STALKER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2017
  • Opdateret: 5 jul. 2017
  • Status: Igang
Mød Emily Walker, som støder ind i den berømte Liam Payne ved et uheld. De bliver hurtigt gode venner, men ikke alt er godt. Der er noget Emily ikke har snakket med Liam om.
Hun bliver stalket af en person, Zayn Malik.

Hvorfor stalker verdensberømte Zayn Malik, normale Emily? Og hvad sker der når hun skal møde Liams 4 bedstevenner fra One Direction?
*Følg med i STALKER*

13Likes
2Kommentarer
1230Visninger
AA

2. 1 - New friend & stalker

''Bare en kop kaffe, tak,'' sagde jeg venligt til kvinden bag disken. Jeg stod lænet op af disken, og blinkede med mine trætte, udmattede øjne. Jeg var virkelig udmattet, og det gjorde det ikke bedre, at jeg skulle på arbejde. Trætheden kunne let ses, på mit faldne ansigt.
''Så gerne!'' smilede hun og gik hen imod kaffemaskinen for, at fylde kruset op. Jeg kiggede hen på uret, jeg blev nødt til at knibe øjnene helt sammen, for at kunne se hvad der stod. Jeg sukkede, jeg hadede følelsen af at komme for sent, men jeg kunne ikke starte dagen uden en kop kaffe, så jeg måtte bare løbe hele vejen, hvis det skulle være.
 

Min trang til kaffe førte med den stress som jeg havde omkring mig. Der var mine studier, som virkelig behøvede alt mit fokus, og det var svært når der var en vis person, der blev ved med at skrive til mig. 
Ja, jeg havde chattet lidt med fremmede på nettet, selvom jeg vidste det var super dumt. Lytter jeg til mig selv? Nej! Jeg blev absolut, så nysgerrig, at jeg begyndte at skrive med fremmede.
 

Det førte til, at jeg mødte den såkaldte Zayn. Han var nu ikke så slem, men han skrev hele tiden til mig. Jeg ville bare føre en enkelt samtale med ham, men han havde på en eller anden måde fundet frem til både min Facebook, Skype og min Instagram. Jeg følte, at han nogle gange blev lidt for meget. Han flirtede hele tiden med mig, selvom jeg tydeligt havde gjort det klart, at jeg ikke ville være mere end venner. Jeg ville faktisk heller ikke engang være hans ven, men lidt sød skulle man vel være. Men. Han. Forstod. Ikke. En. Hentydning!

''Ikke for at skynde på dig, men kan du ikke gøre det lidt hurtigere?'' spurgte jeg og smilede skævt. Urets tikken skar som knive i mine øre, og jeg ville helst bare have min kaffe, og komme afsted.
''Jo, selvfølgelig,'' sagde hun og klikkede på stop knappen, lagde et låg på og rakte mig kaffen.
''Mange tak!'' sagde jeg og gav hende lidt ekstra penge, som tak. Den varme drik, som fyldte min mund fik mig til at slappe helt af, jeg tænkte ikke på alt det jeg skulle nå. Det eneste der fyldte min hjerne, var den dejlige brune varme drik, der gik gennem min krop.
 ''Du skal lige have byttepenge,'' sagde hun og klikkede på kasseapparatet. Hun kiggede på mig med sine brune øjne, hun så hellere ikke helt frisk ud - dog så hun pænere ud end jeg sikkert gjorde. Et venligt smil var formet på hendes læber, og det fik mig til at smile. 
''Behold du bare det!'' sagde jeg og gik hen mod udgangen.

 En kølig blæst mødte mig, så jeg var hurtig til at skære en grimasse. Det var blevet koldt her i London, men nu var det jo også snart efterår.
 Jeg gik med hurtige skridt hen til busstoppestedet. En varm væske blev hældt ud over min jakke i det en person stødte ind i mig. Min jakke var tyk nok til, at jeg ikke forbrændte mig, men jeg kunne godt mærke varmen alligevel.
 ''Shit!'' sagde jeg højt og kiggede ned af mig selv. Min jakke havde fået en stor plet, som var for pinlig til ikke at blive bemærket. 
''Det må du godt nok undskylde,'' sagde en stemme og kiggede undskyldende på mig. En dreng med brune øjne, kortklippet hår og muskler så på mig. Han så bekendt ud, men jeg vidste ikke, hvor jeg havde set ham.. 
''Det var vel også min skyld, undskyld,'' sukkede jeg og hev min jakke af. Hellere fryse end at blive set sådan. 
''Vil du virkelig gå sådan rundt? Det er jo virkelig koldt,'' sagde han og kiggede bekymret på mig.

