Svingpensel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2017
  • Opdateret: 1 okt. 2017
  • Status: Igang
*** VINDERNOVELLE FRA SKRIV DIG GENNEM HISTORIEN - RENÆSSANCEN***



Den unge Johan rejser hjemmefra og møder den mystiske Lorck, som lover ham formue og stand, hvis han til gengæld portrætterer Frederik II, men er Lorck nu også den han påstår han er?

- Gåden om hvem der virkelig malede det kendte portræt af Frederik II fra 1581 -


4Likes
0Kommentarer
270Visninger

2. Svingpensel

Svingpensel

 

 

 

Havnen var hans lykkested. For hjemme på den hvidkalkede gård gik de sørgmodige søstre og brødre og sendte kun blikke af skuffelse. Den unge Johan havde dog intet at beklage. For trods hans dorske, mødige og måske en smule taktløse udstråling, fik han alligevel mad i maven og tag over hovedet. Johan duede ikke til at passe dyrene, og han havde hverken muskler eller modet til at pløje en hvedemark, så hvad kunne det nytte?

Johan flygtede derfor dagligt mod den lille havn i Helsingør, hvor de gæve drankere sad og slubrede deres sorger væk. Her var der ingen skepsis og ingen, der forventede spor af ham. Her kunne han leve, og det gjorde han. Det var derfor, om andre ting, at drankerne kaldte ham levemanden. Kvinder eller stand var intet han havde, men et smil og en pensel kunne i sidste ende endog udrette store ting. For male, det kunne han, og det gjorde han. Han startede som ung med kridt på sten. Dernæst tegnede han silhuetter med blæk på pergament, og da han solgte sit første værk til en spendabel lærredshandler, kunne han købe ægte pensler med olie til. Han begyndte nu at male, hvad han så. Det var nok hans mest velsignede gave af alle – nemlig hans evne til at skabe, hvad der var for hans øje.

Men hvad kunne det nytte?

Selvom han malede store ideer og tanker, skulle han atter vende hjem til den hvidkalkede gård. Tilbage til de dømmende blikke og de irritable miner. Men da han en sensommerdag stod på gårdspladsen og taktløst så til, mens de andre søskende arbejdede for føden, slog det ham pludselig:

”Jeg må finde det jeg mangler!”

Den nærmeste broder standsede og så på den lystige Johan, der med en løftet finger pegede mod den lyseblå himmel.

 

”Og hvor vil du så finde det, Johan?” spurgte det store muskelbundt.

”På et ukendt sted,” svarede han selvsikkert, og han proppede med det samme lommerne med pensler, olie, skillinger og hvad der ellers var at finde og tog da afsted.

 

 

Johan var først beklemt. En smule ængstelig om man ville, men følelsen blev overskygget af hans hovmod og tro på sig selv, og inden længe stod han atter på kajen ved de gæve drankere.

”Jamen dog!” udbrød den første dranker og slog sprudlende ud med det halvtomme glas. ”Der har vi jo levemanden. Hvad vil De fremstille i dag?”

”Jeg vil gå hele vejen!” råbte Johan stolt og viftede med penslen. ”Jeg vil frembringe Kronborg, som det nu engang ser ud.”

”Kronborg?” mumlede de alle tvivlrådigt og skævede til hinanden.

”Ja, den mægtige Krone i Helsingør.” Og mere skulle der ikke til, før Johan påbegyndte sit hidtil største projekt, som forhåbentligt skulle skabe ham tusindevis af skillinger. Men han nåede ikke ret meget længere end til voldgraven, før en ukendt stemme bag ham sendte et chok igennem hans krop.

”Imponerende for en klamphugger,” lød stemmen, og Johan vendte sig sprælsk mod ham, så både olie og pensler faldt til jorden. Det var en lille mørkladen mand med sort pjusket hår og gule tænder.

”Snakker De til mig?” spurgte Johan – en smule fornærmet over at blive tiltalt som en klamphugger.

”Jovist,” svarede den mørkladne. ”Jeg har betragtet Dem et stykke tid, og jeg vil gerne tilbyde Dem et arbejde på slottet.”

