Englenes Fald

to engle bliver sat ned på jorden, for at rede Dean skolens konge.
Men det er ikke så nemt Dean har mange fjender, og det har de to engle åbenbart også. Dæmoner, englejagere, ex kærester, og ukendte skolekammerater.

110 prøver at finde ud af sandheden om sin fortid og 222 prøver at rette op på sine gamle fejl.

Kan de klare det?
Vil de flyve vil de falde?

Englenes Fald

ps. De to første kapitler kan ikke læses, på ipad eller mobil. Vi ved ikke hvorfor, men der er et problem.

6Likes
7Kommentarer
2905Visninger
AA

11. Kapitel 8. Flashback? Flashback, Flashback!

 

Kapitel 8.

Flashback? Flashback, Flashback!

Synsvinkel Emma/Engel 222


Jeg står let lænet op af bordet, med drikkelse, de små lysende plastik stjerne der hænger ned fra det, stikker let ind i mine ben, men det gør mig ikke noget. Jeg kigger rundt i gymnastiksalen, det er delt op i miden, med gylden tape. Den ene side af salen er domineret, med rød, sort, og guld. Der ligger rosenblade smidt ud over bordene, med guld duge. Og sorte bånd, hænger ned fra loftet. Dæmoniske horn hænger på væggene, samt djævle haler, og treforke. Den anden side af salen er hvid, due blå, og sølv. Små glas kugler, med sølv glitter i, hænger rundt over det hele, i loftet, og bordkantene. Væggene er pyntet til, med hvide fjer, og sølv malede glorier. Glitter var strøjet hen over borde, og gulvet. Jeg løfter min fod, og ser af det meste af bunden af den, allerede er glitret til. Jeg vender mig rundt, og ser at bordet jeg står op af, er delt op i rød og hvid. Jeg står lige i midten, og under mig er den gyldne tape. Med et smil på læben, går jeg over i den røde del af gymnastiksalen. Jeg mærker en tung fornemmelse, omkring mine ben, og ser ned. Røg smyger sig om den nederste del, af mine ben. Jeg kigger tilbage, mod den hvide del af salen, og ser Cat der er faldet i snak med Lily. Et kæmpe smil, danser på hendes læber, hun har været så glad, siden vi kom her. Jeg ønskede sådan i starten, at denne mission ville være hurtigt overstået, men nu, nu kan den ikke vare længe nok. En stemme lyder skingert, igennem anlæggene. Jeg kigger mod scenen, og der står skole inspektøren, med en mikrofon i sin ene hånd. ”nu begynder vi par dansen, i kender alle sammen reglerne, eftersom vi diskuterede dem i går morges, inden kampen. Og hvis i ikke var der, synd for jer, i burde støtte jeres skole.” de fleste råber et ja, eller selvfølgelig. Men der var også et par stykker, der kom med nogle provokerne tilbage svar, for at tikke inspektøren af,  men han børster det bare af, og sætter et alt for stort smil op. ”lad os begynde, find en partner, og ha det sjovt, i vild basser.” griner han fjoget, og giver så mikrofonen til dj'en, der begynder at spille ”crazy girl.”
jeg mærker en prikken på min skulder, efterfulgt af. ”du er vist faret vild, helvede er ikke et sted, for en engel.” siger Dean, med en dyb stemme. Jeg vender mig rundt, med øjenbrynene let presset mod hinanden. ”virkelig?” et grin, undslipper mine læber. Han løfter let på skuldrene, og rækker så sin hånd mod mig. ”vil du gøre mig den ære, at ledsage mig på danse gulvet.” han siger det med en sjov overdrevet fin accent, jeg ligger min hånd i hans. ”med stor fornøjelse.” jeg prøver at kopiere hans fine accent, og vi griner sammen, mens vi finder vores vej mod danse gulvet. Jeg kigger rundt og ser en masse mennesker, jeg genkender. Cat står overfor Domeniq, jeg ryster på hovedet, men da jeg ser igen, er de der stadigvæk. Jeg undrer mig, men tænker ikke nærmere over det. Kelly holder Carter i hænderne, mens hun smiler charmerende op til ham. Jeg prøver at finde Lily, og der er hun, kun et lille stykke væk fra mig. Sammen med Speddy, der prøver at opmuntre hende, men hun ser over på Kelly og Carter, med triste øjne. Kiwi og Miranna står overfor os, jeg vinker let til dem, Kiwi vinker tilbage, mens Miranna råber en kommentar, om at jeg fortjener bedre end Dean.
 Jeg forventer at Dean vil komme med en eller anden kommentar, men han griner bare, og sender så et blink til Miranna. Han vender så sit blik, mod mig igen, han ligger sine hænder på mine hofte, og trækker mig tættere. Han gør et kaste med hovedet, så hans hår falder let til siden. Han læner sig ind mod mig,”du er virkelig smuk” hvisker han i mit øre, da han gør det, får jeg muligheden for at se bag ham. Der står Joshua med Daisy, trykket op mod brystet. Jeg synker en klump det ligger i min hals.
Dean rejser sig op i hans fulde højde igen, og lader sine øjne, glide over mit ansigt, da jeg ikke svarer ham. Han følger mit blik mod Joshua, og Daisy, der griner sammen, over noget Daisy hvisker i hans øre. ”kender du ham?” han ser tilbage, mod mig, jeg rømmer mig, og ser ind i hans øjne.”ja, en ex.” et par rynker, dukker op på hans pande. ”er du jaloux? for jeg ville ikke tage dig for den jaloux type.” siger han, mens han snorer mig rundt, og på vejen ind, trækker han, så jeg presses hårdt mod hans bryst. ”jeg er ikke jaloux, men han fortjener bedre end Daisy.” et skævt smil, breder sig på hans læber, ”det var faktisk, en af de grunde vi slog op, han er for god til mig. Og ikke for at lyde selvglad, men jeg er tydeligvis bedre end Daisy.” fortsætter jeg, vi griner begge af den sidste del.
”så, kan du stadigvæk lide ham?” jeg skal til at grine, men hans ansigts udtryk, viser at han mener det seriøst. ”ikke rigtigt, jeg savner ham, men mere som en ven, end som en kæreste.” mine minder fyldes, med alle vores skænderier. Dean ligger hurtigt mærke til, mine blanke øjne. Han griber fat i mine hofter, og løfter mig op i luften, mens han drejer rundt. Det kilder i mine mave, og jeg kan ikke holde min latter inde. han sætter mig ned igen, og kaster mig ned i et dyp. Jeg ser op på ham. ”sidst vi var i denne her stilling. var jeg kun iført et håndklæde.” griner han, og trækker mig op igen. ”jeg vil sige, jeg fortrækker hvad du har på nu.” jeg retter let på hans røde slips. En høj, men kort, ringen lyder, som tegn på at man skal skifte partner. Jeg kysser Deans kind, ”tak” hvisker jeg, han ligger sin hånd på kinden, og smiler et skævt smil. Jeg tager fat i kanten på min kjole, og nejer yndigt, han bukker foran mig, siger tak for dansen, og bevæger sig hen mod sin næste danse partner, der ser ud til at være Cat. Han prøver allerede at vinde hende over, med flirtende vittigheder. Jeg fanger hendes blik, og blinker til hende, og skære en mærkelig grimasse, hun bryder ud i grin. Dean der tror hun griner, af hans jokes, smiler tilfreds.
Jeg vender mig rundt, og der er Joshua, med hovedet let på skrå. Jeg kigger på ham, sådan kigger rigtigt på ham. Hans mørke brune hår, hænger lidt ned i hans ansigt. Han har en hvid smoking på, med et sølv slips, der bringer hans skinende øjne frem. Han har smidt hans blaser, over på en stol, så det er enlig kun er en hvid skjorte og hvide bukser, med det fine slips. Hans hænder ligger i lommerne, og et smil leger på hans læber. I det sekund går noget op for mig, jeg løj ikke, da jeg fortalte Dean, at jeg ikke har følelser for Josh. Jeg elsker ham, men på en venskabelig måde. Sommerfuglene ligger stille, i min mave, og mine kinder, har den normale rosa farve, de plejer at have. Jeg tager hans hånd i min, og ligger den på min hofte, han ser overrasket på mig. ”har du ikke tænkt dig at råbe af mig, eller bede mig om at skride?” jeg ryster på hovedet, og ligger hans anden hånd på plads, jeg ligger mine egne hænder på hans skuldre, og trækker ham tættere på, med et smil. ”hej Joshua”  han smiler tilbage ”hej.”
vi snakker om forskellige ting, mest om himlen, og hvordan de andre har det. For første gang, jeg har set ham her på jorden, følelse det normalt. Eller så normalt, det kan være, når man er en missions engel, der er på jorden for at stoppe en vred skiderik, fra at dræbe en play-boy, mens man taler med ens ex, der blev bortvist til jorden. ”Tom er stadigvæk super mærkelig, ingen overraskelse der, ham og 209, har ikke noget længere.” griner jeg, Joshua tager sin ene hånd væk fra min hofte, og rækker den frem mod mig. Jeg kigger mistroisk på den, ”virkelig?” siger jeg, med rynkede bryn. Han nikker insisterende, på hovedet, jeg sukker irriteret. ”jeg har altså ikke nogen på mig, så du må vente lidt.” han ligger sin hånd på plads. ”vi havde en aftale, jeg vædede med at de ville slå op inden enden på dette årti, og jeg havde ret, du har bare at hoste op.” siger han, og skubber let til min skulder.
Vi snurre rundt, da den korte ringen, kommer igen. Joshua drejer mig rundt, til min næste partner, to stærke arme, bliver lagt om mig, da kraften fra jorden, kaster mig ind i brystet, på ham. Jeg trækker hans duft ind, det er som et bål, på stranden, den røgede duft, den friske luft, der blander sig med saltet, fra vandet. Jeg ser op, i hans øjne, der er som glitrende iskrystaller. ”Dom, sikke en overraskelse.” små rynker, former sig på hans pande. ”jeg er sikker på, jeg bad dig om at bruge, mit fulde navn.” han holder sin stemme neutral, men hans overlæbe, dirre i vrede. ”jeg forstår ikke, hvorfor det irriterer dig, så meget.” griner jeg, mit blik søger, over de andre. Cat og Joshua, er blevet parret op, de virker som gode venner, min ene mundvige, bevæger sig op i et skævt smil. kæden der ligger koldt, mod min hals, bliver løftet op. Jeg vender mit blik tilbage mod Domeniq, der har sin pegefinger, under vedhænget. Han læser det op, med en hvisken. ”er du en engel, i forklædning.” han kigger op på mig, og lader vedhænget falde på plads. Jeg åbner fornærmet munden, med mine øjebryn, presset sammen. ”folk siger ofte, jeg ligner en engel, men det er skam ingen forklædning.” han griner en kort latter. ”du er indtagende, det må jeg sige.” han lægger hovedet på skrå, mens han undersøger, mit ansigt.
 Vi danser videre, venter begge på, hvem der har tænkt sig, at bryde stilheden. ”har du nogen sinde, dræbt nogen?” siger jeg nonchalance. Han træder overrasket tilbage, jeg studere, alle hans bevægelser, og hver en muskel. ”jeg mener, nu har jeg ikke haft dig, men fra hvad jeg har hørt, er du ikke den bedste lærer. Du må have dræbt nogen, af kedsomhed.” griner jeg. Han retter let, på sit slips, med et suk. ”kan du bare godt lide, at gå folk på nerverne?” jeg går udefra, at det var et retorisk spørgsmål, men da han bare bliver stående, mens han venter et svar, ser jeg eftertænksomt, ud i intetheden. ”har du set de film, hvor der er en person, der for alle til at hade dem, fordi de tror de er bedre alene. De lukker folk ude, fornærmer dem, så de bliver hadet, men i virkelighed, er de ødelagte. Og har svært, ved at stole på folk.” jeg ser tilbage på han, han nikker med hovedet, så han sorte lokker, falder ned i hans pande. ”det er ikke mig.” han kigger uforstående på mig, hans blå øjne, prøver at pierce igennem mig, se hvad der gemmer sig, bag mine ord. Men der er intet, at finde. ”jeg gør nar med folk, eller går dem på nerverne, som du siger, fordi jeg simpelthen ikke kan lide dem. Jeg kan lide de fleste mennesker, tro det eller ej. Jeg er ikke en trist hovedperson, der skubber folk væk, bare fordi jeg har det svært selv. Jeg er en person, som de fleste, der fortæller folk jeg ikke kan lide, at jeg ikke kan lide dem, men på en anden indirekte måde.”
dansegulvet er ikke fyldt, men der er masser af folk omkring danse gulvet, der ser på, eller der bare nyder atmosfæren. Der er folk der griner, snakker, har det sjovt. Det går kun op for mig nu, hvor meget larm der er, hvor høj musik spiller, sangen har skiftet. De dimre lys, virker blændende, i forhold til mørke, jeg kan se udenfor, gennem de store vinduer. Hvis man kan lukke alt snakken, musikken, grinene, ude. Er der biler der køre forbi, i udkanten af skolen, der er folk der ude, der formmodeligt er fulde, fra en lørdag aften klub tur. En pige kan knap stå, hun svajer, hun falder. Den drik, hun har i sin hånd, spilder. Et par dråber falder, på det stenede fortov, jeg kan høre dem tydeligt, små ekkos. Jeg kan se igennem mørket, se manden der løber over til hende, for at hjælpe hende på benene igen. Hun prøver selv, men hendes muskler svigter hende. Hun har hudafskrabninger, på hendes bare knæ. En bil køre forbi, den er sølv, med en familie i. En mand, ved føre sædet. En mand, i sædet ved hans side. To børn, en lille pige, og en ældre dreng, på hans gyldne Iphone. De ser ingen ting, kun vejen, og hvor de skal hen. Pigen ligger på fortovet, manden når hen til hende, hjælper hende op.
Musikken kommer tilbage, jeg kan ikke se dem mere. Snakken, grinene, hænder på mine hofter, det er tilbage. Jeg danser, jeg er i en gymnastiksal. Jeg så alt det, hørte alt det, men alligevel var jeg ikke forberedt, på de næste 20 minutter af mit liv. Men jeg burde havde været forberedt, jeg burde altid vide hvad der sker, når det sker, og hvor det sker, det er mit job. en kort ringen lyder, vi skifter partner, Domeniq giver slip på mig, med et ansigts udtryk, jeg ikke kan tyde. Han går væk, hans bevægelser er elegante, men skarpe. Jeg ser ikke min næste partner, før alting går sort, musikken stopper, snakken er hørt op, stilhed.

