ULV

Ulv er smedelærling i Trelleborg. Det er en tid præget af forandring, for der er både rygter om opstand og en ny fremherskende religion mod syd. I Ulv sker der også forandringer: han er som besat af Fenrisulvens vildskab, og hans kampånd giver ham problemer.

1Likes
1Kommentarer
106Visninger

1. ULV

Ulv når kun lige at dukke sig, før træstokken rammer luften, hvor hans hoved havde været et splitsekund forinden. Han tumler bagover og værger for sig med armene. Hans hjerte hamrer løs i brystet på ham, og hans syn er tåget af adrenalin. Måske også af frygt. Krigeren nærmer sig vagtsomt. Stokken er hævet til slag, men krigeren er dygtig nok til ikke at undervurdere sin fjende, selvom det er en smededreng, der ligger i mudret. Krigeren nærmer sig i en langsom glidende bevægelse, bøjet helt ned i knæene med det ene ben foran det andet. Pludselig skifter han taktik og finter til højre og lader stokken lyne ned mod drengen i mudrets venstre knæ. Hvis ikke drengen får undveget, har krigeren vundet kampen. Ulv ruller instinktivt rundt og undgår slaget. Han må afslutte tvekampen, før han kommer alvorligt til skade eller bliver halt. Uden at overveje sit næste træk grundigere, kaster han sig fremad med et brøl og svinger armene om krigerens ben. De vælter begge to om på jorden, men krigerens tykke læderbeklædning gør hans bevægelser så langsomme, at han ikke kan få overtaget, før Ulv har stemt sit ene knæ mod krigerens mellemgulv og med foden sparker træstokken væk. Han presser begge hænder mod krigerens strube. Ulv presser hårdt, selvom den hjelmbeklædte unge mand under ham kæmper vildt. Det dunker for Ulvs ører, og han ser verden som gennem et rødt filter, og han har kun én tanke i hovedet: at overleve. Selv da han bliver trukket væk i armene af to af borgens mænd, er hans hænder stadig forkrampede i et kvælertag, og han snerrer stadig vildt. Først da han lander i vandtruget, og det iskolde vand sender smerter rundt i hele hans krop, kommer han helt til sig selv. De to mænd går leende og hovedrystende deres vej. Ulv vælter ud af truet og kæmper for at få vejret. Han ser efter mændene og bliver skamfuld. Resten af kongens krigere vil grine af Ulvedrengen resten af overvintringen i Trelleborg.

 

Det er Hilda der først finder ham. Hun gør ikke mine til at trække ham hjemad, men sætter sig bare på hug ved siden af ham. Sådan sidder de i nogen tid i græsset og kigger ud over landskabet. En flok af fugle flyver hen over dem mod havet. Han er taknemmelig for, at det er hans søster der er kommet. Hun forstår, hvordan han må have det lige nu. Det havde jo ikke været en rigtig tvekamp, men bare det at han ikke havde kunnet styre sig og ikke havde kunnet skelne en rigtig kamp fra øvelse og havde gået så vidt som at være ved at kvæle en af borgens unge krigere … Hvis ikke det er fordi hans dyriske kampinstinkt mere eller mindre er blevet legendarisk i borgen, var han garanteret blevet forvist. Hilda tager en pind og kradser et eller andet i jorden med en pind. Det ligner en krydsform.

“Hvad er så dét,” mumler Ulv, egentlig bare for at bryde den brødbetyngede tavshed. Hilda kigger hemmelighedsfuldt op på ham og trækker smilende på skuldrene. Hun laver flere krydsfigurer i jorden med pinden. Han kigger ud over horisonten igen. Man kan lige netop ane Storebælt i horisonten, og havet funkler i strålerne fra den sene vintersol. Han kan stadig se fuglene langt borte, og han misunder dem deres mulighed for at rejse bort. Skulle han alligevel blive forvist, vil han løbe samme vej som fuglene. Han kan lære at fiske og sætte snarer op i skoven, og han skulle nok kunne klare sig selv. Det gør de fredløse - hvorfor kan han ikke også det? Det er først da Hildas ånde laver hvide skyer i luften, at han tænker på at tage tilbage til borgen. Hilda trækker ham op og stå, og hun giver hans arm et klem. Det blik hun sender ham, får ham til at  fortryde sine næsten-planer om at efterlade alt og alle bag sig. Hilda der altid har været stum ville ikke kunne klare sig længe uden sin bror. Der er ikke langt hjem, men solen er ved at gå ned, og der er rovdyr i skovene.

