Created Memories

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2017
  • Opdateret: 28 apr. 2018
  • Status: Igang
Tror du på skæbnen? Det gør Abbey og Chelsea. Det er ihvertfald skæbnen der afgjorde at de to piger skulle følge hinanden igennem livet, både i medgang og modgang. Men livet er ikke let, og det er det heller ikke selvom man hedder Chelsea Tomlinson. De to piger har altid støttet op om hinanden, men når uddannelse og en pludselig graviditet opstår, begynder det 7 år lange venskab at vakle. Dog ikke mere end at Abbey og Chelsea stadig står sammen. De må begge træffe svære valg. Men alle valg har sine fordele, og ulemper.

15Likes
8Kommentarer
7075Visninger
AA

2. 1

 


C H E L S E A

 

"I hope that you catch me,

cause I'm already falling."

- Christina Perri

 

Kapitel af Zackie

Date; 1 March 2015, 14:08.

Varmen lagde sig tungt omkring mig, så snart jeg trådte ind i opgangen. Med et kort suk bevægede jeg mig sløvt op af trapperne, hvilket efter en lang dag, ikke lige var det man ønskede. Det var det upraktiske ved at bo i lejlighed, men det var heller ikke lige noget, man tænkte over når man købte en lejlighed. Jeg havde ihvertfald ikke gået og søgt efter en lejlighed med elevator, da jeg ledte, så ville man måske også være bare en lille smule krævende.

Den bekendte dør kom til syne, og jeg fik kæmpet mig op at de sidste trin, inden at jeg trak ned i håndtaget, og skubbede døren op. Til mit held var der allerede låst op. Lige nu magtede jeg nemlig ikke at lede efter mine nøgler, der sikkert lå og flød et sted i min taske, da jeg bare havde smidt mine ting ned. For at være på den ærlige side, fandtes der en gang imellem et dovent menneske indeni mig, som så viste sig at være oftere, end bare en gang imellem. Til mit forsvar var det også hårdt at være mig. Med løg på. Ærlig talt var jeg ret heldig i forhold til mange andre, hvilket jeg bestemt ikke klagede over. Selvfølgelig var der de få ting der nogen gange irriterede en, men de blev for det meste glemt den næste dag.

"Jeg er hjemme!" Råbte jeg, så snart at jeg trådte ind i entreen. Jeg smed mine sko hen i hjørnet, hvor der allerede lå andre sko i en lille bunke. Et lille suk undslap mine læber ved tanken om rodet, men jeg skubbede det hurtigt til siden. Det måtte jeg klare i morgen, der havde jeg alligevel fri. Jeg trådte videre ind i stuen, og lod blikket glide rundt. Mere rod var til at se rundt omkring. Blade og kaffekopper fyldte sofabordet, og tallerkner lå i vasken, og ventede på at blive vasket. Nogle rodehoveder kunne man vist godt kalde Derek og jeg, men til vores forsvar havde vi begge noget at lave i hverdagene, og så løb tiden hurtigt, og inden man så sig om, var der rod overalt. Til gengæld havde Derek været hjemme hele dagen, så hvorfor her så sådan ud nu, skuffede mig lidt. Jeg var sikker på, at han ikke havde manglet tiden til at rydde op. 

Jeg måtte ihvertfald indrømme, at jeg havde set frem til en ren lejlighed. Så var spørgmålet bare, om han overhovedet havde købt ind, som han havde lovet, da det endda også var ham der sørgede for aftensmad i dag, hvilket han sikkert også havde glemt..

For at få en bekræftelse gik jeg ud i køkkenet, og åbnede køleskabet. Overraskende nok var det tomt. Kunne i mærke sarkasmen? Det var så ikke overraskende, mere forudsigeligt.

