Kanonerne buldrer hver gang jeg hæver mit glas


3Likes
2Kommentarer
67Visninger
AA

1. Kanonerne buldrer hver gang jeg hæver mit glas

Citronerne bliver båret hele vejen rundt i dansesalen.
En tjener forsøger febrilsk at balancere dem på fadet. Forventningen summer mellem lensmænd og hofdamer, der strækker hals for at se den frugt, kongen kalder flydende guld. 

Jeg ved ikke, om han har navngivet den ud fra farven eller prisen.
Gæsterne ved langbordet får hver en citronbåd. Os, der sidder ved kongens bord under den purpurrøde bordhimmel, får en
hel frugt.

Hvordan spiser man den?
Willoughby skæver til kongens tallerken, ligeså gør adelsfolkene ved langbordet. Et skælmsk smil lurer i kong Frederiks mundvig, da han viser gæsterne den ære, at lade dem smage først. En ung mand i rødbroderet vest nipper til skrællen som var det en skive æble.
Man skal vist ikke spise skrællen.
”Deres Majestæt overgår sig selv,” bemærker Willoughby usikkert. Som gesandt for dronning Elizabeth sidder han ved kongens bord for at repræsentere England.
Kongen fingererer med den gule frugt. ”Kun det bedste skal serveres, når festen holdes til Deres ære.”
Adelsmanden ændrer forlegen taktik og sætter tænderne i frugtkødet. Der sker noget med hans ansigt, da saften rører tungen.
Willoughby sidder rank på den anspændte måde. Han rejser i morgen, og har stadig ikke overtalt Danmark til at gå i krig mod Frankrig og Spanien, der som katolske magter ikke anderkender den protestantiske kirke.
”Har Deres Majestæt givet min dronnings opfordring nærmere overvejelser?”
Dristigt.
”Jeg ser ingen grund til nærmere overvejelser.”
Ud af øjenkrogen skimter jeg dronning Sophie begynde at skære sin citron i både, som dem langbordet har fået serveret. Jeg følger ivrigt hendes eksempel.
”Danmark foretrækker den diplomatiske løsning,” byder jeg ind.
Officielt sidder jeg to stole fra kongen som leder af det tyske kancelli. Uofficielt er det for at konversere med Willoughby, der snøfter hånligt af mine ord.
”I siger, jeres land er protestantisk, men afviser at danne en fælles front mod de katolske riger. I Frankrig halshugger kongen huguenotternes oprør, og Spanien dundrer over Nederlandene, mens I hygger jer på Kronborg. Diplomati er at sende hvide duer mod pileregnen.”
Kong Frederiks blik er stift, da han borer neglen i citronen og piller skrællen af.
Jeg stivner med kniven halvvejs gennem frugten. Er der en kønsopdelt måde at spise citroner på? Dronning Sophie har delt sin frugt i seks både, men jeg følger diskret kongens eksempel og piller guldskrællen af i flager. Det drypper fra knivsnittet.
”Gud sendte hvide duer under syndfloden. Det samme agter jeg at gøre. Danmark har ikke magt til at tvinge de katolske riger til noget.”
”I hvert fald ikke når de tyske fyrstedømmer ikke støtter alliancen,” indskyder jeg.
”Magt? Min konge, De behøver ikke engang sende soldater, når Deres magt dagligt sejler forbi ude i Øresund.”
Både kongen og jeg stopper pilleriet. Willoughby slår ud med armen som om alt er indlysende. Jeg ved ikke, om han forsøger at pege på citronen, på dansesalens gobeliner, på Kronborg, på hele Danmark.
”I er berygtet for at kræve betaling fra skibe, der passerer Øresund. Sundtolden giver Deres Majestæt grebet om Østersøens handelspulsåre. Kun et fæ vil ikke bruge dét politisk.”
Kongens mine skifter hurtigere, end Willoughby indser, hvem han kaldte et fæ.
”Jeg mente blot –”
”At jeg er for dum til at se sundtolden som andet end en guldmine?!”
Jeg river sidste flage af citronen. Der er påfaldende stille ved langbordet. Folk slikker sig om læberne. En hofdamer skjuler et grin bag påfugleviften.
Jeg bider sammen om et stykke for at lade velsmagen fylde munden.
Sur.
Den er sur.
Ikke bare bitter, decideret afskyelig.
