Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7064Visninger
AA

13. 12

 

- Abbey -

 

"The scariest thing about distance,

is that you don't know whether they'll miss you.

Or forget you."

- The Notebook

 

Kapitel af Mulle006

Date; 29 March 2015, 13:07

Træt daskede jeg ind i stuen, jeg havde hugget Chelseas Macbook. Jeg har besluttet mig for at kigge lidt på nogen lejligheder, de skal ikke være for dyre, så mange penge kan man ikke ligefrem sige vi har. Men hvis vi sælger min lejlighed, og smider Derek ud af Chelseas og også sælger den, så burde vi have nok penge samlet til at kunne finde en nogenlunde lejlighed herinde i London. De er dyre det ved jeg, men jeg tror det kan lade sig gøre. Den skal jo ikke være særlig stor, bare et værelse til mig, Chelsea, og den lille baby. Der ikke er kommet ud endnu, men om 6 måneder eller sådan noget. Hun er blevet sat til d. 23 November, prøv og tænk på hvor irriterende det her må være i løbet af sommeren.

Ingen bikini, -medmindre der finden én graviditetsbikini?- ingen shorts, jeg har virkelig ondt af hende! Men vi kan jo godt stadig tage på stranden... Det må da være godt for babyen tænker jeg bare, at få lidt d- vitamin. Jeg smed mig i sofaen og gik ind på en side hvor man kunne finde huse og lejligheder, jeg skrev hvor vi sådan nogenlunde gerne ville bo. Altså overordnet vil vi jo gerne bo i London, det skal bare ikke være for dyrt. Men Chelsea vil også gerne bo tæt på Louis, hun aner bare ikke lige hvor dyrt Louis' kvarter er her omkring. Så kan det godt være alle ved hvem Chelsea er, men det tjener hun jo ikke penge på.

"For stort, for dyrt, for lille," mumlede jeg, mens jeg bladrede alle lejlighederne igennem. "Finder du noget spændende?" spurgte Louis, og slog sig ned ved siden af mig. Jeg rystede på hovedet. "Her er intet, hvis ikke det er for stort så er det for lille, og er det tilpas så er det for dyrt!" svarede jeg irriteret og kiggede videre. "Lad mig se," smilede han og tog Macbooken fra mig. Jeg lagde armene over kors og kiggede ud af det store panoramavindue, med udsigt til London Eye. Her er så flot, både om dagen og om aftenen. Det er både mig og Chelseas drøm at bo sådan her, men det har vi bare ikke penge til.

Og at låne penge, ellers tak! Ikke engang af min familie eller mine venner ville jeg låne penge af, så skal man jo bare give dem tilbage. "Hvad med det her?" spurgte Louis så, jeg kiggede ned. "Louis vi er altså ikke milliardærer?" han grinede. "Ikke det, det nedenunder," jeg kiggede længere ned, waow det er flot, men prisen? Det kunne vi faktisk godt have råd til. Jeg kiggede op på ham. "Det er perfekt, tak," han gav mig Macbooken tilbage og smilede. "Det var så lidt, men det gør nu ikke mig noget i bliver boende," jeg løftede øjenbrynene, mener han det? Det tror jeg ikke, det er helt sikkert bare ren høflighed.

"Jeg tror lige jeg viser Chelsea det her," smilede jeg og rejste mig, så gik jeg ellers hen mod Louis' soveværelse. Chelsea havde ikke gidet stå op, jeg tror at det med maven der vokser har gjordt hende en smule skræmt. Da jeg kom ind sad hun op i sengen, jeg kan vel lige så godt også få noget rigtig tøj på. "Hvad så?" spurgte hun og rettede blikket mod mig. "Jeg forklare lige om lidt, jeg skal bare lige have noget tøj på," hurtigt fandt jeg noget passende tøj og satte mit hår op i en høj hestehale.

Jeg tog Macbooken og kastede mig op i sengen. "Louis fandt den her," smilede jeg og trykkede på billeder af lejligheden. Hun kiggede koncentreret på det og smilede engang imellem. "Det er perfekt!" udbrød hun og kiggede lettet på mig, indtil hendes smil så stivnede. "Men hvad med Derek? Hvordan får vi ham ud af lejligheden?" spurgte hun træt og lænede sig tilbage. "Bare rolig, det finder jeg ud af. Jeg tager bare en lille snak med ham," smilede jeg, hun løftede øjenbrynene. "Okay, men vær sød at tage Louis med, bare for en sikkerheds skyld. Man ved aldrig hvad den dreng finder på!" sagde hun fjendtligt.

