Svend og Knud

Svend og Knud er historien om den unge viking Knud, der bliver fanget i en farlig konflikt mellem far og søn, der skal ændre Danmarks skæbne for altid.

1Likes
0Kommentarer
293Visninger
AA

1. Vi er her - Sammen.

Blod og sved blandede sig på Knuds pande. Han stank af blod og indvolde, men han var ikke den eneste. Rundt omkring Knud kæmpede hundredevis af mennesker, men han havde kun fokus på én. Jomskrigeren foran ham stod hånende, som om han ikke mærkede den pil, der stadig sad i hans skulder, som om han ikke blødte ud af munden efter, at Knud havde slået ham. Knud havde smidt sin bue og trukket sin kniv frem. Han skreg ad Jomskrigeren og stak efter ham med sin kniv. Fjenden undveg og slog i stedet Knud i hovedet med sit skjold. Det sortnede for hans øjne – nu var det ude med ham.

 

Nej.

 

Ikke endnu. Jeg har løfter jeg skal holde. Knud rystede sit hoved og stak kniven op mellem jomskrigerens ribben. Krigeren begyndte at hoste blod op og Knud drejede kniven en omgang til, inden han trak den ud. Knuds modstander faldt ned på det røde græs. Knud gispede efter vejret. Dengang han arbejdede på Trelleborg, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han ville kæmpe i så stor en krig.

 

 

Det havde været dagen hvor Harald, Konge af Danerne, skulle komme. Harald skulle besøge Trelleborg og hele borgen summede af spænding, men det var ikke derfor, at Knud var spændt, nej Knud havde hele ugen gået og glædet sig over, at Palnatoke skulle komme til Trelleborg.

 Mens hele Trelleborg havde travlt med at gøre klar til alle de nye gæster, havde Knud set en mulighed for at snige sig lidt væk fra mængden - alle havde så travlt, så ingen ville ligge mærke til hvis han manglede.
Han havde sneget sig ned til muren, hvor der var stillet op til, at nogle af krigerne kunne træne bueskydning, men lige nu var der tomt.

Knud fandt sin ”lånte” bue og pile frem, som han havde gemt bag nogle tønder i en bunke halm. Han havde tænkt sig, at prøve at skyde efter et æble. Han havde hørt, at Palnatoke kunne ramme et æble balanceret på en drengs hoved.

 Knud havde skyndt sig at sætte det op, og havde trukket sin bue tilbage, da han hørte en lyd fra ét af langhusene. Larm var ikke unormalt på Trelleborg, da flere hundrede mennesker var her, og specielt ikke med de flere, der var ankommet henover de seneste uger, på grund af Kongens ankomst - men det Knud havde hørt fik ham til at stoppe op. Han kunne høre lyden af sværd mod sværd.

Knud holdte vejret. Han strammede fingrene om sin bue og sneg sig hen mod huset. Jo tættere på han kom jo højere blev lyden af sværd.

”Svend, pas på!” råbte en stemme.

Knud pressede sig mod væggen. Fra der hvor han stod, kunne han lige nå at kigge indenfor. Der stod en af krigerne, som var ankommet i løbet af de sidste dage. Hans blonde hår var bundet tilbage med et rødt bånd, ligesom det havde været, da Knud havde set ham for første gang. Han blokerede et slag fra sin modstander.

”Jeg har styr på det Toke!” råbte manden med hestehalen.
”For sidste gang, mit navn er Palnatoke. Ikke Toke!”  Palnatoke? Knud strakte sin hals for at kigge ind, men han kunne ikke se andre end de to, der stod og kæmpede. Knud trådte tættere på.

Der stod Palnatoke. Ovre i hjørnet. Palnatoke fik øjenkontakt med ham og Knud stivnede. Der stod han. Ham der kunne ramme et æble på en lille drengs hoved. Ham Knud havde set op til hele sit liv. Lyden af sværd, der stak gennem kød, fik Knud til at vende hovedet mod krigerne. Krigeren med hestehalen havde stukket sit sværd gennem halsen på sin modstander, blodet fossede ud af munden på ham, da sværdet blev trukket tilbage. Knud nåede knap nok at registrere hvad der var sket, før at sværdet var rettet mod hans hals.

