Englenes Fald

to engle bliver sat ned på jorden, for at rede Dean skolens konge.
Men det er ikke så nemt Dean har mange fjender, og det har de to engle åbenbart også. Dæmoner, englejagere, ex kærester, og ukendte skolekammerater.

110 prøver at finde ud af sandheden om sin fortid og 222 prøver at rette op på sine gamle fejl.

Kan de klare det?
Vil de flyve vil de falde?

Englenes Fald

ps. De to første kapitler kan ikke læses, på ipad eller mobil. Vi ved ikke hvorfor, men der er et problem.

7Likes
7Kommentarer
1772Visninger
AA

3. Kapitel 2. Scar i Twilight

 

Kapitel 2.

Scar i Twilight

                                                                                                                                                                        

                                                                                                                                                                        Synsvinkel: Emma/Engel 222


 


 Jeg slår bogen i med et hårdt smæk, 245 hopper forskrækket bagud, ”jeg har ikke brug for regelbogen, det burde du vide!” 245 kigger ned i jorden, mens hun nervøst retter på sine briller. ”Um 222 und-undskyld, men alle grupper skal have en re-regelbog, med det er reglerne” hendes stemme ryster, gennem ordene. ”Fuck reglerne!” jeg tager bogen op i hånden, og kaster den ind i vægen bag 245, der bliver helt hvid i ansigtet og smutter hurtigt ud af værelset.
  Jeg ånder irriteret ud, går hen i den anden side af rummet og tager den robuste bog op. Vægen har taget mere skade, end bogen har, jeg børster den roligt af og lægger den under min seng. ”Hvad sker der med 245?” 110 står i dørkarmen, med et nysgerrigt ansigtsudtryk. ”Jeg ved det ikke, hun er vel bare sit normale nervøse selv” siger jeg og sætter mig på sengen. Hun hopper hen ved sig af mig, og sætter sig i skrædderstilling på sengen ”det skal vel nok passe, men hvorfor var hun her” 110 som er alt for spændt, får sengen til at bevæge sig som hun sidder og hopper ”var det noget om missionen?” hun kigger håbefuldt op på mig.
  ”Ja vi skal afsted om 10 minutter, er du klar” jeg kigger bare på hende, som hun forskrækket vælder ud af sengen af mine ord ”10 minutter men jeg er ikke klar, jeg har ikke pakket, jeg ved ikke engang vor mit pas er, eller hvor vi skal hen!” hun rejser sig fortumlet op, jeg griner bag min hånd, men eftersom hun ikke finder det særlig sjovt, retter jeg mig op og går hen til hende. ”Rolig vi skal ikke tænke på noget som helst alt er klar nede på jorden, og hvad i himlen er et pas.?” Nu var det hendes tur til at grine ”du gjorde mig lige nervøs, men så lad os gå, jeg vil helst ikke komme for sent.” ”Det gør du jo alligevel altid, det er ikke noget nyt.” Vi griner begge to, hun går hen mod døren men stopper så. ”Du burde sige undskyld til 245, vi ved jo begge to at hun ikke bare var sit normale jeg” efter disse ord små løber hun ud af døren, mens jeg står tilbage alene i mit velkendte værelse.
 Missioner kunne tage op til 10 år, og de gik meget langsommere på jorden, end de gjorde i himlen. Jeg slæber min fødder over gulvet, men stopper ved døren og kigger mig hurtig over skulderen, før jeg lukker døren i og løber efter 110.


