Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7064Visninger
AA

24. 23

 

- Chelsea -

 

"Stop waiting for the perfect moment,

take the moment you have.

And make it perfect!"

- Rihanna

 

Kapitel af Zackie

Date; 17 May 2015, 11:09

En sød duft lå fyldte hele køkkenet, og det skulle ikke undre mig hvis Abbey havde en sød tand her til morgen, og nu var igang med at lave pande kager. Udmattet lod jeg mine fødder slentre hen af gulvet, med armene hængende slapt ned af siden. Hele min krop føltes lammet, og jeg kunne nemt konstatere at jeg ikke havde sovet godt. Hvilket nok skyldtes min bulede mave, og at jeg normalt sov på maven, som jeg jo ikke kunne nu. Eller jeg tog ihvertfald ingen chancer! Men til gengæld havde jeg sluppet meget let indtil videre, angående min graviditet. Små kvalme havde der dog været noget af, men det var ikke slemt. Godt nok var der så lige mit problem til ananaser, som jeg før graviditeten ikke spiste særlig meget. Men ellers var der ingen problemer, ihvertfald ikke hvad jeg opfattede det som, men måske opfattede andre mig som en humør-bombe, for det har jeg ikke lagt mærke til. 

"Godmorgen, du ser frisk ud i dag," hørte jeg Abbey grine, og jeg sendte hende et dræberblik. Hvis der var en ting jeg ikke var, så var det frisk, og noget sagde mig at Abbey udemærket vidste det. "Hvad laver du?" spurgte jeg, og forsøgte at kigge hende hen over skulderen, hvilket ikke lykkedes mig særlig godt, da min balace ikke fungerede særlig godt.

"Omelet," svarede hun, og sendte mig et smil. Jeg gik op ved siden af hende, og satte mig op på køkkenbordet, hvor mine øjne rigtig nok lå på en perfekt steget omelet. "Uh!" udbrød jeg, og rakte ud efter tallerkenen, dog ikke uden at skænke Abbey et enkelt blik. Et suk forlod hendes læber, og hun nikkede bekræftende. Jeg smilte bredt, og fyldte min mund med omelet. 

"Dthe smaajar grodt" sagde jeg, og rynkede på næsen over mit utydelige sprog, hvilket skyldtes at jeg havde min mund fyldt med omelet. "Det var da altid noget at den ikke smager brændt," kom det fra Abbey. og et grin forlod hendes læber. Jeg trak på skulderne, og hoppede ned fra køkkenbordet. 

"Forresten er der endnu en scanning i dag, har du tid eller?" spurgte jeg, og sendte Abbey et spørgende blik. Hun kiggede kort op fra komfuret, og kiggede tænkende ud af vinduet. "Ikke så vidt jeg kan huske, hvad tid da?" svarede hun, og vendte blikket mod mig. "13:30" svarede jeg på hendes spørgsmål, og hun nikkede bekræftende. 

Mine ben fandt vej ind til mit værelse, og videre hen til mit skab, da jeg nok hellere må se at gøre mig klar. Jeg var i forvejen langsom til at gøre mig klar, og nu med en mave på tog det sin tid. Jeg lod mine øjne skimme igennem de mange muligheder, og igen. Med en mave på, tog det sin tid, da det ikke er så let at sammensætte et sæt tøj, som det normalt var.

"Så, skal vi smutte?" kom det fra Abbey, der efter at have skiftet kom ud fra sit værelse. Jeg gav et kort blik på uret, og nikkede bekræftende, da tiden passede meget godt. Abbey rakte ud efter mine bilnøgler, som var det hendes egne. Men jeg bebrejdede hende ikke, hun havde trodsalt brugt den mere end mig for tiden, mest fordi jeg ikke selv turde tage nogle chancer. Selvom jeg godt ved at det er tilladt at køre mens man opfostre et barn, men ja.. Jeg havde bare den følelse, at der ville ske noget når jeg endelig, efter noget tid satte mig ud i bilen, mens jeg var med barn.

