Fight for you're life

Clarissa har altid vidste at der kun var en grund til at hun levet. Kun en gruden til at de havde reddet hende ud af det brænden hus. En grund til de havde trænet hende som en af deres egne. De skulle bruge hende. Lejemordernes relg nummer 1: Aldrig gør noget vis det ikke gavner dig selv. Dagen kommer før clarissa regner med det. Pludselige skal hun udgive sig for at være prinsesse fra land bortistan, så de kan find bedragerne, der gemmer sig på slottede. Men kan man virkelig lad så om man er en prinsesse når man er opforsteret af lejemordere.

1Likes
0Kommentarer
58Visninger

1. Kapitel 1

Kapitel 1

Jeg lod langsomt min fødder ramme trægulvet, uden at lægge vægten på dem. Endnu et råb lød fra kontoret, jeg tog chancen og rejste mig op. Gulvet knirkede og i et split sekund var jeg sikker på at de havde hørt mig.

Et råb der kunne sprænge trommehinder, lød.

Jeg pustede lettet ud, de havde ikke hørt mig i nu. Hvilket måske var fordi jeg kun var et skridt væk fra hvor jeg startede. Min muskler glødede for at komme ud og blive brugt, jeg glødede for at komme ud og mærke min krop.

Jeg gik et skridt længere frem. Jeg havde lyst til at løbe. Tålmodighed gentog jeg ”Tålmodighed” en af de vigtigste ting, og en af de ting jeg var dårligst til. Jeg kunne godt forstå konceptet i det. Det ville da også ende galt hvis der ikke var nogle i verden der havde det men altså. Jeg var simpelthen bare ikke skabt til at sidde og vente. Måske var det derfor jeg aldrig havde været med på en mission. Det eller forbi jeg var en pige.

Et højt bump lød, efterfølgende af glas der smadret. Han var virkelig sur, Karis har altid haft en kort lunte, det kan jeg skrive under på. Men smadrede ting gjorder han ikke så tit. Efter den konklusion, har jeg endnu mere lyst til at komme ud her fra. Hvilke mere førte at jeg gik et skridt frem. Og selvfølgelig begyndt gulvbrædderne, at skrige.

”Clarissa kom her ind”

Kontoret så ud som det plejede bortset fra skrivebordet der var væltede, og glasskårerne der lå spredt ud over gulvet. Tre unge mænd, jeg ikke kunne sætte navne på, stod med sænket blikke. Karis ansigt var rødt, det tog mig ikke lang tid at ligge to og to sammen.

”Clarissa, lige den pige jeg ledt efter”

Hans blik blev blidere da han så på mig, så blidt som en lejemorderes blik nu kunne blive. “Sidst jeg tjekkede var jeg den eneste pige” han ignorerede mig.

”Som du nok har lagt mærke til, er alt ikke som det skal være”

”Det siger du ikke”

Han ignorerede mig igen.

”Som du nok ved har vi altid samme arbejdet med kongen, hvis han har brug for nogle bliver ryddet af vejen, klarer vi det, og tager selvfølgelig skyld, han betaler os med våben eller penge. I det seneste stykke tid har nogle, givet oplysningerne til fjerde, han går ud fra at det er en af hans soldater. Jeg sendt disse to mænd ud for at finde spionen, der gik ikke en måned før de blev opdaget.”

Han stoppede hans lang tale og prøvede at dræbe de to unge mænd med øjne. Hvilket sikkert havde lykkes hvis han prøvet ihærdigt nok.

”Det er så her du kommer ind i billedet, jeg har længe ledt efter en soldat der var god nok til jobbet, en der ikke ville blive opdaget efter en måned, også kom jeg i tænke om dig. Hvem ville mistanke en pige for at være spion, og da slet ikke en prinsesse, det er det perfekte dække. Aftalen er allerede gået igenmen, du skal spille en prinsesse fra Norden.

Det var det jeg hader ved Karias han troede, han bare kunne bestemme over mig. Ja det var ham der havde reddet mig ud af det brænde hus, ja jeg var død hvis det havde været for ham. Men det betyder jo ikke at jeg er hans lille hundehvalp, der ville slå kolbøtter for ham.

”Nej”.

Karia vendt sig om, han knugede stramt det glasskår, han lige havde samlet op. ”Nej?” jeg viste udmærket godt at jeg trådt over en usynlig strege, ved at modsige ham.

”Clarissa, har du helt glemt hvem der redet dit liv? har du helt glemt hvem der har passet på dig? du ville ikke stå her i dag hvis det ikke var for mig”

Han hævede stemmen og stirede på mig. Hans blik brændte igenmen mig, jeg havde lyst til bukke mig, overgive mig, men i stedet holdt jeg hans blik fast.

”Er det nu at jeg skal minde dig om hvem der sætte lide til landsbyen?”

Jeg blev overraskede over hvor bestemt mig stemme lød, jeg lød slet ikke så bange som jeg følte mig.

”Tror du at det var mine ordre at brænde landsbyen ned? jeg har altid været ligeglad med de fattige bønder, jeg gjorder det kun fordi der var penge i det. Det var konges ordre”

Tårene pressede på. Var det kongen? Var det kongen der havde dræbt hele landsbyen? Hvordan kunne en konge gøre sådan noget? Hele min krop blev fyldt med vrede, vrede på den konge der skulle beskytte os, ikke dræbe os. Han havde dræbt min familie?

”Du tager afsted i morgen tidlig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...