Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7069Visninger
AA

14. 13

 


- Chelsea -

 

"Some people, 

are worth to melting for."

- Olaf, Disneys Frozen

 

Kapitel af Zackie.

Date; 1 April 2015, 13:34

Jeg trådte ind i entréen og satte flyttekassen sammen med alle de andre. Abbey kom lidt efter med den sidste flyttekasse, og satte den ned med et støn. Som i nok havde gættet, så havde vi fået tildelt vores lejlighed, og var nu ved at flytte ind. Jeg glædede mig som et lille barn, til at vi omsider kunne indrette den, og ikke mindst at skulle dele lejlighed med Abbey, som er noget vi begge havde ønsket i noget tid nu. Det ville også blive dejligt når først den lille kom til verdenen, efter at den ville kunne få sit eget værelse. Jeg var jo begyndt at glæde mig lidt. Selvom der stadig er sine nedture, kunne jeg da ikke lade være med at glæde mig. Der var selvfølgelig stadig det, at det var Dereks barn som er en af de nedture jeg snakkede om.

Jeg havde stadig ikke fået taget stilling til, om jeg burde fortælle ham det. Jeg burde gøre det, eller det kunne jeg kun være bekendt at gøre, men tanken om at skulle få det sagt, skræmmer mig en del. Der ville det hele have været lettere, hvis det ikke var hans men en andens. Eller rettere sagt hvis jeg overhovedet ikke var gravid i første ende.

"Så, det var vidst den sidste," sagde Abbey, imens hun lod blikket glide over alle flyttekasserne. Jeg nikkede, og lod selv blikket glide rundt. Vi havde været så heldige at finde en 3-værelses lejlighed, dog kun med 1 badeværelse, men jeg regnede med at vi ville overleve. Nu var vi ikke de personer der brugte mest tid på badeværelset, så vi ville nok finde ud af det. Køkkenet og stuen var også i et stort rum, så alle mine krav var da blevet opfyldt. 

"Jeg har altså lige noget jeg skal ordne, du kan bare begynde at pakke ud!" kom det fra Abbey igen, og hun forsvandt lidt efter ud i gangen. "Jeg låner din bil!" råbte hun, og lidt efter kunne man høre hoveddøren smække. Jeg kiggede med store øjne på hoveddøren, og en forvirring overtog mine tanker.

Var hun bare gået? Mon det var en dum undskyldning for ikke at pakke ud? Ej, sådan var Abbey ikke, det kunne jo være det var noget vigtigt? Men hvorfor havde jeg så ikke fået noget af vide? Hun vidste hvor stor min nysgerrighed var! Men på den anden side kunne det være jeg slet ikke skulle have det af vide? Der måtte vel være en god grund til at hun var gået, og bare havde efterladt udpakningen alene til mig.

Jeg rystede en gang på hovedet, og begyndte at pakke tingene i flyttekasserne ud. Ja, man kunne ikke ligefrem sige, at vi manglede ting. For det havde vi, så det ville blive en lejlighed med personlighed. Jeg pustede en tot hår væk fra mit ansigt, der alligevel kort efter fandt sin vej ned foran ansigtet igen. 

Selvfølgelig manglede vi stadig nogle ting, såsom tallerkner, bestik og glas. Alle de der små ting, der alligevel havde en okay stor betydning i hverdagen. Men dem ville vi nok få i løbet af noget tid.. Jeg tænkte, at vi måtte ind i en genbrugsbutik en dag, der kunne de nemlig godt have nogle gode ting til en god pris. Hellere det end det dyre skrammel vi alle kendte til.

Jeg fiskede min mobil op fra lommen, og satte lidt musik på, inden jeg rejste mig op, og begyndte at tørre paneler af. Siden vi lige var flyttet ind, havde der jo ikke være nogen til at gøre rent i lejligheden, så den trængte til lidt af en kærlig hånd, inden vi begyndte at stille møbler. 

Jeg lod min krop bevæge sig lige i takt til musikken, imens jeg drejede engang rundt og tørrede en vindueskarm af. Det skal nok blive hyggeligt det her, Abbey og jeg er jo som sagt som søskende. Hun er nærmest en del af familien, også fordi hende og Louis er meget gode venner, så man kan vel godt sige at jeg flytter sammen med min søster? Abbey bliver jo også moster til mit barn, når det først kommer. Sådan er det bare, nu når jeg ikke har nogen søster, men kun en bror som så bliver onkel, og jeg som troede Louis blev den første? 

Hvilket mindede mig om at jeg skulle til scanning - med Abbey. Faktisk om ikke så lang tid, og så var hun kørt. Ej hun ville forhåbentligt komme hjem inden, ellers vidste jeg da ikke hvad jeg skulle gøre. Lidt afhængig var jeg da, jeg havde nemlig ikke lyst til at tage derned alene... Jeg gik hen til min mobil, som jeg havde efterladt ved alle tingene, og kiggede på klokken 14:01, irrk! Så skulle vi snart afsted.

"Kom nuuu Abbey, hvor bliver du af?" mumlede jeg for mig selv, og kiggede ud af vinduet, hvor Londons mange bygninger tonede op. Siden vi befandt os på 4 sal, havde vi fået en pæn udsigt over London, hvilket vi bestemt ikke klagede over. Jeg lod mit blik glide ned på vejen - ingen Abbey. Hun burde da snart komme? Hvor blev hun af!? Hun kunne da ikke bare sådan glemme vores aftale? Selvom jeg måske godt forstod, hvis hun ikke havde lyst til at tage til scanning, det måtte være kedeligt at være tilskuer.