 

Ingen kommenterer hans tilbagevenden til borgen - et par af kongens krigere puffer lidt til hinanden og griner i skægget, men han får lov til at gå hjem til smedjen uden hånlige tilråb. Måske er det også, fordi Hilda er med. Far og mor spørger ikke meget ind til hans forsvinden. De kender hans vanskelige natur og hører historierne fra kvinderne ved brønden og fra mændene i smedjen. Far og mor er stolte. Aserne har skænket deres søn Fenrisulvens kraft. Hvis ikke det var fordi, han blot var smedesøn, kunne han have været blevet en mægtig kriger. Når de siger det til ham - og det gør de ofte - mimer Hilda ordret med, og Ulv skal tage sig alvorligt sammen for ikke at le.

 

Ulv og Hilda ligger sammen under tæpperne om aftenen. Gløderne ulmer stadig i bålet, og Ulv stirrer ind i dem, til der danser lyspletter for øjnene af ham. Han føler sig så vred hele tiden. Det mindste kan få hans blod til at koge og få næverne til at klø. Han bliver vred bare af at tænke på de gange, hvor hans raseri har bragt ham i slåskampe, som han ikke havde haft lyst til. Arne fra en af de nærliggende gårde, hvor Ulv og hans familie havde deres smedje, indtil de blev kaldt til den nyopførte Trelleborg af kong Harald Blåtand. Svend som arbejdede i marken. Ødger som var søn af en af de velstående bønder i området. Knud fra værftet. Brødrene Leif og Kåre på én gang. Birger fik slået en tand ud. Ulv er aldrig selv kommet sønderligt til skade, heller ikke dengang med brødrene. Han kan ikke undgå at mærke en stolthedsfølelse af at have besejret to på én gang, og Leif og Kåre havde ikke været pjaltede tørvegravere. Han bliver vred igen på sig selv. Kun dengang med Ødger havde fået ham alvorligt i ballade - og måske nu hvor han faktisk havde nedlagt en af kongens mænd. Det er forventet af ham, at han som smedelærling kan overtage hvervet efter far og blive våbensmed en dag. Det er som om, at ulven i ham modarbejder ham, og at det i virkeligheden er ham, den snapper efter og er gal på. Han beslutter sig for at lave et blot i morgen. Han ved ikke, hvad han skal ofre, men guderne må tilfredsstilles- Ulv farer sammen, da Hilda giver ham en finger i siden. Han havde vel nærmest glemt hende i sine dystre tanker. Hun rækker ham en lille genstand. Det er to stumpe pinde lagt over kors og bundet sammen med en lædersnørre. Hun må have hugget strimlen fra smedjen, mens han og far har været ude og trække frisk luft. Ulv har set symbolet før, og ikke bare fra Hildas kradserier i jorden tidligere i dag. Han har hørt nogle rygter fra Hedeby fra mændene i smedjen, og der har været tale om evigt liv og frelse fra ens sønner. Hvilke sønner det drejer sig om, ved Ulv ikke. De må have vanæret deres familier noget så frygteligt. Med tankerne snurrende om vilde ulve og fugle der flyver mod havet, falder han i søvn med korset hvilende i hånden.

