Englenes Fald

to engle bliver sat ned på jorden, for at rede Dean skolens konge.
Men det er ikke så nemt Dean har mange fjender, og det har de to engle åbenbart også. Dæmoner, englejagere, ex kærester, og ukendte skolekammerater.

110 prøver at finde ud af sandheden om sin fortid og 222 prøver at rette op på sine gamle fejl.

Kan de klare det?
Vil de flyve vil de falde?

Englenes Fald

ps. De to første kapitler kan ikke læses, på ipad eller mobil. Vi ved ikke hvorfor, men der er et problem.

7Likes
7Kommentarer
1959Visninger
AA

4. Kapitel 3. Glemte løfter og sommerfugle

 

Kapitel 3. 

Glemte løfter og sommerfugle.

 

synsvinkel Catelinn/ Engel 110


Der er blod alle vegne, hans t-shirt nærmest drypper og hans ansigt og hår er smurt ind i en blandning af blodet og sved. Men smilet, var præcis det samme som første gang jeg så ham. 222 ansigt blev blegt, og man kunne nærmest se hvordan hele gik i stå, i et par sekunder rørte hun sig ikke og pludselig var hun væk.

Med langsomme skridt kommer han tættere på, og tankerne flyver gennem mit hoved. For hvem er han? Vores redning eller min anden død? Og hvorfor er 222 en engleagent som er blevet trænet til disse situationer mere 100 gange, flygtet som om hun har stået ansigt til ansigt med sit værste mareridt?

"Vi er nødt til at snakke" hans stemme er mørk og alvorlig, jeg er skrækslagen, men ser ham alligevel direkte ind i øjnene, Gud hvor er han hot, "om hvad?", han sukker "du er tydeligvis ny, lad mig give dig et par råd", "vent hvem er" jeg blev afbrudt halvvejs gennem sætningen af min ret så akavede ringetone "space unicorns" før mareridtet fortsætter når jeg at svare.

222 lyder panisk, "jeg har brug for din hjælp, kode brun!" Jeg er totalt forvirret og kan bare høre hvor hysterisk hun gentager "kode brun, kode brun, 110 for fanden jeg har brug for toiletpapir" grinende svarer jeg "klart jeg er på vej" han bryder ind igen "fed ringetone, jeg hedder forresten Joshua, og jeg nødt til smutte men vi ses", fra mobilen hører jeg hende igen "shit altså, come on" han sender mig et lille smil og begynder at gå. Mens jeg fortsætter i den anden retning, på jagt efter toiletpapiret.

I mine egne tanker, slentrer jeg hen gaden, indtil jeg ved uheld støder ind i en fyr. Han er høj, med bredde skuldre, hans hår er sort, men hans øjne nærmest lyser, de er blå men på samme tid gyldne. Et djævelsk smil bredder sig på hans mund, og i et sekund er det som om det blå forsvinder fra hans øjne "jeg ved du er en engel, hvor er den anden". Jeg mister grebet af mobilen, og kigger ned på jorden, "SHIT" jeg vender blikket tilbage og er han væk.

Jeg sveder nervøst men har også kuldegysninger og med et sætter i løb.
Et pift lyder og jeg sætter af, presser mig selv til at blive hurtigere end gangen før. Det føles som jeg løber i ingen tid, men på samme tid som at øjeblikket er frosset fast, jeg ænser ingen andre, mine ben syrer og jeg kan ikke mere, men jeg fortsættter alligevel. Oppe fra paraderne bliver mit navn skreget, jeg har ingen anelse om hvem der råber, eller hvad det egentlig er men på en måde ved jeg bare det var mit.  Jeg  når i mål først og falder om, få sekunder efter kommer den næste ind og derefter hende efter det.


Jeg revet ud af fortiden, da der lyder et klik, og jeg ser en blitz gå af. Mit hoved gør ondt, og det går op for mig at jeg står foran skolen. En tåre triller ned af min kind og min ryg synker lidt sammen.

"Jeg kan se dig, kom frem" råbte jeg. Okay okay så det er en løgn men det kan den creepy fotograf jo på ingen måde vide. Buskene begynder at ryste, og mit hjerte banker hurtigere. Hvis jeg ikke allerede var død ville jeg nok være det nu. Han kommer frem i lyset, og ser nervøs ud. Han minder mig om nogen, måske en jeg plejede at kende? Hans kindben er markerede, øjnene er hasselfarvede og hans hår er bølget og rød-brunt.


