Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7085Visninger
AA

8. 7

 


C H E L S E A

 

"You're braver than you believe,

and smarter than you seem."

- Winnie The Pooh

 

Kapitel af Ginger.

Date; 21 March 2015, 09:39.

Mit blik stirrede stift ud i luften, mens alle tankerne hvirvlede rundt inde i mit hovede. Mine fingre knyttede sig om den lune kop, der var fyldt op med varm kakao. Mine kinder var våde, efter dagens tårer, og min næse var stoppet efter at have grædt. De positive følelser var veget bort, og efterlod istedet et stort tomt hul, hvor der for nogle dage siden havde været farverigt og festligt. Den negative aura jeg udstrålede, skyldtes den hastige drejning der skete forleden. Derfor førte mine tanker mig hen i et dilemma, som jeg ikke kunne beslutte. 

I virkeligheden havde en fortrydelsespille været min første tanke, men det blev hurtigt brudt, da de kun virkede inden for 75 timer efter samvær, og derfor ikke var en mulighed. Så nu var det imellem enten at få en abort, eller at beholde barnet.

Jeg måtte indrømme at jeg nok mest var inde på at få en abort, da det jo stort set var det samme som en fortrydelsespille, bare med en operation istedet. Sagen var bare, at jeg blev mere og mere i tvivl som tiden gik, bange for om det i virkeligheden var den rigtige beslutning. Kunne jeg få mig selv til at dræbe chancen for at skabe et nyt liv?

Jeg sukkede engang, og tog endelig initiativ til at rejse mig fra sengen, som jeg havde tilbragt hele morgenen i. Jeg smed dynen til siden, så kulden kom mig i møde, hvilket fik min krop til at skrige efter at krybe under den varme dyne igen.

Jeg slentrede langsomt hen til mit skab, for at ændre mit tøj til noget mere passende. Som jeg rodede mine tøjbunker igennem, udbrød min mave en rumlende lyd. Jeg rynkede næsen, og tog noget tilfældigt tøj på, for derefter at finde vejen ud til køkkenet, så jeg kunne tilfredsstille min nu sultne mave.

En duft af bacon steg ind i mine næsebor, jo tættere jeg kom på køkkenet, og jeg skar en grimasse, da det efter min lugtesans lugtede af brændt bacon, hvilket ikke skulle undre mig, for som jeg huskede det var hverken Abbey eller Louis gode i et køkkenet. Ikke fordi at jeg var meget bedre selv, men jeg vidste da hvordan, at man stegede bacon, eller det regnede jeg da med.

Til min bekræftelse stod en pande på konfuret med lidt for stegt bacon, da jeg gjorde min entré i køkkenet. Uden at lægge mærke til skikkele der sad i en af barstolene, kiggede jeg køleskabet igennem for noget lækkert. Det var sikkert alligevel bare Abbey eller Louis, og desuden krævede min mave mad, så det var det, jeg havde fokus på lige nu.

"Godmorgen," det gippede i mig, da lyden af en stemme fyldte mine øre. Jeg vendte mig om, og så til min store overraskelse, "Liam?" spurgte jeg tydeligvis forvirret. Hvad lavede han her? Jeg hævede spørgende det ene øjenbryn, og kiggede overrasket på ham. 

"Hvad laver du her?" spurgte jeg, og lignede sikkert et stort spørgsmålstegn. "Jeg venter på Louis, glemte noget her forleden dag" svarede han, og jeg nikkede forstående. Dog undrende over hvor Abbey var. Hvor var min lille abekat, når man havde brug for hende? 

"Godmorgen, Chel... Liam?" Abbey brugte den samme undrende stemme ligesom jeg, som så ens vi nu kunne være, og så alligevel ikke. "Jeg glemte noget forleden dag" forklarede Liam, da han kunne fornemme Abbey sætte et spørgsmåls tegn på hvorfor han var her. Hun nikkede forstående, og smilede så lidt. Præcis som jeg havde gjort, for nogle minutter siden.

"Abbey? Jeg skal lige snakke med dig.." sagde jeg, og brød vores akavet 1 minuts stilhed. Hun kiggede kort på mig, og nikkede så. Jeg sendte et lille smil til Liam, inden jeg med Abbey i hælene gik ud fra køkkenet, og ind i stuen.

"Hvad så?" spurgte hun, og stoppede op. "Det der med fortrydelsespillen vi snakkede om tidligere, det er kun inden for 75 timer efter samvær" sagde jeg, og betragtede hendes reaktion. "Nåh.. Hvad vil du så gøre nu?" spurgte hun, imens at hun bed sig lidt i læben, og sendte et medlidende blik. 

"Ærlig talt ved jeg det ikke" svarede jeg ærligt, og lod blikket glide ned på mine fødder istedet. Et suk kom fra hendes læber, og jeg kunne føle hendes blik hvile på mig. "Du har ikke tænkt noget mere end andet?" spurgte hun, og jeg rettede blikket op mod hende igen. 

"Jo, og jeg var da også overbevist på et tidspunkt, men nu er jeg i tvivl om det er det rette alligevel," svarede jeg, og hun nikkede forstående. "Hvad var det så?" spurgte hun videre, men undgik at virke for gennemtrængende. "En abort var min første tanke" svarede jeg kort tid efter, hvilket fik hende til at nikke. 

"Chelsea, uanset hvilken beslutning du træffer, ved du at Louis og jeg støtter dig, eller jeg gør ihvertfald, og drengene gør sikkert også, så du må endelig ikke føle dig presset til noget" sagde hun, og jeg sendte hende et taknemmeligt smil, og trak hende ind i et kram. 

"Tak, det betyder meget" svarede jeg, og kunne mærke hvordan tårerne begyndte at presse på. Sikkert over de mange overvældende følelser der boblede indeni mig, og fik mig i et øjeblik til at glemme det hele. Abbey havde altid været god, og forståelig så snart der vaklede problemer, hvilket jeg virkelig var taknemmelig for. Hun var alt i alt en sand veninde, og forhåbentlig var jeg da også det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...