Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7131Visninger
AA

7. 6

 


A B B E Y

 

"After a hurricane,

comes a rainbow."

- Katy Perry

 

Kapitel af Rimaa

Date; 21 March 2015, 07:47.

"Ja far jeg jeg lover dig at jeg altså har det fint!" jeg bandede indenvendigt. Min far syntes åbenbart lige at han skulle vække mig, for at høre hvordan jeg har det. Det gjorde det vidst ikke bedre at jeg så fortalte jeg ikke er hjemme i min egen lejlighed, men derimod bor i Chelseas storebrors lejlighed. For ja, man kan vidst godt sige jeg efterhånden bor her. "Ja vi ses, hej," jeg lagde på og smed mobilen på min madras. Jeg havde rejst mig for at komme ud med noget af min irritation over at han ringede så tidligt, bortset fra at Chelsea nu ikke sov mere. Men sad og kiggede en anelse irriteret på mig over at jeg havde råbt sådan af min far.

Eller nok mere af at jeg har vækket hende. "Må jeg gætte, din far?" jeg nikkede og satte mig ned på madrassen, der var rimelig langt ned skal det så lige siges. Chelsea rejste sig hurtigt op og begyndte at løbe, det gav et sæt i mig. "Chelsea! Chelsea er der noget galt?" jeg rejste mig og løb efter hende. En klam bræk lyd kom ude fra toilettet, sig mig kaster hun op? Forsigtigt åbnede jeg døren der stod på klem, der ligger Chelsea så, med hovedet ind over toilettet. I fuld gang med at brække noget op hun ikke har i maven. Stakkels hende...

Jeg gik hen til hende og hev op i hendes hår, hun blev ved et par sekunder, så stoppede hun. Jeg må indrømme jeg også selv får lidt kvalme af det her. "Du sagde du også havde kastet op i går... Er du syg? Har du spist et eller andet?" hun trak på skuldrene. Så skyllede hun ud og satte sig på toilettet. "Gider du ikke finde nogen hovedpinepiller?" jeg nikkede og gik hen til skabet over vasken. Jeg åbnede det og kiggede rundt, Louis må da have nogen hovedpinepiller... Mit blik faldt på en pakke bind, han har ikke hovedpinepiller, men bind. Hvad skal det lige betyde? Vent lidt... Opkast, svimmelhed. Det mener hun bare ikke! "Chelsea?" "Mhm..." mumlede hun. "Hvornår havde du sidst din menustration?" hun lukkede øjnene.

"Abbey, hvorfor skal jeg tænke på det lige.... nu," hun kiggede op på mig. "Du tror da vel ikke?" jeg nikkede. "Åh jo det tror jeg!" vrissede jeg, det var altså ikke meningen, men den her situation er virkelig ikke særlig rar. "For himlens skyld Chelsea! Hvornår har du sidst været sammen med en dreng?" hun rynkede panden. "Sidste gang var med Derek, det må være... tre uger siden," hun sank en klump da hun havde sagt det. "Abbey, jeg har brugt beskyttelse lige siden første gang! Der er ingen chance for at jeg kan være gravid," udbrød hun lige efter. "Og du er sikker på at du også brugte 'beskyttelse' på det tidspunkt," jeg kiggede hende dybt ind i øjnene. Et øjeblik lignede det hun skulle til at sige noget meget skarpt, men så kom tvivlen op i hendes øjne.

Jeg vidste det. "Chelsea der er ikke flere chancer nu! Du tager den graviditetstest om du så vil eller ej! Du går ind og lægger dig og sørger for ikke at kaste op, så køber jeg den test," mumlede jeg og skulle til at gå. "Det behøver du ikke, jeg har en i min toilettaske," jeg løftede øjenbrynene og kiggede på hende. "Du ved, til nødsituationer, det kunne jo også være du skulle bruge en på et tidspunkt," "- Chelsea!" hun tog hænderne op i forsvar. "Bare... tag den test, så kan vi sikre os du ikke er i gravid," mumlede jeg og gik ud af døren. Jeg behøver ikke kigge på hende mens hun tager den, det er nok ikke særlig behageligt. Der lød lidt skramlen derudefra, okay jeg må hellere få noget tøj på.

Hurtigt gik jeg ind på værelset for at finde noget tøj.

Efter at have skiftet listede jeg ud til Chelsea igen, vi må for alt i verden ikke vække Louis. Er her ikke lidt stille? "Chelsea? Hvad sagde den?" intet svar, jeg åbnede døren og trådte ind. Chelsea sad på toilettet hvor brætter dog var slået ned, og lignede en der lige havde mistet sine yndlingsko. "Chelsea hvad er der sket?" hun snøftede og pegede hen på håndvasken. Jeg gik hen til den, sig den ikke er positiv, sig den ikke er positiv. Jeg kiggede på den, positiv. Forhelved da også! "Den er positiv," hulkede hun. "Jeg er gravid!" det gav et sæt i mig, hun er gravid. Med Dereks barn... Hun er gravid, med Dereks barn!

Det her sker bare ikke! Jeg tog fat i hendes hænder og hjalp hende op at stå. "Det hele skal nok gå Chelsea, vi finder på noget, det lover jeg," hun nikkede. Så lagde jeg armene om hende og trak hende ind i et kram. Stakkels pige, hun er gravid med sin eks-kærestes barn. Har jeg virkelig kræfter til at gå igennem det her? Det er jeg nødt til, jeg kan ikke svigte hende nu, det ville ødelægge hende totalt. "Chelsea, Abbey? Er det jer?" Chelsea trak sig hurtigt væk. "Fuck, det er Louis," jeg bed mig i kinden da hun havde sagt det.