  Vi står ved lågen til jorden, den eneste ting vi har med er et kort, der altid vil vise os præcis hvor vi skal gå hen. Vi har ikke rigtig brug for andet, tøj og penge er allerede klar til os på jorden. Og bolig skal vi heller ikke tænke på, vi skal bo på skolen, som værelses kammerater.
 Vi træder ind i Jolt der vil føre os til jorden, den fungere meget som en elevator og er helt hvid både inde og udefra, Jolt har altid gjorde mig nervøs ”110 jeg er lidt nervøs, tror du det bliver okay?” ”ja ja tag det roligt, vi klare os fint” hun lægger en hånd på min skuldre, og starter Jolt ved dens hvide starts knap.
 Jeg kigger ud af det lille vindue der er øverst oppe, da jeg vender mig rundt sidder 110 på gulvet, og har et sammenbrud. ”OMG OMG OMG!” råber hun i en panisk stemme.
  ”Du havde ret det er slet ikke så slemt, jeg kan faktisk ikke mærke noget” jeg læner mig afslappet op af vægen.
  ”Alle mine knogler ryster!” ”Hvad?” jeg kigger over på 110, med hævede øjenbryn.
”jeg kan ikke klare det jeg for claus!” ”hvad snakker du om?” ”vi kommer til at dø!” ”vi er døde” ”rummet er så småt jeg kan ikke trække været!” ”det her er ingen ting i 1940 var jeg i en bunker med Tom, og 135 andre der er rigeligt plads her”
 ”vent? I en bunker med TOM? Men du har aldrig været på mission, det var det du fortalte mig da vi mødtes” 110 sætter sig stille op fra det sted hun har ligget krøllet sammen.
”ha ha…” jeg slår diskret min arm ind i Jolt, det for det til at vibrere, og 110 sæter sig hårdt ned på gulvet igen. ”Jeg er for ung til at dø!” skriger hun skrækslagent,
 ”Du er allerede død!” Med et hårdt bump rammer vi jorden, 110 rejser sig rystende op ”er vi fremme? Jeg sagde jo det ville gå fint” siger hun med en dirrende stemme. Hun nærmest vælter ud og klynger sig til det hårde stengulv under os, jeg træder hen over hende og ånder luften ind.


 ”Så det her er jorden” 110 rejser sig endelig op, ”ja jeg har savnet det” siger hun. Hendes ansigt virkede eftertænksomt, hvilket betyder en af hendes minder er ved at komme tilbage. Jeg lægger en arm om hende, og venter til at det er ovre. Kun et par sekunder efter gisper hun højt, og hendes ben begynder at ryste. Jeg holder hende oppe, ”er du okay?” jeg holder hende til hun har fundet fodfæstet igen. Hun tørrer hurtigt en tåre væk fra kinden, og træder lidt væk fra mig ”jeg har det fint, lad os bare komme videre.” Jeg trækker kortet frem fra min lomme ”okay hvor skal vi hen først” som jeg siger det, træder jeg et skridt frem og jorden forsvinder under mig.
 Heldigvis er der ikke lang ned, og jeg for ikke nogen støre skade. Men det gør gude ondt, 110 kommer hurtig hen over mig, hun står hvor jeg stod før jeg faldt. ”er du okay!” jeg rejser mig fortumlet op, ”ja jeg har det fint, tror jeg.” Jeg kigger mig lidt rundt, jeg befinder mig i en slags tunnel, under mig er der jord og nogle lange metalrør. jeg kigger op på 110, der ser ud som om hun er ligge så forvildet som jeg er. Jeg prøver at hoppe op fra hullet, men bliver hurtigt distraheret, af en høj lyd og to store lys lige fremme ”shit.”


 Alle mine knogler knuses, og smerten er for stor til at beskrive. Mine tænder knækker som jeg bider hårdt i, og en metal aktig smag bredder sig i min mund. Men hurtigt er det ovre, jeg åbner mine øjne og gisper chokeret, jeg er tilbage i den hvide kasse. udenfor hører jeg et skrig, med hurtige bevægelser er jeg ude af Jolt, og tilbage på det hårde stengulv.
  Længer fremme sidder 110 på knæ, og græder højlydt. Foran hende er en stor maskine, jeg nu genkender som et tog. Jeg har læst om den i mine jord bøger, jeg løber hen til hende og tager hendes hoved i mine hænder. ”110 er du okay!? er der sket dig noget? Hvorfor græder du?” 110 kigger op på mig og hendes blik ændrer sig fra sorg, til glæde på et split sekund. Hun lægger sin arme omkring mig. ”Jeg troede du var død, du blev kørt over af et tog, hvordan er du i live?” jeg rykker hende langsomt væk, og kigger hende dybt i øjnene. ”Hvor mange gange skal jeg fortælle dig det, vi er døde!” hun lægger armene om mig igen, og vi sidder bare der i et stykke tid. Jeg kigger over mod toget, ”hey nu hvor toget alligevel er her, skal vi så ikke bare tag det mod skolen.” 110 nikker bare, og jeg slæber hende med ind på toget.


