Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7072Visninger
AA

12. 11

 


- Chelsea -

 

"We never noticed the beauty.

Because we were too busy trying to create it."

- Bambi

 

Kapitel af Zackie

Date; 28 March 2015, 10:23.

Træt måtte jeg kæmpe mine øjne op imod min vilje. Desværre krævede min mave mad, og det var umuligt at sove med en sulten mave. Jeg kæmpede mig op at sidde i sengen, og svingede mine ben ud over sengens kant. Lyset var heldigvis slukket, og gardinerne var trukket for. Tak til Abbey! Det godt kunne nemlig godt ligne hende at trække dem fra, når hun vågnede. I dag var dog en undtagelse.

Jeg slentrede ud i gangen, og videre ind i køkkenet. Mit blik gled som det første hen på frugtskålen, hvor - til mit store held lå en ananas. Kunne man være mere heldig? Jeg skar ananasen i skiver, for efterfølgende at lægge dem pænt på en tallerken. Mit blik fangede hurtigt klokken, der viste 10:23.

Overraskende nok var det ikke så tidligt alligevel, da jeg for en gang skyld troede, at jeg var den første til at stå op, nu når gardinerne ikke var trukket fra. Abbey var ikke typen, der sov længe, men der kunne da være nogle undtagelser en gang imellem. Måske kom hun sent hjem igår?

Jeg satte mig på en af barstolene, og tog en bid af en ananasskive. Ananas var noget, jeg havde haft stor trang til for tiden, og det skyldtes nok graviditeten, da man kunne få de mærkeligste spisevaner. Dog var jeg ikke en af dem, der spiste syltede agurker, og det var jeg meget taknemmelig for.

"Godmorgen," Jeg kiggede over imod åbningen, hvor Abbey kom ind. "Godmorgen," svarede jeg hæst tilbage. Inden jeg tog endnu en bid af en ananas, og betragtede hende sætte vand over elkedlen.

"Forresten tænkte jeg på, om vi ikke skulle overveje at dele en lejlighed, når vi nu er havnet her hos Louis, også med hensyn til.. Babyen" sagde hun, og gjorde et kort nik ned imod min mave. Jeg fulgte selv hendes blik ned til min mave, og kiggede så op.

"Tjo.. Har du da fundet nogle?" spurgte jeg interesseret, da jeg havde tænkt lidt over at skulle flytte herfra. Vi kunne jo ikke blive boende her hos Louis. Han havde jo også brug for sin private hverdag, også hvis han nu skulle få pigebesøg... Men jeg havde godt nok ikke lige tænkt på at kigge, og se om der tilfældigvis skulle være nogle tilfredstillende bud. Jeg var jo typen der elskede indretning, og i min gamle lelighed havde jeg da også indrettet den godt og grundigt efter min stil. Men den havde Derek jo så overtaget.. Selvom den stadig lå i mit navn.

Lyden af en dør, der blev åbnet, fik mig til at kigge ud imod entréen, hvor Harry trådte ind. Hvorfor var han her? Jeg vekslede et blik med Abbey, som også så lige så forvirret ud som mig. Havde han en aftale med Louis?

"Halløøj," lød det fra ham derude, og lidt efter tittede hans hoved op i åbningen. "Hej," gengældte jeg hans hilsen, og rystede min hånd til et akavet vink, som den akavede person jeg nu var. "Eeer Louis hjemme?" spurgte han, og lod sig dumpe ned på en af barstolene. "Ja, men han sover stadig," svarede jeg. Han nikkede så hans små krøller bevægede sig. Som en løve der sniger sig ind på sit bytte, eller som små dansende ballerinaer. Var jeg den eneste der fandt hans hår livligt og fascinerende?