”Hvem er du?” spurgte krigeren. Han var dækket i den andens blod, der langsomt løb ned af hans kind. Knuds hjerte sad oppe i hans hals, og han måtte synke en gang før han svarede.

”Knud. Mit navn er Knud.” han lød ikke helt så modig, som han gerne ville og han undveg krigerens øjne.

”Vi bliver nødt til at flygte Svend. Nu.” Knud flyttede øjnene til Palnatoke.                                         

”Jeg kan hjælpe jer.” Han holdte Palnatokes øjenkontakt, inden han kiggede på Svend ”Jeg har hjulpet med at bygge Trelleborg, jeg kender den ud og ind.” De to kiggede på hinanden.

”Vi regner med dig.” Svend fjernede sværdet og gav ham et forsigtigt smil.

 Knud rakte sin bue til Palnatoke ”Du kan sikkert få mere ud af den her, end jeg kan.”

 

 

Knud havde ikke nået at komme sig over drabet på jomskrigeren, før en anden var over ham. Hans nye modstander skubbede ham med sit skjold og Knud rullede rundt i græsset, hans eget blod blandede sig med det fra de faldne krigere. Krigeren stod over ham, og skyggede for solen. Silhuetten trak sit sværd og Knud rullede til siden for at undgå at blive stukket i maven. Knud var svimmel og hans lemmer var lamme af udmattelse, men han kom op og stå. Han holdte sin kniv ud foran sig. Krigeren vendte sig mod ham og Knud så hans ansigt. Ulf. Knuds mave trak sig sammen og han strammede desperat grebet om kniven. Ulf smilede og hans øjne strejfede Knuds højre hånd.

”Du kan ikke skyde så godt nu hva’?” hånede Ulf. Vreden ulmede op i Knud og han angreb. Vilde slag blev givet fra Knuds side, men uanset hvad blokerede Ulf altid hans kniv. Knud hev efter vejret, rester af sved og blod svedte i hans øjne, men hans vrede holdt ham kæmpende.

Knud stak efter hans hals. Ulf trådte tilbage, en rød linje over hans hals. Han holdte en hånd op og det begyndte at bløde. Ulf viste tænder af Knud, før han stak ud efter Knud igen, hans sværd ramte Knuds side, men Knud mærkede det knap nok, før han havde stukket sin kniv i halsen på Ulf. Han faldt ned og Knud vendte sin opmærksomhed mod resten af slagmarken.

Han kiggede rundt og fik øje på Svend - hans leder, hans Konge. Han var omringet af Jomskrigere. Knud rakte instinktivt ud efter sin bue, men hans hånd fik kun fat i luften. Hvor var buen?!

 

 

Uger efter at Knud havde hjulpet Svend og Palnatoke med at flygte, var alting faldet til ro på Trelleborg igen. Harald var der stadig, men det lig, som Svend havde efterladt i ét af langhusene, var ikke længere nogen bekymring for folk. Det var ikke unormalt at finde et lig, når så mange folk levede så tæt sammen, og efter et par uger var det glemt. Det var også efter et par uger, at han havde modtaget en besked fra Svend. En ung dreng, var kommet hen til ham med en besked, han havde trukket ham til siden, og fortalt ham, at Svend ville møde ham i skoven udenfor Trelleborg ved daggry. Det var så dér han stod nu. Overfor Svend. Svend havde smilet så snart han havde set ham. Han smilede lige så meget, som Knud følte sig nervøs. Knud mindes sidste gang han så Svend smile, og uden at tænke over det, rørte han ved sin hals.

”Så, øh, du overlevede?” flot sagt Knud.

”Virkelig?” Svend kiggede på sine hænder, mens han vendte og drejede dem ”Det var da heldigt. Det var ellers ikke meningen.” Knud kunne pludselig mærke blodet i sit ansigt.

