Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7075Visninger
AA

26. 25

 


- Chelsea -

 

"It takes ten times as long to put your self back together,

as it does to fall apart."

- Finnick Odair, The Hunger Games 

 

Kapitel af Zackie

Date; 23 May 2015, 12:01  

"Husk nu at komme helt ud til hjørnerne!" hissede jeg, og morede mig over, hvordan Liam rendte rundt frem og tilbage, for at udfylde de tomme klatter. "Du hundser jo rundt med mig, kvinde!" prustede han, hvilket fik mig til at grine. "Du gør det jo heller ikke ordentligt! Ej, prøv lige at se der!" drillede jeg, og pegede på en plet på væggen. Ja, man kunne ikke ligefrem sige at Liam var den bedste maler, desuden tror jeg heller ikke han tog det så alvorligt, der gik nok lidt sjovt over det, hvilket medførte til nogle bare steder. 

Jeg havde nemlig fået overtalt Liam, til at hjælpe med at male babyens værelse. Det var rigtig meningen at Abbey og jeg, skulle hjælpe, men da Abbey lægger syg, og jeg har fået besked på at holde mig i ro, er det indtil videre Liam's job. Jeg havde forsøgt at overtale ham til at bede de andre om at komme og hjælpe, men han insisterede på at gøre det selv. Måske prøvede han at imponere?

"Hvad? Der er da ikke noget!" Protesterede Liam, og jeg lod mig dumpe ned i stolen af grin. Liam sendte mig et forvirret blik, og smed penslen fra sig. "Hvad nu?" Udbrød han, imens han frustreret lod sin hånd kører igennem sit hår. Jeg sendte ham et smil, der fik ham til at opfatte det hele. "Din...Du driller mig!" sagde han, imens han truende pegede pegefingeren imod mig. Jeg nikkede, imens et skævt smil placerede sig på mine læber. 

Liam begyndte at gå langsom imod mig, og jeg spærrede øjnene op, imens jeg i et sekund var oppe fra stolen. Mine panikkende instinkter slog straks til, og jeg fægtede med mine arme, imens jeg spurtede ind i stuen, med Liam i hælene på mig. "Abbey! Jeg har en gorilla efter mig!" skreg jeg, imens jeg desperat forsøgte at ryste Liam af mig, ved at spurte rundt om sofaen, hvor Abbey forresten forsøgte at sove. 

"Mhm.. Ring til dyreværnet.." hørte jeg Abbey mumle, hvilket fik mig til at standse op, imens jeg rynkede det ene bryn. Hvad mente hun med det? Jeg skulle til at spørge hende, hvad hun mente, da det gik op for mig hvilken situation jeg var i. Jeg gav et blik over skulderen, og spærrede øjnene op. Liam var lige bag mig.

"Irrrk!" udbrød jeg, imens jeg satte i spurt. Selvom lejligheden ikke var den største, formåede jeg alligevel at komme godt omkring, og ikke løb at løbe ind i noget. Der fortjente jeg et klap på skulderen, da det faktisk ikke lignede mig, ikke at løbe ind i noget, med den klodsethed jeg nu havde.

En latter fyldte mine øre, og jeg kunne hurtigt konstatere at den kom fra Liam. Han morede sig ligefrem? Jeg fnøs, imens jeg hurtigt fik snurret mig rundt om hjørnerne i den lille lejlighed. Utroligt at jeg overhovedet kunne løbe, uden at ramle ind i noget. Det var jo ikke et palads, og der var ikke meget plads, og med denne her mave, skulle man tro at det var umuligt. Selvom det nok så mega sjovt ud, mest fordi jeg altid havde fået af vide, at jeg så sjov ud når jeg løb. Jeg havde en tendens til at løbe med mine arme fægtende, som Phoebe fra "venner."

"Var det ikke meningen at du skulle slappe af?" kom det fra prustende fra Liam, der for engang skyld havde stoppet op. "Det var meningen, men hvem vil tilbringe sin weekend på at slappe af, når man i forvejen ikke bestiller andet?" spurgte jeg, og hævede spørgende det ene øjenbryn. Fangelegen var vidst stoppet nu, og vi begge prustede, eller jeg gjorde ihvertfald. 

Form var ikke noget jeg var i, før i tiden, altså før graviditeten havde jeg en rutine, der netop fik mig i form, også selvom jeg altid har spist lidt usund, men det var jo også grunden til at jeg trænede. Smart ikke? Ja, jeg var ikke en af de typer der gik så meget op i sundhed, dog kendte jeg da grænserne, så jeg ikke endte som en rund kugle. 

"Det kan godt være, men vil du til gengæld hellere forstørre chancen for at skade dit barn?" Liam sendte mig et bedrevidende blik, selvom jeg kunne fornemme det skæve smil bagved. Ugh, han vidste udemærket godt at jeg blev rastløs ved at tilbringe dagen på en sofa, og nu brugte han det imod mig, for at få hævn. Den snuende ko!

Efter lige at have været til scanning, hvor jeg fik fortalt at tilbringe de sidste dage på en sofa. For at undgå blødninger, der åbenbart var meget normalt for gravide mennesker at få, hvis man ikke slappede af, og brugte tiden på, foreksempel at løbe sin lejlighed rundt, som jeg lige gjorde istedet for. Jeg så det nu som en god ting for barnet. Den oplevede det nok som en hoppeborg? Men det var åbenbart ikke en sund ting for barnet, at løbe/hoppe rundt.