”Slottet?” måbede Johan og kiggede på den silhuet han havde fremstillet af Kronborgs voldgrav.

”Ja. Faktisk det slot De er ved at forevige på det pergament. De får selvfølgelig ægte lærreder, der hvor De vil komme hen, men det er De vel kun glad for.” Den mørkladne udstødte en kort og hæs latter, så de gule tænder blev blottede.

”Navnet er Lorck,” sagde han og rakte en jordet hånd frem. Johan var skeptisk. Det var ham en umulighed at skjule det granskende blik, idet han nødig ville være naiv og derefter blive skuffet.

”Johan.” Han tog hånden og rystede den med et skeptisk hævet øjenbryn.

”Johan…” Lorck smagte på navnet, men afslog det så. ”… Tiltaler De Dem selv som Knieper, skal pladsen være din.”

”Knieper?”

”Ikke mere snak. De skal møde hans kongelige højhed og portrættere ham. Der er ingen tid at spilde!”

 

 

Johan var endnu ikke sikker på, hvad han skulle sige. Det hele virkede så absurd. ’Lorck var nok skør,’ tænkte han. ’Måske også en smule ved siden af, lige som ham selv.’ Tanken fik ham til at smile. Det hele virkede som en drøm. Han havde netop forladt sit hjemsted, og nu var han på vej mod Danmarks konge.

Hele turen ind til Kronborgs gange gik overraskende nok som smurt. Lorck præsenterede først Johan for portens vogtere, hvor han blev kaldt Knieper. Dernæst mødte de tjenestepiger på slotspladsen, som alle smilede nervøst men med respekt. Det havde Johan aldrig prøvet før, og den tanke gjorde ham yderligere forfjamsket. Til slut kom de ind, hvor de blev mødt af en skaldet mand kaldet Iversen. Han stod ret med hænder foldet på ryggen og et næsten kunstigt smil, idet han hilste dem velkommen til Kronborg.

”Dette er ikke endnu et af dine numre vel Lorck?” spurgte Iversen med en højlydt hvisken, der gjorde Johan mistænksom.

”De kan trygt regne med os, Iversen. Knieper har blot haft en lang rejse fra Belgiens land.”

Iversen nikkede anstændigt, men var tydeligt endnu ikke overbevist.

”Deres Kongelige Højhed venter spændt,” sagde han så og åbnede nu en hvid dør med gyldne snirkler og former. Johan måbede ved synet. Han havde aldrig befundet sig i en mere fornem og smuk kreds, og synet af de skinnende krystallysekroner og blanke marmorgulvet gjorde ham paf.

”Knieper!” lød en skinger stemme pludselig, hvortil Johans blik ramte en lettere overvægtig mand med overskæg og tyndt klippet hår. Han stormede nærmest mod ham, og på et split sekund stod han nu foran ham og ivrigt rystede hans hånd.

”Hvilken ære, hvilken ære,” tilstod han. ”Mit navn er Fredrik d. 2, men De kan bare kalde mig Freddi.”

”Freddi?” Johan måtte undslippe et fnis, men den kongelige højhed så allerede ud til at nyde hans selskab.

”Jeg har set frem til Deres visit her! Det siges, at De er den bedste portrættør i Europa, ikke sandt?”

”Bedre end det!” brød Lorck nu ind og tog Frederiks hånd og rystede den.

”Knieper her har malet for de bedste af de bedste, og han når nu karrierens højdepunkt.”

”Ser man det, ser man det.” Han kiggede overvejende på Johan, som selv stod og så en smule overrasket og forvirret ud.

”Sandt er det,” svarede Johan forvirret men overbevisende. ”De kan bare kalde mig… øh.” Et øjebliks panik ramte ham, idet han ikke kendte sit fornavn, men Lorck kom ham til undsætning.

”Kald ham Hans, og De kan kalde mig Melchoir.”
”Hans og Melchoir…” Han begyndte at grine og trak dem over til bordet, hvor glas og en karaffel med vin stod klar.