Kongens blik hviler på mig. Flydende guld. ”Hvad med Dem, Ramel? Mener De også, at Deres konge er et fæ for ikke at blokere Øresund for spanske og franske skibe?”
Vi har diskuteret det før. I kongens kammer med udsigt til sundtolden og de firetusinde skibe, der årligt passerer strædet for at handle langs Østersøens kyster.
”En blokade ville være en krigserklæring,” svarer jeg pligtskyldigt.
Kongens skæg vipper i et smil, da Willoughby forsøger at skjule, hvordan det flydende guld ætser sig gennem struben. Vi bliver afbrudt af tjenerne, der balancerer ind med tunge fade. Bordenes skueretter tager sig prægtigt ud med fasaner og kongens sneppefangst, men en sulten mave foretrækker marvpostej, fyldte figener og høns med peberrod. Jeg sluger citronen uden at skære ansigt. Hjortesteg. Safrankrydret. De firetyve retter blander duft med honningvokslysene, kaminens sandeltræ og kanelen i krogene.
”En skål, min konge. De må vise gæsterne Deres morsomme påfund.”
Kong Frederik griber min opfordring for at lukke diskussionen. Hans øjne glitrer, da han rejser sig.
Musikken standser. Folk ranker ryggen eller læner sig ind over bordet.
”Mine herskaber. At vi er samlet til fest i dag skyldes de engelske gesandter, som har gæstet mig siden oktober, men tager deres afsked i morgen. Festen her er min måde at takke for gode stunder såvel som tankevækkende information om den politiske situation.” Han drejer glasset i et øjebliks betænkning. ”Det er næppe gået nogens ører forbi, at Frankrig og Spanien lader hånt om den reformerte kirke. Dronning Elizabeth, hvis venskab jeg værdsætter usigeligt højt, forsøger at samle de protestantiske lande. Folk her vil vide, at det er nøjagtigt hvad jeg selv forsøgte for få år siden. Dengang som nu stiller de tyske fyrstedømmer sig i vejen. Det kan man vredes over, men vi er nødsaget til at gentænke den militære situation. Både Luther og Jesus vidste, at ord har magt. Lad os bygge vores handlinger på den tro, vi ønsker at værne om, og gå til forhandlingsbordet frem for krudtmesteren.”
Ved langbordet reagerer nogle med tænksomme miner, andre med oprørske blikke. En gruppe for enden er travlere beskæftiget med at finde en vinkande, der ikke er tom.
”Men lad os for en stund glemme trosstridigheder, og i stedet hylde Kronborg, der nu står færdigbygget.”
Willoughby nægter at kigge på kongen. Det er en hån mod England at feje krigen om bag et bygningsværk, men det er i kongens fulde ret at dedikere festen til Kronborg. Hver dag forsvinder dele af stilladset og afslører mere af en fæstning indbegrebet af kunst, videnskab og geometrisk ynde.
”I elleve år har mine danske og nederlandske bygmestre arbejdet for at opføre det, I nu beskuer. Lad Kronborg være markeringen af den danske sjæls stolthed. Som mine hundrede forfædre, der er afbildet på væggene her,” han laver en fejende bevægelse mod kongetapeterne ophængt mellem hvert vindue, ”vil vi stå værn om Danmark. For Gud og Kronborg vil jeg udbringe min skål!”
Kong Frederik hæver sit glas i strakt arm. Det er et nøje aftalt signal til trommeslagerne, der lader paukerne buldre. Gæsterne ler ad effekten. Latteren drukner i dundren. Det runger mod væggene. Giver dansesalen et pulsslag. Forplanter sig til loftet. Til trompetertårnet. Afløses af gjaldende fanfarer fra trompetererne på taget. Kanonerne buldrer, da soldaterne affyrer skud fra bastionen.
Kanonskålen.
Kongens nyeste påfund.
Øjeblikkets stilhed brister i hujende klapsalver. Selv Willoughby smiler forbløffet. Af vane hæver kongen glasset for at skåle for festlighederne. Jeg signalerer diskret til trommeslagerne, at dette ikke er en kanonskål. Lensmænd, adelsfolk og hofdamer råber på drikkelse og løfter krus med ham i en begejstring, der overdøver både musik og bordmanerer.