 "Øhh Hej?" Tøver han, i mit hoved gentager jeg det i en nasal stemme, øhhh Hej ikke at jeg storker dig eller noget jeg løber bare rundt og tager billeder af folk uden at spørge om lov Na na na naaa.  " Hallo?" Prøver han igen, og jeg forsvinder fra bitchflippet der foregik i mit hoved.
"Du er altså nødt til at slette det der" siger jeg lidt småfornærmet, " du kan altså ikke tage billeder af folk uden at have fået lov" fortsætter jeg. Han begynder at grine let "jeg har altså ikke taget billeder af dig jeg har taget billeder af..." han fortsætter med en eller anden forklaring om hvordan det hele med billedet er en misforståelse men mit hoved er forsvundet ind i fortiden og hans latter.

Det suser i min mave, mit hår er alle vegne og han skubber mig højere og højere op. Jeg ved ikke om suset kommer fra hans grin eller højden på gyngen. Jeg vender mig, udfra håret, ser jeg hans smil og selvom jeg dengang ikke ville lade mig selv indrømme det, er det nu tydeligt hvor suset kommer fra. " Hop gisèle, hop"  jeg gav slip for dig og i få sekunder fløj jeg, også ramte mine  fødder utroligt nok jorden.
Han tog mig i hånden og jeg kan forstille mig hvordan det måtte have føltes, som om tusind sommerfugle blafrede rundt derinde, men nu er alt jeg kan mærke sorgen. Vi smider os i græsset, jeg kiggede ud over det hele, mens han kun havde øjne for mig, det vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Hans ansigt går fra smilet til noget mere alvorligt "jeg ved ikke hvad der er med dig? Men jeg ved hvem du er, du har den her fantastiske udstråling og den må du ikke miste, uanset hvad der er galt, så kommer vi til at løse det sammen" han siger det helt roligt og sender mig så et smil.
Men det nåede vi aldrig, gjorde vi vel?

 

"Hallo" det er en mandestemme, alting danser og jeg mister fodfæstet. Han får fat i mig før jeg falder om, vi står sådan lidt, også kommer jeg tilbage til mig selv. "Gisèle" siger jeg helt stille til mig selv og for sent går det op for mig at jeg ikke er alene.
Hans øjne bliver tomme "undskyld hvad sagde du?" Spørger han, hans stemme lyder nærmest sørgelig. "Hvad, nårh... jeg øh sagde bare gitrene, jeg tabte nogle papirer og de fløj den vej" jeg var omtumlet, og jeg kunne se at han ikke rigtig faldt for den. " jeg er nødt til at gå, undskyld og tak for at holde mig oppe!"fortsatte jeg nervøst. Han smilte halvt og råbte efter mig "velkommen  til Thousand Oaks", "ih mange tak" hviskede jeg ironisk.

Jeg går mod vores værelse, det ligger i bygning A, selve bygningen er firkantet og hvid. Den har mange vinduer og solen skinner lige igennem dem. Jeg åbner den tunge sølvfarvede dør og løber op af metaltrapperne, klik, klak, klik, klak. Vores værelse ligger på anden sal, jeg udstøder et lille suk og åbner så vores dør. Værelse 5, home sweet home... eller noget, det er underligt hvordan her allerede kan være rodet. Man kommer lige ind i stuen, der har vi en pastel blå sofa, og overfor en lille grå stol, vi har et tv, et lille bord og et hvidt fluffet gulvtæppe. To små værelser, et badeværelse og et ekstremt lille køkken.


Jeg træder ind i rummet og råber "jeg er hjemme", og udfra det ene værelse kommer 222 løbene ud, "hvorfor tog det dig så lang tid?, snakkede du med ham fyren, stranger danger altså og hvor er mit toilet papir", fablede hun "har du overhovedet brug for toiletpapiret" vrisser jeg, "altså jeg spildte chokoladebudding ud over hele bordet og så havde jeg brug for noget at tørre det op med og vi er ligesom løbet tør for toiletpapir, så jeg begyndte at tørre det op med mine hænder også var jeg ligesom sådan også dækket i buddingen" "chokoladebuddingen" retter jeg, "ja ja detaljer detaljer" siger hun irriteret og fortsætter "også var min eneste mulighed at rulle rundt i gulv tæppet eller at ringe til dig" "evv, vær sød og sige at du ikke rullede rundt i gulvtæppet" ber jeg "ej forstår du det slet ikke, chokoladebuddingen er en metafor, jeg havde brug for dig og du var der ikke".