”Jeg kan lide det, jeg kan lide det,” mumlede Danmarks konge, og Johan måtte tage sig selv i at mistænke virkeligheden.

 

 

”Lorck har fortalt mig så meget om jeres rejser til Italien.” Frederik lå i en rød fløjlssofa og så drømmende mod det sirlige og veldekorerede kassetteloft, mens han med store armbevægelser beskrev sin lykke.

”… Jeg ønsker som konge af Danmark at adoptere denne stil. Denne kultur. Denne kunstart. Hvilken baggrund ville være passende. Jeg ønsker deres råd, Hr. Knieper.” Han rettede sig selv. ”Hans mener jeg, pardon – Er det ikke sådan I siger det i Belgien?”

”Øh Belgien? Kultur? Hvilken?” Johan var mere forvirret end hidtil, og han begyndte at se sig irriteret på Lorck for ikke at have fortalt ham noget mere om denne Kniepers fortid.

”Ja,” svarede Frederik. ”Alt det I lærte på jeres rejser gennem Italien. Du kommer da fra Belgien ikk? Undskyld, er det mig der er helt forvirret?” Frederik så forbløffet rundt i lokalet, men ingen svarede ham på de endegyldige spørgsmål.

’Rejser til Italien? Opvokset i Belgien?’ Johan var på nippet til at give op, men Lorck tog hurtigt over:

”Ja Deres nåde. Knieper er en ægte svingpensel fra Belgien med inspiration fra Italiens land, men hans sans for forestilling er som ikkeeksisterende. Jeg står derfor for opbygningen, mens Knieper maler, det han ser.”

”Vel, vel,” svarede Frederik og lagde sig helt ned på sofaen. ”Deres råd vil jeg følge, men lav mig et portræt der skildrer min storhed. De forbandede svenskere fortjener at blive hånet efter de snart utællelige krige, som vi jo alle har vundet.”

”Teoretisk set er det ikke helt rigtigt, Deres Højhed,” sagde den velklædte Iversen, men Frederik var hurtig for tungen.

”Bad jeg om Deres ord, Iversen?”

”Nej, jeg underskylder, Deres Højhed.”

”Tak.” Han så bestemt mod Iversen og rettede nu sit blik mod loftet igen. ”… Jeg elsker krig, damer og festligheder. Efter igen at have vundet over svenskerne, har jeg brug for noget opkvikkende. Noget, der kan fortælle svenskerne, at de ikke skal lægge sig ud med Freddi igen. Hvordan kan vi skildre dette?” Han lukkede øjnene og foldede sine hænder over brystet og hviskede:

”Mit håb er Gud alene.”

”Bare tag det helt roligt Freddi. De kan trygt stole på os,” svarede Lorck og gik straks i gang med at stille en passende baggrund op.  Johan var selv ikke sikker på, hvordan han skulle fortolke situationen. Lorck, Iversen og Frederik kendte tydeligvis hinanden i forvejen, og noget sagde Johan, at der lå et stort pres på hans skuldre, og at der muligvis gemte sig en usagt hemmelighed bag en nærtstående dør.

 

 

”Jamen De kan bare begynde Knieper – Jeg mener Hans,” lød det fra Frederik, der fornemt stod i rustning med elefantordenens skråbånd ved skulderen. Og i gang gik han. Johan malede som den svingpensel han var, og efter blot nogle uger stod det endelige portræt færdigt.

Det var en søndag morgen, og Johan havde knap lukket et øje hele natten af bare nervøsitet. Han havde malet dag ud og dag ind for kun at holde pause, når kongen inviterede ham på royal middag. Selv blev han klædt i det fineste puds, og ved udgangen af den første uge fik han lov til at sove i et ægte gemak, i en seng han aldrig havde set magen til før. Men nu var det nu, og Johan måtte trods sit ændrede navn blotte sit indre og vise det endelige værk frem. Han kneb nervøst både øjne og læber sammen til Frederiks dom skulle lyde. Han sad med en eftertænksom finger for munden, mens han brummede uforståelige ord. Johan begyndte atter at svede så det dryppede på de flotvævede tæpper, men kongen så intet. I stedet sprang han lykkeligt op fra sin stol og trykkede Johans hånd af ære.

