Englenes Fald

to engle bliver sat ned på jorden, for at rede Dean skolens konge.
Men det er ikke så nemt Dean har mange fjender, og det har de to engle åbenbart også. Dæmoner, englejagere, ex kærester, og ukendte skolekammerater.

110 prøver at finde ud af sandheden om sin fortid og 222 prøver at rette op på sine gamle fejl.

Kan de klare det?
Vil de flyve vil de falde?

Englenes Fald

ps. De to første kapitler kan ikke læses, på ipad eller mobil. Vi ved ikke hvorfor, men der er et problem.

6Likes
7Kommentarer
1971Visninger
AA

5. Kapitel 4. Dørmanden Morpheus.

 

 

Kapitel 4.

Dørmanden Morpheus​.

 

Synsvinkel Emma/Engel 222

 

”nej” ”Nej” ”Nej!” jeg smider kjole, efter kjole, på sengen bag mig. Jeg ved ikke hvem der har handlet vores garderobe, men de har ingen smag. Jeg sætter mig ned i alt det pinke stof, der nu er min seng, og lægger hovedet i mine hænder. ”Jeg kan ikke engang lide pink” sukker jeg irriteret, det banker på min dør. ” Hvad!” jeg rejser mig, op og går hen mod døren. ”Er du okay?” det er 110, hvem ellers skulle det være. ”Ja jeg har det helt fint” ”er vi okay, er du stadigvæk sur?” 110 trykker ned i håndtaget, men jeg har låst døren. ”Må jeg komme ind?” jeg står i et øjeblik og tænker, så kigger jeg bag mig mod min seng, ”nej jeg kommer ud her fra, træd væk fra døren.” Jeg kan høre 110 der hurtigt tøffer væk, fra den hvide trædør.

 Jeg slår hurtig låsen fra og går stille ud, 110 ser forvirret ud, ”hvorfor skulle jeg bakke væk fra døren? du kom bare gående ud” jeg trækker let på skuldrene. ”Jeg vidste ikke hvordan jeg ville komme ud, vis låsen ikke virkede ville jeg være nødt til at sparke døren op, så ville det jo ikke være så godt hvis du stod foran den og fik døren i hovedet.” 110 løfter sit ene øjenbryn, og kigger på mig som om jeg er totalt vanvittig. ”Du er seriøst mærkelig” jeg løber hen og slænger mig i sofaen, ”vi skal ud og shoppe snart” mine ord er utydelige, da mit hoved er begravet i puder. Men 110 formår at høre mig, ”hvorfor? Altså jeg klager ikke, men hvorfor?” hun sætter sig i stolen overfor mig, og jeg sætter mig op med en pude knuget ind mod brystet. ”jeg har intet tøj” siger jeg, med en klynkene stemme. ”Men du sagde tidligere da vi ankom, at du elskede din garderobe.” 110 vender sig rundt, og ligger benene ud over armlænet. ”Ja men det var før jeg så kjolerne, de er alle pink, jeg hader pink.” jeg kaster puden hen på det hvide tæppe, 110 sidder og kigger på sine negle. ”Hvad skal du overhovedet bruge en kjole til?” ”ikke noget det, bare ugh” jeg triller roligt fra sofaen ned på gulvet. Jeg ligger der i lidt tid men rejser mig, og er ved at gå, da 110 stopper mig ved at gribe fat i min skulder. ”Jeg løb ind i Joshua” hun kigger på mig, hun har et blik det er en blanding af nysgerrighed og medlidenhed, ”godt for dig” jeg river skulderen til mig og går ud af den grå dør.

 

 Metaltrapperne er kolde mod mine bare fødder, hvem i himlen er Joshua, burde jeg kende ham? det er tomt udenfor, skolen starter også først i morgen, eftersom det er søndag. Jeg går hen mod den store sølv statue, ”hva så makker” den svarer ikke tilbage, men helt ærligt ville jeg også blive skræmt, vis den gjorde. ”Jeg gider ikke være her” jeg sætter mig med et bump, ned på jorden foran statuen. ”Jeg gider ikke løse et mord, jeg gider ikke hjælpe en fyr der sikkert ikke tænker på andre en sig selv, og jeg gider ikke skændes med 110.” jeg rækker hånden ind mellem det lille stykke mellemrum i hegnet, og plukker en blomst fra busken. ”Er du okay?” det er en piges stemme, den er blid og stille.