 "Men du havde jo ikke brug for mig" nu råber jeg, "men hvad nu hvis jeg havde haft brug for dig" råber hun tilbage, "hvorfor kan du ikke bare stole på at jeg ville have været der" siger jeg nu stille, men hun er ikke færdig med at råbe "men det var du ikke var du vel" råber hun skuffet "det er jo fordi at du aldrig rigtig har brug for mig, og ved du hvad måske har jeg en rigtig god grund til ikke at have dit dumme toiletpapir" råber jeg nu tilbage, " hvad er den fantastiske grund så", "hmm" fortsætter hun, og jeg kan ikke andet end at være stille. "Det tænkte jeg nok" afslutter hun, og jeg fortsætter "der kunne have været en grund ligesom du kunne have haft brug for mig", "du er sådan en dårlig veninde" hun er gået tilbage til at råbe, og jeg kan slet ikke holde det inde "jeg vidste slet ikke at vi var veninder", "når måske er vi ikke veninder længere" skriger hun nu tilbage, jeg fortryder "du er min bedste veninde og det ved du godt" hun nikker "du er også min, selvom jeg hader dig lidt" råber hun tilbage, "jeg hader også dig, men det betyder ikke at jeg ikke også elsker dig". Helt røde i hovederne, omfavner vi hinanden og sætter os ned på gulvet.

Hun giver slip på mine arme og giver mig et koldt blik, "jeg skal ordne noget på mit værelse" også efterlader hun mig med en underlig følelse, som jeg ville ønske jeg ikke kunne huske. Jeg skylder hende ikke noget, ikke engang en forklaring om hvor jeg er på vej hen. Lydløst smutter jeg ud af døren, ned af trapperne og ud i det frie.

Alting er stadig så nyt, at jeg ikke er helt sikker på om jeg burde gå for langt væk. Men så hører jeg det, råbene, og så dum som jeg er går jeg mod dem.
"Du ødelagde alting" det er fotofyren og han råber, "ødelagde jeg alting?" Gentager den anden endnu højere. De stiller sig tættere på hinanden, man kan se vreden i fotofyrens øjne. Det går for sent op for mig, at jeg nok ikke burde være her. "Er der nogen" råber han, også ser jeg hvem han er.

Jeg vender om, og prøver på at gå.

Men jeg kan ikke undgå at høre Dean hviske til fotofyren "du holder dig væk fra mig", og jeg har på fornemmelsen at en af dem følger efter mig. Mit hjerte banker hurtigere og med et har han indhentet mig. "Hva sååå, er du ny her" spørger han mig, helt chill som om han ikke for to sekunder siden, var på nippet til at banke en. "Øhh, ja og jeg er faktisk på vej hjem nu såå" prøver jeg for at se om jeg kan komme af med ham. "Jeg kan følge dig hjem" fortsættter han, "jaa men altså jeg skal faktisk dreje her og jeg er sikker på at du skal en helt anden vej men vi ses vel nok ik?" Bliver jeg ved, "faktisk ikke jeg skal tilfældig vis også dreje her" insistere han. "Jeg er ret så sikker på at du ikke sover i pigeafdelingen" joker jeg. Han springer på og fortsætter "hvis du var interesset så kunne jeg godt", den havde jeg helt klart takket nej til.


Men heldigvis behøvede jeg ikke, for ud af mørket, næsten som sendt fra himlen kom Joshua, "har vi et problem her" hans stemme var hård "nope dude, jeg følger bare øhh, hvad hedder du egentlig?" Svarer Dean, og Josh hopper til igen "ved du hvad jeg tror bare jeg tager over" sagde han nu venligt, et "whatever ses" kom fra Dean som så forsvandt ud i mørket.

Vi var nu alene, Joshua ser bekymret ud, "er alt okay?" "Jaja alt er fint" griner jeg, "men som jeg husker det, skylder du mig nogle råd", Joshua rømmer sig "man kan aldrig klare en mission alene, samarbejde er vigtigt" også gik det op for mig at jeg var nødt til gøre tingene godt med 222, han fortsatte "arbejder du egentlig sammen med nogen?" Og lige pludselig væltede det bare ud " altså josh jeg arbejder sammen med 222, og lige nu er alting bare så kompliceret, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre". Josh så pludselig lidt fjern ud "Josh det kan jeg godt lide, men jeg må gå" sagde han, "også her vi ses" svarede jeg, men det tror jeg ikke han hørte, han var nemlig allerede langt væk. Jeg tog fat i den tunge dør og gik ind.

 

 

 

 

Dette kapitel er skrevet af: Agnesk

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...