Englenes Fald

to engle bliver sat ned på jorden, for at rede Dean skolens konge.
Men det er ikke så nemt Dean har mange fjender, og det har de to engle åbenbart også. Dæmoner, englejagere, ex kærester, og ukendte skolekammerater.

110 prøver at finde ud af sandheden om sin fortid og 222 prøver at rette op på sine gamle fejl.

Kan de klare det?
Vil de flyve vil de falde?

Englenes Fald

ps. De to første kapitler kan ikke læses, på ipad eller mobil. Vi ved ikke hvorfor, men der er et problem.

6Likes
7Kommentarer
2289Visninger
AA

2. Kapitel 1. Madkamp og Missioner

 

           Kapitel 1.                              

                      Madkamp og missioner                                         

Synsvinkel Catelinn / Engel 110

 

Jeg husker det stadig, men hvor ville jeg ønske at jeg ikke gjorde. Det er sådan en ting jeg ville gøre alt for at glemme, men det er en del af mig nu. Dagen startede helt normalt, jeg havde lige fået weekend og skulle mødes med min bedsteven Jeremy på vores ynglings cafe. Jeg lod mit hår hænge løst og lagde lidt makeup.  Pludselig var jeg sent på den, som altid. Jeg fik hurtigt fat i min jakke og småløb så ud af entréen. Jeg kom ud på vejen der var fyldt med liv, jeg har altid elsket at gå, der er bare noget rart ved at starte en sang på sin mobil og begynde at gå.

 

Har du nogen nogensinde følt at tiden gik i stå, på vej til cafeen så jeg en pige gå ud foran en bil og af ren refleks løb jeg ud og skubbede hende væk. Jeg så lys men måske var det bare billygterne og pludselig blev alting sort.
Jeg vågnede og alting var mørkt jeg følte mig tom som om jeg ikke hørte til i min egen krop, jeg ville bare væk. Så jeg begyndte at gå, indtil jeg så lys. Lyset var ikke så langt væk men jeg var ikke sikker på at jeg turde gå derhen.
Så jeg satte mig ned og langsomt blev mit hoved fyldt med tanker som jeg ikke ville tænke, jeg måtte være død og var det hele så slut nu, ville jeg aldrig se min familie og Jeremy igen. Det var noget jeg ville have svaret på så jeg gik mod lyset.


Da jeg kom helt tæt kunne jeg se dame, hendes arme var spredt ud som en velkomst og hun nærmest lyste. Hun tog mig under armen " jeg hedder 2 og er en af de ældre" sagde hun højtideligt. jeg så spørgende på hende " de ældre? ". "Når ja det har du jo ikke hørt om endnu" sagde hun klukende. Også førte hun mig til noget der lignede et venteværelse og gik ind på et kontor.


Jeg sad og trippede mens jeg kiggede mod en stor dør som om jeg ventede på noget men jeg vidste ikke hvad det var. Pludselig kom en fyr gående ud hans blik var sænket og han havde lange sår ned ad ryggen, to vagter gik med ham ned af gangen. Men jeg tror han kunne mærke mit blik på ham, han kiggede kort op og et smil formede sig på hans læber men en vagt skubbede ham fremad og han krympede sig i smerte. Jeg så ham kun i et kort øjeblik men jeg havde på fornemmelsen at jeg ikke ville kunne glemme ham.


Jeg spjætter da en hånd bliver lagt på min skulder og et navn bliver sagt igen og det går op for mig at det er mit navn, jeg har stadig kun små hints om hvem jeg var engang og det er altså to år siden. 
Mit navn er 110 og jeg er en engel nu, jeg bor i himlen sammen med min bedsteveninde 222 vi er meget forskelige både udsende og personlighedsmæssigt. Hun ligner en rigtig engel med blondt langt hår, store blå øjne og lys skinnende hud, mens jeg har brune øjne, mørkt hår og lysebrun hud. Jeg er lidt af en kontrolfreak og en stræber, jeg vil have tingene gjort på den rigtige måde, min måde. Mens hun er en rebel og lidt for afslappet, sammen er vi godt match. Selvom vi har det godt sammen, kan jeg godt blive lidt bekymret for nogle gange bliver hun lidt for ligeglad og jeg fornemmer at hun skjuler noget fra sin fortid. Så jeg vil være der når hun er klar til at snakke om det men indtil videre kan jeg hjælpe hende op når hun er nede, som hun hjælper mig når alle mine minder kommer tilbage.


Jeg bliver revet ud af mine tanker da jeg høre mit navn "110" "110!" Siger 222 i en højlydt tone mens hun fjerner kartoffelmos fra mit hår. "Øhm hvorfor kaster alle med mad?" Spørger jeg mens jeg prøver at ramme Tom med et stykke kage. 222 forklare grinende at Tom og 102 blev indkaldt til mission, men så kom de op og skændes fordi Tom ikke mente at han havde brug for 102 for at klare missionen, så hældte 102 en hel skål spaghetti ned over Tom, og så kastede Tom et stykke lasagne op i hovedet på 102 og her er vi så.


Jeg kigger hen på Tom og forstår ikke hvorfor han bliver kaldt ind til så mange missioner, han er meget lille og spinkel med brunt busket hår der altid stritter for meget, og ødelægger det meste, i har måske hørt Hitler, men det er en anden historie! Også var han den eneste der har et rigtigt navn alle vi andre har tal.
Over speakeren blev Tom og 102 kaldt ind til rådet, da de kommer tilbage laver Tom en kæmpe scene hvor han dramatisk fortæller at de er blevet fyret fra missionen og at det hele selvfølgelig var 102's skyld.

Lige da han næsten er færdig med sit flip bliver jeg og 222 kaldt op til rådet. jeg tager 222 hånd og klemmer den hårdt mens jeg undertrykker et glædesskrig men hun virker ikke så begejstret, nærmere bange og jeg tænker på den hemmelighed jeg nu ved hun skjuler

 

 

 

 


Dette kapitel er skrevet af: Agnesk

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...