 jeg finder nogle sæder, med en hurtig håndbevægelse har jeg to tog billetter i hånden. 110 kigger hen på mig fra sit sæde, med et overraskede ansigtsudtryk. ”jeg viste ikke vi kunne gøre det der” siger hun, og peger på de to billetter i min hånd. Jeg griner bare, og giver hende den ene. ”Det kan vi heller ikke” bag mig kan jeg hører tog konsulenten komme gående, og tjekker billetter. Da han når parret bag os, går det løs.
  ”jeg sværger vi havde billetterne, da vi steg om bord” siger en lille dame, mens hun fortvivlet roder sine lommer igennem. Tog konsulenten ryster på hovedet, ”det siger de alle sammen, i kan ikke rejse med uden billetter.” manden over for damen rejser sig op. ”det kan fandeme ikke være rigtig det her” råber han, efter et par minutters skænderi forladte parret toget.
  lettere irriteret kommer tog konsulenten hen til os, jeg giver ham et stort smil. ”Det er da godt at vi har personer som dig, der kan holde orden” hans irriterede mine ændrede sig, og han retter sig stolt op. ”Mange tak frøken, det er rart med noget påskønnelse.” Jeg giver ham min billet, og det samme gør 110. Han løfter let på hatten ”hav en god dag frøkner, nyd turen.” Jeg nikkede tilbage til ham ”det samme til dem hr.” også går han videre.
 Jeg lader som om, jeg ikke lægger mærke til 110 der stirre vredt på mig overe fra sit sæde. ”du stjal deres billetter, gjorde du ikke” jeg lægger bare hovedet, tilbage og lukker øjnene. ”110 vi redder verden, nogen gange må man gøre noget ondt for at gøre noget godt.” 110 virker ikke tilfreds med den forklaring, men lægger sig dog alligevel tilbage, og kigger ud af vinduet.


 Jeg åbner mine øjne med et sæt, da 110 rykker i min skuldre ”vi er fremme” råber hun spændt, jeg tagger hænderne op til ørene. ”tag det roligt, jeg kan godt høre dig” hun retter sig op igen, og piller ved sit hår. ”undskyld, jeg er bare så spændt” hun hopper hurtigt af sted langs togets gange, mens jeg følger bagtrop. ”Det siger du ikke” jeg ruller øjnene helt op til gud ”det er jo ikke fordi du har sagt hvor spændt du er, side den dag vi fik missionen.” hun stopper foran døren der ikke er blevet åbnet i nu ”ja ja dril mig alt du vil, men prøv at stille dig i mine sko, jeg vender endelig tilbage til mit hjem efter to år, jorden er hvor jeg passer ind.” Dørene åbner endelig, og 110 maser sig voldsomt gennem den store menneskemasse.
  ”110 har jeg enlig fortalt dig hvor vi skal hen, altså hvilken by?” hun stopper og vender rundt ”nej sig det sig det” jeg sluger klumpen i min hals, der bare er blevet støre og støre, nu længere frem vi var kommet ”Thousand Oaks” hendes blik bliver tomt, og hendes øjne blev våde. Jeg går hen til hende ”ved du hvad det betyder?” jeg lægger en hånd på hendes arm, ”nej og det er derfor jeg græder, jeg ved at det er noget vigtig noget der betyder noget for mig, men jeg kan ikke huske det” jeg tager hendes hånd, smiler til hende også går vi videre.

 

 Ude foran skolen står en dame, hun er høj med en slank figur, hendes hud er som chokolade og hendes hår er sat op i en mørk stram knold i hendes nakke. Hun går hen mod os hendes bevægelser er elegante, og glidende. ”110 og 222 velkommen til jorden” hendes stemme er tonløs, og nu hvor hun er helt tæt på kan jeg bedre se hendes ansigt. Det er som om det er klistret på, det ser fake ud, hun bevæger ikke en muskle hendes mund er en streg og hendes øjne kigger ikke direkte på os. ”Mange tak, ej det sår spændene at være på min første mission, jeg har-” mens 110 plapre, videre går jeg et par skridt længere frem mod skolen.
  Den er enorm, med store glas vinduer og et buet tag. Foran skolen er en statue, det er en rider af sølv, han rider på en hest også lavet af sølv. Ridderen har et grønt skjold i den ene hånd, og i den anden holder han en Lance. Omring dem er der buske med blomster, og et hvidt hegn. Til venstre fra skolen ligger en lidt mindre bygning, en lille sti af lyse grå sten viser vejen derhen. Og buske følger ydrestien, det meste af vejen. De buske er det perfekte sted at gemme sig, eller udspionere folk.


