Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7077Visninger
AA

11. 10

 

A B B E Y

 

"The past can hurt. 

But you can either run from it,

or learn from it."

- The Lion King

 

Kapitel af Rimaa

Date; 24 March 2015, 20:36

"Hvad fanden har du gang i Louis!" råbte jeg og løb efter hende, men døren var allerede smækket i og lukket. Jeg vendte mig om, en utilfreds Louis stod i døråbningen ind til stuen og køkkenet. "Hvad har du tænkt dig at gøre nu!? Din gravide lillesøster er lige gået helt alene derud!" han rullede øjne. "Vær nu ikke så dum Abbey, hun kommer tilbage," sagde han afslappet og drejede rundt for at gå ind i stuen.

Jeg gik efter ham. "Louis hvis du ikke har opdaget det så er det mørkt derude!" han grinede. "Det har jeg altså set," han satte sig ned i sofaen og tændte for fjernsynet.

"Hun er gravid, og bare en helt normal pige. Hun har ikke ligefrem gået til kampsport!" han smilede skævt. "Nej det kan man ikke ligefrem sige," jeg stampede hårdt i gulvet. "Lad vær med at sidde der og smile som en eller anden der prøver at charmere sig ind på nogen! Din lillesøster er lige forsvundet ud i London, helt alene! Hvornår forstår du det?" han rystede på hovedet. "Abbey der er intet at forstå, hun har bare brug for noget frisk luft, det er det hele, der sker jo ikke noget,"

"Okay du flipper ud over hun er gravid, men ikke at hun render rundt derude med alverdens folk der kunne gøre hende fortræd!" han sukkede og rejste sig. "Abbey tror du ikke jeg passer på min lillesøster?

Alle ved hvem hun er, derfor vil der også være nogen omkring hende hele tiden. Måske ikke lige sikkerhedsfolk, men ihvertfald paperazzier, alle ved hvem hun er. Det ville være noget andet hvis du rendte rundt derude alene," sagde han og satte sig til rette igen. "Det skulle jeg måske gøre så," vrissede jeg surt og gik ud for at tage sko og jakke på. Da jeg havde fået det på åbnede jeg døren.

"Abbey er det dig?" jeg sagde intet men gik bare, hold kæft en idiot. Alle kender hende, derfor må hun godt rende rundt alene om aftenen, tænkt det lige sådan rigtig pigefornærmet. 

Jeg løb ned af trapperne for at indhente hende, hun kan da ikke være nået så langt. Jeg kom ud i den kolde aftenluft og kiggede lidt til begge sider, ikke et øje. Okay jeg går til højre, det er den vej parken ligger. Måske er hun gået derhen, jeg begyndte at gå. Uh jeg hader mørke, der er virkelig ikke noget værre. Men jeg må altså finde hende, hun kan ikke rende rundt alene herude.

Jeg passerede to kærestepar der sad på en bænk og kiggede forelsket på hinanden, hvem der nogen gange bare havde sådan en. Alle butikkerne var lukkede, okay klokken er så også lige ni eller sådan noget, og det er fredag. Altså alle vil da vel gerne have weekend, nej Starbucks derovre vil åbenbart ikke.

Hm... Syndt for dem.

Nå, de ser da meget glade ud. Diskoteket holder så heller ikke lukket, men det er klart, det er fredag folkens. Normalt ville mig og Chelly være taget afsted for at fejre det. Men der er ligesom sket lidt meget på det sidste, jeg er ihvertfald ikke rigtig i humør til en fest.

Endelig! Der er parken, jeg åbnede hegnet omkring hele parken, og gik ind. Der sad ingen på de første bænke der kom. "Chelsea! Chelsea er du her!?" intet svar, jeg hev min jakke tættere omkring mig.

Vi er i april og alligevel skal det være så koldt! Træerne kastede skygger ned på jorden, hvis ikke jeg kendte mig selv dårligt, skulle jeg tro at jeg lige nu er bange. Det ligner ellers ikke mig, bortset fra mørket. Det kan godt skræmme mig en hel del hvis jeg skal være ærlig.

Okay jeg bryder mig ikke om at være her, og Chelsea er her tydeligvis heller ikke. Jeg gik hen til lågen og ud af parken igen, måske er hun så gået til venstre ned i byen istedet. Jeg gik tilbage til lejligheden hvor Louis boede og skulle til at gå videre da jeg kom i tanke om hvor håbløst det her egentlig er, hun kan være alle steder jo.