 

Jeg rykker min danse partner om bag mig, da jeg høre de hjerteskærende skrig. Og pludselig er lyset tilbage, der fylder rummet, og viser de forskellige mennesker, men den eneste skikkelse jeg lægger mærke til, er den døde dreng med det sandfarvede hår, der ligger i favnen på en pige, med en kniv stikene ud af ryggen. blodet flyder ud, mit blik falder på pigen, en isnende fornemmelse løber ned af min ryg. Kelly står med armene halvt udstrækkede, den døde krop hænger slapt fra hendes greb. Blodet drypper fra hendes hvide lange kjole, hendes orange hår klæber til blod pletterne på hendes kinder. Skriget kom fra hende, hun står med åben mund, og vildt opsporede øjne. Jeg kigger søgende rundt i rummet, Cat har også set hende, hun har kastet en hånd for munden. Dom står ved hendes side, han læner sig ned, og hvisker noget i hendes øre. Jeg mærker vreden bluse op i mig, da jeg ser hende krympe sig, af hans ord. Han retter sig op i sin fulde højde, og forsvinder i skyggerne. Jeg fanger endelig Cats blik, hendes øjne viser præcis hvad hun tænker, jeg ryster på hovedet, peger på min danse partner, bag mig, og en lettelse skylder over hendes ansigt. Jeg scanner resten af gymnastiksalen, alle står stille som sten, nogle er vrede, andre græder, der er også et par der dybt forvirrede. jeg får bevæget mig hen mod Cat, forsigtigt. Pludseligt er der bevægelse i rummet, folk løber ud af salen, lærer prøver at få kontrol, men det er umuligt.