Jeg gik ud af hoveddøren, efterfulgt af Abbey. Et kæmpe suk forlod mine læber, ved synet af de masse trapper. Ikke at det var hårdt at gå ned af dem, min mave hoppede altid bare, og det var ikke lige den mest behagelige følelse, men det målte sig dog ikke med at gå op af dem, for det var hårdt! Jeg var ved at komme ud af form, men kan man bebrejde mig? Igen, så er jeg med barn, og alt det der med den normale træning, hoppede altså af for noget tid siden. Så måtte jeg bare sørge for at komme igang igen efter fødslen, selvfølgelig lavede jeg da nogle øvelser, som lægerne anbefalede man lavede.

"Sig mig, kommer du?" lød det fra Abbey, der stod forenden af trapperne, med et smil på læben. Urgh, hun vidste at jeg hadede de her trapper. Jeg sendte hende et sarkastisk smil, og begyndte at gå ned af trapperne, med min mave hoppende op og ned. Det skulle ikke undre mig, hvis den lille så det som en hoppeborg, og hyggede sig derinde, mens jeg havde det hårdt herude. 

"Jaja," mumlede jeg, og trådte det sidste skridt ned. Et kort grin lød fra Abbey, inden vi satte os ind i min lille dyt. Som vi jo så havde stor glæde af, især Abbey, da hun ikke selv havde en bil. Hvorfor? Ved jeg ikke, hun havde vel brugt pengene på noget andet? Eller også havde hun forventet at måtte låne min, nogle gange. Desuden var det heller ikke sådan at vi ikke ville kunne leve uden en bil. Der er trodsalt noget der hedder bus og tog, som vi så kan benytte os af. Hvilket Abbey også gør lige fortiden, når hun skal studere. 

Huse passerede hurtigt forbi, som bilen drønede ned af vejen. Samt musikken som Abbey havde sat på, brummede i den lille bil. "Skulle Louis med?" kom det fra Abbey, og jeg kunne fornemme ud fra øjenkrogen, at hun gav mig et kort blik. "Ja, han ville stå og vente på os," svarede jeg kort, og vendte blikket fra forruden, hen til Abbey. Hun nikkede kort, imens hendes blik lå koncentreret på trafikken foran os. Et suk forlod mine læber, og jeg lænede mig udmattet op af vinduet. Det kolde glas sendte små gys ned igennem min krop, og jeg lod mit blik glide tilbage til forruden. 

Vi ankom til Louis hus, og som sagt stod han udenfor sin lejlighed. Det lignede ham ellers ikke, for på det punkt lignede Louis og jeg hinanden, vi var altid forsinkede. Det lå bare til familien, hvor meget vi end prøvede, så kom vi aldrig ud til tiden. Jeg betragtede hvordan Louis målrettet gik hen til førersædet. Et grin forlod mine læber, da han åbnede døren, hvilket fik Abbey til at kigge på ham med et forvirret blik.

"Ud," smilte han, og gjorde tegn med sin hånd til hende, om at træde ud. Abbey rynkede brynene, og rystede en gang på hovedet, inden hun trådte ud, og lod Louis komme ind bag rattet. Endnu et grin forlod mine læber, da Abbey måtte sætte sig om på bagsædet. 

"Jamen, hej til dig," hørte jeg Abbey mumle omme bag i hende, og jeg sendte hende et undskyldende blik. "Undskyld, men det lægger til familien," sagde jeg, og Abbey kiggede irriteret op fra sine lår. Dog mente hun det ikke på en ond måde, men mere den der række tunge måde, i ved barnlige måde?

_______________________________

 

"Venter du bare her så?" spurgte jeg, og kiggede på Abbey, der havde sat sig til rette i en af ventestolene. "Jep, jeg er nødt til at læse," svarede hun, mens hun trak en notesblok, og en bog op fra sin taske. "Hvad skulle du så med for? Hvis du alligevel bare skal sidde og vente?" jeg rynkede forvirret mine øjenbryn, da det ingen mening gav, at Abbey var taget med ud til scanning, for alligevel bare at sidde i en stol, og studere. 

