Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7082Visninger
AA

10. 9

 

C H E L S E A

 

"Somebody got to nial that girl's fins to the floor!"

- Sebastian, The Little Mermaid

 

Kapitel af Zackie

Date; 24 March 2015, 20:33.

"Du burde fortælle Derek det," lød det endnu engang fra Louis, der med hans arme over kors stod lænet op af dørkammen. "Sikkert, men det tiltaler mig ikke ligefram at han ikke kan styre sit sex-liv, mit barn skal ikke vokse op sådan" gentog jeg mig selv, og sukkede ved tanken. Mit barn skulle ikke vokse op med en far, der ikke kunne styre sig selv, Hvilket var det jeg forsøgende havde prøvet at overbevise Louis om den sidste halve time, der sjovt nok havde ændret mening omkring Derek.

"Det er da også forståeligt, men synes du at barnet måske skal vokse op uden bekendskab til sin far? Derek er jo faren.." Louis knyttede sine hænder ved de sidste ord, og jeg lænede mig frustreret tilbage. "Urg! Hvorfor skal det også være så frustrerende!" udbrød jeg, og lod mit blik stirre stift op i loftet. 

"Han vil sikkert alligevel ikke kendes ved det, så snart han får det af vide" konstaterede jeg, og forsøgte langsomt at snige mig udenom den nuværende samtale, "Så er han en komplet idiot, ikke fordi at det ville overraske mig, men så har du i det mindste fortalt ham det" kom det fra ham, og jeg gav ham et kort blik. 

"Louis det her er latterligt," sukkede jeg, og gik videre ind i stuen, hvor jeg kunne høre Louis følge efter. "Nej Chelsea, det er dig der er latterlig. Jeg kan skuda ikke lade være med at have en smule ondt af drengen!" Jeg standsede op, og vendte mig om imod Louis, med et irriteret ansigtsudtryk. Måske havde han ret, måske burde Derek vide det. Men jeg kunne bare ikke klare tanken om at skulle opfostre et barn med ham.

"Hvad har lige pludselig fået dig til at ændre mening? For en time siden kunne du ikke fordrage tanken om ham!" vrissede jeg, da min frustration var ved at tage det gode ud af mig. "Det kan jeg da stadig ikke, men derfor kan jeg da godt have en anden mening" svarede han, med en blødere stemme for ikke at ophidse mig yderligere. Jeg sukkede en gang, og forsvandt efterfølgende ud i gangen.

"Jeg orker ikke at tage stilling til det her nu," sagde jeg, hvorefter jeg tog mit overtøj på, da jeg virkelig trængte til at få noget frit luft til hjernen. "Hvad skal du nu?" kunne jeg høre Louis sige, og lidt efter kom han frem i gangen.

"Ud og trække noget luft," svarede jeg, og gik ud af døren, for at lade den lukke sig bag mig igen, og efterlade Louis tilbage i gangen, med et forvirret ansigtsudtryk.

Et suk forlod mine læber, og jeg lod mine øjne vandre ned på min mave, der efterhånden viste en lille bule. Hvis man vidste, at jeg ventede barn, ville man også kunne se det, ellers ville jeg bare ligne en der var lidt for glad for chokolade. 

Nu var jeg så også 2 måneder og en uge henne, så det gik fremad. For hurtigt efter min mening, da jeg stadig tvivlede på om, jeg havde truffet den rigtige beslutning angående med at beholde barnet. Ja, I hørte rigtigt. Jeg traf den beslutning for få dage siden, da jeg ikke brød mig om tanken ved at få en abort. Jeg var meget sikker ved min beslutning, og så dog ikke. Tanken ved at skulle være enlig mor, skræmte mig for vid og sans. For så ikke at skulle snakke om at opfostre et barn, når jeg stadig studerede. Ville jeg overhovedet være i stand til, at kunne forsørge et barn med de få penge, jeg tjente?

