Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7074Visninger
AA

22. 21

 

- Chelsea -

 

"Be brave and fearless to know,

that even if you make a wrong decision.

You're making it for a good reason."

- Adele

 

Kapitel af Zackie

Date; 10 May 2015, 19:06

Jeg fyldte pastaen over på min tallerken, samt den saftige bøf. Grøntsagerne havde jeg undgået, mest fordi jeg ikke havde appetit til det i dag. Normalt plegede jeg at spise grøntsager, mest for at få de vitaminer de nu indeholdte, men ikke i dag. I dag var en undtagelse, da jeg virkelig ikke ville kunne få dem ned. 

Jeg slentrede hen til spisebordet, hvor Louis og Abbey allerede sad igang med at spise deres portion. Tidligere i dag kiggede vi på barnevogne, hvilket også skyldes at Louis spiste med, og jeg havde ligesom brug for en barnevogn, så jeg kunne slippe for at bære rundt på babyen heletiden. Hvorfor Louis ville med, vidste jeg ikke. Han havde selv forslået det, så måske glædede han sig til at blive onkel? 

Jeg slog mig ned på en stol ved siden af Abbey, og begyndte at spise af min mad. Stemningen var temmelig akavet, men det skyldtes nok at vi sad og spiste. Men på den måde vi indimellem udvekslede blikke, bragte den akavede stemning frem. 

"Chelsea.. Der er noget som vi skal snakke om.." sagde Abbey, og brød stilheden. Jeg rettede min opmærksomhed mod hende, og ventede på at hun ville fortsætte. "Jo, ser du.. Mig og Louis, eller nej.. Louis og jeg, er ligesom.. Altså du ved, eller nej det ved du jo så ikke.. Men - " "Det som Abbey prøver at fortælle er at, Abbey og jeg er sammen, som i et forhold." afbrød Louis Abbey, og jeg spilede øjnene op.

Hørte jeg lige det? Abbey og Louis i et forhold? Som i et forhold, som i kysseri, som i putteri, som i Abbey og Louis! Det lyder helt forkert i min mund, men nu har jeg så heller ikke set dem som andet end venner, så nu dem i et forhold? Min bror sammen med min bedsteveninde? Er det en form for karma? Ej, det må jeg ikke sige.. Forelskelse er en kemisk forbindelse, og man vælger ikke selv hvem man bliver forelsket i, så jeg kunne ikke tillade mig at blive vred. 

"Okay?" sagde jeg, hvilket fik Abbey og Louis til at sende mig et chokeret blik. "Okay? Ikke mere.. Wow.." svarede Louis, og kiggede kort ned i bordet. "Jeg er jo ikke ligesom dig Louis, som sikkert ville have flejnet" konstaterede jeg, med et smil på læben. Han trak på skuldrene, og fortsatte med sin mad.

Jeg kiggede over på Abbey, som også havde sit blik mod mig. Jeg sendte hende et lille smil, og fortsatte med at spise, efterfulgt af Abbey.

Stilheden lagde sig hurtigt over os igen, og det eneste man kunne høre var bestikket mod tallerknerne, eller Nemo og Pivskids poter mod gulvet. Denne gang var stilheden så ikke så akavet som før, nu var det bare mere for at undgå at tale med mad i munden. 

"Tænk at du overhovedet vil bruge tid på ham, er du klar over hvad du har sagt ja til?" spurgte jeg Abbey, uden at mene det første på en ond måde, da jeg jo ikke var ond, eller måske kun lidt... Hehe. Louis sendte mig et fornærmet blik, og jeg gengældte det, dog bare med et hoverende smil. "Tro mig, jeg har tænkt over det" grinte Abbey, hvilket fik Louis til at sende hende det samme fornærmede blik.

"Hvad?" spurgte Abbey Louis om, og lagde hovedet en anelse på skrå, med et udfordrende blik placeret på hendes ansigt. "Du burde da slet ikke havde tænkt på det, altså så slem er jeg da ikke?" Louis kiggede skiftevis på Abbey og jeg. Abbey og jeg veklsede blikke, og vendte så opmærksomheden mod Louis.

"Skal vi være ærlige?" spurgte jeg, hvilket fik ham til at nikke. "Med ærlighed kommer man længst," svarede han, og endnu engang vekslede Abbey og jeg blikke. "If you say so," sagde jeg, og sukkede falsk, hvilket fik Louis til at kigge undrende på mig, med hævet øjenbryn. 

"Du er... meget let at narre," sluttede jeg af, og grinte kort efterfulgt af Abbey. Louis sendte os et forvirret blik, som fik mig til at tænke på en forvirret høne. Jep, jeg sammenlignede lige Louis med en høne. "Vi drillede dig bare! Og nej, du er ikke så slem," sagde Abbey, med et bredt smil på læberene. "I er da også bare umulige.." sukkede Louis, og rystede en anelse på hovedet. "Men alligevel elsker du os!" Sagde Abbey, og placerede et kys på Louis kind, inden hun med sin tallerken gik hen til køkkenet.

 

_____________________________ 

 

Date; 1 August 2015, 19:59

"Farvel! Og gør nu ikke noget dumt!" Råbte jeg, efter Louis og Abbey, der var på vej ned til Louis' bil. "Chelsea!" Råbte Abbey tilbage, og jeg kunne ane hvordan hendes kinder rødmede. "Det kunne vi aldrig finde på, og desuden vil jeg godt vente lidt..." hørte jeg Abbey sige igen. Jeg fnyste, "Nu havde jeg så heller ikke ligefrem et valg.." svarede jeg, og lænede mig længere op af vindueskarmen, for at få et bedre blik. Ja, jeg kiggede ud af vinduet, for at kunne se Louis og Abbey. 

