Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7082Visninger
AA

18. 17

 

- Chelsea -

 

"Life would be tragic,

if it weren't funny!"

- The Theory Of Everything

 

Kapitel af Zackie

Date; 13 April 2015, 11:17 

Træt vendte jeg mig rundt i sengen, og rynkede næsen da en lysstråle lyste direkte ind i mit ansigt. Ugh, forbannede sol. Ved den ikke bedre end at forstyrre mig i min skønhedssøvn? Jeg slyngede mine ben over sengekanten, og derefter rejste jeg mig op. Mine fødder ramte det kolde trægulv, hvilket fik mig lyst til at krybe under dynen igen. Det er ulempen ved at lufte ud inden man går i seng, - der bliver koldt om morgenen. Men til gengæld er det lettere for mig at falde i søvn i et koldt rum, så jeg kan lade dynen varme min krop op til den perfekte temperatur.  

Jeg fandt vej hen til køkkenet, stadig iført mit nattøj. Tøjet måtte vente til senere, for lige nu krævede min mave mad. Abbey var som altid oppe før mig, hvilket ikke overrasker mig, da hun tydeligvis er et morgenmenneske. Hendes ord lyder på at man får mere ud af dagen ved at stå tidligt op, og det er vel også sandt nok? Men det kommer så også an på hvilken slags person man er, for ser man det fra min side af, oplever man dagen bedst ved at bruge tiden i drømmeland. 

"Godmorgen," mumlede jeg hæst, og gav mig til at kigge køleskabet igennem for tillokkende mad. "Godmorgen, leder du efter noget specielt?" lød det fra Abbey, som en hentydelse til køleskabet. "Hmm... Har vi ikke noget chokolade?" spurgte jeg, imens jeg lukkede køleskabslågen i, og gav mig til at rode et skab igennem. "Ikke så vidt jeg ved af, ellers ville jeg nok også have spist det.." jeg kunne føle Abbey blik hvile i nakken på mig, og vendte mig med et suk om. Selvfølgelig, jeg burde kunne have sagt det til mig selv, Abbey ville have spist det... Men jeg bebrejder hende ikke, vi er vel begge en stor chokolade spiser? 

Jeg lod mig dumpe ned på barstolene, og greb fat i en appelsin, der lå sammen med de forskellige arter frugter i en frugtskål. Når nu vi ikke havde noget chokolade, måtte jeg vel finde på en plan B, som så blev til en appelsin.

Jeg har aldrig været den helt store morgenmads spiser, men på det seneste har jeg vågnet med en sulten mave om morgenen, hvilket nok skyldes graviditeten. Det har så ikke været det helt store jeg har spist, som foreksempel nu, hvor jeg har taget hul på en appelsin.

"Forresten kommer hele molevitten i dag," sagde hun, og med molevitten mente hun drengene. Et kælenavn Abbey og jeg har haft kørende i et stykke tid, faktisk i lang tid men det kan være ligemeget. "Okay, så må jeg hellere gøre mig klar," jeg kiggede ned af mig selv, og jeg kunne se at Abbey fulgte mit blik. Jeg var stadig iført nattøj, og det ville ikke undre mig hvis mit hår lignede en fuglerede. Der er dem der ligner en prinsesse når de vågner, hvilket bestemt ikke er mig, jeg er en af dem der ligner en trold. Så har vi fået det på plads.

"Jeg går i bad," jeg rejste mig fra stolen, og forsvandt ud af køkkenet, for at sætte kursen mod badeværelset. Et bad virkede virkelig tiltrækkende, og der er findes ikke en bedre måde at friske sig selv op på. Jeg trådte ind i brusekabinen, efter at have taget tøjet af, og tændte for det varme vand, der straks ramte min bare hud. Jeg greb ud efter shampoo'en, og knubbede indholdet godt ind i hovedbunden, for derefter at skylle det ud igen. Jeg gav mig til at nynne, mens jeg koncentrerede mig om at få skyllet alt shampoo'en ud. Den eneste der alligevel er hjemme er Abbey, og tro mig, hun har skam hørt mig synge, og det samme har jeg med hende. Så det at jeg nynner højere end normalt, sker der nok ikke noget ved. Måske kun det at jeg får sprunget Abbeys trommehinder, men det tager vi til den tid. 

Jeg trådte ud af bruseren, og greb ud efter håndklædet. Hvis i undre jer, bruger jeg ikke balsam men hårkur istedet, da balsam ikke har den samme effekt på mig, som den har på andre.

Så istedet har jeg fået foræret en god hårkur af min frisør, som har en virkelig god effekt på mit hår, så kan man vel ikke forvente mere? Jeg viklede håndklædet om min krop, og begav mig ind på mit værelse. Jeg havde ikke lige tænkt på at tage mit tøj med ud på badeværelset, så det måtte lige blive et håndklæde, heldigvis er drengene da ikke kommet endnu? Så vidt jeg ved af. Jeg åbnede mit skab, og begav mig til at rode rundt i bunkerne efter noget passende tøj, indtil jeg fandt et passende sæt til dagens anledning. 