Det er London vi snakker om her! Jeg rystede på hovedet af mig selv, hvor er jeg egentlig dum at tro jeg kan finde hende, det er da forfærdeligt. Men kan jeg tillade mig at give op nu? Hvad nu hvis hun faktisk er et sted derude? 

Jeg har altså kun ledt i parken! Okay jeg indser det, det her er virkelig håbløst. Jeg tog min hue af og holdte den håbløst i hånden, jeg kan lige så godt gå op og se Louis i øjnene. Der er for langt hjem til mig selv herfra, jeg kiggede på mit ur. Okay jeg har alligevel været væk i tyve minutter til en halv time.

En dame kom og gik ind af døren, jaih! Så behøver jeg da ikke at ringe op til Louis, jeg gik håbløst op af trapperne. Elevatoren gider jeg ikke engang tage, jeg tilgiver aldrig mig selv at have givet op med det her. Hun er min bedste veninde, og så dropper jeg bare at lede efter hende, på grund af at byen er alt for stor.

Forsigtigt tog jeg fat i håndtaget og trak det ned til Louis' lejlighed, jeg sank en klump. Måske havde jeg været lidt for hård ved ham, han gjorde mig bare så sur! Endelig fik jeg åbnet døren og trådt ind, først nu gik det op for mig hvor koldt det egentlig havde været. Mine kinder brænder helt, de er sikkert postkasserøde.

Jeg tog jakken af og hængte den op og lagde huen oven på den hvide kommode. "Abbey er det dig?" Louis kom gående og standsede lettet op da han så mig. Han gik hen til mig og lagde armene om mig og trak mig hårdt ind til sig. "Det der, det gør du aldrig igen!" sagde han bestemt, jeg stod en smule chokeret og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Han har aldrig krammet mig før, men det føltes rart. Jeg lagde også armene om ham og lukkede øjnene, måske kan det tage min dårlige samvittighed væk. "Hvor har du været? Jeg har været så bekymret! Hvis du bare var blevet to sekunder mere," sagde han hurtigt og forvirrende, altså jeg kan ikke følge med!

"Hvad mener nu?" mumlede jeg. "Chelsea har det fint, Liam havde fundet hende, hun er hjemme hos ham," en lettelse skyllede igennem mig. Så var det derfor jeg ikke kunne finde hende, jeg slappede af og tillod mig selv at få varmen igen. Efter et stykke tid indså jeg at han stadig stod med armene om mig, og jeg trak mig hurtigt væk.

Han så en anelse skuffet ud da jeg gjorde det, altså han kan jo ikke regne med jeg står og krammer ham hele natten.

"Nå men, så bliver hun vel også hos Liam i nat. Så kan jeg vidst godt tage hjem," sagde jeg pinligt berørt, som den akavede person jeg nu engang er i visse situationer. Han rystede på hovedet. "Du skal ikke derud igen, Chelsea kommer alligevel hjem i morgen, så bliv her. Jeg lover at jeg ikke gør dig noget," det sidst sagde han med en drillende tone. Jeg vurderede ham lidt, bare for at være på samme måde som ham.

"Okay, men jeg vil stadig sove i din seng," han trak på skuldrene. "Fair nok," jeg tog skoene af og fulgte med ham indenfor. "Jeg har faktisk lavet aftensmad," sagde han, og jeg kunne altså ikke lade være med at grine lidt.

"Har du lavet aftensmad?" spurgte jeg igen, han nikkede. "Hvis prinsessen vil sætte sig ned, så henter jeg maden," jeg løftede øjenbrynene, siden hvornår er han begyndt at kalde mig en prinsesse?

Ej okay det kan jeg faktisk huske han gjorde engang, da mig og Chelsea havde klædt os ud som prinsesser, og så skulle han servere for os. Det var faktisk en sjov leg. Jeg satte mig ned, han havde selvfølgelig dækket op til tre da han regnede med at Chelsea også ville være her, men det er hun jo ikke. Nej for hun ville hellere være hjemme hos Liam, øjenbryn op og ned.

Så kom Louis med maden og stildte det, okay, det er ikke brændt på og det ser faktisk meget godt ud. "Jeg må indrømme jeg er imponeret," sagde jeg og kiggede på ham. "Mhm, jeg sagde jo at jeg kunne finde ud af det," jeg grinede. "Det har du aldrig sagt," han trak på skuldrene.

"Nå men så gør jeg det nu," smilede han skævt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...