”Min ven, min ven. De kan med stolthed kalde Dem selv for kongelig maler af Kronborg. De må og skal tjene mig, og jeg skal give Dem de fineste forhold. Dette min ven, dette er fremtiden.”

Johan havde nær tabt gabet. Alt havde før været som stillestående. Hans liv på gården havde været opslidende og ulideligt. På kun et øjeblik blev hans liv vendt op og ned, og han stod nu til at få sit eget kongelige gemak med puds og sølvtøj. Hvordan var dette dog sket?

Men male, det gjorde han. I kongens og Helligåndens navn fremtryllede han det ene værk efter det andet. For første gang levede Johan af lykke og smil. Hans liv var blevet til en ren guldgrav omgivet af stjerneskud og silkepuds fra Kinas land.

 

 

Livet på Kronborg var begyndt at blive hektisk. Den ene opgave efter den anden opstod, og han var nu også begyndt at hjælpe den kongelige tapetmager med de store kartoner til de kommende gobeliner. Arbejdet var hårdt, men han elskede hvert et sekund. Selv de smukke ungmøer begyndte at smile til ham på gangene, og Johan kunne tilfredst klappe sig selv på skulderen over sin succes.

Men en sommerdag kom Kong Frederik til hans dør. Han fortalte den sørgelige nyhed om tapetmagerens død, og Johan måtte nu love den gæve Frederik, at han ville overtage tapetvæveriet og fremstillingen af kartonerne og gobelinerne. Om han kunne overskue en opgave som denne var kun et spørgsmål om tid. Han levede stadig under det mystiske og ukendte navn, Knieper, og ingen havde overraskende nok endnu opdaget det sande ansigt bag løgnen.

Så Johan begyndte at tegne kartonerne, der tilslut skulle blive til balsalens gobeliner. Johans storhedstid havde ramt ham som en hammer på et søm, og han var nu overbevist om, at intet kunne stoppe ham. Hans løn var stigende, og der var ikke længere plads til alle hans kjoler med hvidt i det mørke træskab med snirkler. Men selvom hans liv var vendt på hovedet, var det ikke lykke han udstrålede, da han så sig i spejlet. Han pillede uroligt ved skulderpuden i jakken, men det var som om, den ikke ville sætte sig rigtigt. Han vrissede. Var irriteret over, at han stadig ikke havde fundet det, han i sin tid havde fortalt sin broder, at han manglede. Hvad var det mon?

Og lige i det han tænkte tanken, bankede det på døren.

”Rent linned, Deres Nåde,” lød det fra en yngre mø med krøllet lyst hår og æblekinder. Hun smilede og rakte det hvide stof op, så han kunne mærke på det.

”Fint,” vrissede han og gik hen til spejlet igen. Knurrende slog og pressede han på den modstridende pude, uden der atter skete noget. Ungmøen der allerede var gået i gang med at skifte hans lagener kiggede da op. Hun smilede og undslap et uskyldigt fnis, som var hun af samme stand som Johan.

”… Finder De det morsomt, frøken?”

Hun stoppede med det samme med at fnise, men hendes smil forsvandt ej fra de røde læber.

”Tvært imod Deres Nåde,” svarede hun med en dybere stemme end før. ”Jeg finder deres hovmod og stædighed både inspirerende og betagende.”

Johan prustede. Han var ikke overbevist, men han lod det ligge som den herre han var.

”Her, lad mig hjælpe Dem.” Hun smed lagnerne fra sig på sengen og hoppede om bag Johan, så de nu begge var i spejlets billede. ’Hun var smuk’, tænkte han og så hende ind i de runde blå øjne. Hun var nok en smule yngre end ham, men han turde påstå, at de begge var unge. Hun lagde sin hånd på hans skulder og begyndte at fifle med den ujævne pude.

”Svingpensel?” spurgte hun.

”Hvad er der med det?”

”Jeg har hørt kongen tale om Dem… Knieper-Svingpensel.”