 ''Jeg har ingen andre muligheder,'' sagde jeg mindre irriteret, men besluttede, at jeg skulle holde mig til den venlige tone.
''Hvor skal du hen?'' spurgte han og jeg kiggede underligt på ham. Hvorfor ville han vide det? 
''Hvorfor?'' spurgte jeg dumt og kiggede på ham. 
''Så jeg kan vide om, jeg skal køre dig.. Det er jo min skyld,'' sagde han undskyldende og jeg rystede på hovedet. 
''Jeg kan godt gå selv,'' sagde jeg og gik videre, inden han tog blidt fat i min arm.
 ''Lad mig nu? Jeg bider ikke,'' sagde han og smilede svagt. Stole på en fremmed, som underligt nok virkede bekendt?
 ''Kender du universitetet, som ligger 15 minutter væk?'' spurgte jeg, og kunne se hans mundvige vende op ad.
''Yep, kom med,'' sagde han og gik hen imod en sort bil, som så virkelig dyr ud.


Efter at have kørt i små 2-3 minutter med akavet stilhed, så han ud til at have noget at sige. Jeg havde min hånd på døren, så jeg med sikkerhed kunne springe ud af bilen, hvis han nu viste sig at være en lejemorder. Man ved jo aldrig! Selvom han godt nok ikke lignede én, men har de et bestemt udseende? I don't think so!
 ''Hvad hedder du egentlig?'' spurgte han og smilede, mens han stadig ikke fjernede blikket fra rattet. Jeg havde lagt mærke til, at han havde en tattoo på armen, som mindede mig om Hummel mærket. You know, skoene.
 ''Emily,'' 
''Jeg er Liam. Hyggeligt at møde dig, selvom vi nu ikke fik det bedste førstehåndsindtryk, '' sagde han og grinede lidt, og jeg måtte sige, at hans grin smittede en smule af på mig.
 ''Lad os nævne nogle ting om os selv, nu hvor vi alligevel er her,'' sagde jeg, da jeg ærligtalt kedede mig lidt. 
''Okay, du starter,'' sagde Liam og trommede lidt på rattet.
 ''Okay, jeg er studerende, jeg vil gerne være læge,'' sagde jeg og kiggede forventningsfuld på ham.
''Jeg har rejst rundt i hele verden, hvilket nok har været en af de fedeste ting nogensinde. Jeg elsker at surfe, så hvor fedt er det lige, at jeg har fået lov til at prøve det på strande verden over?'' sagde Liam. Det var rimelig fedt.
 ''Okay, jeg er halvt amerikaner. Jeg har en bror, Christopher. Min far er amerikaner, min mor er britisk. Fed blanding, ikke?'' sagde jeg og smilede stort. Måske var det derfor, at jeg ikke havde en tyk britisk accent. Jeg blev født i England, men havde boet i Californien næsten hele mit liv. Jeg flyttede først tilbage til England, da jeg fyldte 15.
 ''Derfor at du ikke har en britisk accent? Jeg lagde godt mærke til det,'' smilede han og jeg nikkede.
''Okay, jeg elsker at synge og jeg spiller på næsten alle instrumenter,'' sagde han igen og smilede drømmende.
 ''En atletisk OG musikalsk fyr? Pigerne må jo stå i kø for dig,'' sagde jeg drillende, så han himlede med øjnene.
 ''Folk beskriver mig som, venlig, nysgerrig og smart,'' sagde jeg.
 ''De ting passer godt til dig. Jeg har kendt dig i 10 minutter og jeg har allerede lagt mærke til alle de tre ting.''
''Jeg synes at jeg har set dig før, Liam,'' sagde jeg pludselig og hans smil voksede.
''Du aner ikke hvem jeg er, vel?'' spurgte han og jeg rynkede forvirret panden.
''Jeg ville nok ikke spørge, hvis jeg vidste det, smart ass,'' sagde jeg og rystede på hovedet.
''Fantastisk!'' sagde han højt, så jeg blev mere forvirret end før.
''Jeg er da glad for, at du ikke bare er en af dem, som bruger sådan en ulykke til at få penge ud af mig på. Du ved ikke hvor mange gange det er sket.. Jeg er glad for, at du ikke er sådan, du virker som en person, jeg godt kunne have et rigtigt venskab med,'' sagde han og kiggede hurtigt væk, da han lagde mærke til mit blik på ham.
''Undskyld, jeg mente det ikke på den måde, jeg mente-''
''Det er fint, jeg synes også du virker som en person jeg kunne have et venskab med,'' sagde jeg og grinede svagt.


Han virkede anderledes, på en god måde. Han virkede ikke, som om han ville score mig.. Han virkede intelligent og moden. Jeg kunne godt lide det.
''Nå, her er min skole jo!'' sagde jeg og tog selen af, da han stoppede bilen. Jeg tog min taske op, gav Liam et smil og skulle lige til at træde ud af bilen.
''Emily,'' sagde Liam, så jeg kiggede hen på ham.
''Liam?''
 ''Må jeg få dit nummer? Ikke på den måde, men som venner? Jeg skylder dig nok også noget for jakken,'' sagde han genert, hvilket jeg egentligt fandt ret sødt. Ikke på 'jeg er forelsket' måden, men ja.
''Det er fint, Liam. Virkelig, du skylder mig intet. Og jo, selvfølgelig,'' sagde jeg og han rakte mig smilende hans mobil, så jeg kunne taste mit nummer ind. 
''Værsgo,'' smilede jeg, da jeg havde tastet nummeret ind på hans mobil.