Jeg griber Cats arm, og trækker hende væk fra kaosset. Vi stiller os bag en af de store tunge gardiner, der indrammer vinduerne. Jeg skære tænderne sammen, i frustration. ”men hvorfor?” Cat lægger en hånd på hovedet, hendes blik flakker rundt over det hele, mens hun tænker. ”det er tydeligvis en fejl fra morderens side, de har sikkert forvekslet de to brødre, og dræbte Carter i troen, at det var Dean.” hun kigger ligefrem, ud i ingenting, mens hun svare på sit eget spørgsmål. Jeg nikker i enighed, med et klik går lyset ud, den eneste belysning kommer fra månen, udenfor. Jeg skubber gardinet let til siden, og kigger ud over gymnastik salen. Der er ikke en sjæl tilbage, rummet er tomt, og mørkt. Men jeg kan se omridset, af den livløse krop. ”Cat, jeg bliver nødt til at se nærmere på kroppen” siger jeg, Cat kommer om bag mig, ”er der noget specielt, vi leder efter?” ”hvis morderen er påvirket af dæmon, eller djævle magi. Er der en stor sandsynlighed for, at der er blevet efterladt noget djævle pulver, eller dæmon støv. Det er egentlig ikke pulver, eller støv, det er mere en klumpet sort masse, blandet ind i blodet. Men det er kun tydeligt, den første halve time efter personens død. Hvis det er en djævel vi har at gøre, er det her ingen sag, hvis det er en dæmon der imod... ” jeg lader det sidste ligge, selvom hun er ny, er forskellen på dæmon og djævle magi, en af de første ting opstander engle lærer. Cat opsuger hvert et ord jeg siger, og nikker forståeligt.

Vi bevæger os over mod kropen, jeg kan mærke de små glitter stykker, der knaser under mine fødder, men jeg kan ikke se dem, det går op for mig, at rummet er opslugt af mørke. Jeg strækker min arm ud, og for stoppet Cat op, der er få centimeter bag mig. ”hvad?” hun slår irriteret, min hånd væk ”Cat, det er mørkt” jeg kan mærke hendes øjne, der brænder sig igennem min nakke. ”Em vi har ikke tid til dine små, mærkelige udbrud lige nu.” jeg fnyser over hendes kommentar, og lader en stilhed falde over os, jeg prøver at se igennem mørket, bruger alt min energi, men til ingen nytte. ”vent, har du faktisk en pointe.” hvisker Cat, nu fra min side. ”Cat tror du virkelig engle er menneske lignende væsner, der vandre rundt på jorden, som normale mennesker, uden nogen form for beskyttelse? vi har kræfter, de er ikke specielt imponerende, men vi har dem. En af de kræfter er vores overnaturlige gode evne, til at se i mørket.” jeg kan fornemme hendes koncentration, da hendes krop spændes op, ved siden af mig, jeg kan nærmest se hendes hænder, der liger på siden af hendes hoved, mens hun fokuserer.  Ikke meget tid passere, før hun giver op, og hendes arme falder fladt ned, mod hendes sider. ”det virker heller ikke for mig”sukker hun opgivende, jeg scanner rummet, men ingen ting sker. ”AHA!” lød det højlydt, fra et eller andet sted, i rummet. Jeg springer overrasket, bagud ”hva så Cat?” ”vi skal bruge et lys der er dimert, så det ikke trækker opmærksomhed, hvis vi tænder det store lys, vil vi bare blive opdaget.” hun begynder at snakke hurtigere, og jeg kan fornemme hendes hænder, der flyver rundt, mens hu forklare. ”det er jeg godt klar over, Sherlock.” jeg børster mine fingre om bag mig, og mærker det hårde cemment, fra muren mod dem. ”stjernerne!” siger hun, som om det betyder noget. ”de...er på himlen” jeg læner mig tilbage mod muren, og ligger mine arme i kors, over brystet. Cat stønner irriteret ”bordet med drinks, der er en lille lys kæde af-” ”stjerner” slutter jeg hendes sætning. Jeg retter hurtigt mit hoved op, selvfølgelig! Cat behøver ikke engang sige mere, jeg er allerede to skridt foran hende. Jeg løber mine bare føder over gulvet, i en elegant bevægelse, og stopper da jeg mærker den lille kant, fra den gyldene tape. Jeg indånder luften, og kan tydeligt dufte sprutten, der blev smuglet i punchen. Jeg følger tapen i retningen af duften, og støder på bordet med et lille bump, mine fingre glider over de spidse plastikstjerner.
Selvom lyset er svagt, kan jeg endelig se det festlige rum igen, men en ting mangler, kroppen. Jeg skærer irriteret tænderne sammen, og får hvæset ordene ud. ”kroppen er væk Cat” jeg får dårlig samvittighed over mit tonefald, det skal ikke gå ud over hende, men hun ignorer det, og tager det ikke personligt. Jeg sætter mig på hug nede ved det kolde gulv, min pegefinger løber over de lyse træ brædder, jeg lægger mit hoved let på skrå, mens jeg løfter fingeren op og ruller den mod min tomelfinger. Et dystert smil breder sig på mine læber, mens jeg kigger op på. Cat der er blevet helt hvid i ansigtet. ”fundet noget?” trods hendes farve løse ansigt, og anspændte krops sprog, er hendes stemme kontrolleret, professionel. En kort hul latter forlader mine læber, og ekkoer i den store sal. Jeg ser indtrængende på mine fingre, det sorte stads er næsten utydeligt i den lille dose, men jeg ville genkende det, lige meget hvad. ”Dæmon støv.” 

 

Vi sniger os forsigtig ud af bagdøren af gymnastiksalen, og om bag en gruppe mennesker, for ikke at virke mistænksomme. Mit blik vandre over mængden, hvad kigger de på? Jeg for hurtigt et svar, da hendes stemme taler op, den er skælvende, ynkelig. ”jeg sværger, jeg har ikke gjort noget.” halv skriger Kelly, men hendes stemme knækker, jeg skubber folk til siden, og bevæger mig frem. Politiet er nået her hen, og udspørg forskellige vidner. Kelly ser forfærdelig ud, hun har smidt skoene, hendes føder er en blanding af jord, og den klæbrige røde masse. Hendes fine lange hvide kjole, klæber sig til hendes krop, fra det indsmurte blod. Hendes hår, der ellers normalt er stort og voluminøst, hænger fladt ned om hendes blege ansigt. Og der er lange mascara linjer, ned langs hendes våde kinder. Hun skifte vis udstrækker, og knytter hendes hænder, neglene borer sig ind, jeg kan se de små rifter i hendes håndflader. Jeg ser ned på min egen hånd, den ene er fin bleg, med halv lange negle, pyntet med en fin sølv neglelak. Den anden er ligesådan, men med undtagelse, af den røde pegefinger, og halv brandte tomelfinger. Dæmon støv er giftigt for engle, det var dumt at tage det op, men så længe man ikke havde det på sig i for lang tid, eller i for store doser, var det alt der skete, let irriteret hud. Dæmon støv påvirker ikke engle fysisk, men mentalt, det er forskelligt hvad der sker fra engel til engel, men det typiske er at englen går totalt vanvittig bersærk. Dæmonen kan også kontrollere englen, hvis det er en mere, koncentreret dosis. Joshuas stemme river mig ud, af mine tanker. ”Er du okay?” jeg stirrer forsat på mine hånd, mens jeg langsomt børster mine fingre, over de røde mærker. ”yeah, jeg har det fint” en hånd griber hårdt fat i min, jeg hvæser i smerte, og mit blik ryger op på Joshua. Hans øjne er presset sammen, og hans kæbe er spændt, han ryster irriteret på hovedet. ”Shaxohausir” hvisker han hæst, mens han trækker mig væk, gennem mængden. Han vender og drejer min hånd, mens han undersøger den, hans øjne er fast fokuseret på mine fingre, så jeg tager muligheden til at observere ham. Jeg følger hans bevægelser, med mit blik, han er forsigtig, som om jeg går i stykker, ved den mindste berøring.