”Det er vel sandt.” Han var ikke sikker på, om han skulle være flov eller stolt.

”… Hvordan er Belgien?” spurgte hun så og tog en synål op af sit forklæde.

”Belgien?”

”Ja, De kommer fra Belgien ikke sandt?”

Johan vidste ikke, hvad han skulle sige. Godt havde han arbejdet på slottet i et års tid nu, men han havde stadig ikke styr på historien bag sin nye personlighed.

”Øh tjo,” svarede han og kløede sig i det tætgroede men korte skæg. ”Solen skinner mere der end her.”

Hun svarede ikke men nikkede blot, mens hun koncentreret lagde en sidste hånd på skulderpuden.

”Så,” sang hun lystigt og klappede ham på skulderen. ”Så god som ny.” Hun vendte sig nu mod sengen og tog de beskidte lagener op i favnen.

”De må have en god eftermiddag,” smilede hun og kastede de krøllede lokker over skulderen, og i selv samme øjeblik blev Johan ramt af en tvivl og usikkerhed, han ej før havde haft. Han tog sig til nakken og grublede kort men sagde så:

”Deres navn frøken?”

”Mit navn?” spurgte hun med et smil og den dybe stemme vendte tilbage. ”Hvad vil De dog med mit navn?”

”En skønhed som Dem må vel kalde sig noget.”

”Og charmere kan De også, Deres Nåde.”

”Der er meget jeg kan,” sagde han selvsikkert og lænede sig op ad dørkarmen

”Det kan jeg forestille mig.”

 

 

Som dagene gik blev Johan mere og mere overbevist om, at han måtte se denne blonde skønhed igen. Han forsøgte at koncentrere sig i arbejdstimerne, men på kartonerne malede han pludselige lyshårede konger og blåøjede ulve. Han så hende for sit indre blik, og det var ham en umulig opgave at glemme den guddommelige ungmø.

”Hvad er der med dig?” hviskede Lorck irriteret, da de andre vævere gik til middag.

”Hvad fabler du om?” spurgte Johan uden at bemærke, at Lorck talte om hans sindsfravær.

”Hvad er det du laver på kartonerne. Du skulle kreere de hundrede konger. Ikke en fantasiverden af smukke ulve og tøsede regenter.” Han løftede irriteret Johans tegninger op og kastede dem så en efter en på gulvet.

”Jeg er ikke med.”

”Bare…” Lorck rystede på hovedet og gned sine øjne. ”… Bare lav dem om.”

Fortvivlet forlod han lokalet og efterlod Johan i arbejdsværelsets stilhed. Han sukkede. Forsøgte at forstå hvad Lorck mente, men han kunne ikke.

”Har du tabt dit hovmod?” lød en stemme bag ham, og han vendte sig chokeret om. Det var hende. Den smukke ungmø med krøller af guld og et smil af kridt.

”Jeg er ikke sikker.”

”Hvordan går det med tapeterne?” spurgte hun så, mens hun balancerede en bakke med tomme glas og karafler.

”Det er jeg ingenlunde sikker på.”

Hun smilede. Smilede på den samme måde, som hun også gjorde ved deres sidste møde.

”Som min far altid sagde…” Hun gik tættere på ham, så han kunne dufte hendes færd af lavendel. ”… Inspirationen kommer inde fra.” Johan lo kort. Han vidste, at hans overbevisning var modsat, men af en ukendt årsag turde han ikke sige hende imod.

”Hvorfor kender jeg endnu ikke Deres navn.”

Hun smilede kort til ham, men vendte så bekymret sit blik mod den åbne dør, hvorfra man pludselig kunne høre latter og snak.

”Jeg må videre,” hviskede hun og smilede diskret.

”Deres navn frøken?” Han greb ud efter hendes frie hånd, som med det samme sendte sitrende bølger gennem hans krop.

”Marine,” hviskede hun og fniste, men gav så slip og forsvandt ind i det latterfyldte rum.