Hvad Derek havde tænkt sig at stille op nu, måtte være hans problem. Jeg gad ihvertfald ikke at bestille mad hjem, da flere aftener allerede havde endt sådan, da vi begge kom sent hjem. Og nu da Derek havde haft en dag hjemme, havde jeg da forventet at han havde sørget for mad, men hvem ved, måske satte jeg også for høje krav til ham?

Med et suk drejede jeg om på hælen og begyndte at gå imod soveværelset. Jeg kunne i det mindste skifte til noget mere behageligt tøj, istedet for de her stramme bukser, for hvem foretrak ikke også store t-shirt og jogging bukser frem for hverdagstøj? 

Jeg skubbede døren til soveværelset op, og fik trådt et skridt ind i rummet, før jeg stivnede ved synet der kom mig imøde. Tårerne begyndte at presse sig på, og jeg måtte bide mig i læben for ikke at lade et hulk undslippe min mund. Mit blik lå stift på Derek som lå ovenpå en anden pige lyshåret, i færd med noget som bestemt ikke burde være tilladt når man i forvejen var i et forhold. 

Jeg rømmede mig kort, hvilket trak deres opmærksomhed, og fik dem til at stoppe deres handlinger. Gudskelov havde de da ikke tænkt sig at blive ved, for ellers ville det gå hen og blive akavet, og jeg ville ikke andet end at føle mig ydmyget, hvilket jeg allerede gjorde. 

De begge rettede blikket på mig, og stivnede i det øjeblik at det gik op for dem, at det var mig, der stod der. Komisk nok, havde de måske regnet med at jeg var påskeharen? Jeg sendte dem et falsk smil, og kunne mærke hvordan vreden langsomt begyndte at overtage sorgen.

Jeg borede mine negle ind i mine håndflader, for at forhindre mig selv i at gå amok. "Chel.." jeg holdte en hånd op, og havde ikke i sinde at lytte til hans undskyldninger, og for ikke mindst at bespare ham for at komme med alle mulige latterlige undskyldninger, man alligevel havde hørt nok af fra tv'et.

"Bare drop det, vi ved begge to at dine undskyldninger alligevel ikke vil nytte noget," afbrød jeg ham, med en hård tone, som en bekræftelse på at jeg ikke var særlig tilfreds med situationen, men kunne det bebrejdes? 

Et kæmpe suk lød fra ham, imens at han sendte mig et såret blik. Jeg fnøs, ærlig talt kunne jeg ikke lade være med at finde det en smule sjovt. Det her var præcis noget man havde set i film over hundrede gange, og jeg havde altid tænkt det som en typisk film ting, og aldrig noget jeg ville komme ud for. Mere fordi at jeg ikke kunne forestille mig et menneske dykke så lavt, til at være en anden utro. Det lå ligesom bare ikke til min mening, og forhåbentlig gjorde det heller ikke for mange. 

"Ja, så meget for det forhold, men nu må i jo hygge jer, jeg er sikker på at I vil danne et godt par" sagde jeg, med den samme toneleje som før, og med lidt sarkasme. Derek åbnede kort munden for at lukke den igen, forhåbentlig for at spare sig selv for dumme undskyldninger, som han vidste at jeg alligevel ikke ville tro på, og tilgive ham for. Der havde han trods alt kendt mig længe nok til at vide det.

Jeg skænkede ham et enkelt blik, inden at jeg drejede om på hælen. "Forresten stod du for aftensmaden," og med de ord forsvandt jeg med hurtige skridt ud af døren, og efterlod en såret Derek bag mig. Jeg lod hoveddøren smække hårdt bag mig, og det var først nu at jeg lod tårerne løbe, som jeg indså havde presset på hele tiden. Nogle få lavmælte hulk undslap mine læber, og inden at jeg overhovedet havde skænket det en tanke, var jeg på vej i retning til Louis lejlighed, eftersom at jeg havde efterladt Derek i min egen.