 

Jeg ser efter Cat, der forvinder bag badeværelsesdøren. Et skummelt smil bredder sig på mine læber, i udkanten af mit syn, kan jeg se Joshua der følger alle mine bevægelser, med sine øjne. Jeg rømmer mig, og vender mit blik mod ham, men han prøver ikke engang at skjule det faktum, at han havde beundret mig. Han smiler et sødt skævt smil, jeg ruller mine øjne, og trækker ham med ud i køkkenet. Jeg tænder vandet, så det kan blive koldt, mens jeg leder efter et glas. Jeg vender mig, for at gå hen mod glas skabet, i den anden side af køkkenet. Men jeg bliver stoppet af Joshuas arm, der ligger udstrakt på køkkenbordet. Og eftersom køkkenet er super lille, er han som en væg. ”hvorfor giver du ikke bare op, og snakker med mig.” jeg trækker vejret dybt ind, men fortryder det pludseligt, da min næse fyldes med en dejlig skov lignende duft. Jeg har altid været misundelig på Joshua, for hans naturlige duft. Jeg smiler sødt til ham, ”vil du have isterninger, i dit vand?” spørg jeg, dykker under hans arm, og går mod glas skabet. ”du opføre dig virkelig umodent, omkring det her.” han vender sig om, med armene over kors. ”så ingen isterninger?” jeg putter min finger ind under vandstrålen, for at mærke temperaturen. Men trækker den hurtigt til mig igen, da kulden stikker til min hud. Glasset ryger ind under, det løbende vand. da Joshua kommer tættere på, bliver det pludselig meget interessant, at se på vær eneste dråbe, falde ned i glasset. ”jeg har tænkt over det du sagde, den aften på klubben, og jeg håber virkelig du ved, at jeg har tilgivet dig. Faktisk var jeg aldrig sur på dig, jeg var sur på mig selv.” han ligger en hånd på min skulder, for at få min opmærksomhed. Men jeg stirre forsat på glasset, og siger ikke et ord. ”og ham.” hans stemme er fyldt med væmmelse, jeg mærker min kæbe spænde, og før jeg når at tænke mig om, har jeg smidt vandet i hovedet på Joshua. ”her er dit vand, du kan gå nu.” hvæser jeg.

 

”du er så dum, det er da helt vildt.” han ligger sin finger, mod de brændte mærker, jeg trækker min hånd til mig, med et klynk. ”Jeg skal finde Cat.” Joshua ryster på hovedet, og tager min hånd igen. ”sidst jeg så hende, snakkede hun med Tiffany.” han ser op i luften, hvorefter han strækker min arm ud, jeg løfter et øjenbryn af ham, men han sender mig bare et stol-på-mig-jeg-er-tydeligvis-klogere-end-dig blik. Ikke længe efter, mærker jeg noget køligt remme min hånd, så min skulder, det bliver hurtigere, og de små dråber løber ned af min udstrakte hånd. Jeg ser op, og en regndråbe løber ned af min kind.
Det kølige vand dæmper smerten, jeg ånder lettet ud. Regn er sendt fra himlen, så det modvirker dæmonisk magi. Mit hår hænger fladt ned af min ryg, det meste af min makeup er vasket fuldkommen væk. Jeg ser ned på mine bare føder, og værtsætter at engle ikke kan blive syge. Joshua der har fået øje på noget, eller nogen, mumler er farvel, og forsvinder så ud i mørket. Jeg trækker let på skuldrene, og begynder min søgen efter Cat.

 

Jeg finder Cat, foran døren til vores lejlighed, Tiffany der åbenbart ikke kunne være mere ligeglad, med hvad politiet, og lærerne siger, har kaldt til cheer møde i morgen eftermiddag. Jeg ryster bare mit hoved, så regndråberne falder ud over det hele. Mit blik falder på servietten i hendes hånd, hun har formået at holde den tør, selv i stormen udenfor. Da vi kommer ind, tager jeg den hurtigt, og gemmer den et sikkert sted. Vi går begge i seng, med hovederne fyldt til renden med tanker. Efter timer af søvnløshed, mærker jeg endelig den rare fornemmelse af lethed, og mine tunge øjenlåg falder i.

 

jeg rykker mig utilpas i stolen, mine fingre borer sig ind i det læder beklædte armlæn, urt står stille timeren sidder fast ved toldtallet. Jeg kigger rundt i rummet, de kedelig grå vægge, de slidte gulvbrædder der knirkede da jeg kom ind. Der ligger forskellige blade udspredt på glas bordet, hans kaffe står på et af dem, jeg observere dampen der stiger op fra koppen. Han retter på sine alt for store briller, og rømmer sig, for at trække min opmærksomhed hen på ham igen. Jeg sukker, men vender så blikket hen mod ham. ”du svarede ikke på mit spørgsmål” hans stemme er varm, blød. De fleste ville føle sig trykke, med ham tilsted, der var bare noget varmt, og velkommende omkring ham. Men jeg føler mig altid så utilpas, det er altid som om han kræver noget fra mig, som om han forventer noget. ”hvad var spørgsmålet igen?” ”hvorfor, er du her?” hans spørgsmål er så ligefrem, at jeg ikke kan lade vær med at smile. ”det var Joshuas ide” siger jeg, med et ligegyldigt løft på skuldrene. ”mener du engel 219” hans blik er rettet mod papir bunken, på hans skrivebord, mens han noterer mit svar. ”nej, jeg mener Joshua.” han sukker, men vælger så bare at lade den lige. ”så der står her, du har været plaget af, mareridt, og du har nogle paniske udbrud, eller angst anfald.” han ser op, hans briller er faldet ned, og balancere på hans næsetip. ”jeg arbejder på det, 7 hjælper mig rigtig meget.” Karael læner sig tilbage i sit sæde, med armene i kors over brystet. ”men 7 kan ikke altid passe på dig, han er en af de ældre, hans job er at se efter alle engle.” jeg ser ned i mit skød, mens jeg leger med remmen af min trøje.  ”jeg har prøvet forskellige ting kampsport, løb, kunst, men der er ingen ting der virker for mig.” sukker jeg, da jeg vender mit blik tilbage mod ham, fryser jeg i mit sæde. Hans mørke brune lokker, er erstattet af det korte sandfarvede hår, de opmuntrende grå øjne, er nu triste grønne, der ser lige igennem mig. Blodet drypper fra hans mund, øjne, og næse. Han prøver at sige noget, men blodet i hans mund, kvæler ham. Han bukker sig krampagtigt sammen, mens han voldsomt hoster, den røde væske strømmer ud, og blodet fra hans øjne, blandes sammen med hans tåre. Jeg kigger desperat rundt i rummet, i et forsøg på at finde noget, der kan hjælpe ham. Intet, alle hylder, border, planter, vinduer, er væk, og de grå vægger, er nu kulsorte. Jeg rejser mig op, og i det sekund jeg gør, forsvinder stolen jeg før sad på, ind i de sorte vægge. Jeg ser tilbage på Carter, men han er ikke alene, bag ham står en, smilende Kelly. Hendes hvide kjole, udtoner sig til sort, og falder ind i mørket. Hendes hænder er fast klemt om knivens håndtag, hendes knoer bliv hvidere i sekundet, knivens spids er dybt begravet i Carters ryg. ”hvorfor hjalp du mig ikke?” skuffelse. ”hvorfor lod du mig dø?” blod. ”hvad har jeg gjort?” mord. ”du havde et job!” mørke. ”din skyld” død.

 

Jeg sætter mig op, med et gisp. Jeg kan mærke pulsen i min hals, der dunker af sted, svedet pibler ned fra min pande, og mit nattøj klæber til min krop. Jeg trækker været i små stød, indtil jeg har kontrol over det, igen. ”bare et mareridt” mumler jeg stille til mig selv. Mine øjne lander på uret, ved siden af min seng 04:36. Jeg sukker, men ender så med at rejse mig. Efter jeg har fundet et nyt lagen, og skiftet det svedige ud, tager jeg en bunke tøj under armen, og lister ud på badeværelset. Det første jeg gør, er at fylde vasken med is kold vand, efter den dyb indånding, dykker jeg mit hoved ned i vandet. Det niver i mit skind, og selv om jeg gerne vil trække mit hoved op, lader jeg det blive i den isnende kulde.