 

Med Marine i tankerne, måtte den fortvivlede Johan arbejde videre på de hundrede konger. Han så hende kun en sjælden gang i et øjeblik, men det var ikke andet end blikke, der blev udvekslet. Lorck havde også lugtet lunten nu, og hver eneste gang Marine trådte ind i det samme lokale som dem, begyndte Lorck at sætte ham for opgaver, der kunne holde ham beskæftiget. Dog måtte Lorck indse, at hans forsøg på distrahering ej var nok. Johans blik havde lagt sig på Marine, og der ville umuligt gå længe, før han for alvor ville åbne sit hjerte for hende.

 

 

Da efteråret kom gik Johan stadig rundt i fortvivlelse og forelskelse. Hans blik var stadig som i dvale på Marine, men han havde ej forløst den snart kvælende hemmelighed. Men nu måtte nok være nok! Lorck kunne se, at hans fordrivende tanker var skyld i det ringere arbejde, og Lorck var nu fast besluttet på at gøre en ende på både hans egne og Johans pinsler.

”Min gode mand,” sagde Lorck venligt og hev fat i Johans skulderpude, så den atter sad skævt. ”… Jeg er ikke sikker på, om De er klar over hvilken vanskelig situation du sætter os begge i med dine fortabte tanker.”

”Hvad snakker du om, Lorck?”

”Dine drømme om en fremtid med denne Marine må høre op! På dette sted anses du som adelig med rigdomme, visdom og stand. Du har ingen fremtid med en tøs som hende. Vi har professionelle vævere gående fra Belgien, og kongen regner med Deres kompetencer.”

”Men Lorck dog?” Han satte sig modløst på den fløjlsbelagte sofa og tog sig til hovedet. ”Hvordan skal jeg dog kunne glemme hende? Jeg forsøger at kalde, men jeg hører kun mit hjerteslag.”

”Hvad snakker du om, Knieper?”

”Jeg kalder og kalder Lorck! Jeg kalder sådan...” Han prustede. ”… Men kærligheden er som sand i mine hænder.”

”Dine drømmescenarier må høre op…” Han stoppede sig selv i at råbe og gik så tættere på med en hvisken:

”… Johan. Du må tage et valg. Vil du opgive din stand og formue for en ungmø? Tænk på alt det du har opbygget. Jeg siger jo kun dette for at passe på dig.” Han blev straks hvid i ansigtet, som var der et gammelt minde på besøg. ”Vil du gerne tilbage til gården og dine søskende?”

Johan havde næppe tænkt så langt, og tanken om at skulle tilbage til de fordømmende blikke gjorde ham både svimmel og dårlig.

”Nej selvfølgelig ikke…” mumlede han. ”Det slutter nu, det lover jeg.”

 

 

Johan lærte nu at arbejde videre. Han stoppede sågar med at tænke på den skønne Marine, og han kunne pludselig tegne sorte øjne på ulvene og velredt hår på kongerne. Det hele så nu ud til at blive lysere. Både tiden men også hans sind. For om Marine var der eller ej, kunne han stadig male, som var han født til det. Frederik havde i noget tid spekuleret på Johans evner som leder af vævermagerne, men han formåede at vise sit værd igen. Frederik kom stolt ned og klappede ham på skulderen og roste hans værker, og inden året var omme stod tapeterne færdige. Kongen var henrykt. Han inviterede stolt Danmarks nu dygtigste og mest anerkendte kunstner med på en af hans større jagtture, og til formålet opkøbte han enogtyve vildsvin, som han alle slap løs i det jyske jagtterræn. Johan var selv fornøjet, og han takkede glædeligt ja til tilbuddet om jagtrejsen som belønning.

En vintermorgen drog de da afsted mod jydernes land. De kongelige kareter stod pakket og klar på Kronborgs slotsplads, og få dage efter stod de i det jyske terræn. Johan havde aldrig været på jagt før, og det var ud af nervøsiteten, at det gik op for ham, at dette var hans første bedrift ved kongens side uden Lorck. Han tænkte på ham. Overvejede, om han måske var vred over, at han ikke også havde fået det samme tilbud. Det lød sandsynligt, hvis han kendte Lorcks temperament ret. Det var trods alt Lorck, der var skyld i al hans succes, og Lorck fik aldrig så meget som et klap på skulderen. Men uden at tænke videre over det, drog de videre på jagten, og Johan nedlagde et vildsvin og to krondyr. Det var lidt af en bedrift ville han selv mene, og det samme sagde kongen stolt.