 Jeg rejser mig hurtigt op, og vender mig rundt. Pigen er ikke særlig høj, hun er køn, ikke smuk men køn. Hun har skulderlangt hår, det er kobber brunt, og bliver holdt tilbage med et grønt hårspænde. Hendes øjne er mørkegrønne, hun har et lettere spidst ansigt, og en lille fin mund, der skævt smiler til mig. ”Er du okay?” siger hun igen, som om jeg ikke hørte hende første gang. jeg ville komme med en spydig kommentar, men hun ser så damn cute ud, som en lille hjælpeløs kanin. ”jeg har det fint, tak” jeg lægger mærke til at hun rocker fra side til side, og først nu ser jeg hvad hun har i hænderne, bøger tonsvis af bøger, hvordan har hun boret dem så langt med de små spinkle arme. Jeg tager hurtigt de fleste af bøgerne over i mine arme, og hun kommer med et lettet suk. ”Mange tak, jeg fik min søster til at hjælpe mig det meste af vejen, men da vi nåede skolen måtte jeg selv bære dem resten af vejen.” Hun prøver at balancere sine bøger på den ene arm, og da det lykkes rækker hun en hånd frem mod mig. ”Hej jeg er forresten Lily” før jeg tager imod hendes håndtryk, ligger jeg de bøger jeg tog på jorden, og derefter tager jeg hendes bøger og lægger dem ved siden af.  Jeg trykker let hendes hånd ”hej, jeg er Emma.” Hun trækker hurtigt hånden til sig igen, ”du er hende den nye pige ik, du blev smidt ud af din gamle skole fordi du hele tiden lavede ballade” hendes ansigt viser hendes frygt, jeg kigger ned mod bøgerne. ” Oliver Twist huh, er du en Dickens fan?” hun ser overrasket ud. ”Charles Dickens er én af de største engelske forfattere, og med et menneskesyn præget af troen på det gode i mennesket skildrer han på en medmenneskelig måde de fattige og overset.” siger jeg, og tager bogen op ”hvad syndes du om den?” hun er ikke bange mere, og begynder at fortælle, om alle sine yndlings Charles Dickens bøger.

 

”hvad med dig” spørg hun ivrigt, vi har sat og ned under et træ, efter vi gik ind med hendes bøger vi talte om forskellige forfatter og bøger, men var nu vendt tilbage til Charles Dickens. ”Jeg er en fan af a tale of two cities, eller to byer” hun nikker i enighed.

Jeg kigger rundt solen er begyndt at gå ned, Lily virker også til at bemærke det. ”Det er sent, måske burde vi gå hjem ” siger hun, vi rejser os begge op, jeg børster stille græsset af mit tøj. ”Hvor bor du? måske kan vi følges hjem” Lily har beholdt en af de mange bøger, resten ligger inde på skolen. Hun knuger den hårdt ind til brystet ”hvis altså, du har lyst” stammer hun. Jeg peger over på den firkantede hvide bygning, ved siden af skolen. ”Jeg bor der” Lily kigger på mig, og hendes øjne bliver våde, ”åh nej det er jeg altså virkelig ked af.” hendes stemme er hulkene, hun krammer mig hurtigt også løber hun væk. Jeg ser forundrende efter hende ”Hvad?”.

 

Jeg går op af metal trapperne, mod lejligheden. Men stopper da jeg når op til gangen, et par døre væk fra vores sted står en pige, hun har orange hår, er klædt i et par stramme læderbukser, og en sort blonde trøje. Overfor hende står en fyr, han tårner sig op over hende. Hans hår er sort som blæk, jeg kan ikke se hans øjne, men jeg kan fornemme de lyser. Han børster en lok hår om bag hendes øre, og jeg kan høre hende sukke. ”Ew” råber jeg højt, og løber ind i lejligheden før de når at se mig. Jeg bryder ud i grin, og læner mig op af den lukkede dør. 110 kigger ud fra sit værelse, ”hvad griner du af?” mumler hun, let optaget af noget andet. ”Jeg er bare så sjov” siger jeg, og tørrer en tåre væk fra mit øje. 110 ruller let med øjnene ”jeg tror jeg går i seng,” jeg nikker til hende ”det gør du bare” ”og 222, jeg synes vi skal bruge vores kodenavne hele tiden, prøv at vende din hjerne til ideen om et nyt navn okay?” igen nikker jeg, og 110- Catelinn lukker døren til sit værelse. Jeg løber ind i min private hule, også kendt som mit værelse, og lukker døren bag mig. ”Show time baby” hvisker jeg til mig selv, og børster det pinke flof af sengen. Jeg tager min sorte langærmede trøje på. den har en meget dyb hals, der går helt ned til midt på min mave. Og et par sølv shorts der går til midt på mine lår, mit hår puffer jeg op, så det bliver flot og stort. Jeg gør ikke for meget ud af min makeup, bare noget mascara, eyeliner, og en rød læbestift. Jeg kigger forsigtig ud af døren, men Cat sover stadigvæk. Jeg lister stille hen og tagger mine sorte ankel støvler, og så er jeg den der er skredet.