 

Joshua ser forivret, ned af sig selv. Vandet drypper fra hans hår, og hans trøje. Jeg strammer mit greb om glasset ”efter alt hvad han har gjort, og du elsker ham stadigvæk.” han lyder forarget, men også skuffet. ”jeg er ikke vred, over din måde at omtale ham på, jeg er vred, fordi du bringer ham op. Er du klar over hvor lang tid, jeg har prøvet at glemme ham, også kommer du bare valsende, ind her, og taler om ham, som om det var ingenting.” jeg vender min ryg mod ham. ”Joshua, jeg ved du ikke tænker på det, men når jeg ser dig, minder det mig om mange forfærdelige ting, hvad jeg gjorde mod dig, hvad han gjorde ved mig.” jeg ryster da en kuldegysning, går igennem min krop. ”ved du hvad, fuck dig.” siger han, efter et øjeblik af stilhed. ”tror du virkelig du er den eneste, der har problemer, jeg har prøvet så hårdt at snakke med dig, men du bliver bare ved med at snakke, om hvor forfærdelig jeg er, eller hvor meget du hader dig selv, men nu er det min tur.” han griber fat i min skulder, og vender mig rundt. Jeg stirre direkte ind i hans sølv farvede øjne. ”jeg hader dig ikke.” siger han, indtrængen. ”jeg er vred på dig, men ikke fordi du gjorde noget dumt, fordi du hader dig selv.” han giver endelig slip, på mine skuldre. Og jeg falder, et par centimeter ned. ”3 dage, så kommer jeg, og henter dig. Efter det, tager vi ud og spiser, så fortæller du mig, om alle de ting der er sket i dit liv, i himlen. Jeg fortæller dig om jorden, og hvad der er sket her. Og du vil tilgive dig selv, forstået.” jeg blinker gentagende gange i træk, ikke sikker på, hvordan jeg skulle gribe denne situation an. ”forstået?” gentager han. ”ay, ay, kaptajn.” siger jeg lamslået, et smil bredder sig på hans læber. Jeg følger ham ud til døren, han går ud på gangen, men vender sig så om, og skal til at sige noget. Men jeg slår hurtigt døren i, med et smæk og et smil på læben.

 

Det pinke håndklæde kradser let mod min hud, da jeg tørre vandet væk. Jeg føler mig frisk igen, klar på en ny dag. Efter resten af min morgen rutine, kaster jeg mit tøj på, bestående af de sorte ripped-jeans, en løs crop top, sort med ordene ”REBEL GIRL” skrevet hen over den, i hvide bogstaver. Jeg pynter mine fingre, med masser af ringe, i forskellige størrelser, og former. Og eftersom jeg har ekstra tid, ligger jeg et lag sort neglelak, over mine negle. Makeuppen bliver enkel, med et tyndt lag eyeliner, mascara og så en rød læbestift. Jeg kigger mig selv i spejlet, og bestemmer mig for, også at sætte et par stjerne sølvøreringe, med en dinglende måne, fast i ørerne. Da jeg endelig er tilfreds, løfter jeg min mobil, fra badeværelses bordene. 05:17 jeg sukker, det er weekend, så der er flere timer til at Cat står op. Jeg laver nogle pandekager og sætte dem i fryseren, og bikser noget Kaffe sammen, som jeg putter i en termokande. Efter det sniger jeg mig stille ind på Cats værelse, hun sov trygt, jeg fisker hendes mobil op fra gulvet, og sætter en alarm til 12:00, så hun kan nå at gøre sig klar før cheerleader mødet, eller whatever det er. Hvor efter jeg går ind i stuen, med en tallerken pandekager, og et æble som jeg tygger på, mens jeg laver mine lektier. Jeg fortrækker at lave mine lektier, når jeg er alene, jeg skal jo opholde mit ryg, som bad girl, så jeg kan ikke blive set lave lektier i offentligheden. Jeg sætter det sidste punktum, og kigger hen på klokken, 07:23. Jeg ryster irriteret på hoved, jeg gør hurtigt rent efter mig, og børster mine tænder. Med en hurtig bevægelse river jeg papiret op af skuffen, og begyndte at skrive en hurtig note til Cat. Jeg snører mine høje sorte støvler, og flyver så ud af døren.

 

jeg slendrer ned af gaderne, med hænderne i mine bukselommer. Der er ikke mange mennesker, men det havde jeg heller ikke forventet, en søndag morgen. Jeg tager en god dyb indånding, luften er mere beskidt, og forenet her på jorden, men alligevel er der en friskhed ved den. Jeg stopper, da et velkendt ansigt, dukker op foran mig. Han smiler et uhyggeligt smil, hans ansigt er dækket i flere ar, ind sidste gang jeg så ham. ”Scar” siger jeg ligegyldigt, og nejer foran ham. ”hey bitch” hvæser han, jeg ryster på hovedet, så mit hår falder om mine skuldre. ”jeg har et navn.” han ignorere min kommentar, og rækker ud efter mig, jeg viger hurtigt tilbage. ”er du ikke død?” han prøver igen at få fat på mig, men med hurtige bevægelser, er jeg omme bag ham. ”din ven troede havde dræbt mig, men så nemt er det ikke at dræbe en engle jæger, snuske.” det uhyggeligt smil vender tilbage på hans ansigt, og jeg kan se de manglende tænder, der nu har efterladt store sorte huller. Jeg skal til at kaste mig tilbage, endnu engang, men til min overraskelse, griber han ikke udefter mig.

Han trækker sin pistol op, og får den sat mod min pande, så jeg kan mærke det kolde metal. ”jeg ville nu sige det er ret så nemt, siden han dræbte alle dine kolleger.” han snerrer irriteret, jeg bliver stående stille, det eneste der bevæger sig, er mine øjne. Jeg kaster et blik på hans armbåndsur, 08:45 ”shit, jeg har ikke tid til det her, jeg skal være et bestemt sted.” som for at understrege min pointe, peger jeg på hans armbånds ur. ”jeg ville med glæde ende dit liv, lige her, lige nu. Men jeg tor nu, jeg tager det med hen på lageret, så vi kan have lidt sjov.” hans latter, for en væmmelig fornemmelse, til at rejse sig i min mave. Jeg griber fat i enden på pistolen, og river den ud af hans greb, jeg drejer den rundt i min hånd, men sætter den så op mod hans pande. ”nu har rollerne skiftet” mine øjne er halvt lukkede, og jeg læner dovent hovedet på skrå. ”du har ikke hvad der skal til, du kan ikke dræbe mi-” han falder ned på jorden med et bump, jeg holder aftrækkeren inde lidt endnu, mens jeg ser ned på hans blege ansigt. Blodet pibler ned fra hans pande, og trækker vejret, for sidste gang. ”jeg sagde jo, jeg har ikke tid” jeg kaster pistolen ned ved hans side. Mine fingre børster gennem luften, omkring hans krop. De fine guldtråde kommer frem, og skinner i solen, de lægger sig om ham, som et gyldent net. Med et hårdt ryk, brænder de sig ned i ham, og vokser. De går fra at være smukke gyldende tynde strege, til sorte grenaktie bånd, der binder ham mod fortovet. To af dem snorer sig om hans håndled, og en flamme omsvøber hans krop, hvor efter han bliver trækket ned i jorden. Jeg blinker et par gange, men vender så om på hælen, og forsætter ned af gaden.
 
jeg åbner de store døre, og mærker en nyfunden energi, vælde op i min krop. Med et smil på læben, bevæger jeg mig ind, i det stille rum. Mine øjne scanner bænke rækkerne, efter en stor mængde søgen, finder jeg ham endelig. Han har et stort smil på hans ansigt, mens han snakker med en et par, jeg hurtigt genkender. Jeg synker hårdt, og sætter mig i bænke rækken, bag dem. ”ja, de forbandende toge, man kan ikke regne med dem, siger jeg dig.” siger manden. Jeg ryster på hovedet, det var flere måneder siden, hvorfor i alhimlen, tænker han stadigvæk på det. Joshua nikker forstående. ”ja så, hvad skete der?” siger han til manden, men det er den lille dame, ved hans side, der snakker op. ”jo altså, vores togbilletter lå i min taske, det er jeg hundrede procent sikker på, men da togkonsulenten kom ned for at tjekke dem, så var de puf forsvundet.” hendes hænder fare rundt, mens hun forklare.