Svend grinede og klappede Knud på skulderen ”Du ikke så kvik hva´?” Knuds ansigt blev endnu varmere. Der var et par øjeblikkes stilhed inden Svends smil falmede og han gned sig forlegent i nakken. Hans hånd strejfede sin halskæde med Tors hammer.

”Jeg har faktisk noget til dig,” Svend tog langbuen fra sin side ”den her er til dig. Efter at du mistede din egen.” Svend smilede skævt og Knud så med store øjne på buen. Den var lavet af elmetræ og var langt bedre, end den han havde givet til Palnatoke.

Han kiggede på Svend. Ned på buen. På Svend.

”Hvad?”

”Buen,” Svend pegede på buen ”den er til dig.”

Knud tog buen, den føltes perfekt.

”Hvorfor? Hvorfor giver du mig den?” Svend så ud som om han ikke helt kunne svare.

”Jeg har brug for din hjælp.” han kiggede ind i Knuds øjne, ledte efter en reaktion. ”Jeg har brug for information fra Trelleborg, jeg har brug for, at du videregiver informationer til mig” Knud kiggede overrasket på Svend.

”Hvad lavede du egentlig på Trelleborg? Dengang jeg hjalp jer ud.”

”Jeg var der for at dræbe min far.”

”Din far?”

”Harald…”

”Vent. Hvad?!” udbrød Knud ”Din far er Konge af Danmark?! Er du den søn, der prøver at overtage tronen? Er du den Svend?” Svend smilede lidt forlegent til Knud.

”Hvem ellers?” Han blev lidt mere seriøs ”vil du hjælpe mig Knud? Vil du hjælpe mig med at overtage Danmark fra min far?”

”Hvorfor mig?”

”Du kender Trelleborg,” han blinkede til Knud ”og så kan jeg lide dig. Du var villig til at hjælpe Palnatoke og mig med at flygte, også selvom du risikerede dit eget liv.” Knud rødmede.

”Jeg har altid beundret Palnatoke, så da jeg hørte, at det var ham… så besluttede jeg mig for at hjælpe, det ville han have gjort, hvis han var i mit sted.”

”Det tror jeg også.” han lagde en hånd på Knuds skulder ”Så vil du hjælpe?”

Knud nikkede.

Svend smilede ”Jeg regner med dig nu.”

 

 

Dér var buen. Den lå der hvor han havde efterladt den, ved siden af den døde jomskriger. Knud løb over mod buen, han undgik sværd, økser og skjolde og hoppede over de faldne. Han faldt, men kom hurtigt op igen. Han tog buen i sin venstre hånd, pilene lå heldigvis stadigvæk i pilekoggeret ved hans side. Han kunne se Svend fra hvor han stod. Hans hår var blevet rødt af blod og han stod stadig omringet af fjendtlige jomskrigere. Knud satte en pil på buen og trak tilbage. Han rystede, men han stod så tæt på, at han var sikker på at ramme. Han slap pilen. Han ramte jomskrigeren lige i hovedet. Han faldt om med det samme. Knud kunne næsten se valkyrien komme for at hente den faldne kriger. Knud rystede på hovedet – han lød som Svend.

Svend opdagede Knuds pil i krigeren og gav hurtigt et nik til Knud, inden han fortsatte kampen med den næste fjende.

Knud skulle til at skyde endnu en jomskriger, da en pil ramte krigeren i øjet. Knud kiggede sig forvirret rundt og så Palnatoke med en bue – Selvfølgelig, kun Palnatoke kunne ramme med sådan en præcision. Knud kiggede sig omkring. De var ved at vinde.

 

 

Sigt. Og slip. Ordene genlyd i Knuds hoved som han stod ved ringborgens mur. I hans svedige hænder havde han sin nye bue. Omkring ham stod flere af Trelleborgs yngre krigere. De unge krigere søgte alle at bevise deres værd, og blandt dem var en af de værste – Ulf, jarlens søn. Han troede han var bedre end alle andre bare fordi, han var født ind i et godt liv. Ulf mente at han var bedre end folk som Knud, folk der måtte arbejde deres vej gennem livet. Folk der måtte… Nej. Jeg må ikke blive distraheret nu.

