Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7064Visninger
AA

15. 14

 


- Abbey -

 

"Don't ever let a soul in the world tell you,

you can't be exactly who you are."

- Lady Gaga

 

Kapitel af Rimaa

Date; 4 April 2015, 11:16 

Med et dask lod jeg mig falde ned på sofaen, endelig... Pivskid mijavede og hoppede op til mig. Jeg havde købt to katte til mig og Chelsea for en uge siden, det var vidst den dag jeg forsvandt lige inden hun skulle til scanning. I know, dårligt tidspunkt, men jeg havde aftalt med kattehjemmet at hente dem på det tidspunkt, så der var ligesom ikke noget at gøre. Chelsea havde jo også bare taget drengene med, så jeg tro hun overlevede.

Jeg havde lige fået pakket de sidste flyttekasser ud på badeværelset og inde på mit eget værelse. Jeg havde forfærdelig mange bøger og billeder med fra min gamle lejlighed. Det er faktisk dejligt at være flyttet sammen med Chelsea, vi havde snakket om det før, men det var ligesom aldrig blevet til noget. Men nu er det altså sket, og i aner ikke hvor lettende det er. Det er nok også dejligt for Chelsea nu hvor den lille kommer, og jeg skal være, en slags, moster!

Måske ligner mig og Chelsea ikke hinanden, men vi er da vel lidt som søstre altså... Vi kunne lige så godt være i familie med hinanden, så er det så bare lige om jeg skulle være født ind i Chelseas familie, eller om hun skulle være født ind i min... Hun skulle helt klart være født ind i min, hvorfor? Fordi jeg er enebarn! Og det er nok også derfor at jeg knyttede mig så hurtigt til hende, fordi jeg aldrig har haft en søster at være tæt med.

Der lød en banken på hoveddøren ude fra gangen. Underligt, de eneste der har nøgle til lejlighedskomplekset er mig og Chelsea... Åh nej, det har Louis jo også. Omg altså, jeg magter ikke at snakke med ham lige nu. Altså det er jo sikkert ham, for Chelsea ville da bare være gået lige ind. Træt rejste jeg mig fra sofaen, jeg har måske være lidt sur på ham efter det med Derek og lejligheden. Jeg havde bedt ham om at blive i bilen og det gjorde han ikke...

Og ja, måske kunne det være gået meget galt hvis ikke han var kommet. Men han burde stole på mig når jeg siger jeg har styr på det, for det havde jeg altså. I så da selv hvordan jeg slog Derek lige i fjæset! Det kunne jeg da bare have gjordt igen? Jeg åbnede døren ud til gangen og tændte lyset, jeg lukkede døren bag mig for at holde på varmen. Vi kæmpede stadig lidt med radiatorene og gulvvarmen, men min far havde lovet at komme og kigge på det. Han er elektriker.

Jeg kunne se en høj skikkelse udenfor, og hvem mon det kunne det være, Louis? Jeg åbnede døren og prøvede at smile. "Hej," smilede han og begravede hænderne dybt i lommerne. "Hej," svarede jeg igen. "Er Chelsea hjemme?" jeg rystede på hovedet. "Hun er ude at købe nogen kopper hun havde set, hun er nok først hjemme engang i eftermiddag hvis det var derfor..." han rystede på hovedet.

"Faktisk kom jeg for at snakke med dig..." jeg løftede øjenbrynene. "Jamen okay så, kom ind," jeg trådte til side så han kunne komme ind, han trådte ind og tog jakken af men beholdte skoene på. Han havde åbenbart ikke tænkt sig at gå helt indenfor. Jeg lukkede døren og lagde armene over kors mens jeg kiggede utålmodigt op på ham. "Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg har det som om du er virkelig vred på mig," jeg løftede øjenbrynene. "Godt gættet, 10 point til dig," svarede jeg flabet. Han bed tænderne sammen, uha, jeg kan godt nok gøre ham sur hva?

"Hvorfor?" spurgte han sammenbidt. Et øjeblik vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle sige det. Skal jeg bare sige det hele i en lang usammenhængelig sammenhæng eller hvad? Jeg kunne også bare sige at jeg ikke er sur på ham, men det er jeg jo. Så hvorfor lyve? Jeg lagde hænderne i baglommerne på mine jeans og kiggede ned, måske burde jeg ikke være så sur på ham. Men han gjorde mig altså sur! Og det er jeg stadig!

"Jeg forstår bare ikke hvorfor du kom efter mig. Jeg havde sagt at du skulle blive i bilen, og at jeg desuden sagtens kunne passe på mig selv!" udbrød jeg midt i det hele, okay det blev den lange usammenhængelige sætning... Han løftede øjenbrynene. "Det lignede det ellers ikke at du kunne, jeg ville jo bare jo bare sikre mig du var okay! Var jeg heller ikke kommet hvad kunne," "- den dreng så ikke gøre, ja i god it! Men jeg havde altså styr på det! Jeg havde ikke brug for din hjælp, jeg havde sagt at jeg ikke behøvede dig!" sagde jeg koldt og gennemtrængende.

