Mørkt sind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2017
  • Opdateret: 29 maj 2017
  • Status: Færdig
dette er min første novelle her på movellas :)

0Likes
0Kommentarer
31Visninger

1. mørke

Han startede med små insekter så gik han over til husdyr og så mennesker. Jeg troede at ved at rejse så langt væk kunne jeg slippe for ham men nej det kunne jeg ikke. Lige meget hvor jeg tager hen kommer følelsen tilbage. den trang til at…... nej nej jeg kan ikke tænke på det.

 

Men nu er jeg et sikkert sted ikke? Pludselig hører jeg noget det kan ikke være ham vel? nej, han kan umuligt finde mig her. Jeg er rejst ud til den yderste krog og den mørkeste.

 

Pludselig kommer følelsen  den kommer stærkere end nogensinde, sulten efter kød. Det betyder at han er meget tæt på.

 

Jeg rejser mig op på mine vaklende ben. De er ikke blevet brugt i meget lang tid. Jeg kommer på  benene. Jeg er nødt til at føle mig frem i det altopslugende mørke  jeg har boet i al den tid.

 

Jeg hører en lyd. Jeg kigger mig omkring. Jeg ser ingenting og det er det der skræmmer mig mest. Mørket og uvisheden om at han kan springe på mig når som helst. Pludselig rammer jeg noget blødt. Jeg falder men kommer hurtigt op på benene det må være hjernen. “Hjælp mig” siger hjernen. “hvad er der galt”?

 

“Jeg dør snart og bliver ligesom de andre og så er du den eneste tilbage. Red dig selv”. Nej nej du kan ikke dø. ”Er det ikke bare smukt”. Den hvæsen havde jeg kun hørt en gang.  Den dag hvor alt gik galt. Det var hans hvæsende stemme.

 

Jeg løb uden at tænke. Jeg tror at jeg løb i flere timer eller måske dage eller uger. Jeg ved det ikke, men mine ben kunne ikke mere. Jeg væltede. Det gjorde ikke ondt fordi  mine ben var følelsesløse. Jeg sad og tænkte på hvad jeg nu skulle gøre da jeg faldt i søvn.

 

Jeg ved ikke hvad der skete mens jeg sov men jeg synes at jeg kunne mærke at en hånd eller…?  “Vågn op” hører jeg en hvæsende stemme. “Vågn op” siger den. Jeg åbner øjnene til  et skarpt lys. “Det var godt” siger stemmen”. Jeg rejser mig. I starten kan  jeg ikke se noget men da mine øjne vænner sig til lyset kan jeg se to store huller. Det var øjnene.

 

 

Jeg går hen til øjnene og kigger ud. Jeg ser et rum. Jeg ved ikke hvilket rum det er. Jeg hører pludselig en smasken. Jeg kan ikke høre hvor den kommer fra. Da den gruopvækkende sandhed står klart for mig. Jeg falder på knæ og vender mit hoved væk. Jeg kan ikke se på det. Hun var jo kun et barn .

 

Pludselig kan jeg høre en dør åbne. Jeg mærker en klo på mit hoved. “Du skal ikke gå glip af alt det sjove". Han river i mit hoved så jeg bliver tvunget til at se på det. Der står en kvinde iført natkjole. Alt bliver sort og et skrig og en ond  latter er det sidste jeg hører…

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...