 Jeg bliver revet ud af mine tank, af damens tonløse stemme ”her er jeres filer” hendes stemme er hævet, sikkert for at få min opmærksomhed, eller for at stoppe 110 plapren. Jeg går hen og river den gule mappe ud af hendes hånd, og åbner den, der er et stykke papir, et pas, et id og et kørekort. Jeg læser det hurtigt igennem, da jeg er færdig ser jeg forvirret op, og kigger hen på 110, hun ser mindst ligge så forvirret ud. Damen virker ikke til at gå op i det og er ved at gå, men jeg stopper hende. ”undskyld mig dame, jeg tror du har lavet en fejl” hun vender sig rundt, og kigger på mig men så alligevel ikke helt ”det tror jeg nu ikke, alle mapper går igennem mindst 20 af vores arbejder som kigger dem igennem, for at sikre sig at der ikke er en eneste fejl” hun lægger armene i kors, og ser ret så overlejen ud. ” det kan godt være, men der står her at jeg er en klog pige, der altid for A i alle mine opgaver. Jeg har aldrig været i nogle problemer, at mine lærere elskede mig, og at jeg skiftede skole fordi at min gamle skole ikke var udfordrende nok.” Nu er det hende der er forvirret, ”jeg kan ikke se problemet” ”hør her dame, jeg er måske en engle agent, og er super god til at spille forskellige roller. Men jeg er ikke professionel, normalt er jeg den der gør ting og 110 er den der tænker, ting”
 jeg kigger over på 110 der nu læser sine papirer igennem igen, ”ja og jeg tror heller ikke jeg kan spille min person godt, der står her at jeg er en rebel, der blev smidt ud af min gamle skole, fordi jeg flere gange har drukket på skolens offentlige grund. Og at jeg skal have en hjælpe elev der skal holde øje med mig, og hjælpe mig med mine lektier.” siger hun da hun er færdig kigger hun op fra sine papirer, jeg kigger over på hende med et skummelt smil. ”skal vi bytte” visker jeg højlydt, hun smiler tilbage på samme måde og rækker mig hendes mappe, jeg tagger imod den og giver hende min. Damen ruller med øjnene, ”i kan ikke bare bytte, der er allerede lavet pas id og andre personlige informations kort til jer, med jeres billede på.” ”så er det da heldig at i har 20 arbejder, der venter på deres tur til at læse mapper, de vil sikkert med glæde ordne vores information.” jeg strør stille håret bag mit øre, og smiler sødt til hende. Hun kommer med en irriteret lyd, og smiler så tilbage til mig, men det er koldt og det ser uægte ud. ”Men i skal indskrives på skolen hurtigst muligt, så desværre er der ikke tid til det” igen vender hun sig rundt, og er ved at gå men så nemt slipper hun ikke. ”MEN!” min tone stiger højt nok til at hun kan høre mig, hun vender sig rundt med et irriteret udtryk.
  ”men hvad?” vrisser hun ”det er ikke mit problem er det? Sidst jeg tjekkede var det dit job at sørge for at vi engle agenter for det vi har brug for” jeg læger hovedet let på skrå, jeg kan se hendes tænder der hurtigt bliver skuede mod hinanden. Men jeg var ikke helt færdig ”jeg kan se hvordan det ikke er et problem, bare fordi vi ikke har de passene informationer. Så bliver vi opdaget og den person vi skal redde bliver myrdet, jeg håber du kan leve med det på dine skuldre, men måske kan du bare ikke rigtig passe dit job, Eva Esme Derrick” en af mine mange talenter, er at trykke på folks knapper på den måde at det altid har det bedste udkom for mig. 110 der nervøst har set på fra bag min ryg lægger en hånd på min skuldre, ”hvad laver du?” visker hun så kun jeg kan høre det. Jeg tagger hånden op og tæller ned med fingrene 3 2 1.
   ”selvfølgelig kan jeg det, jeg er den bedste i dette område, jeg ringer rundt og jeres nye informations mappe burde være klar om 10 minutter” hun river hurtigt en firkantet lille kasse frem fra hendes lomme, tastede et eller andet og tager den op til øret. Hun begynder at tale, mens hun går rundt omkring sig selv. jeg vender mig om mod 110, med et triumferende smil ”ta og da” jeg svinger magisk med armene, som en tryllekunstner og 110 bryder ud i grin.