Men som altid glemte jeg at tænke mig om før jeg traf en beslutning, og det blev så også bekræftet nu, da jeg fortrød at jeg ikke havde smidt ham ud. Selvom at han sikkert ikke engang ville været gået med til det, så måske havde jeg også skånet mig selv for et skænderi, hvilket jeg ihvertfald ikke ville kunne holde til nu. Så lidt sød var jeg da, sådan at give ham et sted at sove i nat. Så måtte jeg tage mig af det andet i morgen. 

Louis lejlighed tonede op foran mig, og jeg satte automatisk farten op. Normalt ville Louis egentlig ikke være den første person jeg ville flygte til efter sådan en situation, da han ikke altid havde de bedste reaktioner, hvilket jeg gætter på er et søskende instinkt. Jeg følte mig da også ansvarlig når han først kæmpede med noget. Desuden ville jeg da også reagere, - voldsomt ville nok være en overdrivelse, men noget lignende. Vi er jo søskende, hvilket nok medførte til at vi bekymrede os for hinanden, og nok også var grunden til at vi opførte os, som vi nu gjorde overfor hinanden. Sådan fungerede det bare.

Jeg skubbede døren til opgangen op med den nøgle jeg fik udleveret for noget tid siden, ærligt kunne jeg ikke huske hvornår, og af hvilken grund, men lige nu fandt jeg det meget heldigt. 

I forhold til min egen lejlighed, havde dette kompleks da en elevator, hvilket jeg var meget taknemmelig for, da Louis ikke boede på 2 etage, men 6. Så slap jeg da for de trapper. Den bekendte ding lyd lød efter hvad virkede som kort tid, og dørene til elevatoren åbnede sig, så Louis dør kom ind for rækkevide. Jeg indhalede en stor mænge luft ned i mine lunger, for at puste ud igen. Nu gjaldt det bare om at tage det næste skridt, ærlig talt havde jeg ikke forventet at det var så svært, bare at banke på. Jeg frygtede lidt at se ham i øjnene, han kunne sikkert med et blik se at der var noget galt. Måske også fordi at jeg i normale situationer ikke kom uventet til hans lejlighed.

Jeg tørrede mine fugtige kinder af med mine hænder, og fandt en lille facade frem på mit ansigt, inden jeg bankede på døren. En tung stilhed lagde sig over det lille rum, og jeg udbrød et tungt suk, imens jeg blev ved med at tørre mine tårer, som der på en eller anden måde blev ved med at komme frem, som jeg tørrede dem væk. 

Ventetiden føltes længere end den sikkert var, og lige som jeg skulle til at vende om, lød der et klik. Jeg vendte opmærksomheden mod døren igen, og skyndte at tørre de resterende tårer væk, inden at jeg stod ansigt til ansigt med Louis. 

"Chelsea?" Jeg kiggede op, og mødte mine brors øjne, der viste en blanding af bekymring og forvirring. Han var tydeligvis overrasket over at jeg ville dukke op foran hans dør sådan uanmeldt, det var netop ikke noget jeg plejede, da jeg altid gik efter planer eller aftaler, istedet for at komme uanmeldt, og det vidste Louis. 

Jeg nikkede en gang, og fik tvunget et lille smil frem. Louis blev stående i noget tid, indtil at han kom til sig selv, og trådte til siden, så jeg kunne komme forbi. Jeg trådte ind i entreen, og gik videre ind i stuen, hvor jeg lod mig dumpe ned i sofaen, som var det mit eget hjem. "Har du så tænkt dig at fortælle mig hvad der er galt, nu når du kommer uventet til min lejlighed?" Spurgte Louis, og lænede sig op af dørkammen, med armene over kors. 

Et kæmpe ukontrolleret hulk undslap mine læber, hvilket medførte til at Louis tog plads ved siden af mig, panikkende over hvad han skulle stille op. Tanken om Derek kom snigende tilbage, og fik mig til at bryde ud i gråd, lige som at jeg havde kæmpet for at holde tårerne tilbage, smuttede de, og afslørede alt. Den situation kunne vi fleste vel relatere os til.