***

Efter jeg var kommet hjem fra skole og havde lagt mig på sofaen, tjekkede jeg min mobil. Og Zayn, ja, han havde bombarderet mig med beskeder.

Zayn: Hvordan går det, smukke? Hvad sker der, siden du ikke svarer. ;)


Zayn: Hvorfor undgår du mig, baby? Troede det gik godt, :)


Zayn: Okay, så.. Hvad har jeg gjort galt siden, at du ikke gider mig?


Zayn: Emily, helt ærligt?


Zayn: Spiller man kostbar? Okay, smukke.



Når man snakker om solen.. En besked mere tikkede ind.


Zayn: Jeg troede virkelig, at vi havde noget? Hvorfor så kostbar, babe?


Jeg himlede med øjnene og svarede ham tilbage.


Me: Fatter du intet? Zayn, jeg vil ikke være andet end venner! Hvis du ikke fatter det, så kan vi ikke engang være venner? Jeg er træt af alle dine 'kærlige' beskeder, okay?


Zayn: Gør det nu ikke større end det er.


Me: Hvorfor er du overhovedet så flirtende?


Zayn: Du ligger selv op til det.


Me: Ved at skrive, at jeg ikke vil være mere end venner? Fat. Det. Nu. VENNER! Måske har jeg en kæreste?


Zayn: Måske har jeg en?


Me: Så er du virkelig en klam kæreste, som ligger an på andre piger online.


Zayn: Vær nu sød.


Me: Nej, hvis du har en kæreste, så hold dig til hende. Du har alligevel ingen chance her.

Zayn: Har du en kæreste?

Me: Måske.


Zayn: Hans navn?


Me: Hvorfor spørger du? Stopper du med at skrive til mig, hvis du kender hans navn?


Zayn: Hvis han da fandtes, men det ved jeg han ikke gør.


Me: Ærgerligt for dig, det gør han. Hans navn er Liam!


Zayn: Løgner.


Me: Vil du have et billede?


Zayn: Nej.



Jeg vidste godt, at det var dumt at lyve, men helt ærligt, jeg var nødt til at få ham til at stoppe. Liam og ham havde jo ingen chance for at mødes, så det ville jeg sikkert godt kunne slippe afsted med! 
En lille hvid løgn skader vel aldrig.


"Jeg tager på arbejde nu!" råbte min mor fra køkkenet, så jeg rejste mig op fra den ellers så behagelige sofa for at huske hende på, at hun skulle hente Christopher, som var taget hen til fars arbejdsplads. Det var noget med han skulle lære, hvordan det var at være ansvarlig. "Husk at hente Chris hos far!"


Jeg gik ind i køkkenet og fik øje på hende slæbe rundt med en masse pakker i hænderne. "Brug for hjælp?" Spurgte jeg og hun nikkede smilende. Min mor arbejdede nogen gange hjemmefra, da hun havde et stort bageri. Hun fik ret mange bestillinger, så nogen gange var hun nødt til at arbejde med bryllupskager hjemmefra. 
Jeg tog et par af pakkerne og gik hen imod døren for at ligge dem ud i bilen. Jeg åbnede bagagerummet, da mor låste op for bilen. Jeg lagde dem forsigtigt i og ventede med at lukke til mor havde sat pakkerne.
"Tak for hjælpen skat. Vil du med ned i bageriet i dag? Jeg kunne godt bruge en hånd."
''Det kan jeg ikke, jeg skal ud med en ven!'' sagde jeg og antydede til Liam.

Jep, jeg havde skrevet en del med Liam og havde fået lov til at hjælpe med at arrangere hans fødselsdagsfest.
Jeg vidste ret meget om ham nu.. Han var med i et boyband; One Direction. Hans kæreste hed Sophia, men hende havde jeg ikke mødt endnu! Jeg havde dog set et billede af hende og hun var virkelig køn! Hans bedsteven Andy, havde jeg dog mødt, men hans 4 bedstevenner fra One Direction, havde jeg ikke mødt endnu.

Jeg tog en blomstret sommerkjole på, som gik mig til knæene. Satte mig ned foran spejlet og redte mit hår inden jeg satte det op i en høj hestehale. Jeg havde ikke rigtig brug for makeup (efter min mening, hah), så jeg tog bare en smule mascara og lys læbestift på. Jeg rejste mig op og kiggede mig tilfreds i spejlet. Jeg var ikke selvglad, men jeg så faktisk ret lækker ud. 
Jeg tog min taske som lå på mit skrivebord og tjekkede hvad klokken var. Jeg havde gjort mig klar på mindre end 15 minutter! Nice! Jeg tog mine sko ud fra skabet, tog dem på og løb hurtigt nedenunder for at skynde mig ud. Jeg tog et æble med på vejen ud og lukkede døren efter mig.
Nu skulle der arrangeres noget af en fest!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...