 

 jeg finder nogle sæder, med en hurtig håndbevægelse har jeg to tog billetter i hånden. 110 kigger hen på mig fra sit sæde, med et overraskede ansigtsudtryk. ”jeg viste ikke vi kunne gøre det der” siger hun, og peger på de to billetter i min hånd. Jeg griner bare, og giver hende den ene. ”Det kan vi heller ikke” bag mig kan jeg hører tog konsulenten komme gående, og tjekker billetter. Da han når parret bag os, går det løs.
”jeg sværger vi havde billetterne, da vi steg om bord” siger en lille dame, mens hun fortvivlet roder sine lommer igennem. Tog konsulenten ryster på hovedet, ”det siger de alle sammen, i kan ikke rejse med uden billetter.” manden over for damen rejser sig op. ”det kan fandeme ikke være rigtig det her” råber han, efter et par minutters skænderi forladte parret toget.

 

Jeg griner bag min hånd, heldigt for mig, bliver mit grin overdøvet af de ringende klokker. En stilhed ligger sig, som et tæppe, over rummet. Indtil præstens stemme runger, ud over kirken. Jeg er ikke rigtigt et kirke menneske, jeg ved for et faktum, at gud ikke eksisteret. Der er nogle af de ting der bliver nævnt i biblen, der er tæt på sandheden, men så strækker jeg den heller ikke længere. Det der er ved kirker, er at de har en engle magi, over dem. Dæmoner kan finde energi på jorden, ved at suge dårlig energi fra mennesker, drikke blod, eller komme i kontakt med en engel. Det er ikke lige så nemt for engle, kirken er en mulighed for os, men energien er midlertidig, og ikke særlig stærk. Så de fleste gør sig ikke besværet, men Joshua har altid elsket det, ikke for magien, men fordi han godt kan lide ideen ved det. Ideen om at folk har noget at tro på, det at samles om en fælles ting, og respekten ved det.

Jeg vidste jeg ville kunne finde ham her, eller, ikke lige præcis her, men i en kirke. Jeg var bare heldig at det var den første jeg besøgte, og at jeg ikke behøvede at gå fra kirke, til kirke, hele landet rundt. Mine øjne bore sig ind i hans nakke, hvor hans brune hår hænger ned, han burde få det klippet. Jeg ser til sidderne, også bag mig, jeg sidder på den bagerste række, helt alene. Et skummelt smil, bredder sig på mit ansigt. Jeg løber langsomt en finger ned af hans nakke, Joshua hopper forskrækket i hans sæde, af den pludselige berøring, og alle vender deres bebrejdende blik mod ham. Han drejer sit hoved mod den modsatte side af parret, der sidder en ældre dame, måske i slutningen af 50erne, svært at sige med alt hendes botoks. Hendes brune krøllede hår er sat op i en uglet hestehale, hendes tøj er tydeligvis ikke beregnet til en kirke, og hendes ansigt er smurt ind i alt for meget makeup. Hun sender ham et stort smil, og vrikker let med øjebrynene. Josh der tror det var hendes finger der havde kærtegnet hans nakke, kaster hurtigt sit blik tilbage mod præsten igen. Hans krop er helt spændt, og han rykker forsigtig længere væk fra damen, med sine hænder knuget på hans skød. Jeg bestemmer mig for at vente lidt, før jeg slår til igen, omkring et kvarter senere, er det, det perfekte øjeblik.

Vi er i gange med at synge, en salme, parret ved Joshuas venstre side, har begge lukkede øjne, da de lever sig ind i ordene. Og kvinden ved hans højre, har øjnene på en yngre mand, hvis muskuløse arme, er dækket til med store tatoveringer. Jeg læner mig lidt frem, og ser over Joshuas skulder, han ser smilende ned i salme bogen, der ligger åben i hans skød. Jeg bider mig selv i læben, for ikke at grine, mens jeg ligger mine hænder på hans ryg, og langsomt køre dem op på hans skuldre. Hans stemme stiger lidt i chok, men folk virker til at være ligeglade, de går vel bare udfra han er en dårlig sanger. Han for hurtigt fatningen igen, og synger videre, mens han forvirret kigger til siden. Han spærrer chokeret øjnene op, da han ser damen ved hans side, har hænderne fint lagt i hendes skød. Hans kropssprog fortæller, hvor lettet han er. Jeg kan se det slå klik i hans øjne, og han skal til at vende sig rundt, men jeg strammer mit greb om hans skuldre, og holder ham fast. Joshua der er virkelig forivret over hele situationen, sidder anspændt, men bevæger sig ikke, heller ikke efter jeg løsner mit greb. Et tilfreds smil leger på mine læber, jeg læner mig frem, og lader mine hænder løbe fra hans skuldre, til hans brystkasse. Jeg kan mærke hans hjerte, banke hårdt mod min hånd. Jeg presser mig op af hans ryg, og ånder ham forsigtigt i nakken. Han fumler over ordene, og klapper salme bogen i, der ligger på hans skød, da han alligevel ikke kan fokusere på sangen. Jeg løber drillende mine tænder over hans hals, og når så hans øre. Han har fået nok, og prøver igen at vende sig rundt. Jeg stopper ham ved at gribe fat i hans hage, og holde hans hoved på plads, mens jeg niber hård i hans øre flip. Sangen ændrer, og jeg trækker mig tilbage, men ikke før jeg forsigtigt sætter mine læber mod hans hals, og efterlader et aftryk af mine røde læber. Jeg bevæger mig forsigtigt hen på bænke rækken, længere væk. Jeg sætter mig ned lige i tide, til at se Joshua der forivret kigger rundt, på den tome bænk bag sig.


Jeg læner mig op af den hvide mur, og observere folkene der vælter ud af kirken. Joshua står over for kvinden, der sad ved siden af ham i kirken. Hun har hendes hånd klemt om hans håndled, hendes falske negle borer sig let ind i hans hud, hun blinker flirtende med øjnene, så hendes lange øjenvipper, flyver op og ned. Joshua smiler nervøst, mens hans øjne søger rundt, efter en vej ud. Da hans øjne lander på mig, sender jeg ham et blink, efterfulgt af et luftkys. Han ligger sin frie hånd mod halsen, så den røde læbestift bliver tværet ud. Kvindet trækker ham i armen, så hans opmærksomhed lander på hende igen, hun presser sig op mod hans brystkasse, med et uhyggeligt smil, som fremviser den pinke læbestift, der sidder på hendes tænder. Joshua spærre panisk øjnene op, men til hans held, bliver kvindes opmærksomhed ført mod en anden man, med orange krøller, og en utrolig muskuløs krop, der slændre forbi, i hans jesussandaler.

Hun slipper Joshua, der hurtigt trækker sin hånd til sig. Hun kigger ned af sig selv, og efter hun har rettet sin stramt siddende nederdel, og sine ting, løber hun efter fyren. Joshua bevæger sig over mod mig, mens han gnider hans hånd i smerte. ”lidt hjælp ville have været dejligt.” stønner han, mens han læner sig mod muren, ved min side. ”du havde det under kontrol.” jeg smiler, og skubber drillende til hans skulder, han griner stille med. ”måske er det bare den effekt, jeg har på kvinder.” han smiler selvtilfreds ned til mig, jeg ryster på hovedet. ”nu lyder du præcis som Dean.” han skær en grimasse. ”uf, den gjorde ondt.” vi griner begge, men efter vores latter er faldet, trækker han min arm frem, og holder min hånd i sin, mens han kigger på den. ”hvordan går det, med mærkerne?” han løber en finger over de nu små røde mærker, jeg trækker en lille flaske op fra min baglomme, og vifter den foran hans ansigt. ”vievand fra kirken, så jeg kan pleje det sidste.”
Joshuas kinder bliver røde, da jeg nævner kirken. Jeg tørre de røde mærker af hans hals, han kigger forivret på mig, men jeg viser ham mine fingre, der nu er dækket i rød læbestift. Hans blik falder på mine røde smilende læber, og han synker hårdt. ”hva så Josh, er du okay?” siger jeg med en munter stemme, han ser rødmende væk, og køre genert sin hånd op og ned af nakken. ”god damnit, 222” efter et lang øjeblik, hvor vi begge står, og stirre på hinanden, rømmer jeg mig, og bevæge mig ned af gaden, med Joshuza lige i hælene. ”hvad laver du egentlig her?” han indhenter mig, og vi går side om side, vores hænder børster kort forbi hinanden. ”Jeg havde bare brug for at få renset min sjæl, du ved få en ren samvittighed.” Joshua mumler efter mig ”jeg havde brug for at få renset min sjæl.” han ligger understregene sin hånd mod halsen, jeg griner stille. ”sandheden er, vi havde en aftale, om frokost.” Joshua løfter spørgende sit øjenbryn. ”jeg er sulten okay, og siden du inviterede, betyder det du betaler, gratis mad, how could i refuse.” fortsætter jeg halvt grine, jeg kan se Joshua ikke køber den,  men han vælger at lade det lige, og nikker så enigt med et smil plastret på læberne.