 

Ulv bliver vækket af far, mens det stadig er mørkt. Ilden er gået ud, og han må stampe liv i sine frosne tæer. Hilda sover stadig, men hun vil snart blive vækket for at hente vand fra brønden. Far går ud i smedjen og tænder op. Ulv trækker en kofte ned over hovedet og binder det tunge læderforklæde om sig. Det lugter af røg og lover en lang dag med hårdt arbejde ved blæsebælgen. Ulv kan allerede mærke armene værke, men det er måske også efter kampen i går. Han lagde faktisk ikke mærke til det undervejs, men der måtte have været gået en del slag ind fra krigerens træstok. De blågule mærker på hans overarme har ikke spontant bredt sig. Han følger de mørkeblå områder med fingrene. Der er så mørkt, at han kun kan ane aftegningerne, men han kan ubetinget mærke dem, og han ømmer sig. Hvis han trækker ærmerne på koften godt ned, vil ingen kunne se det, heller ikke de andre unge drenge og lærlinge, der kommer løbende forbi våbensmedjen.

Far slår ham hårdt over nakken, da Ulv kommer ud i smedjen. Han er utålmodig. “Du løber ned til åen og henter vand. Jeg skal bruge en tønde, så du må løbe flere gange. Hvad venter du på, afsted! Og træk så de ærmer op, du sætter ild til dig selv!” Ulv ved bedre end at svare sin mester igen. Han får benene på nakken og griber spandene, der står foran huset, og de dasker mod hans ben, som han løber mod åerne. Han får heldigvis hurtigt varmen af at løbe; hans muskler strækker sig ud, senerne bliver smidige, og han nyder det. En kold og vranten borgvagt genkender ham, og han bliver ikke råbt an. Borgvagten har nok kun afløsningen i tankerne, og Ulv Skardesøn skal ikke vove på  at forlænge hans udsigt til en varm seng i langhusene. Uden for den nordvendte borgport snor Tude Å sig som en doven kat. Han løber ned mod åen og får vejret, mens han sidder på hug og lader vandet glide ind i spanden. Solen strækker sig mageligt i øst, og skovens fugle vågner langsomt. Åen bringer også småblade og andet snavs der forvilder ind i spanden, og Ulv piller dem fraværende ud. Det er så mild en morgen, og han kan næsten ikke forstå sin flammende vrede i går nat. Ulven i ham er også bare en ulveunge nogle gange, og den skal også sove. Han ryster tankerne af sig og virrer med hovedet. At morgenen ved åen er smuk, vil nok ikke være en god undskyldning for mester. Ulv fylder hurtigere den anden spand og lunter tilbage mod borgporten. Der går ikke lang tid, før to vandspande føles så tunge som seks. Far er ikke i fremragende humør, så Ulv tømmer hurtigt vandet ud i karret, og løber tilbage mod åen med de tomme spande. Flere unge drenge er på vej til åen nu, og Ulv har set de fleste før, uden at han kender dem. Borgvagten er endelig blevet afløst, og den nye vagt er en ung knægt kun nogle år ældre end Ulv. Han ser anspændt ud - måske er det hans første vagt, og måske havde den ældre borgvagt været i ondt humør. Han er i hvert fald så ung, at han råber smedelærlingen an.

“Jeg er på vej til åen. Efter vand,” Ulv holder sigende de to tomme spande ud fra sig. Den unge borgvagt ser tvivlrådig ud og begynder også at stoppe et par af de andre drenge, som åbenlyst griner af den forfjamskede vagt.

“Ja ja, jeg skal jo stoppe alle der passerer gennem nordporten,” mumler han surt. Der er tydeligvis en god, vranten borgvagt gemt i ham. Drengene er bare ikke helt færdige med ham.