 

Ruderne i kongens kammer er svagt tonet i røde og grønne nuancer. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået her sammen med kongen, for i skjul at se, hvem der rider ind gennem porten. I dag er det bagenden af vognene, vi iagttager. Den sidste engelske gesandt har netop forladt Kronborg.
”Hvilket humør var Willoughby i, da han rejste?” Kong Frederik er kendt for at hælde vin indenbords uden at mærke det dagen efter, men huden poser under øjnene.
”Han var glad,” forsøger jeg. ”Træt efter festen. Ærgerlig over at forlade Kronborg. Deres Majestæt var selv den sidste, han tog afsked med.”
Vognens rumlen mod brostenene er tydelig, indtil den når ind i tunellen gennem volden.
”Tror De, jeg begår en fejl ved ikke at bruge sundtolden politisk?”
”Deres Majestæt begår aldrig –”
”De kan tale frit, Ramel.” Kongen vandrer forbi rådsbordet. Jeg følger efter ham over til karnappen, hvis vestvendte ruder giver frit udsyn til havet. Skånes kyst er indhyllet i dis. Et enligt skib er på vej ind.
”Måske.”
Skibet burde kippe med flaget som signal til frivilligt at kaste anker. Soldaterne på bastionen forholder sig endnu afventende.
”Måske begår De en fejl ved at undervurdere konsekvenserne af at forholde sig passivt. Dronning Elizabeth vil afgjort være skuffet. Og Deres ry som den lutheranske kirkes forkæmper runger hult, hvis De undlader at støtte en protestantisk alliance.”
Soldaterne er ved at lade kanonen. Kongens blik er stift rettet mod det nederlandske skib, der fortsætter sin kurs.
”Det er langtfra sikkert, at en blokade vil medføre krig. Jeg tror, de vil strække sig langt for en aftale, der sikrer passage til Østersøen og fjerner militære trusler fra England. Deres Majestæt kunne tilbyde at mægle mellem dem og vores sag om trosfrihed.”
Kanonskuddet brager fra volden.
Jeg spjætter. Kong Frederik fingererer ved pelskanten på kåben
Kaskader af vand står op om skibets stævn.
Fra karnappen kan jeg ikke høre søfolkene råbe, ikke se kaptajnen storme op til styrmanden, ikke fornemme den oppiskede stemning. Alt, jeg kan se, er at de kipper med flaget og kaster anker, for at kaptajnen kan ro i land. Selv kongen kipper med flaget og stryger topsejlet, når han sejler forbi Kronborg, for at udtrykke respekt for sin egen magt. Det nederlandske skib vil både blive opkrævet told, betaling for den mistede kanonkugle og en solid forklaring.
”De taler godt for Deres sag, Ramel.”

 

”Kongen ønsker at se dem øjeblikkeligt.” Tjenestedrengen puster efter spurten op ad trappen.
”I hvilket anliggende?” Voksen klatter på bordet, da jeg holder det for længe over lyset.
”Det var noget med at… dele citroner ud.”
”Citroner?” Jeg synker ved tanken om den beske smag, trækker slaget om skuldrene og haster efter drengen. Han sætter kurs forbi Neptunspringvandet i borggården.
Jeg finder kongen ved vinduet i rådskammeret.
”Hvem ønsker Deres Majestæt at dele citroner ud til?”
”Til skidne konger, der ikke fortjener andet end smuk, men bitter spise.” Han vender sig energisk. ”Jeg har overvejet det, vi drøftede i går.”
Den spændte fornemmelse, der breder sig, gør det vanskeligt at forholde mig i ro.
”Danmark er et foregangsland for den lutheranske kirke. Hvis ikke de katolske riger respekterer den reformerte tro, vil jeg ikke handle med dem. Spær sundet! Og meddel dronning Elizabeth, at vi støtter alliancen.”
”De engelske gesandter rejste for tre dage siden. De er i Jylland nu.”
”Send en budbringer. Meddel Willoughby, at jeg venter hans snarlige gensyn.”
”Vil De have, at følget rejser tilbage gennem hele riget?”
”Mit rige er stort, Ramel, men ikke større end at man på kongens bud tilbagelægger det to gange.”
”Det skal ske øjeblikkeligt.” Jeg bukker, mens den spændte fornemmelse bliver til fanfarer af oprørsk iver.
Kong Frederik vifter mig afsted for at udføre ordren.
”Gud være med dem, min konge!”
”Gud være med os alle, Ramel. Nu lader vi kanonerne buldre til Hans ære!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...