"Du kan da ikke bede mig om at blive siddende når du er på vej op til en der er meget større end dig!" "- Hvorfor skulle Derek gøre mig noget? Det ville han da ikke få noget ud af!" forsvarede jeg. "Så nu forsvarer du ham?" spurgte Louis rasende. Han slog ud med armene. "Jeg ville jo bare sikre mig at du var okay!" jeg rystede på hovedet. "Jeg var okay! Desuden kunne jeg være løbet når som helst. Du stolede ikke på mig!" "Hvordan kan jeg stole på dig når du siger du er okay, men alligevel ikke er det! Du ville ikke engang snakke med Chelsea om det, hvordan kan du så være okay!?”

Der blev stille efter at han havde sagt det, først nu gik det op for mig hvor tæt på hinanden vi egentlig stod. Hans øjne skinnede af vrede og det samme gjorde mine nok. Han havde jo, desværre, ret. Jeg havde ikke bevist han kunne stole på mig, faktisk havde jeg gjordt det modsatte... Jeg lænede mig ind mod væggen og kiggede væk fra ham. For første gang mindede hans øjne mig ikke om Chelsea, men bare om Louis, en Louis der gav mig forfærdelig dårlig samvittighed.

Han trådte et skridt tættere på så han stod lige foran mig. "Jeg ville jo bare sikre mig du var okay, du betyder åbenbart for meget for mig," jeg nikkede og tvang mig selv til at se ham ind i øjnene. "Undskyld," mumlede jeg. "Du fik mig bare til at føle mig som den lille pige jeg var engang, der slet ikke kunne passe på sig selv," han smilede og tog noget af mit løse hår om bag øret. "Abbey, du kan godt passe på dig selv, og måske burde jeg også lade være med at bekymre mig om dig og Chelsea. Men det er svært når man føler man har et ansvar for sin unge gravide søster og hendes veninde der tror hun kan klare hele verden," 

"Jeg ved det, vi er helt umulige," grinede jeg. Det føltes rart, nu behøver jeg ikke længere at tænkte over at jeg også lige skal nå at skændtes med Louis. "Undskyld, igen, at jeg var så flabet, og vred," han trak på skuldrene. "Jeg havde vel fortjent det, desuden, var jeg ikke kommet op havde jeg aldrig fået chancen for at slå Derek. Og den trækker jeg altså ikke tilbage," jeg smilede. "Det behøver du heller ikke..." "Kaffe?" spurgte jeg så efter et stykke tid. Han nikkede.

 

_________________________________

 

Date; 30 May 2015, 16:21

"Hvorfor har de ikke bare en normal hvid top!? Sig mig er der nogen der tror at gravide kvinder kan gå rundt i langærmet trøje når det er sommer?" vrissede Chelsea surt. Vi havde trasket hele storcentret rundt for at finde nogen t-shirts og toppe til Chelseas mave, men hun kunne ikke finde nogen hun ville have. Og jeg må indrømme at mine fødder altså gør lidt ondt nu... Vi gik ud af butikken igen og fortsatte den samme runde på ny, vi havde været i alle butikker, og hvad havde hun fundet? En bamse... en bamse til hendes lille baby.

Og intet tøj! Jeg sukkede indvendigt og lagde min arm i Chelseas, sådan gik vi altid, og nu mere fordi hun jo bærer rundt på et lille menneske inde i maven. Vi stoppede foran en butik hvor der udenfor lå nogen meget søde bluser. Måske kun i Chelseas størrelse når hun ikke har babymave, som jeg kaldet det, men derfor kan hun vel stadig kigge på den. "Altså hvis jeg nu tog den i en større størrelse ville den så ikke passe?" spurgte hun og holdte en t-shirt op. Jeg skulle lige til at svare da et host lød bag os. "Chelsea? Abbey? Er det jer?" jeg stivnede, shit...

Jeg kiggede hen på Chelsea der også lignede en der kunne krybe væk i et musehul, åh nej, hvad gør vi nu. Jeg vendte mig om og det samme gjorde Chelsea. Derek kiggede forbavset ned på Chelseas mave. "Chelsea hvad..." "- Det er ikke dit!" han løftede øjenbrynene. Jeg kiggede hurtigt hen på Chelsea. "Bare fordi at du er en idiot kan jeg jo også sagtens være sammen med andre!" udbrød hun, åh nej, det her går galt. "Okay, hvis barn er det så?" spurgte Derek koldt. Der var stille lidt, hvad gør vi, hvad gør vi...

"Det er Liams!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...