Rejsen gennem mit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2017
  • Opdateret: 29 maj 2017
  • Status: Færdig
Det er i dag d. 21. februar 1990, jeg ligger på Randers sygehus med kræft i begge lunger. Lægerne siger, mine dage er talte, og at jeg ligger på tærsklen til døden. Jeg er nu 93, så det er nok også på tide.

0Likes
0Kommentarer
13Visninger
AA

1. Rejsen gennem mit liv

Det er i dag d. 21. februar 1990, jeg ligger på Randers sygehus med kræft i begge lunger. Lægerne siger, mine dage er talte, og at jeg ligger på tærsklen til døden. Jeg er nu 93, så det er nok også på tide.

 

Det var det eneste, jeg kunne formå at skrive, før mine kræfter var opbrugte. Den dagbog som jeg skriver i, har jeg skrevet på hver eneste dag, siden jeg fik konstateret uhelbredelig kræft i lungerne for 5 år siden. Jeg lægger mig træt ned i sengen igen og falder langsomt ned i en dyb trancelignende tilstand af minder.

 

Min mor, far og mig boede i et fredeligt boligkompleks i København, indtil der i 1914 udbrød krig. Jeg var på det tidspunkt en 17 årig stille, rolig og livsglad dreng. Så det var ikke lige min kop te at der pludselig udbrød krig.

Min far var i hæren og endte med at blive sindsyg af krigen. Så han tog sit eget liv. Udover det var mig og min mor ikke ramt spor hårdt af krigen.

Nogle år efter mødte jeg min kone Inge. Vi fik to børn sammen og var ekstremt lykkelige. Få år efter flyttede vi sammen i et hus på fyn. Det gik meget godt, og vi var begge glade, men det blev for meget til sidst. Inge havde lige mistet sin mor til tuberkulose, og det ødelagde hende fuldstændigt. Så vi blev skilt.

Det knuste også mig, så jeg flyttede langt væk fra alt til en lille by i Tyskland. Jeg prøvede at undgå and mennesker for at komme mig mentalt. Jeg følte, jeg havde mistet alt, men det var i bund og grund også min egen skyld.

Mange år efter besluttede jeg mig for at flytte tilbage til Danmark og lede efter min mor. Jeg havde ikke mange penge at gøre med, så jeg boede på gaden. Jeg blev enig med mig selv, om at det bedste sted at lede var vores gamle lejlighed. Jeg fandt hurtigt lejligheden, men blev skuffet. Der stod et lille barn i vinduet og kiggede på mig. Det vækkede ekstremt mange minder, og jeg fik tårer i øjnene. Så, så jeg en seddel på muren. Jeg gik langsomt hen til den. Der stod: Kære Niels hvis du læser dette, vil jeg bare sige at jeg elsker dig, og har du lyst, kan du komme og besøge mig på Lysbrogade 11b. KH din mor.

Der blev tændt et lys i mit hjerte, og jeg lyste op i et stort smil.

Jeg løb hele vejen til Lysbrogade og standsede forpustet op ved enden af vejen. Få minutter efter stod jeg foran min mors hus. Jeg gik langsomt op ad fortrappen med sommerfugle i maven. Jeg ringede på. Det var en gammel dame, der åbnede døren, men jeg kunne sagtens genkende hende. “Hej mor” sagde jeg og gav hende den største krammer, jeg nogensinde har givet til nogen.

Jeg vågnede pludselig, helt forpustet. Jeg sukkede for sidste gang, og så døde jeg.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...