod stenene i takt til en hvisken, der vokser.

 

Øjnene åbnes. Måske i håb om at se, hvorfor folk hvisker. Magrethe ser intet. Ser kun et blegt dukkeansigt med en tåre fastfrosset på kinden. Ser kun et hovedpudebetræk, der nu er farvet rødt. Ser kun mandens brune glasøjne, der aldrig mere vil se igen.

 

Men hun ser. Hun ser alt for meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...