Gaderne er mørke, det eneste lys der er, kommer fra gadelygterne. Himlen er dækket til af dunkle skyer, så ikke engang månens lys lyser igennem. Vinden er stille, men jeg mærker dog stadigvæk kulden, på mine bare ben. Jeg går videre, til jeg når en dør med et stort skilt ude foran, på skiltet står der "Move." Det er skrevet i blå og Lilla Neonlys, der er en dørmand han er høj og skaldet, med sorte solbriller, han ligner lidt ham fyren fra det matrix Morpheus. Jeg stiller mig om bag køen der leder op til klubben, der er omkring 6 mennesker foran mig, og igen af dem bliver lukket ind, så er det min tur. "Navn?" hans stemme er hæs og mørk, det lyder som om han har røget i 20 år. "Emma" han bruger sin pegefinger og løber den hen over listen i hans hånd. "du kan lige så godt spare besværet, jeg er ikke på listen." siger jeg og trækker let på skuldrene, han kigger forvirret på mig, ”har du ikke tænkt dig at lyve, dig ind ligesom alle de andre?" han kredser sig uforståeligt på hovedet. "hvorfor sku jeg det?" "fordi du ikke kan komme ind, vis du ikke står på listen" med et er det som om det slår klik for ham, og han ligger armene på kors over sit bryst. "hvad er det du prøver på? Vent er du på stoffer?" jeg ruller mine øjne. "Nej jeg er ikke på stoffer, og jeg forstår ikke hvorfor man skal være på en liste for at komme ind." "vis vi bare lukker alle ind så bliver der jo alt for proppet, så man betaler og får at få sit navn på listen." han ser stolt ud, over sin viden. "kan alle ikke bare betale så? Og hvad gør i vis der er så mange på listen, at der bliver proppet alligevel?" jeg læner mig afslappet op mod muren, og ser på da hans ansigt skifter fra stolt, til forvirret, til vred til flov, til forvirret igen. Jeg stiller mig lige op igen, klapper ham let på skulderen og går ind. Han kigger bare efter mig mens jeg valser lige ind i klubben.

Musikken er høj, og den får hele min krop til at vibrerer. Lyset skifter farve i takt til beatet og der er folk overalt i baren, på dansegulvet, og der er par i sofaerne der nærmest spiser hinanden. Jeg ånder luften ind, det er en blanding af sved, alkohol, og røg. "Lige det jeg har brug for" jeg går over til baren, og læner mig ind over den lange træplade der står i mellem mig og alkoholen. Jeg får hurtigt fisket et stort glas frem, og fylder det til randen med øl, jeg vender ryggen mod baren og sætter glasset mod mine læber. Men jeg når ikke at tage en tår, jeg mærker en hånd på min skulder, jeg vender mig om.

Det er en fyr han har honning blond hår, og blå øjne der skinner som smaragder. Han smiler let til mig, hans tænder er som perler på en række, han kigger på øllen i min hånd. "det er sjældent man ser en pige som dig, et sted som det her, med en øl" hans stemme er behagelig, han snakker højt for at overdøve musikken. jeg tager en hurtig slurk, "men det smager godt" siger jeg, og tager endnu en slurk. han griner en stille latter, jeg rækker den frem mod ham "vil du smage?" Han løfter sit ene øjenbryn, og ser mistroisk på mig, men da jeg ikke trækker glasset til mig tager han imod det, og tager en tår. Han spærrer øjnene op, og kigger forvirret ned på glasset, også over på mig. "jeg har smagt øllen her, den smager ikke sådan hvad har du gjort? Det er fantastisk" Jeg trækker på skuldrene, og smiler lusket. "det er min lille hemmelighed" han giver mig glasset tilbage.