 

 Vi står i et rum, det er kedeligt og har en tung atmosfære. Foran mig står 110, hun snakker med en dame bag en skranke, det ser ud til at damen godt kan lide 110, men hvem kan ikke det, hun kan charmere sig ind på alle. Jeg tror dog derimod at damen ikke er særlig glad for mig, hun sender mig ind imellem mistroiske blikke. Men det kan også være fordi jeg nu ifølge min mappe, er en rebel der er kendt for ballade og alkohol. Mens damen går igennem vores filer, snakker mig og 110 om den nye skole.
  ”men hvordan vidste du hendes navn?” spørg 110 ”hvem?” jeg kigger halvt på hende halvt på den tome gang, der gemmer sig bag glasdøren. ”Eva et eller andet, hende damen” 110 slår sig selv blidt i hovedet, mens hun prøver at huske navnet. ”Mener du Eva Esme Derrick, det var nemt nok jeg er god til at læse folk, og da jeg fornærmede hendes stilling i engle beskyttelsen var vigtig for hende, nævnte jeg diskret hvordan hun var ligegyldig. Så rørte hun ved en lille guld ting hængene ved hendes lomme, jeg gik ud fra at det havde noget med hendes job at gøre. Og det havde det sørme, det var en medalje for hendes taberhed og for loyalitet, hendes navn stod på den.” jeg kigger nu helt på 110 ”som jeg sagde, jeg er god til at læse folk og kontrollere dem. Vis du kan kontrollere deres følelser, kan du kontrollere deres handlinger.” først ser 110 chokeret, ud men det bliver hurtigt erstattet af et barnligt smil.
  ”jeg vælger en person, og du skal fortælle mig så meget om dem så muligt hvad siger du?” jeg tænker kort over 110 forslag, det er sjældent hun vil lave sådan noget med mig, især når man tænker på det er vores første mission. Jeg troede hun ville være mere seriøs, jeg er glædeligt overrasket. ”jeg kan lide din tankegang 110, men der er ingen mennesker i miles omkreds, bortset fra damen bag skranken og det er bare for let.” jeg svinger hovedet mod damen, der er i gang med at skrive os ind i systemet. ”er du bange, for at du ikke er så god som du siger.” 110 lægger armene over brystet, og kigger udfordrende på mig. ”jeg er ikke bange for noget, som jeg sagde der er ingen mennesker i nærheden.”
 En klokke ringer, også som et lyn fra en klar himmel er gange fyldt til randen med mennesker. "i guderne!" udbryder jeg, og vender mig rundt mod 110. Hun ser ikke særlig overrasket ud, "nu har du ingen undskyldning" hun griner en fjollet ond latter. Jeg dasker let til hende "okay, okay" jeg vender blikket mod gangen igen, "hvem skal vi tage?" jeg gnidder hænderne let sammen, mens jeg venter på 110 udvælger en person.