Knud løftede sin bue. Trak pilen tilbage. Sigtede. Slap.

 

Pilen ramte en ring væk fra den gule midte. Lidt tættere på centrum end Ulfs pil.

 

Knud grinte og løftede sin bue i vejret. Han kiggede over på Ulf, hvis eller tidligere afslappede holdning hurtigt ændrede sig. Halvkvalte fnis kunne høres omkring pladsen, da Ulf blev mere og mere rød i hovedet.

”Du snød” udbrød Ulf. Han stormede hen mod Knud og greb hans trøje.

”Jeg vandt ærligt og redeligt.” Knud smilede, han anede ikke hvor hans nye mod kom fra, men det føltes godt ”Jeg var bedre end dig.” Ulf slog brutalt Knud over hovedet og slap ham. Knud faldt ned på jorden. Ulf sparkede til Knud og sagde noget mere, men Knud kunne ikke høre noget for den dunken, der var i hans hoved. Til sidst stoppede slagene.

 

Knud hostede støv op fra sine lunger og kiggede op. Ulf var væk. Knud prøvede på at rejse sig op, men faldt ned i støvet igen.

”Her, tag min hånd.” Knud kiggede op. En træl kiggede tilbage på ham ”Du bliver nødt til at få ordnet det sår.” han pegede på Knuds hoved, han tilbød igen sin hånd og Knud tog den. Trællen hjalp Knud ind i skyggen fra en af langhusene.

”Vent lige et øjeblik.” trællen forsvandt ind i langhuset og kom tilbage med en våd klud. Trællen begyndte at vaske blodet af Knuds ansigt.

”Du vandt.” trællen fortsatte lidt med at vaske Knuds ansigt tørt for blod, før han kiggede ham i øjnene.

”Bueskydningsdysten. Du vandt den uden at snyde,” han strammede grebet om kluden ”uanset hvad Ulf siger og gør, så er du bedre end ham.” han sukkede. ”Folk som dig og mig, vi bliver ikke anset, de tror ikke på, at vi kan noget, men det kan vi.” trællen var fordybet i sine egne anker indtil han pludselig kom i tanke om, hvad et var han havde sagt ”Ikke at du er en træl! Det er ikke det jeg siger” han kiggede ned i jorden, bange for at Knud skulle sige noget, at han skulle slå ham, men Knud sagde ikke noget, han slog ham ikke og trællen fortsatte.

”Jeg tor du kan blive til noget stort. Du har evnerne, du mangler bare muligheden.” han fjernede det sidste blod fra Knud ”Tag det ikke forgivet.” trællen gik.

 

Den nat sneg Knud sig ud af Trelleborgs porte, ned gennem skoven, til det kastanjetræ, der var blevet Knuds faste mødepunkt den sidste tid. Det var dér han mødtes med Svends budbringere, der hver gang ville levere den information, som han havde givet, videre til Svend.

Denne gang blev han dog overraskede, da det ikke var den sædvanlige lille mand med den sjove accent, der stod og ventede på ham. Under det store træ sad Svend og sleb sit sværd. Han kiggede op, da han hørte Knud.

”Hvad er der galt med dit ansigt?”

 

”Øhm, jeg faldt?”

 

”På en knytnæve?”

 

Knud kiggede på sine fødder. ”Jarlens søn blev vred, fordi jeg er bedre til bueskydning end han er. Derfor mente han, at han kunne slå mig oven i hovedet.”

 

”Det lyder ikke retfærdigt.” Svend rynkede på næsen.

 

”Nej, men du må vide at…” Knud tøvede kort ”folk som mig bliver slået, vi bliver bebrejdet for hvad der ikke er vores skyld, vi bliver holdt ude… folk tror ikke vi kan. Hvad der skete i dag er bare et bevis på det” Svend studerede Knud.