"Har du forresten set en pige, hun er cirka 1,67 med blod rødt hår, hun har en grøn kjole på?" Han kradser sig let i nakken, jeg tænker mig rigtig godt om. ”Ja, det har jeg” jeg vender mig rundt mod dansegulvet, men kan knap nok se at det er forskellige individuelle mennesker, de står så tæt at de bare liner en stor klump. ”Hvis du går ind i menneskemængden, så ti skridt frem, to til venstre, fire til venstre igen så burde hun stå ved din højre side. Hvis det hjælper, står hun ved siden af en pige med blondt krøllet hår, som har en turkis kjole på, og et glimmer hårspænde.” jeg kigger ikke engang på ham, men jeg ved hvad han tænker. ”Gider du samle din kæppe op fra gulvet, og lad vær med at spørge hvordan jeg gjorde det.” jeg tager endnu en slurk, og vender mig rundt. ”gå ud og få fat i hende Alexander” han nikker måbende på mig, også forsvinder han ind i klumpen.

 

Et par tusinde øl senere, står jeg selv inde i den klump. Mit hår er fugtigt, og rytmerne har taget over min krop. Jeg mærker et par hænder der griber fat i mine hofter, jeg læner mig helt op af ham, og vi danser sammen sådan i noget tid. Men så læner han sig frem, og hvisker ”skal vi ikke gå, til et lidt mere privat sted?” jeg kysser ham på halsen som svar, og han får snoget os ud af den vilde danse fest. Vi kommer hen på en lang gang, lyset er dæmpet og musikken er ikke lige så høj. jeg står med ryggen mod vægen, og han står over for mig, han har en af sine hænder på min talje, varmen fra hans hænder bredder sig igennem min krop. Han læner sig frem mod mig, jeg kan mærke hans ånde på mine læber. Men med et er han væk, jeg står der og føler mig pludselig virkelig alene. Jeg kan ikke se fyren mere, alting er mørkt kun en lampe over mit hoved der blinker. Jeg trækker langsomt vejret, mit hjerte banker utrolig hurtigt, jeg har svært ved at høre noget men der midt i mørket ser jeg en silhuet af en høj mand, han kommer langsomt hen mod mig, jeg ser hans træk i det blinkende lys. Hans brune hår der er vokset, hans øjne er som sølv, og hans trøje er hvid med indtørret blod på. Han har en tatovering ved håndleddet der står ”Joshua, 219” jeg ser skrækslagent op. ”Det er dig der Joshua?” min stemme ryster, jeg håber han ikke lægger mærk til det. Han står nu lige foran mig, jeg kigger ned i jorden, jeg kan ikke se ham i øjnene. Han lægger en finger under min hage, og løfter mit hoved, jeg holder mine øjne lave så jeg ikke ser rigtigt på ham. ”Se mig i øjnene” hans stemme er en hvisken, men han mørke sexede stemme strømmer stadigvæk igennem mig. Jeg ryster stille på mit hoved, ”SE PÅ MIG!” råber han, jeg kigger op med et sæt, hans øjne er som metal, en kniv. Jeg mærker skyldfølelsen skylle over mig, mine øjne bliver blanke. Undskyld det er jeg så ked af, jeg ville ønske jeg kunne gøre det om. Det er det jeg vil sige men jeg kan ikke får en lyd ud, vi står bare i stilhed og kigger på hinanden. ”Hvordan gjorde du det?” hans stemme lyder let opgivende, ”hvad?” jeg børster en lok af mit hår om bag mit øre, min stemme er lav, næsten uhørlig. ”Hvordan blev du fuld, 204 fortalte at han havde drukket 4 flakser vodka, og 7 runder shots, og han var kun blevet tipsy.” Jeg bliver så overrasket over hvad han siger, at jeg glemmer hvor nervøs jeg er. ”Seriøst jeg er overrasket over du spørg, du ved jeg har evner til at gøre det umulige” sådan lød det i mit hoved, men jeg ved ikke rigtig hvad der kom ud, det lød som en masse ord der tilfældigt blev sat sammen. Han grinede stille, og hans grin fik de døde sommerfugle i min mave til at vække op igen. ”jeg er bare glad for at jeg var her til at stoppe den fyr, før han gjorde noget værre” det smil der langsomt har opbygget sig på mine læber, faldt hurtigt sammen. ”Og hvad så vis han havde, jeg kan sagtens styre mit eget liv” jeg sætter hænderne i siden, og kigger surt op på 219. ”Det kan du tydeligvis ikke” svare han igen, han lægger en arm om min skulder for at støtte mig, men jeg slår den vredt af, og løber ud af bagindgangen.