”ham der” hun peger på en fyr, han er lænet op mod et skab. Han det ser ud som om han venter på nogen, hans hår er mørke brunt og det hænger i små tjavser, ned i hans pande. ” Casper, men de fleste kalder ham Cas eller Bra, han er en af de bedste på baskeboldt holdet. Men han er lige blevet dumpet, han venter på hans ex kæreste lige nu, for at se om han kan vinde hende tilbage.” jeg vender mig mod 110 igen ”hvordan var det?” hun klapper langsomt, i hænderne ”det var flot, men jeg vil have flere detaljer” jeg ruller let med øjnene, og vender mig mod gangen.
  ”han klare sig godt i skolen, men efter hans kæreste slog op med ham er hans karakter begyndt at falde, hans favorit farve er orange hans yndlings mad er pasta salat, men han siger til alle det er pizza. Han er bange for katte og han er rigtig glad for hans venner, men det siger han aldrig højt.” jeg stirrer ud af glasdøren, og venter på 110`s svar.
”nu er jeg imponeret, hvordan vidste du alt det?” ”jeg afslører aldrig mine tricks, hvem er den næste.” 110 tænker i et kort sekund, efter det siger hun ”du vælger denne gang. men det skal være en der har noget at gøre med Casper” jeg scanner hurtigt området, ud af en blå dør kommer der to personer en pige, og en dreng de holder i hånden. ”bingo” visker jeg til mig selv, og peger hen mod parret, 110 ser dem. ”hvorfor dem?” siger hun undrende ”det skal jeg nok fortælle dig, skal vi ikke bare starte med pigen?” 110 nikker ”Daisy skolens nuværende dronning” hendes hofter vipper til siden, mens hun går med de høje hæle der er fast klemt om hendes fødder. Hendes blonde bølgede hår, er løst om hendes skuldre. Hun har grønne øjne, der er indrammet af et tykt lag mascara.
”Hun er også Caspers ex kæreste, jeg ville elske at sige hun er en bitch fordi hun er usikker, eller fordi hun har personlige problemer, men nej hun er bare en bitch, fordi hun nyder det. Tro det eller ej hun er faktisk ikke en cheerleader, hun synes det er spild af tid, jeg ville sige noget sjovt og eller pinligt om hende, men hun er super kedelig og forudsigelig. Som for eksempel, det sekund hun ser Casper vil hun kysse hendes nye fyr, bare for at irritere ham” og sandt som det er sagt, gør hun lige præcis det.
”Fyren hvis ansigt hun er ved at æde er Caspers bedste ven, og er på baskeboldt holdet med ham. Han er skolens konge, og en typisk player som man siger. Daisy er ikke skolens første dronning, og heller ikke den sidste. Men det har så også gjort at han efterhånden har fået ret så mange fjender” jeg kigger på drengen, han har sandfarvet hår og lyse grønne øjne. Han er maskulin men slank, og han har et tyndt lag skægstubbe. ”Hvilket bare gør det endnu svære for os, at finde ud af hvem der vil slå ham ihjel” jeg lægger hovedet på skrå, og betragter ham ”mener du” ud stammer 110 ”ja, det der er Dean.”


 ”Jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor vi ikke bare blev på skolen” 110 sparker til en lille sten, mens vi går ned af fortovet. ”Jeg vil se det sted du er vokset op, plus jeg har aldrig været på jord, jeg har kun læst om den. jeg vil gerne se det, med mine egne øjne” jeg stopper op og sætter mig på hug, 110 sukker irriteret. ”Hvad i himlen, laver du.” Jeg sætter en finger for munden for at signalere til hende at hun skal være stille, efter lidt tid rejser jeg mig op igen, og går videre.
 110 står bare og stirre på det sted jeg sad, og lidt tid efter lunter hun tilbage til mig. ”hvad var det?”  ”hvad var hvad?” siger jeg, og trække på skuldrene. ”seriøst du er så mærkelig jeg-” jeg stopper 110 i hendes sætning, ved at lægge min hånd over hendes mund. Igen signalere jeg til hende om at være stille, men det sekund jeg fjerner min hånd begynder hun. ”Hvad nu, helt ærligt det ikke sjovt” ”110 jeg sværger ved mit navn, at jeg ikke joker vær nu bare stille.” visker jeg til hende, hun tier endelig stille, og vi går videre.