Jeg rykker den fine hvide træstol ud fra bordet, og sætter mig over for Joshua, der har menukortet op foran ansigtet, jeg griber de andet og scanner det hurtigt.  Vi har valgt at sætte os udefor, vejret er godt, og der er ingen mennesker, så vi behøver ikke bekymre os om at blive overhørt. Tjeneren kommer forbi, hun retter let på det lille forklæde, der er bundet fast i remmen på hendes sorte bukser, hendes  hår er trækket tilbage i en stram hestehale, hendes brune øjne er blide, og venlige, hun smiler stort til os. ”hvad kan jeg gøre for jer to.” hun trækker en lille blok frem, fra forklædes lomme, og snupper den gule blyant, der sidder bag hendes øre. Jeg lægge en finger under min hage mens jeg tænker, og stirre på menukortet, også op på tjeneren. ”hvad er en engle salat?” jeg ser på hendes navne skilt. ”Daphne” hendes smil bliver større, ved nævnelsen af hendes navn. ”vi har valg at kalde salaten engle salat, fordi den er let og yndig.” jeg nikker og ser tilbage på mit menu kort. Mens hun kigger væk, mimer jeg mod Joshua, hvordan i himlen kan en salat være yndig? han trækker på skuldrene. Tjeneren vender atter sin opmærksomhed mod os, og sætter blyanten klar i skrive position. ”jeg vil gerne bede om en clubsandwitch, og et glas øl, tak.” tjeneren skriver Joshuas bestilling ned, og vender så blikket mod mig. ”hvad med dig frøken?” jeg smiler drillende til Joshua, og gnider min mave. ”en omelet med bacon og kylling, to vafler, en kyllingefilet med pomfritter, og en engle saltet, fordi jeg trænger til noget ,let og yndigt.” jeg ser over på Joshua, der opgivende har lagt hovedet i hænderne. ”ellers andet?” siger tjeneren muntert, Joshuas hoved skyder op,  han sender mig et bedende blik, jeg vender mig mod Daphne. ”hvad er dagens ret?”

 

jeg læner mig opgivende tilbage i sædet. ”jeg tror jeg skal kaste op” Joshua sender mig et nådesløs blik, ”det er det der sker, når man opføre sig som en idiot.” jeg prøver at sende ham et skærende blik, men jeg falder hurtigt tilbage igen, og mit ansigt falder i en udmattet grimasse. Joshua vifter en tjener hen mod os. ”kan vi få pakket resten af maden, ind” tjeneren nikker til ham, og for balanceret talarkerne på sine arme, han sender mig et medlidende blik, og forsvinder. Jeg ser over på Joshua, der læner sig frem, med hoved balancerest på hans hånd. ”så er der mad til dig og Catelinn, for de næste uger.” siger han afslappet, mens han sender mig et sødt blink, jeg stønner bare opgivende. ”så har du tænkt dig at fortælle mig, hvorfor du faktisk kom, for at tale med mig.” jeg ser overasket på ham, men han virker seriøs. ”du kender mig for godt” jeg retter mig i sædet,  Joshua ligger sin hånd over min, der er ingen grund til at gemme det, fra ham.”mine mareridt er vendt tilbage.” jeg vender mit blik mod mit skød, jeg føler mig skyldig, hvorfor opsøger jeg Joshua? Jeg er så god til at klare mine problemer selv, men det føles godt at få det ud, Joshua er der for mig.”jeg hader at se dig sådan her” hans stemme er så fuld af omsorg, mit blik møder hans. ”hvorfor sagde du ikke bare det, til at starte med?” han klemmer kærligt, min hånd. Shit hvorfor, kigger han på mig, på den måde.”jeg laver bare sjov Joshua, jeg har det fint. Hey vil du høre en joke d-” jeg opspærre mine øjne, Joshuas læber, ligger blødt mod mine, hans hånd  løfter sig fra min, og ligger den mod min kind. Jeg lukker mine øjne, og lader varmen tage over min krop. Følelsen af at blive elsket, jeg snore mine fingre ind i hans hår, og bandede inden i, over bordet imellem os. Jeg ville trække ham tættere, holde ham ind til mig, Joshua må have tænkt det sammen, for han griber min arm, og trækker mig over på hans skød. Han ligger sin hånd på min hofte, og presser mig ind mod ham, så vi er hjerteslag mod hjerteslag. Jeg går i panik, nej, nej, nej, jeg elsker Joshua som en ven, historien skal ikke gentage sig. Jeg trækker mig hurtigt tilbage, Joshua ser halv daset over på mig, jeg ryster vildt på hovedet, så mit hår pisker rundt, og træder hurtigt væk fra ham. Han rejser sig op, med et forivret udtryk, han rækker sin hånd ud mod mig. Tjeneren kommer hen med en pose i hånden, han ser fra mig til Joshua, jeg river posen ud af hans hånd, og sætter i løb, 14:49.

 

jeg rykker i skoledørens håndtag, men til min skuffelse, sker der ingen ting. Jeg ser mig omkring, ingen mennesker til stede, fantastisk. Jeg sparker hårdt døren ind, så den åbner med et brag, jeg stikker hænderne i lommerne, og går fløjtene ind. ”jeg er sikker på jeg så det, i en af mine, fri timer.” jeg skubber en halv gammel dør op, hængslerne kommer med en skærene lyd, jeg stikker hovedet ind. Et stort tæppe dækker vinduerne, og holder lyset ude. Jeg tænder det lille lys der står på en af bordene, alle instrumenterne står smukt frem, i den blide belysning.
Jeg lader mine fingre løbe over strengene, en forfærdelig lyd, skære igennem rummet. Jeg smiler skævt, og begynder at tune, den sorte rock guitar i mine hænder. Endnu en gang, løber jeg fingrene over den. Men denne gang giver den et rar, rungende lyd, der for en varm og genkendelig følelse, til at løbe igennem min krop. Jeg svinger det sorte bånd om min skulder, der holder guitaren på plads. Jeg ånder luften ind, og lader den fylde mine lunger. Med en udånding, begynder min hånd at stryge over strengene, i et hurtigt tempo. Mit hjerte begynder at banke hurtigere, og et smil bredder sig, på mine læber. Jeg lukker øjnene, og ord strømer ud af min mund, mens minderne vælder rundt, i mit hoved.

 

You think you know me, But you don't know me, You think you own me, But you can't control me.

Jeg ser til, tåre presser på, men jeg holder dem inde. Udefra er mit ansigt sten, mine øjne er følelsesløse, og min mund buer ned, i en ligegyldig maner. Jeg bider mig hårdt i tungen, i et forsøget, på ikke at skrige. Den velkendelige smag af blod, fylder min mund. Jeg mærker en hånd på min skulder, den er varm i forhold til min iskolde krop. Jeg vender mit blik mod 7, ”bare fortæl sandheden, så er det her ikke nødvendigt.” hvisker han, jeg kan høre den bebrejdende undertone, han prøver at gemme.

 

You look at me and there's just one thing that you see, So listen to me, Listen to me.

