Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7119Visninger
AA

21. 20

 

- Abbey -

 

"I'd rather do nothing and be happy,

than do something i know i don't love!"

- Cameron Diaz

 

Kapitel af Rimaa

Date; 1 May 2015, 11:23

"Chelseaaa! Kom nu!" råbte jeg igennem den lille lejlighed. "Jaja! Ved du lige hvor hårdt det er at bevæge sig rundt?" sagde hun sarkastisk og kom gående ud inde fra værelset, jeg drejede hovedet og kiggede ud af vinduet. I dag er en typisk engelsk sommerdag, det småregner men alligevel er vejret okay varmt. Sådan 17 grader, hvilket er dejligt. Jeg gik ud i køkkenet og slukkede lyset, Louis burde snart være her, jeg kan næsten ikke vente med at se ham. Sidste gang jeg så ham er 5 dage siden, ellers har han skulle arbejde...

Det er hårdt ikke at se ham, men hvad skal jeg helt ærligt gøre ved det? Han har ikke engang spurgt om vi skal være sammen, men det gør ikke så meget. Så længe jeg får lov til at kysse på ham er jeg ligeglad! Fik i den? "Hvor har du lagt maskaren!?" råbte en opgivende Chelsea. "Den står i skabet over vasken!" råbte jeg tilbage. Lyden af hoveddøren der klikkede fik mig ud af mine tanker. Et stort smil bredte sig på mine læber, så løb jeg ellers ud i gangen og lige i armene på Louis.

Fuck jeg har savnet ham. "Din idiot! Er du klar over hvor meget jeg har savnet dig?" sagde jeg lavt og grinede, Chelsea må for alt i verden ikke opdage os. Ikke endnu ihvertfald. Jeg trak mig væk for at se ham ind i øjnene. Han smilede. "Jeg tror jeg har en anelse om det," han bøjede sig ned og kyssede mig blidt, en varm følelse bredte sig i min mave. En dør smækkede og jeg trak mig hurtigt væk, jeg rystede følelsen af Louis af mig og begyndte at tage sko på.

"Hej Louis," smilede Chelsea og gav ham et kram, jeg mødte Louis blik, han smilede trøstende. Jeg smilede halvhjertet igen, det er hårdt at skjule vores forhold for Chelsea. Ikke kun fordi hun er Louis' lillesøster, men også min bedste veninde. Men det må vente, hun har for meget at tænke på nu. Han lagde hånden på Chelseas mave. "Jep, nu bliver du snart onkel!" grinede hun og tog sine sko og lette jakke på. Det er jo ikke ligfrem vinterjakke vi bruger.

Jeg løb ud i køkkenet efter nøglerne til lejligheden, åh nej jeg har glemt at give kattene mad! Nemo sad og kiggede utilfreds på mig ved siden af madskålen. Jeg sukkede og lagde nøglerne fra mig for derefter at finde deres kattemad og fylde skålen op, Pivskid kom rendende og gav sig til at spise samtidig med Nemo. Godt de kan finde ud af at dele... Jeg løb ud i gangen igen og låste døren til lejligheden, Louis og Abbey snakkede vidst om hvordan Chelsea ville have barnevognen til at se ud. "Den kunne også være orange! Der er da ikke mange der har en orange barnevogn!" jeg rystede på hovedet af hende og grinede.

Nu spørger i nok om hvornår jeg egentlig har tænkt mig at starte med at studere noget? Og her er svaret; jeg skal starte med at studere til læge i morgen! Og jeg er bare så happyyyy! Det kommer selvfølgelig til at tage lang tid. Men jeg vil bare SÅ gerne være læge, det har jeg villet lige siden... Lige siden 8 klasse tror jeg... Og ja, nu starter jeg altså i morgen!

"Abbey og jeg har kigget på nogen forskellige barnevogne, personligt vil jeg helst have en stor en der er sort, altså babyen skal da også have bare lidt plads at lægge på," snakkede Chelsea løs til Louis på vej ned til bilen. "Hvorfor ville du overhovedet med?" spurgte hun så, jeg skævede til Louis og trak lidt på smilebåndet. Han trykkede på bilnøglen så bilen gav et klik og åbnede døren for Chelsea. "Jeg har jo ikke set jer i lang tid, og jeg vil helst ikke gå glip af at finde en barnvogn," forklarede han. Jeg smilede for mig selv og satte min ind på forsædet istedet for bagsædet, Chelsea kiggede underligt på mig.