"Forresten så har jeg har noget til dig Chelsea," sagde han, og brød igennem min fantasi. Jeg kiggede forvirret op og rynkede brynene. Skulle jeg være begejstret eller løbe skrigene væk? Hvis nu det var en drage fra hans krøllede hoved? Han forsvandt hurtigt ud i entréen, men kom så tilbage med et stort smil om hans læber og en pose i hånden. Så nu skete det, en drage ville titte frem, og brænde os alle ned. Hvem prøvede jeg at narre? Det ville ikke være en drage, men en enhjørning - De kunne vel også være farlige med deres brug af magi?

Harry åbnede posen, og trak en grøn sweater op - Med en kat på. Jeg skar ansigt, og stirrede målløst på den. Til hvilken fordel ville den være til? Hvad i alverden skulle jeg bruge den til? 

"Jo ser du, min mor fandt jo ud af at du var gravid, og syntes du skulle have denne her, som hun havde glæde af, da hun var gravid!" sagde han, og kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg kunne høre et lille fnis fra Abbey, og jeg sendte hende mine dræberøjne.

Selvfølgelig var det da sødt, at han tænkte på mig, men kunne han ikke have nøjes med et krus eller en bamse? Ligefrem en hæslig trøje med en kat på! Jeg kunne ligeså godt være ærlig omkring den, for hvem som helst ville reagere som mig over den trøje. Selv Abbey fniste! 

"En kat?" spurgte jeg, og hævede igen mine øjenbryn. Han kiggede lidt ned på den, og nikkede så med et smil. "Den er da søød!" kom det fra Abbey, som stadig så ud til at more sig. Jeg nikkede, måske ikke lige overbevisende, men jeg kunne vel ikke gøre andet end at tage imod den? Det var jo sødt tænkt af ham og ikke mindst hans mor, men det var bestemt ikke en jeg ville kunne finde på at gå rundt med i offentligheden. Måske bare herhjemme? Det kunne vel ikke skade?

"Jamen tak Harry, jeg sætter pris på at du tænker på mig, du må endelig sige tak til Anne også" sagde jeg, og sendte ham et skævt smil. Han nikkede stolt, og rakte mig trøjen - Med katten på. Jeg foldede den sammen, og lagde den ned i posen, inden jeg spise den sidste skive, og rejste mig op for at sætte tallerknen i opvaskeren. 

 

____________________________

 

"Vi er jo nødt til at få solgt vores lejligheder først, ellers ender det med at vi har et helt kvarter." kom det fra Abbey. Jep, vi var vendt tilbage til vores snakken om at flytte sammen. Problemet var bare, at hvis vi skulle gå hen og købe en sammen, skulle vi jo også sælge vores gamle. Abbeys lejlighed ville nok ikke blive et problem, men min havde Derek jo overtaget, og Derek var ikke typen, der var let at overtale, så meget havde jeg da lært i vores forrige forhold.

"Du har da allerede sat din til salg ikke?" spurgte jeg, og kiggede kort op på Abbey, inden jeg vendte blikket imod avisen. Vi var allerede begyndt at kigge lidt. Hun nikkede, og lod sig fordybe sig i sin avis igen. 

Jeg begyndte allerede at få sommerfugle i maven, eller måske var det bare følelsen af en skabning der voksede inde i maven. Jeg begyndte også at få store forventninger over den her lejlighed, da jeg virkelig så frem til at få mit eget sted igen, dog med Abbey denne her gang, og snart med en lille trold.

Jeg havde allerede besluttet, at der skulle være 3 værelser og gerne 2 badeværelser. En stor stue med et åbent køkken, og selvfølgelig en altan, med udsigt udover Londons åbne gader. 

Kunne i mærke mine store forventninger? Ikke mindst min glæden over at indrette de tomme rom! Abbey havde allerede for længst givet mig æren til at indrette vores lejlighed, hvilket hun nok lidt fortrød nu. Men bordet var fanget! Det var ikke sådan at hun ikke måtte komme med sine meninger, for det måtte hun da som hun ville. Dog skulle hun ikke forvente, at de altid ville blive brugt... Heh. Hun kunne da også få plads til hendes ting - Hvis hun var heldig.

Jeg ville dog ikke love ikke noget..

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...