Jeg grinede. "Bare rolig der sker ikke noget," smilede jeg og kiggede på lejligheden, måske vi kan få presset prisen lidt ned. Den lægger helt perfekt. Det gav et sæt i Chelsea. "Chelly? Er du okay?" hun kiggede hurtigt hen på mig. "Den bevægede sig, babyen bevægede sig!" jeg kiggede hurtigt hen på hende, hun lagde en hånd på maven. "Den gjorde det igen," hviskede hun. Omg, omg! "Hurtigt, hent Louis!" udbrød hun. Jeg rejste mig hurtigt op. "Louis!" råbte jeg og løb ind i stuen.. "Ja?" han kiggede hen på mig. "Det er babyen, den bevæger sig! Lige nu!" råbte jeg glad og løb tilbage. "Den gør hvad?" spurgte han, og løb efter.

Han kom ind i værelset hvor både mig og Chelsea sad med en hånd på hendes mave. "Det er meget svagt," hviskede hun, og kiggede hen på Louis. Han kom hen, og lagde også en hånd på hendes mave. Han smilede stort. "Det er ihvertfald ikke så tydeligt... Men er det ikke først i 14 uge man tidligst plejer at kunne mærke det?" spurgte jeg, Chelsea trak på skuldrene. "Det er ligemeget, bare jeg ved der er liv," smilede hun. "Det er jo også kun sådan nogen små bevægelser," sagde Louis stille og tog hånden væk igen, jeg vil ikke tage hånden væk! "Neej altså... jeg vil også have en lille baby," udbrød jeg trist.

Både Louis og Chelsea kiggede hen på mig. "Det skal du altså ikke ønske dig!" sagde Chelsea og lagde tungt hovedet tilbage. "Nej men, du fik den jo heller ikke med den rigtige," sagde jeg lidt forsigtigt. Chelsea løftede det ene øjenbryn. "Så du har altså fundet den rigtige eller hvad?" jeg blev en anelse rød i kinderne da hun spurgte. "Nej, eller det tror jeg ihvertfald ikke. Men at få et barn, man siger det er det bedste der sker i ens liv," jeg nussede hendes mave mens jeg sagde det. "Nurh Abbey! Du skal nok få børn en dag, tro mig," jeg nikkede.

"Jeg tror på dig," smilede jeg og tog min hånd væk fra hendes mave. "Nå, jeg må hellere se at komme afsted," sukked jeg og rejste mig fra sengen. "Ja og du tager Louis med," jeg kiggede irriteret over på Chelsea. "Det behøver han altså ikke..." "Hvad skal du?" spurgte han så. Ih altså, se nu! "Hun har tænkt sig selv at tage hjem til Derek og smide ham ud," sagde Chelsea hurtigt. Han spærrede øjnene op. "Alene!?" jeg grinede. "I får ham til at lyde som en eller anden seriemorder!" sagde jeg og rystede på hovedet. "Det er han også," forsvarede Chelsea og lagde en hånd på maven.

"Okay så kom Louis, men du sidder altså i bilen. Jeg har ikke brug for en til at rende og passe på mig som om jeg er en forsvarsløs lille baby," fnyste jeg og gik ud af døren. "Du er måske ikke en baby, men Derek er ti gange så stor og stærk som dig," råbte Chelsea efter mig. Og det ved hun måske? Okay ja det gør hun. Jeg gik ud og tog sko og jakke på, det samme gjorde Louis. "Vi ses Chelly!" råbte jeg. "Farvel abemus!" fik jeg tilbage, Louis rullede øjne og lavede et sjovt ansigt. Så låste han hoveddøren, for her er det altså ikke kun mig der er en forsvarsløs baby.

Vi kom ned til bilen og jeg satte mig ind. Måske jeg burde tænke over hvad det er jeg skal sige til ham? Måske bare sådan, 'Hey Derek det her er ikke din lejlighed, så skrid,' eller sådan noget. Men så badass er jeg altså heller ikke, nu bliver jeg jo nervøs. Louis startede bilen og han begyndte at køre, for det er jo ikke ligefrem mig der skal køre åbenbart. "Og du er sikker på at jeg ikke skal snakke med ham istedet?" jeg nikkede. "Ja Louis, helt sikker. Der bliver ingen chance for at snakke med ham, hvis du først skal snakke med ham. Selvom der nok ikke kommer til at indgå så meget snak i jeres samtale," det sidste sagde jeg ikke så højt.