Jeg greb fat i min mobil, og uden videre ringede jeg Louis op. Den "berømte" bip tone fyldte mine øre, og jeg trippede utålmodigt med fødderne. 

"Helloo, Chelseaaa!" lød en genkendelig stemme, dog ikke Louis men Harry's. "Hej, Harry. Kan jeg lige få Louis?" spurgte jeg, og kiggede igen på klokken 14:10, streees! Jeg skulle allerede være der 14:30, og inden vi ville nå derover, ville den hurtig nå at runde de 30.

"Han kører bil lige nu, skal jeg give en besked videre?" spurgte han, og lidt efter kunne jeg høre noget støj, som en bekræftelse på, at de kørte bil.

"Ehm.. Jeg ville bare høre om han vil med til scanning, Abbey er nemlig gået, selvom det var meningen, hun skulle have været med.." svarede jeg, og bed mig lidt i læben. En dum vane. 

"Det vil vi meget gerne! Vi kommer lige om lidt, ses!" sagde han, og lagde derefter på inden jeg kunne nå at reagere. Sagde han vi? Hvem vi? Harry og Louis? Ej, det er da ikke hans alvor, er det? Det er akavet nok bare at have Louis med, så hvis Harry kom med, hvilken akavet stemning ville der så ikke lige blive? 

Jeg sukkede engang, og bevægede mig så ud i gangen, hvor jeg med besvær fik mine sko, og jakke på. Som jeg snart heller ikke kan passe, suk. I kan ligeså godt forberede jer, når det bliver jeres tur. Det bliver en masse penge på ting som i sikkert kun vil bruge en gang i livet. Der har mænd det altså let. 

Jeg åbnede hoveddøren, og lod den smække i bag mig igen, inden jeg løb ned af de mange trapper. Jeg kom ned for enden af den, og åbnede døren, så kulden kom mig imøde. Jeg kiggede over imod vejen, og så en sort bekendt bil holde ved vejkanten. Jeg satte mig ind på passagersædet, og blev mødt af en dejlig varme som trygt lige sig om mig.

"Heeej Chelsea!" det gav et spjæt i mig, og jeg vendte mig om, så mit blik lå på de 3 bekendte skiggelser, på bagsædet. Mine øjne blev store, og jeg gjorde et akavet vink.

"Hva..hvad laver i her? Skal Louis sætte jer af eller?" spurgte jeg tydeligvis forvirret. 

"Nej, vi skal da med til scanning!" udbrød Niall spændt,  og igen måtte jeg spærre øjnene op, og kigge på Louis, der kiggede på mig med et skævt smil. Jeg dumpede tilbage i sædet, og fokuserede på vejen foran os. Drengene skulle med, og se min lille skabning. Nej nej nej! 

De ville komme til at se min livmoder!

_________________________________

 

Date; 23 May 2015, 14:42

Hannah løftede op i min trøje, så min bulede mave blev vist. Jeg skævede over til drengene, der spændt kiggede med op på skærmen. Jeg gøs da hendes kolde hænder smurte den kolde creme på min mave. En svag dunken fyldte mine øre, og lidt efter kom der et billede op på skærmen. Hannah lod scanner dimsen køre rundt på min mave, så en lille udtydelige form begyndte at danne sig på skærmen. 

"Uh, jeg kan se den!" udbrød Niall, og pegede på skærmen, med store øjne. Jeg smilede, og vendte så blikket mod skærmen igen. Drengene var faktisk overraskende rolige, det virkede utroligt nok ikke akavet. Jeg ville alligevel ønske Abbey var her, men så fik Louis da også set sin niece/nevø.

"Det hele ser fint ud, der skulle ikke være noget der, ønsker du at vide barnets køn?" hun tørrede sine hænder i et stykke papir, og rakte mig et papir, så jeg kunne tørre min mave og rulle min bluse ned igen. Jeg rystede på hovedet som svar, og satte mig op fra sengen. Jeg ville hellere vente, og se det som en overraskelse, altså mit barns køn..

"Du er sat til den 28 november, så der er ikke så længe endnu, som der har været" hun sendte mig et smil, og lod blikket glide en sidste gang over skærmen. Jeg rystede på hovedet, og gengældte hendes blik. Nej, der var jo ikke så langt igen, jeg er 14 uger henne, hvilket så vil sige 3 måneder, og 2 uger.

Ærlig talt kunne jeg ikke vente til at få denne her skabning ud, at være gravid var ikke som jeg forventede... Og siden jeg begyndte at fortryde ikke at have fået en abort, var jeg alligevel meget glad for, at jeg traf det valg, jeg nu gjorde. Det ville havde været meget nemmere andet, men problemet var, at jeg var bange for, at jeg ville få skyldfølelse som tiden gik. Desuden var det vel heller ikke værre? 

Jeg havde stadig ikke fået snakket med Derek, hvilket jeg burde gøre. Men jeg var bange for hans reaktion... Og jeg følte mig så dum! Jeg skulle havde snakket med ham, da jeg tog graviditets testen.. Han burde vide det, selvom han var en dum sæk, fortjente han vel at vide at han skulle være far? Jeg var bare bange for, at det var for sent.. Tænk hvis han handlede situationen på en dårlig måde - udsat barnet for skade? Det ville ikke undre mig. Derek havde et temperament, som han ikke var så god til at styre.

Hvilket bekymrede mig...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...