"Okay, jeg kunne have fået en abort men... Ej, ligemeget!" mumlede jeg for mig selv, men noget tydede på at det kunne høre det. "Dit valg var rigtigt, desuden glæder du dig da, gør du ikke?" kom det denne gang fra Louis, overraskende nok..

Men han havde heller aldrig været glad med tanken om en abort, og det var ikke engang ham der ville kunne komme ud for det! Men noget sagde mig, at det mere var tanken om at dræbe en skabning, der havde muligheden for at opleve denne verden. Lidt ligesom jeg havde det, selvom jeg måske godt kunne blive i tvivl om det ville have været bedst sådan. 

"Jo, selvfølgelig gør jeg da det, men det har sine ulemper" svarede jeg, og sendte ham et smil, som jeg kunne se han gengældte. "Det kan du selvfølgelig have ret i, men vi ses! Vi må nok hellere køre nu," kom det fra Louis, og jeg nikkede. De vinkede en sidste gang inden de satte sig ind i bilen.

Jeg fulgte dem med blikket forsvinde ned ad vejen. Jeg vendte mig sukkende om, lod blikket glide kort ned på min bulede mave. I det mindste, havde jeg haft en let graviditet indtil videre, men det kan vel nå at ændre sig? 

Jeg slentrede ind i stuen, hvor både Nemo og Pivskid lå i sofaen. Dovne katte... Jeg skulle lige til at dumpe mig ned i sofaen, men en banken fra hoveddøren afbrød mine handlinger. Jeg sukkede kort, det var sikkert bare Louis eller Abbey der havde glemt noget, men Abbey havde da nøgler? Selvom det måske kunne være dem hun havde glemt.. Jeg pbnede hoveddøren, og spærrede øjnene op ved synet der kom mig imøde. 

"Liam? Sikke en overraskelse, er det ved at blive en tradition at du dukker op ved min dør, næsten vær' dag?" spurgte jeg, og følte næsten det som en deja vu. Han grinte kort, og rystede på hovedet. "Dog ikke, medmindre du vil have det til en tradition?" han kiggede spørgende på mig, inden han igen kom med et kort grin. "Kan jeg komme ind?" spurgte han, og jeg nikkede, hvorefter jeg lod ham komme ind. 

"Jeg tror vidst der er noget vi skal have talt om.." jeg sendte ham et undrende blik, talt om hvad? "Du ved.. Kysset?" fortsatte han, og jeg forstod straks.

Hele scenen korte som en lille film inde i hovedet, og nu var han sikkert kommet for at sige, at han fortrød det.. Jeg ved stadig ikke engang hvad jeg føler, det hele er stadig meget forvirrende. Men nu kunne det så også være ligemeget, han var jo kommet for at sige at det ikke ville gå imellem os? Så var valget jo næsten taget for mig. 

Han skulle lige til at åbne munden, men jeg nåede at afbryde ham. "Jeg forstår, det var dumt og... - " "Faktisk bragte det en masse følelser frem, en masse gode følelser." Afbrød han mig, efter at jeg havde afbrudt ham. Jeg følte mig rimelig forvirret.. Vent? Sagde han lige gode følelser? Hvad mente han med det? 

"Jeg.. Vil faktisk ikke have at de forsvinder, at vi forsvinder," sluttede han af, og jeg stod mundlam tilbage. Igen føltes det som om alle de følelser jeg havde fra kysset kom igen. Og jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige, nu var det så heller ikke det jeg forventede ham at sige. Det var da positivt ment ikke? 

"Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige," fik jeg frem, og lod mine øjne mødes med hans øjne. "Så er jeg da ikke den eneste," svarede han med et smil, hvilket fik mig til at grine. "Som altid letter du stemningen," konstaterede jeg, og lagde mine arme om ham. "Det krævede så også lige at ødelægge stemningen først," kom det fra ham, hvilket fik mig kiggede op på ham, og rystede kort på hovedet.

Han arme placerede sig om mit liv, og han trak mig blidt tættere mod hans krop, så langt han altså nu kunne på grund af min mave... Jeg lænede mit hovede op af hans bryst, og nød at kunne mærke hans vejrtrækning. Han førte hånden op bag mit hovede, og placerede blidt et kys i mit hår. 

"Er det muligt at så sådan her forevigt?" mumlede jeg, og lod mine øjne lukke i, som han stille svajede vores kroppe. "Det ved jeg ikke, men jeg ville ikke have noget imod det," svarede han, og endnu engang kiggede jeg op, og blev mødt af hans øjne, da hans hovede var vendt nedad, og bragte en sød dobbelthage frem. 

Et fnis forlod mine læber, og bragte et forvirret udtryk på Liam ansigt. "Du har en sød dobbelthage," svarede jeg, hvilket fra ham til at trække sin hage længere tilbage, og derfor gøre dobbelthagen tydligere. Jeg rystede kort på hovedet, og placerede mit hovede på hans bryst igen, imens jeg strammede grebet om ham, bange for at det hele bare var en drøm.

En ting var ihvertfald sikkert, ligenu ville jeg ikke have ham til at forsvinde, ligenu ville jeg stå sådan her så længe det var muligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...