“Har du ikke set, at det er Ulv Skardesøn? Våbensmedens dreng?” Den unge vagt trækker på skuldrene. Borgen har flere unge drenge, og nogle af dem er sikkert sønner af smede. “Du ved, ham der gav dig en endefuld i går?” Borgvagtens ansigt flyver op, og han ser Ulv lige i øjnene. Han ser først overrasket ud. Ulv er jo høj af sin alder, men stadig en smule ranglet at se på og er bare en smededreng. Det kræver selvfølgelig en vis råstyrke at forvandle metallerne til drabelige våben, men for pokker, drengen har aldrig fået kamptræning. Hans blik bliver ondt. Han er ydmyget. Ulv har ingen venner blandt de drenge der venter på, at borgvagten gør udfald. De er faktisk helt sikre på, at vagten - nu med et tveægget sværd på sig - kan give ulvedrengen en grundig lærestreg. Vagten krænger læberne tilbage i en hæslig grimasse og afslører en ikke al for lige tandrække. Ulv træder instinktivt et skridt tilbage, men slipper ikke spandene og løber, selvom flugt er den oplagte løsning på en nærtstående og fuldstændigt ulige kamp. Ingen vil hæve et øjenbryn, hvis han tager flugten. Den unge vagt er skarpt bevæbnet, og Ulv har en spand. Af en eller anden grund kan han mærke, at det vil være umuligt for ham at vige for vagten, han allerede har besejret. Han kan mærke, at hans ærefølelse byder ham at tage imod en sådan opfordring. Han knytter sine hænder om spandhankene. Optakten har også tiltrukket nogle enkelte oldinge, som vel ikke har bedre at tage sig til end at se den yngre generation blive opdraget.

“Lad os nu se, hvem der opdrager hvem …” tænker Ulv for sig selv, mens han planter fødderne solidt i jorden med god afstand mellem dem. Ulv er ophidset, og han kan mærke blodet rulle i årene. Han glemmer de andre drenge, han glemmer oldingene, og de er nærmest helt slørede i hans blik. Det eneste han ser helt skarpt er hans bytte, og de er alene i hele Verden. Den unge borgvagt rækker armen bagud efter skæftet på tohandssværdet, der er spændt fast til hans ryg, men Ulv har ikke tænkt sig at lade ham komme så langt. Med en eksplosiv pludselighed slynger Ulv den ene spand med al den kraft, han kan mønstre, over hovedet og sigter nøjagtigt og målrettet mod vagtens hoved. Kraften fra svinget sender ham en omgang rundt om sig selv, og da han igen fanger vagten med øjnene, ligger han så lang han er på jorden. Vagten er gået ud som et lys, og hans venstre arm ligger stadig udstrakt over ham, som om det endnu ikke er gået op for ham, at han er blevet besejret af en spand. Ulv må have vundet, og han går overrasket og lettere overvældet i knæ. Hele verden vender tilbage til ham igen: farverne fra tøj og træbygninger, lyden af våbentræning længere væk, synet af drengene hujer og råber opstemte, de gamle mænd griner med deres tandløse pløkker … Og borgvagterne er på vej med lange skridt og sværdskederne skødesløst daskende mod læggene. Ulv ved at kampen og hans liv som smedelærling er ovre, og selvom han kan mærke den varme pøl af urin der løber ned ad hans bukser, er det stadig hans egen og de andre drenges begejstring han husker. I vrimlen synes han, at han ser Hilda, men han er ikke sikker, og inden han kan nå at råbe hendes navn, skubber kongens krigere ham hårdt ned i den morgenfrosne jord, og slæber ham væk i armene.

 

 

 Der er et ulmende tegn på oprør og forandring overalt. Der er rygter om Gorm - Kongens søn - der eftertragter tronen, der er den nye religion som er ved at etablere sig i Hedeby, og Ulv mærker den oprørske og dyriske vildskab i sig. Efter kampen skal Ulvs skæbne afgøres. Ulv bliver sendt til kongens høvedsmand, som er en presset mand, fordi Trelleborg har så central en placering for kongen. Han aner Ulvs potentiale og har som så mange andre, når forandringens vinde blæser, brug for et fast, vekendt holdepunkt, som han finder i asetroen. Høvedsmanden vil fortsat lade Ulv være smedelærling for sin far, men kræver at Ulv deltager i træningen af kongens krigere om aftenen, så han kan inspirere dem med sin gudsgivne ulvekraft. Ulv går en ny fremtid i møde, og Hilda har fået ham smedet et lille kors af jern, som hun insisterer på, at han skal bære under trøjen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...