"Hvad skal jeg sige til ham? Han flipper helt ud..." hun lagde en hånd på panden. "Abbey du må snakke med Louis, dig bliver han ikke sur på," sagde hun lige på kanten til at græde. "Hvad mener du lige med det?" hun smilede drilsk. "Chelsea det gør jeg altså ikke! Hvad dig og Louis har med hinanden må i selv finde ud af," hun kiggede bedende op på mig. "Kom nu Abbey, så er du den bedste!" det bankede på døren. "Er i derude?" hun kiggede op på mig med det der skulle forestille de sødeste hundeøjne. Årh øv også! "Okay okay..." jeg gik hen og åbnede døren og trådte hurtigt ud af den, inden Louis nåede at se Chelsea.

"Øh, godmorgen Abbey," jeg smilede. "Godmorgen, vi skal lige have os en lille snak," så tog jeg fat i hans håndled og trak ham hen til hans værelse. Jeg fatter virkelig ikke at jeg gør det her, jeg lukkede døren efter os og trak vejret dybt. "Okay, så er vi her. Er der noget galt?" han kiggede en smule forvirret og undrende ned på mig, tro mig, jeg forstår ham. "Altså, der er sket noget..." startede jeg, hvordan skal jeg egentlig starte det her? "Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sige det," han smilede. "Abbey jeg har kendt dig siden du havde en barbie skoletaske og rottehaler, du må da snart vide hvordan du skal sige de mindste ting til mig," jeg kiggede flovt på ham da han nævnte det med skoletasken, den var altså flot!

"Ja men, det her er ikke den mindste ting," jeg tog mig sammen og kiggede ham ind i øjnene. "Det er noget med Chelsea," han rynkede panden. "Hvad er der med Chelsea? Er det Derek? Opsøger han hende? Jeg flår den dreng levende!" knurrede han og skulle til at gå forbi mig, hurtigt spærrede jeg ham vejen. "Nej det er ikke det!" han stoppede lige foran mig, kunne han ikke bare blive lidt lavere, så jeg i det mindste ikke skulle føle mig så lille. Ej okay, jeg har en flot højde! 1.68 er altså helt fint til mig. Det er faktisk meget normalt til en pige på nitten år! 

"Hvad er det så?" han kiggede træt ned på mig, jeg bed mig i læben. De øjne gør mig kraftedeme nervøs for at sige det! Hvad gør jeg hvis han bliver sur? Jeg kan da ikke holde ham? På den anden side, så ved jeg at Louis aldrig ville gør mig noget sååh, så længe han ikke tør røre mig, sker der vel ikke noget. "Chelsea er... gravid," hviskede jeg. Han stirrede ned på mig. "Hun er hvad?" min mund er helt tør! "Gravid," fik jeg sagt lidt højere. "Med hvem," sagde han hårdt. "Det tror jeg godt du ved," jeg prøvede at fange hans blik, men han undgik mine øjne.

Hans vejtrækning steg, man kunne se hvordan hans brystkasse hævede og sank. "Det passer ikke! Hvad helvede er han for en idiot" "Jo tak det har jeg spurgt mig selv om," mumlede jeg og kiggede sammenbidt op på ham. "Flyt dig, jeg skal have fat i Derek," jeg rystede på hovedet. "Jeg lovede Chelsea at du ikke opsøgte ham," han kiggede ned på mig. "Jeg er ligeglad med hvad Chelsea har bedt dig om! Det er for hendes egen skyld!" jeg rystede på hovedet.

"Det ved du godt jeg ikke kan gøre mod Chelsea, du kommer ikke forbi før du er faldet lidt til ro," han vendte sig om og knyttede hænderne. "Og hvordan har du så tænkt dig jeg skal gøre det!" jeg trak på skuldrene. "Du kunne prøve at sætte dig ned og snakke med mig, istedet for at få mig til at føle mig som helten der skal redde en idiot fra at blive knust af en storebror der er sur over at han har gjordt hans lillesøster gravid," sagde jeg hurtigt, han vendte sig om og kiggede forbløffet på mig. "Så du er altså på the dark side?" spurgte han, og trak lidt på smilebåndet.

Wow, jeg er utrolig god til at gøre folk i godt humør igen. "Det ved du godt jeg ikke er," smilede jeg og lænede mig op af døren. "Nej for begyndte du også først at falde for ham, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre," han slog ud med armene og satte sig ned på sengen. "Det ville også være nemmere hvis vi bare helt ville droppe mænd ikke?" spurgte jeg og grinede. Han nikkede. "Jo, meget. Men det ser desværre ikke sådan ud," stemningen vendte sig hurtigt fra god til trist. For første gang forlod jeg døren og gik hen for at sætte mig ved siden af ham, jeg stoler på han ikke bare skrider ud af døren og efter Derek.

"Vi finder på noget Louis, hun klarer den. Chelsea er stærk, hvis det kan berolige dig, er hun faktisk meget stærkere end hun ser ud," han kiggede opgivende ned på mig. "Det har ellers altid været dig der så stærkest ud," jeg rystede på hovedet. "Det er det ikke, det er bare for at holde alle de folk væk der tror de kan såre mig," drillede jeg og kiggede ham ind i øjnene. "Sådan nogen som mig måske?" jeg rystede på hovedet af hans dårlige spørgsmål. "Du er alt for sød til sådan noget Louis, det må du bare lære at indse," han sukkede. "Ja det må jeg vel, og du er sikker på at jeg ikke lige skal tage hen og banke noget fornuft ind i Derek?"

"Ja, det er jeg helt sikker på," smilede jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...