"Nogle skulle jo køre?" svarede hun, og kiggede kort op fra sine noter. Jeg sukkede, og rystede en gang på hovedet. "Louis kunne have hentet mig, istedet for at vi samlede ham op, og så kunne du have læst derhjemme," sagde jeg, hvilket fik Abbey til at trække på skuldrene. Et kort grin forlod mine læber, og jeg lod mit blik glide hen til Louis, der sad med et grin på sine læber. 

Sådan sad vi i noget tid, stilheden havde lagt sig over os. Abbey havde dykket ned i bogen, og Louis sad med hovedet ned i sin mobil. Mig? Jeg sad og trillede tommelfinger, mens mit hovede lå lænet op at muren. Som den utålmodige person jeg var, i forhold til mig, var sådan noget som det her spild af tid. På den anden side er det også for dårligt, at de ikke er klar til den tid man har reserveret. 

"Chelsea Tomlinson?" jeg løftede hovedet, og så min jordmor stå med et undskyldende blik. Jeg bemærkede Louis kigge op fra sin mobil, og hviske noget i Abbey's ører, der fik hende til at nikke. Jeg rejste mig med et suk op, og fulgte med jordmoderen også kaldt Hannah, ind i scannings rummet, eller hvad man så end kalder det. 

"Du kan bare lægge dig til rette på briksen," sagde Hannah, og gjorde et nik mod den alt for bekendte briks. Jeg lagde mig op på briksen, og trak forberedt op i min bluse. Hannah smurte den kolde creme på min bulede mave, og kørte rundt med den der dims, jeg stadig efter mange gange ikke har fundet navnet på. 

"Det ser stadig godt ud, men spis noget mere for pokker!" grinte, og sendte mig et smil. Jeg rynkede på næsen, og lod mit hovede dykke længere ned i briksen. "Jeg bestiller snart ikke andet end at spise!" udbrød jeg, samt et tungt suk forlod mine læber. "Du bestiller rettere sagt ikke andet end at spise ananaser," kom det fra Louis, og jeg sendte ham et borende blik, hvilket medførte til et tilfreds smil fra Louis.

"Som sagt, kan man ikke leve af ananaser, især ikke når det kræver mere næring under en graviditet," lød det fra Hannah, som kiggede på mig med et alvorligt blik. Jeg nikkede, og fik sat mig op på briksen. "Så samme tid næste gang?" spurgte jeg, og rejste mig op. "Jo, lad os aftale det. Så må i komme godt hjem, og husk Chelsea, andet end ananas, okay?" sagde Hannah, mens et alvorligt blik, var sendt mod mig. Jeg nikkede, og sendte hende et smil, inden jeg efterfuldt af Louis forlod rummet. 

"Det gik da meget godt," kom det fra Louis, imens et bredt smil var placeret på hans læber. Jeg nikkede, og gik over imod Abbey, der stadig havde sit blik nede i sin bog. Hun havde vidst ikke bemærket os, men jeg bebrejder hende ikke. Skolen er lige om hjørnet, og hun vil gerne være forberedt så meget som muligt. Sådan ville jeg også have været, hvis ikke jeg var i den situation som jeg var i nu. Selvfølgelig læste jeg for at holde mig opdateret, selvom jeg vidste at jeg ikke ville starte i skole lige foreløbig. 

"Hvordan gik det?" hørte jeg Abbey sige, som havde vendt blikket fra sin bog. "Som sædvanlig," svarede jeg, og hun nikkede. "Så med sædvanlig mener du, - spis andet end ananas?" spurgte hun, imens hun forsøgte at efterlinge Hannah's stemme. Jeg nikkede, imens et grin, der mere betegnes som et grynt, kom fra min mund. 

"Så lad os gå ud og spise en is,"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...