Vi drejede ind af en mindre vej, Chelseas lejlighed, altså den nu gamle, ligger altså også godt. "Og du er sikker på jeg ikke skal gå med op?" spurgte Louis da han havde slukket bilen. "Ja, jeg skal nok klare den," smilede jeg venligt til ham. "Okay, men vær sød at have din mobil på dig," jeg nikkede. "Det skal jeg nok," så tog jeg selen af og steg ud af bilen. Jeg gik hen til den dør der fører ind til opgangen og hev nøglen frem, Chelsea havde givet mig en ekstra før så jeg kunne komme ind uden at skulle ringe på. Jeg kiggede bagud, og så Louis' blik der fulgte mig.

Så trådte jeg helt ind og lod døren smække, jeg begav mig så op af de mange trapper inden man endelig kom til deres dør. Jeg tog en dyb indånding, så bankede jeg på. Der gik et par sekunder, så lød der endelig trin uden for døren. Og der stod Derek så, med tøjet på og håret sat. Jeg forstår godt hvorfor Chelsea faldt for ham dengang, selvfølgelig gør jeg det. Det lyse hår, og de brune øjne. Men nu, ja nu håber jeg bare at babyen kun kommer til at ligne Chelsea! "Abbey?" spurgte han undrende. "Hej Derek, godt at se dig igen," smilede jeg, jeg tror jeg vil køre den sukkersøde stil, og så til sidst slå til. Han gav mig elevatorblikket, gud det føles klamt.

"Ja i lige måde da," sagde han, og smilede skævt. "Jeg... Vil du indenfor?" spurgte han så, jeg rystede på hovedet. "Nej tak jeg står fint her," han rynkede brynende. "Nå, men så da bare ind i entreen?" jeg overvejede det et øjeblik, okay det sker der vel ikke noget vel. "Okay så," smilede jeg og trådte ind. Han lukkede døren og vendte sig om imod mig. "Og du er kommet fordi?" spurgte han og ville tage min jakke men jeg rystede på hovedet, jeg skal alligevel væk herfra så hurtigt som muligt. "Jeg er faktisk kommet for at bede dig om at flytte ud," han løftede øjenbrynene og kiggede underligt på mig. "Okay..." han trådte et skridt hen imod mig, og jeg trådte tilbage mod døren.

"Det er Chelseas lejlighed, og hun vil gerne sælge den," han grinede. "Og hvordan vil... du.... få mig til til at flytte ud?" spurgte han hånligt, fuck, hvad siger jeg nu? "Jeg kan enten tilkalde politiet, eller du kan gøre det på den nemme måde og smutte," sagde jeg og smilede mit irriterende flabede smil. "Du kan ikke tilkalde politiet så længe du er her, det her har du og arme lille Chelsea vidst ikke helt tænkt igennem var?" sagde han med et glimt i øjet, der gjorde mig en smule bange. Så jeg gjorde hvad enhver anden pige ville gøre i den her situation, og inden jeg rigtig havde tænkt mig om svingede jeg min hånd så det gav et ordentlig klask.

Av, det gjorde faktisk lidt ondt på min hånd, men det så ud til at gøre mere ondt på ham. "Hvad fanden har du gang i!" råbte han og tog fat om min arm og klemte til, piv. Jeg hev i min arm og åbnede munden for at råbe af ham da døren blev åbnet og Louis trådte ind, sig mig er han fulgt efter mig!? Først sendte han mig et blik, jeg ved ikke rigtig hvad det betød, men nok bare at jeg skulle være glad for at han var kommet lige nu. Derek slap mig og vendte sig om for at kigge på Louis, det skulle han ikke gøre, et sekund så lød der et klask. Og så lå en meget øm Derek på gulvet, han tog forsigtigt fat om mit håndled. "Kom, jeg tror vidst han har forstået budskabet," jeg kiggede mundlam på ham og fulgte ubevidst med.

Ikke helt som planlagt, men jeg tror godt at vi kan regne med at Derek flytter nu!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...