Kulden bragte gåsehuden frem og sikkert røde kinder, som jeg fik bevæget mig ud fra lejlighedskomplekset, og var nu kommet til en eller anden tilfældig lille park. Den så nu meget hyggelig ud, nu når gadelygterne var tændte og mørket havde lagt sig. Der var ikke så mange mennesker, hvilket sådan set ikke undrede mig, når nu det var ved at blive mørkt. Der gik kun nogle få mennesker, med deres deres hund, eller med deres computertaske i et rask tempo.

En kat hvæsede så snart man kom for tæt på den, og jeg skar et ansigt. Chokeret over den pludselige handling. Hvilket faktisk mindede mig om, at jeg altid havde ønsket en stor fed ginger kat, ved navn Nemo. Cute ikke? 

Hvorimod Abbey ønskede sig en sort/hvid plettet kat, ved navn Pivskid. Så kunne det lige passe at det var en meget stille kat, og derfor ville navnet ikke give mening. Så ville jeg nok hellere foretrække navnet Ferdinand med mig og mine Disney navne. 

Jeg gik videre ned af stien, og indåndede den friske luft, som når Ferdinand indånder blomsternes duft. Igen lod jeg mig fordybe mig i mine tanker. Det hele virkede overvældet. Den måde ens liv kunne tage sådan en hastig drejning, var skræmmende og ikke mindst fejt. Men man kan vel ikke have held hele vejen igennem livet?

"Chelsea?" det gav et sæt i mig da en stemme brød ind i mine tanker. Jeg kiggede til siden, så mit blik landede på en person, dækket med hætte og solbriller. Jeg rynkede brynene, undrende over hvilken person, kunne finde på at have solbriller på, når månen stod højt på himmelen. 

"Undskyld, men jeg kan ikke lige genkende dig.." svarede jeg flovt, hvilket fik personen til at grine.

"Siger Liam dig noget?" spurgte han, med en snert af humoristisk sans. Jeg åbnede let mig mund, og nikkede forstående. Inden at jeg igen rynkede brynene. Hvad lavede han her? "Ja, undskyld dækningen af tøj, men det er for at undgå paparazzier," mumlede han, lettere irriteret. 

"Nå ja, for solbriller i mørke tiltrækker slet ikke folks opmærksomhed," svarede jeg sarkastisk, og endnu et grin kom fra ham. "Nu føler jeg mig jo dum" mumlede han, og lod underlæben hænge, forsøgende på at få mig til at få medlidenhed med ham. Næ nej, så let bukkede jeg ikke.

"Hvad laver du egentlig her?" kom det fra ham, som var det først gået op for ham nu, at jeg var i denne ukendte park. "Jeg kunne spørge dig om det samme," jeg sendte ham et smil, og trippede lidt med fødderne, da de efterhånden var blevet kolde. 

"Sikkert, men det er ikke tilfældet nu, og siden jeg nu spurgte så pænt, fortjener jeg et svar" Han sendte mig et tilfreds smil over hans lille tale. Et svagt grin forlod mine læber, og jeg lagde hovedet lidt på skrå, som hvis jeg tænkte.

"Jeg trængte bare til noget luft" svarede jeg ærligt, og kiggede afventende på ham som en hentydning til at det nu var hans tur. Han nikkede over mit svar, og rømmede sig så lidt. "Jeg var bare lige ude og handle," svarede han, og nikkede ned imod indkøbsposen, hans ene hånd lå om. Hvilket jeg først lagde mærke til nu. 

"Hvad laver Louis?" spurgte han så, og skiftede indkøbsposen over til den anden hånd, da den nok blev for tung i den anden. "Han er derhjemme, nok ude af sit gode skind. Vi havde et mindre skænderi" jeg smilede svagt, og fjernede en tot der blæste ind foran mit ansigt.

Han nikkede forståeligt, og lod så sit blik hvile på mig i et øjeblik. "Jeg byder gerne på te, hvis det lyster" han bed sig lidt i læben, sikkert nervøs over hvad mit svar ville være. Jeg sendte ham et overbevisende lille smil. "Det vil jeg da gerne, jeg siger aldrig nej til te." smilede jeg, han nikkede og gengældte så mit smil. Nuegh! Hvem skulle have troet at selveste Liam Payne kunne være nervøs? Awwe, det var da kært.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...