 

”Så… Hvad vil du gøre ved det?”

 

Knud så overaskede på Svend men så så han alvorligt på ham ”Jeg vil gøre noget. Jeg vil ikke bare se på fra siden længere… Jeg vil blive husket – Jeg vil vise, at folk som mig, vi ikke bare er nogle man kan slå, vi kan ændre vores skæbne.”

 

”Det kan du.” Svend så Knud i øjnene ”Jeg tror på dig”

Siden den dag, var det altid Svend, der kom for at modtage Knuds informationer.

 

 

Svend så Harald løbe væk. Han var på vej ind mod skovbrynet. Svend løb efter ham og Knud løb efter Svend. Knud hoppede over væltede træer, selvom hans ben ikke kunne holde til mere, men uanset hvor hurtigt han løb, kunne han ikke følge med Svend. Han kom for langt foran. Han kunne ikke se ham mere.

 

 

Harald var kommet til Trelleborg igen. Han var kommet på et tidspunkt, der skulle vise sig til fordel for Knud, men også til stor ulykkelighed. Harald havde samlet alle i en gård mellem fire af langhusene.  Palnatoke stod ved siden af Knud. Han var ankommet dagen før. Svend var nødt til at blive væk. Han var nødt til at blive ved den hær, han nu havde fået samlet. Knud havde sit pilekogger ved sin side, da han havde været nede for at skyde sammen med Palnatoke. Han havde aldrig følt sig mere selvsikker.

Harald havde fået for meget at drikke, og stod og svajrede mens han snakkede om alt det han havde opnået. Knud hørte ikke rigtigt efter, indtil han pegede på Knud og spurgte ”Er stenen, jeg havde lavet, og stillet ved min forældres grav, er det ikke største du har set? Er det ikke den tungeste byrde nogen har trukket.”

Knud kiggede Harald dybt i øjnene og sagde ”Svend trækker hele Danmark fra dig - du kan selv dømme hvad der er tungest.”

Hele gården var stille. Harald var mundlam. Knud kunne føle Palnatoke kigge på ham.

Harald fandt endelig sin tunge og begyndte at forbande Knud, hans familie og alt han stod for. Han trak ham op til sig. Hans øjne faldt på Knuds pilekogger og kniven ved hans side. Harald trak Knuds kniv og holdte den op til hans hals. Knud stivnede. Haralds øjne mindede ham om Svend. Knud kunne mærke kniven, der pressede op mod hans hals. Han kunne mærke blodet, der løb langsomt ned mod hans trøje. Han havde lyst til at lukke øjnene, men han tvang dem åbne og blev ved med at stirre Harald i øjnene. Han skulle til at skære. Det vidste han. Palnatoke trådte op til Knuds side.

”Lad ham være.”

Flere mænd gik op til Knud og Palnatoke. Et kor af ”Lad ham gå”,” Han har ret” og ”Dræb ham ikke” lød fra mængden af mennesker og Harald tog kniven væk fra Knuds hals. Han smilede en gang. Før han hurtigt lagde Knuds højre hånd på bordet og huggede hans langfinger af. Knud skreg af smerte og greb om sin sårede hånd.

Palnatoke var allerede ved Knud. Han hjalp ham med at stoppe blødningen. Knud kunne mærke tårer trille ned ad hans kinder. Jeg kommer aldrig til at skyde igen.

”Det kan lære dig, at tale tilbage til din konge.” sagde Harald triumferende, da kaldte han sine mænd til sig og forlod Trelleborg for aldrig at vende tilbage.