Jeg griner en stille, kort latter. Han tror han ved alting, han tror han ved præcis, hvor han har mig. ”7, jeg har ikke gjort noget galt.” siger jeg, men nok mere til mig selv, end til ham. Jeg vender atter blikket mod scenen, hvor rasten af de ældre står. 2 er forrest med en tang lignende ting, ved navnet Oathkeeper, i sine hænder. For hendes fødder ligger Joshua, med hans hænder i håndjern, og vingerne fuldt udspredt. 7 ryster skuffet på sit hoved, og rækker ned i sin lomme. ”nyd showet.” siger han sarkastisk, fisker sine solbriller frem, og sætter dem på plads. Han vinker et kort farvel, før han forsvinder i engle mængden, for at komme frem igen, få sekunder senere på scenen, med de andre. ”ih tak” hvisker jeg.

 

You push me back, I'll push you back, Harder, harder, You scream at me, I'll scream at you, Louder, L-L-L-L-Louder.

Han svinger hans arm, hen over filmreolen, så alle filmene der fint står organiseret, falder på jorden, med gentagene bump. ”ELSKER DU MIG IKKE?” råber han, mens han bliver ved med at kaste ting, ned på gulvet. Efter filmene er det papirerne, med noder der flyver rundt, over det hele. Også en vase der knuses, i en million stykker. De ryger rundt i rummet, en af dem ridser min kind, da den hurtigt flyver forbi. Jeg ignorere smerten, og de små dråber der løber ned af min kind.

 

I'm dangerous, I'm warning you, But you're not afraid of me, And I can't convince you, You don't know me.
”DET HAR JEG ALDRIG SAGT, MEN NU HVOR DU NÆVNER DET.” skriger jeg, og river fat i hans ærme. Han prøver at trække hans arm, ud af mit greb, men det lykkes ikke. Hans ansigt er ild rødt, og hans øjne er vildt opspærret. Jeg bruger den kraft jeg har tilbage, og skubber ham ud, af mit værelse. Jeg smækker døren så hård, at træet tager skade, men selve hængslerne er fine, så jeg låser den hurtigt, før han kommer ind igen. Jeg går et par skridt væk fra døren, men når ikke langt før mine ben giver under, og jeg falder sammen,jeg glider ned, og lægger mit hoved imellem mine ben, mens tåre løber ned af mine kinder.


Jeg mærker alt smerten flyde ud, med ordene. Jeg sang i takt med guitarens melodi, min krop begynder at rokke, i takt til musikken, små sved dråber glinser på min pande, som jeg nærmer mig enden af sangen er mit hoved tomt, og en lethed falder over mig.


And the longer that you stay, the ice is melting, And the pain it feels okay, it feels okay. (hey)
”det var mig.” råber han, og 5 fjerner sit dømmende blik, fra mig, og over på ham. ”undskyld mig?” hvæser han, ud gennem sine sammen bidte tænder. ”det var mig,” gentager Joshua, mens han smiler let til mig.


You push me back, I'll push you back, You scream at me, I'll scream at you.
7 lader sværdet flyve gennem luften, i en gliddene bevægelse. ”så virker det?” spørger han, stadigvæk med sine øjne lukkede. Jeg plukker græsstrå op fra jorden, mens jeg beundrende, observere hans træning. ”ja, jeg kan bedst lide guitaren, men de andre instrumenter er også virkelig hjælp fulde.” han åbner sit ene øje, og kigger på mig, med et skævt smil. ”synger du også?” jeg mærker blodet, skylde op i mine kinder. ”altså ja, jeg skriver også selv lidt sange, men intet specielt.” griner jeg nervøst, jeg kaster græsset ud af min hånd, og ser til mens det flyver væk, med vinden. 7 griner let. ”hvorfor så flov, jeg er stolt af dig, du har endelig fundet noget der kan hjælpe dig, og du nyder det endda, det er ikke ligesom ballet, hvor det bare blev være.” jeg gør mine øjne smalle, og trutter fornemmet mundet. ”du skal ikke engang bringe ballet op, jeg har stadigvæk mareridt.” han griner, og går så tilbage til træningen.


Louder, louder,
”Og du vil tilgive dig selv, forstået”


Louder, louder,
”så du vælger ham, jeg håber virkelig han behandler dig godt, ellers var det her, for ingenting.”


Louder, louder,
”du valgte den forkerte fyr 222, stå op til dine fejl.”


LOUDER, LOUDER

”du er en fucking fejl, DET SKULLE HAVE VÆRET DIG, OG IKKE DIN MOR!”


LOUDER!!

 ”jeg elsker dig, din crazy wierdo.”

 

jeg læner hovedet tilbage, og lader mit hår kilde ryggen, mens jeg løsner grebet om guitaren.


I'm dangerous, I'm warning you, But you're not afraid of me, And I can't convince you, And I don't have to, I think you know me.

To arme bliver lagt om mig, tårer ruller stadigvæk, ned af mine kinder. Jeg ser op, og den låste dør står på hvid gab. Mørke brunt hår, kilder mig i nakken. ”jeg elsker dig.” hvisker han, med sit hovede begravet i min skulder. Jeg ser over på filmene, der ligger spredt ud over gulvet, og vasen, mens jeg samler et nodepapir op. Vi er stille i lidt tid, en blid vind, fra det åbne vindue, sender kuldegysninger ned af mine arme. Måske er vi bare ikke bestemt for hinanden, måske kan vi elske hinanden, på en venskabelig måde. Jeg bestemmer mig for at vende mig rundt, og bore mit hoved ind i hans bryst, mens jeg indånder hans duft. ”jeg elsker også dig.”

 

Jeg smiler, mens jeg krammer guitaren, ind til brystet. Jeg har ikke spillet i flere år, og jeg har ikke sunget, sidden mig og Joshua slog op. Et bank river mig ud af mine tanker, jeg kigger op. Mit hår er et uglet rod, jeg dasker det let væk, så jeg kan se skikkelsen der står som en silhouette, i døråbningen. ”Emma? jeg syndes nok jeg hørte noget.” han træder ind, og prøver at rette hans sjuskede hår. Jeg sætter guitaren ned, og sætter mig på bordet. ”hvad laver du på skolen Dean?” han stiller sig foran mig, med et bredt smil på ansigtet. Det virker næsten som om, jeg går mere op i hans brors død, ind han gør. ”jeg har bare lidt sjov med, Nanna.” han blinker hentydende, jeg ser forivret på ham. ”jeg kender ingen Nanna, mener du Hanna?” han trækker på skuldrene, og sender mig så et smørret smil. ”det er lige meget, om jeg kender hendes navn.” jeg skal til at spørger indtil hans kommentar, men han forsætter. ”det er hende der skriger mit.” jeg stirre chokeret på ham, han bryder ud i et grin, kun nu går det op for mig, hvordan Dean ser ud. Han har stadigvæk tøjet på fra homecoming, hans hår er uglet, og hænger ned i hans pande. Hans skjorte er krøllet, slipset mangler, bæltet om hans bukser hænger halvt ud, og hans fødder er bare. ”Dean” han kigger op på mig, med et drillende blik. ”yeah engel?” jeg rejser mig, og begynder at børste nogle af instrumenterne af. ”tivoli er åben” han griner igen, og børster så forbi mig. ”jeg må heller komme tilbage til Shanna, du er velkommen til at slutte dig til os.” jeg vinker ham væk, med en hurtig hånd bevægelse, og han smutter ud af døren. Jeg trækker tæppet ned, så lyset strømmer ind, og banker det så frit fra støv. Dean stikker sit hoved ind ”oh og Emma, hvis du vil, kan du tilslutte dig bandet, jeg skal nok lægge et godt ord ind for dig.” jeg smiler overrasket til ham. ”tak, jeg skal nok tænke over det.” han forsvinder igen, og jeg står alene tilbage.
Efter jeg har lavet lidt orden, i det gamle musik rum. Pakker jeg en taske med node papirer, og begiver mig ud fra skolen, men på min vej, høre jeg en mærkværdig lyd. Jeg ligger mit øre mod døren. ”DEAN!” jeg trækker mig hurtigt væk igen, hvad i alhimlen, laver han med den stakkels pige. 17:03.

 

 

 

Dette kapitel er skrevet af: Dreamy Angel

 

Flashback skrives på denne måde. Jeg vil også gerne informere, at jeg ikke eger denne sang. Og hvis i gerne vil finde den, hedder den. "You Don't Know Me" og er sunget af Elizabeth Gillies.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...