”Okay, okay, hvad med Olivia” 219 bryder ud i grin, Jeg dasker ham stille i maven ”hvad? det er et godt navn” jeg sætter mig op fra hans skød, og kigger ham i øjnene, de skinner som diamanter i solens lys. ”Jeg synes bare ikke det passer til dig” siger han, og børster hår væk fra mit ansigt. ”Men skal jeg være ærlig, tror jeg du kan få et hvert navn til at passe dig” jeg mærker blodet der skyder op i mine kinder. ”Hvad vil du da hedde, vis du havde et navn” jeg ligger mig ned på hans skød igen, hans hånd kører rolig igennem mit hår. ”Det ved jeg ikke, måske Wayn” jeg lægger en hånd for munden, for at gemme mit grin. ”Når ikke, hvad synes du jeg burde hedde huh, Olivia” han læner sig frem og kysser mig på panden, og mit hjerte springer et slag over. ”Joshua” siger jeg og tager hans hånd i min, han tænker sig lidt om. ”du er ret så fantastisk, til navne” han smiler ned til mig ”det er mit nye navn, Joshua” siger han stolt, og vi griner begge to, ”jeg elsker dig Joshua.”

Luften slår mig hårdt i hovedet, og jeg føler endelig jeg kan trække været igen. Bag mig hører jeg den knirkene lyd af en dør der bliver åbnet, og lukket. ”hvad er dit problem” råber han, jeg kan høre hans fødder der hurtigt løber hen over asfalten. Jeg vender mig om mod ham han stopper brat op, tårer løber ned af mine kinder, og brisen får det til at stikke som is. ”Forstår du det ikke når jeg ser på dig for jeg det dårligt,” hans ansigt falder sammen i en såret grimasse, ”stop!” råber jeg, han kigger forvirret rundt. ”Hvad sker der med dig? ” hans stemme er høj, men ikke en råben. ”du skal ikke se ud som jeg har såret dig, jeg får det dårligt fordi når jeg ser på dig, du minder mig om hvor forfærdelig en person jeg er.” jeg lægger mine arme omkring mig selv, og venter på hans svar, men han er målløs jeg vender mig rundt og forsvinder ind i natten.

Mine øjne sviger, jeg kan kun forstille mig hvordan jeg ser ud. Lange linjer af mascara ned af mine våde kinder, røde opsvulmede øjne, og uglet vindblæst hår. Jeg vrikker irriteret med nøglen i låsen på døren, klik klik, klik. ”åben nu bare” min stemme er hæs, og ynkelig. Jeg læner mig opgivende mod døren, og tårerne presser på igen. Jeg stiller mig op med et sæt, da jeg hører dørhåndtaget der bliver vrikket. Cat åbner døren hun har nattøj på, men hun ser ikke ud som om hun lige er vågnet, hun må have været vågen i noget tid. Hendes blik er vendt mod hendes mobil, som ligger i hendes hånd. ”lige et øjeblik, tro ikke du slipper for ballade, du kan ikke bare stikke af midt om natten, jeg-” hun stopper midt i hendes sætning da hun kigger op på mig. Hun putter hurtigt mobilen ned i hendes natbuksers lommer, hun bakker stille lidt bag ud, så jeg kan komme ind. Jeg går ind og lukker døren bag mig, jeg ser på Cat hun har et bekymret udtryk. ”Er du okay? Hvad er der sket?”  Cat er der for mig, hun var sur men da jeg var nedtrykt forsvandt hendes vrede, Cat er der altid for mig, hun er en sand ven. Jeg lægger mine arme om hende ”undskyld, undskyld” jeg mærker hendes varme hånd, der forsigtig aer min ryg. ”det er okay” den ubehagelig følelse der har naget mig, er endelig væk, jeg vil ikke skændes med Cat.

 jeg går ud renser alt makeuppen af mit ansigt, og skifter til mit nattøj. Vi ender med at se en film, eftersom ingen af os har lyst til at gå i seng. Jeg følger endelig ikke rigtigt med, og da filmen ender har jeg ingen ide om hvad den handler om. Jeg strækker mig for at få følelsen tilbage i min krop, ved min side lægger Cat hun er faldet i søvn. jeg tagger det tæppe vi havde over os, mens vi så filmen, og pakker det om hende. Jeg trækker det andet tæppe frem fra under sofaen, og sætter mig i stolen med tæppet om mig. Normalt ville en stol måske ikke være det bedste sted at sove, men lige nu var det nok det mest behagelige sted at være, stoffet fra stolen var blødt mod min kind, og tæppet varmer mig så jeg har en dejlig sikker fornemmelse. Før jeg lægger mig til at sove, kaster jeg endnu et blik over på Cat, ”godnat, og tak” hvisker jeg stille, og lader så mørket fra søvn omslutte mig.

 

 

 

Dette kapitel er skrevet af: Dreamy Angel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...