 

 

Da de et par dage efter vendte tilbage til slottet, virkede alt noget anderledes. Først bemærkede han intet. Det store portræt af Kong Frederik, som han et år forinden havde malet, hang stadig i balsalen, og med et skævt smil nikkede han glædeligt ved synet. Men da han vendte tilbage til sit værelse slog det ham, at Lorck endnu ikke havde hilst ham. Han frygtede først det værste, men lige i det han skulle til at adspørge kongen, ramte hans blik noget både opklarende men samtidig forfærdeligt. For fra hans vindue kunne han se mod Sverige og kanonerne, der rankt stod på stribe langs Kronborgs mure, og mellem kanonerne kunne han pludselig se den karakteristiske mand med mørkløden hud stå og tale med en kvinde. Synet var først lettende, men der gik det op for ham, at denne kvinde ikke var hvem som helst. For i samme øjeblik fangede han Lorcks mørke blik, og han trykkede nu Marines krop ind til sig i et skæbnesvangert kys.

”Det kan umuligt…” hviskede Johan til sig selv, idet hans blink falmede og alt blev som sort for ham. Han trådte nogle skridt tilbage og faldt om på de hvide edderdyner. Var dette en ondsindet handling eller blot en fortjent hævn?

 

Johan kunne næsten ikke tro det. Han havde på grund af Lorcks ord mod Marine arbejdet hårdere end nogensinde, så han kunne forsøge at glemme sit hjertes sande sjæleven, men hvad havde han vundet?

En vrede blussede nu frem i den ellers fornuftige Johan. Den mand, han troede var en ven viste sig i sidste ende at være en bedrager. En fupmager. En ægte charlatan!

Johan var endnu ikke sikker på, hvordan han skulle håndtere situationen. Han kunne konfrontere Lorck, men var det det værd? Han kunne flygte og overlade kunstværkerne i Lorcks hænder, men havde han fortjent den sejr?

Om aftenen måtte Johan lægge sig syg. Hans mave syrnede og hans hjerte var som begravet livløst på den kolde havbund. Han havde altid troet, at hans arbejde havde givet mening. Han troede så naivt, at standen bragte ham lykken, men hvad kunne det nytte?

Hans lommer var fulde men hjertet var tomt.

 

 

Da en uge med sygdom var passeret, var han blevet tynd som en ål. Han følte sig dødeligt syg og var overbevist om, at hans hjerte var holdt op med at slå. Men som han lige troede, at det ikke kunne blive værre, bankede det på døren. Han svarede ikke, men den blev alligevel åbnet i et forsigtigt sving.

”Et brev fra kongen, Deres Nåde,” lød det fra en forsagt stemme, og ind kom... Marine. Johan så lamslået mod den smukke ungmø, som med fortvivlelse i blikket lagde konvolutten med kongens segl på sengekanten.

”… De er savnet i arbejdsværelset,” hviskede hun uden at se på ham. Han svarede ikke. Han kiggede ikke engang på brevet, som han nok burde åbne.

”Jeg savner Dem… dig.” Hun rettede sig selv og gik tættere på ham. Hendes læber var nu tættere på hans end nogensinde, og hjertet begyndte atter at slå i hans bryst.

”Hvad gør du dog mod dig selv?” Hendes stemme var dybere og hendes bekymring var ej til at tage fejl af. Men trods hendes omsorg og det atter galoperende hjerte i hans bryst, kunne han ikke undgå at se sandheden i øjnene. Han hed ej Hans, og trods rigdommene, standen og den håbløse forelskelse, var dette ikke et liv, der var værd at leve.

”Jeg må finde det jeg mangler,” hviskede han vagt og glemte alt om brevet på sengekanten.

”Hvor vil du finde det, Hans?”

”På et ukendt sted.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...