Jeg bevægede mig ind i stuen, hvor Abbey som altid sidder i fuld gang med sin bog. Ikke fordi det overrasker mig, Abbey har bare et godt forhold til bøger, ligesom at jeg har et godt forhold til Ben & Jerry is. Jeg dumpede ned i sofaen ved siden af Abbey, som stadig var optaget af sin bog. Jeg burde egentlig også begynde at læse noget mere, de kloge siger jo at man bliver klog af det, alt efter hvilken bog man læser. Jeg skal ihvertfald have fundet nogle graviditets bøger, eftersom at jeg ikke ved en pind. Men nu havde jeg så heller ikke regnet med at jeg ville gå hen og blive gravid, så man kan ikke ligefrem sige at jeg har forberedt mig. 

"Abbey? Vil du ikke godt lave en sandwich til mig?" spurgte jeg, og smækkede min fødder op på sofabordet. Jeg kunne mærke Abbeys blik på mig, og vendte derfor mit blik mod hende. "Hvorfor skulle jeg lave en sandwich til dig?" hun løftede spørgende det ene øjenbryn, og jeg sukkede en gang. "Fordi jeg er sulten?.." svarede jeg, hvilket fik hende til at rulle øjne. Jeg sendte hende et forvirret blik, og løftede spørgende øjenbrynene. Hvad var der nu i vejen ved at lave en sandwich? Det er da det samme når jeg laver aftensmad til os? 

"Ugh, fint. Jeg er alligevel også sulten," hun rejste sig op, og forsvandt ud i køkkenet. Yay! Så må jeg hellere lave aftensmad, som gengæld. Eller nu skal jeg passe på hvad jeg siger, for hvis drengene kommer, melder jeg mig ikke! Det er som at lave mad til 50 personer, og jeg har ikke lyst til at bruge hele min aften på af lave mad til dem, så foreslår jeg at vi tager takeaway mad. Så må jeg bare lave aftensmad en anden dag. "Så, jeg regner med at jeg får noget til gengæld en dag," hun rakte mig en tallerken, med en frisk lækker sandwich. Jeg nikkede bekræftende, og tog en bid af sandwichen, men spyttede den hurtigt ud, da et slag i min mave tog form. Jeg kiggede forskrækket ned på den, og lod mine hænder hvile på min mave, hvor endnu et slag kunne mærkes. 

"Hvad gjorde du det for? Er den ikke god nok? For jeg laver altså ikke en ny," hørte jeg Abbey sige, men jeg rystede på hovedet. "Babyen... Den sparkede!" udbrød jeg, og kiggede med store øjne på Abbey. Hun spilede øjnene op, og rykkede sig hurtigt hen til mig, for at placere hænderne på min mave. "Omg! Gør det ikke ondt? Ej, den er jo livlig!" udbrød hun, jeg rystede på hovedet over hendes spørgsmål, og lod et grin undslippe min mund. 

"Ja, den er en rigtig kriger," sagde jeg, og hentød til den bluse jeg havde på. Et grin lød fra Abbey, og jeg sendte hende et smil. Sparkene dødede efterhånden ud, og Abbey flyttede sin hænder fra min mave igen. "Tror du man kan mærke på sparkene om det er en dreng eller pige?" spurgte jeg, og sendte Abbey et spørgende blik. "Neeeej, det tror jeg ikke ligefrem," grinede hun, men stoppede da en banken lød. Vi vendte begge vores opmærksomhed mod døren, hvor der lidt efter kom 4 drenge vadende ind. 

"I gætter aldrig hvad der lige er sket! Babyen sparkede for første gang, og i var her bare ikke! Hah!" udbrød Abbey, og pegede med en truende finger på drengene, mens hun bevægede sin krop, til hvad der kunne tyde på en sejrsdans. Drengenes udtryk så helt forkert ud, og jeg kunne ikke lade være med at udbryde et grin. "Bevæger den sig stadig?" spurgte Louis om, og fjernede sit blik fra Abbey der stadig dansede sin sejrsdans.

"Meget svagt, men ikke så meget som før," svarede jeg, og sendte ham et svagt smil. Han nikkede, inden hans gjorde tegn til om han må lægge sin hånd på min mave. Jeg nikkede, og han rakte ud efter maven, men blev stoppet af Abbey. "Pas på! Babyen kan karate!" grinede hun, og Louis sendte hende et forvirret blik, inden jeg pegede på min bluse.

Et grin lød fra Louis, og han placerede forsigtigt sine hænder på min mave. De andre drenge fulgte nøje med, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule akavet. Nu er det måske lidt underligt når min bror rør ved min mave! 

"Kan du mærke noget?" spurgte Liam Louis om, som nikkede anerkendende. "Uh, jeg vil også prøve!" lød det fra Niall, som lidt efter kom hen og placerede en hånd på min mave. Slet ikke akavet, du har bare at nyde din opmærksomhed baby! "Nåh, godt om det baby halløj. Har i mad med? Jeg sulter her!" udbrød jeg, og passerede forbi drengene og ud i køkkenet. "Var min sandwich ikke godt nok?" lød det skeptisk fra Abbey, selvom det ikke var ment ondt, men mere sarkastisk. Jeg grinede kort, og rystede på hovedet.

"Nej, men du må meget gerne forsøge igen!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...