 

 

Knud holdte om buen med sin venstre hånd. Han kom til at skyde igen. Det tog ham lang tid, men han lærte at skyde med venstre hånd. Han var ikke lige så god med venstre, men det skulle nok komme, det var i hvert fald hvad Svend havde sagt. Svend. Knud kunne høre ham. Han råbte. Knud løb mod lyden. Svend var ved at kæmpe mod tre jomskrigere. Knud trak en pil fra sit pilekogger og skød. Han ramte en kriger i ryggen. Han skød en til og krigeren faldt om. Knud sigtede igen. Der var noget i hans øjenkrog. Knud dukkede sig i sidste øjeblik og sværdet nåede kun at snitte hans arm. Det sved. Knud kiggede op. Harald stod over ham. Han prøvede på at rulle væk, men Harald trådte på hans skulder. Knud skreg, da han skulder sagde knæk.

Harald smilte, hans blå øjne havde et morderisk glimt. Harald holdte sit sværd til Knuds hals. Knuds hoved dunkede og han lukkede sine øjne. Pludselig fjernede presset på hans skulder sig. Knud kiggede op. Harald blokerede et slag fra Svend. Knud satte sig op og tog sig til hovedet. Han kunne mærke det røde bånd i hans hår, men intet blod. Svend blokerede et slag fra Harald. Når man kiggede på dem nu, kunne man virkelig se, at de var far og søn. Det virker forkert.

Svend pressede Harald længere væk fra Knud. De stod nu i en lysning. Solen var ved at gå ned bag dem. Harald slog ud efter sin søns hals, men Svend parrerede og slog Haralds sværd væk fra ham. Han holdte sværdet mod sin fars hals og det var først nu, som Svend vente mod ham, at Knud kunne se tårerne trille ned ad hans kinder. Svend græd.

 

 

Efter Knud mistede sin finger, forlod Palnatoke og Knud Trelleborg sammen med alle de andre, der havde støttet Knud. Knud kunne nu se Svend hver dag. Da Knud så Svend igen, var Svend så vred på sin far, at Knud måtte tage hans hånd og sige, at han havde det fint flere gange, før han faldt til ro. Da Palnatoke fortalte historien, om hvordan Knud mistede sin finger, så Palnatoke stolt på Knud, Svend havde først set overrasket ud men bagefter havde han smilet skævt og sagt ”Det er min Knud”. 

Da slaget nærmede sig, havde Svend trukket Knud til siden. De havde sat sig under et kastanjetræ. Svend kiggede ikke på Knud.

”Hvad er der galt?” Knud så spørgende på ham.

Svend kiggede først på sine hænder, og derefter i Knuds øjne. Svends øjne var en mørkere blå, end de plejede.

”Jeg har noget jeg skal spørge dig om.”

”Hvad er der galt?” Knud tog hans hånd.

”Hvis jeg ikke kan dræbe min far,” han havde tårer i øjnene ”vil du så gøre det for mig?”

Knud havde tøvet, men så så han Svend. Svend var anderledes. Svend havde troet på Knud, da ingen andre havde, Svend var hans ven, Svend var den, der så hvem Knud gerne ville være.

Knud nikkede.

”Jeg stoler på dig Knud.”

 

 

Knud rejste sig helt op. Harald sad på knæ. Svend pressede hans sværd ind mod sin fars hals. Tårerne trillede ned af hans kinder. Knuds skulder var som ild, men han samlede sin bue op fra græsset. Da han trak buen tilbage, var det som om hans skulder brændte. Han rystede. Han prøvede at sigte. Haralds ryg. Han slap pilen. Pilen susede gennem luften. Den ramte Haralds baghoved. Blodet sprøjtede over Svend.

Svend kiggede på sin far, der nu lå på jorden. Han kiggede på Knud. Knud faldt på knæ, hvor han stod. Buen faldt ud af hans hænder og ned på græsset under ham. Han kunne mærke varme tåre trille ned ad hans kinder, endelig – vi gjorde det. Knud kunne mærke en hånd på sin skulder og han kiggede op. Svends øjne var våde og hans tårer blandede sig med blodet fra sin far. Svend satte sig ned på hug foran Knud. Knud så ind i Svends øjne, før at han tog sin arme om Svend. Svend græd. Knud græd. Knud krammede Svend tilbage.

”Vi er her. Vi er her sammen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...