"Har du tænkt dig at bruge det imod mig?" spurgte jeg, og pladerede fornærmet mine hænder på mine hofter. Godt nok ikke med et bitchende attityde, men mere en for sjov spillende attitude. Det var det gode ved Liam og jegs forhold. Vi kunne tage alting sjovt, han mindede mig ærlig talt om Abbey, bare i en mandelig udgave. Hvilket nok også var derfor at jeg havde fundet sammen med Liam. For hvis jeg havde været lesbisk havde jeg sikkert også fundet Abbey tiltrækkende, men sådan er tilfældet ikke, og jeg var taknemmelig for at have mødt Liam. Selvfølgelig var Liam lidt mere tiltrækkende at se på, ihvertfald lige i øjeblikket, da Abbey var syg. Heh.

"Hmm... Ja, det kaldes gengæld!" Et bredt smil spillede sig på hans læber, imens han rakte tunge. Jeg rullede barnligt med øjnene, igen var det vores skuespillende forhold der talte. "Rullede du lige øjne af mig?" spurgte Liam, imens han endnu engang trådte truende imod mig. 

"Hm... Hvis du ved det, hvorfor så spørge? Det er jo ikke ligefrem fordi jeg tilstår det," svarede jeg, og denne gang var det min tur, til at sende et skævt smil. "Læg dig nu bare ned, som du fik besked på," kom det fra Liam, der tydeligvis havde givet op. Intet kunne få mig ned!

Jeg bevægede mig ind i stuen, og fik sat mig ned i sofaen, ligesom hoveddøren gik op, og en gennemblødt Louis kom ind. Fik jeg nævnt at det øsregnede? "Jamen, se hvad kattene har slæbt ind," sagde jeg, imens et bredt smil placerede sig på mine læber.

"Hvad er der med hende?" spurgte Louis, imens hans blik lå på Liam. "Det ved jeg ikke, måske er det hormonerne. Nu ved du da hvad jeg har at kæmpe med," sukkede Liam, imens Louis sendte ham en medlidende blik. "Jeg ved hvordan du har det, tro mig. De tider på måneden var ikke sjove at opleve," fortalte Louis, imens han med et drillende smil kiggede over på mig. Liam grinte kort, og jeg lænede mig tilbage i sofaen. Forsøgte at lukke de to botnakker ude for mine tanker. 

Jeg vidste dog godt at de drillede mig, gengældte for at være mere konkret. Sådan fungerede det her, når vi først fik muligheden for at give igen, tog vi den. Alle velvidende om, at vores drillerier ikke var ment på en ond måde, men mere på en kærlig måde. De drillerier har varet ved så længe jeg har kendt Liam og Abbey, og da Louis og jeg er søskende, og at man normalt i et søskende forhold driller, passer det derfor også meget godt. Det var bare vores tegn for humor, netop fordi vi havde muligheden for at komme ud med nogle humoristiske kommentarer om hinanden, uden at formå at sorge en eller anden. Det var det jeg elskede ved vores alles forhold, og for ikke at glemme de andre drenge, der normalt også var med i vores drillerier. Dog ikke i dag, da de ikke var her, men som sagt, var de ikke de alvorlige typer.

"Kan i please dæmpe jer lidt," jeg vendte mit blik over på Abbey, der lå med halvåbne øjne, og et helt blegt ansigt på sofaen. "Selvfølgelig," jeg sendte hendes et undskyldende blik, inden det blev overtaget af et varmt smil. Hun trak tæppet længere op til sig, og vendte med ryggen til.

Jeg førte blikket hen på Liam og Louis, der begge stod i døråbningen og stenede. Jeg løftede spørgende det ene øjenbryn. "Hva, det der værelse maler vel ikke sig selv?" sagde jeg, og lod mine fødder smække sig op på sofabordet. Mine øjenlåg klappede sig langsomt i, og jeg kunne mærke hvordan min krop lød sig synke ned i sofaen. Måske var det ikke helt så dårligt alligevel?

______________________________

 

Date: 26 September 2015, 16:56

"Hey, Chelsea.." en rusken i mig, fik mig trukket tilbage fra min sovende tilstand, og jeg slog mine trætte øjne op. "Chelsea, hvor gemmer i panodilerne?" lød det, hvilket fik mine øjne til at lande på en utydelig skikkelse, der tydeligvis var gerningsmanden, der havde vækket mig! Hmpf.

"Huh?" spurgte jeg forvirret, og kløede mig i øjnene, der stadig kæmpede med at få synet tilbage. "Panodiler? Hvor gemmer i dem henne?" kom det endnu engang, og jeg blinkede nolge gange med øjnene, så jeg kunne se Louis, der før var den utydelige skikkelse. "Panodiler? Har du kigget i skabet, ude på badeværelset?" spurgte jeg, hvilket fik ham til at rynke brynene. Hah! "Nej, nemlig. Gå ud og led, og lad mig sove videre," sagde jeg, og lagde mig til rette igen, mellem de bløde puder. 

Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han gik mod badeværelset, sikkert for at lede efter de panodiler. Vent? Hvad skulle han bruge panodiler til? "Louis! Finder du de panodiler eller hvad?" hørte jeg Abbey råbe, som en bekræftelse på at det var Abbey der sikkert lå i smerter. Stakkels hende, hvilket jeg selvfølgelig godt selv kunne sige, da jeg selv lå på sofaen, meget tilpas, uden smerter. Er det forkert at jeg følte mig bare en lille smule heldig? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...