Jeg lagde pegefingeren foran munden som et tegn til hun ikke måtte sige noget, og smilede drillende. Louis åbnede døren ind til forsædet og jeg kiggede uskyldigt op på ham. "Bilnøglerne tak," smilede jeg så man kunne se mine smilehuller, mens jeg rakte hånden frem. Han rystede på hovedet. "Glem det," sagde han med et drillende blik og lagde armene over kors. "Kom nu Louis! Stoler du ikke på mig?" spurgte jeg og kiggede på ham med et blik der hentyede til noget helt andet.

Han lignede en der virkelig måtte beherske sig for ikke at komme med et alt for kærligt svar. "Jeg ved ikke rigtig om det er en god ide," sagde han med et lille grin, så sukkede han og gav mig nøglerne. "Du har bare at passe på, det her er min baby," sagde han alvorligt og klappede bilen. Så smækkede han døren i og satte sig bagi." Jaah!" jublede jeg lalleglad og smilede fortroligt til Chelsea der sad med hånden på maven og kiggede surt på Louis. "Du sammenlignede da ikke lige din bil med en baby vel?" "Det kan du lige tro han gjorde," grinede jeg og satte nøglen i og drejede den. 

"Gør det igen og jeg frasiger dig retten til at kalde mig din lillesøster," fnyste hun og kiggede ligeud. "Hvad er det lige med hende?" spurgte Louis henvendt til mig. Jeg rystede på hovedet. "Graviditetstræthed," han nikkede forstående. "Se det på den lyse side Chelly, ingen menustration i 9 måneder," sagde jeg tørt og skiftede gear mens jeg trykkede lidt på speederen. "Hvad er der nu galt med menustration?" spurgte Chelsea, og havde tydeligvis glemt hvordan det er at have den.

"Alt," sukkede jeg, men mine tanker røg i stedet tilbage på Louis, hvis hun vidste hvem det er jeg har noget med, så blev jeg helt sikkert sat af bilen indtil hun syntes jeg havde fået noget fornuft tilbage. "Du vil da ikke have et barn nu vel?" måbede hun og kiggede med store øjne på mig, jeg rystede på hovedet. "Bare rolig, ikke flere graviditeter, jeg regner med at vente ihvertfald et par år endnu," hun sukkede lettet og smilede. "Tak Abbey," så kiggede hun ud af vinduet. Jeg mødte Louis' blik i spejlet, han smilede og jeg smilede stille tilbage. Rent praktiskt er det noget forbandet lort at jeg er forelsket i Chelsea storebror, men vender man den om, kan det hele ikke være mere perfekt.

Jeg drejede ind på parkeringspladsen og parkerede bilen, den står slet ikke skævt. Men det må de andre der skal parkere ved siden af selv om. Jeg steg ud af bilen og mærkede straks Louis' nærvær, skal jeg igennem den her dag må han altså holde lidt afstand! "Det er den værste parkering jeg nogensinde har set," grinede han, jeg rullede øjne og stak armen ind i Chelseas. Vi gik hen mod indgangen, og Louis må åbenbart have læst mine tanker for han gik over ved siden af Chelsea istedet. En pige hvinede og trak sin mobil op af lommen, hun må åbenbart have genkendt Louis selvom han har solbriller på.

"Omg det er Louis Tomlinson," sagde en anden, Louis smilede bare og gik videre mens Chelsea lod som ingenting. Det er egentlig utroligt at hun har vænnet sig til det! Men man lære det vel... Vi styrede direkte hen imod den første babybutik, vi har været her i hvad, fem minutter og vi bliver allerede bombarderet med kamerarer. Det må være på grund af Chelsea. "Louis hvorfor er din lillesøster gravid!?" "Chelsea hvem er den heldige!?" vi styrede direkte hen til barnevognene. En ung pige der arbejdede i butikken kom straks hen til os. "Noget jeg kan hjælpe med?" spurgte hun. "Jeg vil gerne kigge på en barnevogn," smilede Chelsea.

"Ja, jamen vi har jo et stort udvalg som i kan se. Men det kommer jo an på hvor høj man selv er og hvad man syntes er behageligt," hun gik hen til den første barnevogn og Chelsea fulgte efter. Louis stildte sig hen ved siden af mig. "Hvilken barnevogn er den bedste for barnet?" spurgte Chelsea så. De gik lidt længere ned af rækken med barnevogne, jeg skulle til at gå efter da Louis tog min hånd og flettede den ind i sin. Det pludselige chok det gav mig fik mig til at kigge hurtigt op, han smilede og gav min hånd et klem, så slap han den næsten lige så hurtigt som han havde taget den.

Det må vel betyde at han har det lige så svært med det her som mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...