  Der er gået lidt tid jeg kan se 110 er ved at sige noget, men så taver hun brat, endelig høre hun det også, der er nogen der følger efter os. Jeg har gået over vejen, rundt i smalle stier og drejet uventet. Men lige meget hvad jeg gør, er de der stadig væk, lyden af folk der går, det lyder som om der er omkring 6. ”hvem er det?” visker 110 til mig ”jeg har ingen ide, men det finder vi snart ud af” jeg vender mig rundt, river fat i 110 arm og stiller hende bag mig. Og rigtig nok der var 6 mennesker, 4 mænd og 2 kvinder. De var alle klædt i dette samme, en grå tanktop sorte stramme bukser, og hvide combat boots. De stopper med at gå da jeg vender mig rundt mod dem, en af de højeste af mændene træder frem. Han har bredde skuldre, og ser meget robust ud. Han har karse klippet hår, og han ansigt er fyldt med ar. Jeg skubber 110 længer bag mig, og stiller mig foran fyren.
 ”hey Scar undskyld men øh, jeg vil tro kongeklippen er den vej.” Jeg peger over hans skulder i den modsatte retning af os, han følger min finger og begynder stille at grine, de andre bag ham griner med. 110 lægger en hånd på min skuldre ”Emma, måske burde vi gå” Emma var det navn jeg skal bruge på denne mission, og vi får altid at vide vi skal bruge vores nye navne hele tiden, lige meget hvad. Jeg er overraskede, over hvor hurtigt 110 har lært det. ”du har nok ret” jeg vender mig rundt for at gå, men Scar griber fat i min skulder ”hvor skal i hen? havde vi det ikke lige så sjovt” et uhyggeligt smil bredder sig på hans læber, før jeg når at skubbe hans hånd af har han helt fat i mig. Og jeg står presset med ryggen op mod hans bryst, og han har hans hånd om min hals.
  ”undskyld mig, må man spørge dig om hvad du har gang?” jeg tager mine hænder op mod min hals, for at fjerne hans greb, men han strammer det bare og jeg har svært ved at trække vejret. ”vi ved, hvad i er” 110 kigger forvirret på ham, hun ved ikke hvad han snakker om, hun ved ikke hvad han er, men det gør jeg. Jeg snakker i små gisps eftersom hans hænder er strammede om min hals, og jeg har det svært med at forme ord. ”Say it, out loud, say it” Scar kigger forvirret ned på mig, ” det er en Twillight reference” siger jeg, han har løsnet sit greb på min hals. ”stop med det der bullshit, i er engle” han strammer sit greb igen, og begynder at ruske mig. Da han stopper er jeg klar igen, ”tak, tak jeg ved godt vi er super smukke, men engle er måske lidt overdrevet.” hans ansigt er begyndt at blive rødt ”hør her bitch, du skal ikke spile dum jeg hørte hvad du sagde, du sagde det var din første gang på jorden” røg øsede ud af hans ører.
  ”ja undskyld mig, du kender ikke min bag historie. Jeg var født lam, men en læge hjalp mig, det er et mirakel, at jeg nu kan gå. Så ja det er min første gang, på jorden. Nej det er den første gang, jeg går på jorden.” Han kigger på mig med et tomt blik, efter lidt tid vender han sig rundt, og kigger på de andre bag ham. De ser lige så fortabte ud som ham, men de ender med at ryste på deres hoveder, og han vender sig mod mig igen. Han ser ikke just glad ud ”hvem er de” spørg 110 mig, jeg ryster stille på mit hoved og går hen til hende.


”De er engle jægere” de trækker hurtigt deres våben frem, de har alle sammen en form for svær, men i forskellige størrelser. Scar er uden tvivl lederen ”i kan slå dem begge så meget i vil, men jeg vil dræbe den blonde bitch.” hvæser han ud fra sine sammen bidte tænder, men før de overhovedet når at træde et skridt hen mod os, lyder der et højt skud.
 Og en af mændene ligger død på jorden, blod flyder ud af hans brystkasse. ”Fuck, er i flere?” Scar kigger fra hans døde soldat til mig, jeg giver ham bare et skulder træk, og så lyder der et til skud, også et til. Blodet sprøjter ud af de to kvinder, denne ene er blevet skudt i hovedet, den anden i maven.
  Hende der blev skudt i maven ligger og gisper på jorden, blod drypper ud fra hendes mund, og hendes øjne er blanke. Scar og de andre overlevende, vender sig mod retningen af skuddene.
 En mand står bøjet over en af de døde, han griber fat i personens svær, og retter sig op igen. ”det ville ikke være fair vis i kun har svær, og jeg så har en pistol. ” han kaster pistolen væk bag sig. jeg kender hans stemme, men jeg har ikke hørt den i årevis, jeg troede han var død, jeg håbede han var død. For de fleste ville han være en drøm, men for mig er han mit værste mareridt.

 

 

 

 

Dette kapitel er skrevet af: Dreamy Angel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...