Jeg tog en dyb indånding, og tumlede med mine fingre. Uvidende om hvordan jeg skulle få det sagt, selvom at det bare var en enkel sætning, så virkede det svært at få ud. Det handlede egentlig mere om, at jeg ikke ville indse, at en havde været mig utro, så det at sige det fik ligesom sandheden frem. 

"Derek viste sig at havde haft to forhold på en gang," svarede jeg, og prøvede at undgå at sige det direkte, mere for min egen skyld. Dog lod det til at Louis forstod. Jeg lod mit blik søge gulvet, mens tårerne stadig trillede ukontrolleret ned af mine kinder.

"Hvad?" Den blide stemme Louis før havde brugt, var nu blevet til den hårde. Det var lige præcis sådan her, at jeg havde forstillet mig, han ville reagere. "Jep," Svarede jeg lavt, og poppede på p'et, som den akavede person jeg nu er.

"Hvad?" gentog han, hvilket fik mig til at sukke. "Det var svært nok første gang, så jeg gentager ikke mig selv," svarede jeg, og forholdte mit blik mod gulvet. For jeg var sikker på, at når jeg først fik sagt det endnu engang, så ville jeg bryde ud i gråd. Igen. 

Han rystede kort på hovedet, imens hans øjne hvilede tungt på mig. "Så hvad nu?" spurgte han irriteret, hvilket fik mig til at reagere. Jeg lod mit blik fjerne sig fra gulvet, og istedet rettede jeg det mod Louis. "Ja, der er ingen chance for at jeg vender tilbage foreløbig, og nu da du har et ekstra værelse, så alt siger vel sig selv?" forsøgte jeg langsomt, imens at et ægte svagt smil spillede sig på mine læber. 

"Du har da ikke efterladt ham i lejligheden?" spurgte han, imens han hævede øjenbrynene. Jeg bed mig lidt i læben, hvilket var svar nok for Louis. "Chelsea for fanden!" mumlede han, og rystede på hovedet. "Du er da nødt til at gøre noget?" blev han ved, med hans blik hvilende på mig. 

"Kan det ikke vente til i morgen?" sukkede jeg, og lod mig dykke ned i sofaen, med mit blik nu hvilende på Louis, som hans også hvilede på mig. "Nej, for så får han bare falske forhåbninger, jeg skal nok veksle et par ord med ham," svarede han målrettet, og fandt sin vej mod gangen. Jeg spærrede øjnene op, og sprang op fra sofaen. 

"Louis! Du har intet at skulle sige til ham, jeg sætter pris på din hjælpende hånd, men jeg behøver ingen overbeskyttende Louis lige nu, okay? Kan jeg ikke bare blive her, uden alt det der drama?" Spurgte jeg, og bed mig lidt i underlæben. Tårerne var stoppet, men det skulle ikke undre mig hvis jeg lignede en vaskebjørn. Men det ville ikke gøre noget, da de var ret nuttede. Louis sukkede kort, inden han nikkede. "Idiot..." Mumlede han, hvorefter han trak mig ind i et kram, og jeg smilede tilfreds. 

Louis trak sig væk, og vendte sig om, for at forsvinde ud i køkkenet. Skramlen var til at høre, men hvad han lavede, kunne jeg ikke sætte en finger på. Det kunne også være ligemeget.

Jeg dumpede ned i sofaen igen, og greb ud efter et tæppe, for at vikle mig ind i det. Bagefter tog jeg min mobil op, og gik ind på beskeder.

 

To: Abekatten

From: Chelsea

'Kommer du ikke over? Er i Louis' lejlighed, tag noget Ben & Jerry is med.'

'PS: Det skal være Cookie Dough.’

 

______________________________

Det var så første kapitel!

Hvad synes I indtil videre?

Vækkede det interesse?

For ellers må I meget undskylde :)

Jeg håber ihvertfald at I har fået lysten til at læse videre!

- Zackie

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...