Mælk

//bidrag til Døde Piger Lyver Ikke-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
194Visninger

1. -

Pigen kunne ikke forstille sig et bedre sted at være i det øjeblik end på et gyngestativ. Det var øjeblikke, som disse, hvor man stoppede op, bare et millisekund – lettere sagt end gjort, når man var på en gynge – og kneb øjnene halvt sammen, lod lidt af sin hjernemasse bløde ud på asfalten, mens man tænkte over, hvordan universet bare eksisterede for ens egen skyld. Hvordan ville det ellers være muligt for pigen at forklar,  hvor perfekt det virkede, at  der fandtes ting som gyngestativer, at der fandtes ting som en aften i juli, og som lidt for søde jordbær, som lidt for varm sommerluft, og som lidt for meget vin i maven, og at hun fandtes midt i det hele. Pigen var ikke religiøs, og nu kunne hun godt overbevise sig selv om, at det kun var fordi, at hun tænkte, at Gud ikke havde fantasi nok til at skabe noget så fantastisk som dette – og ikke fordi, at det var Gud  der var skyld i de tårer, der stadig ikke var tørret helt ind i hendes øjenvipper – det var i hvert fald ikke hendes egen skyld.  

Gyngen knirkede under hendes vægt – det var nemt at bilde sig ind, at metalledende gav i, strakte sig, blev større, måske i takt med at hun svingede højere og højere op, stak sine fødder i gennem skyerne, gik en aftentur på himlen, der var farvet af solnedgangen, i takt med at hendes hjerte voksede sig større, og måske også hendes hjerne for at blive bedre til at dividere – så kunne de dele verden i 4, hende, ham, den myre der kravlede under hendes ene sko, som hun havde trådt på og så alt det andet -  der kunne være et stykke i hvert hjertekammer.

Det var ved at blive koldt udenfor, gåsehuden var begyndt at springe frem på pigens arme, trods luften stadig var varm. Det virkede bare koldt – koldt på den måde, der mest hørte til i de gyserfilm, man aldrig så uden at have mindst 5 tæpper over sig, en top varm kakao i den ene hånd og en kæreste i den anden, (den sidste hånd var altid varmest, for klicheer brændte man sig på, ifølge hendes dansklærer(og hvis dansk lærere rent faktisk kunne indrette verden ved at taste nogle tal ind på et grønt ark, måtte det vel betyde, at de også fik lov til at bestemme alt andet). Koldt på den måde, som pigen altid godt havde kunnet lide, fordi hun vidste, at det, at hun frøs var et tegn på, at hendes store krop prøvede at varme hele det lille univers op, sørge for, at der kun var gyserfilm,  og virkeligheden og så intet af alt det der i mellem, og intet af det der var begge to ting på samme tid.

Så pigen hoppede af gyngen, lod sig ikke mærke med, at det gjorde ondt i hendes bare fødder, da de ramte jorden, og ej heller, de sår der opstod på hendes fødder, da hun knap så elegant prøvede at afbøde faldet, og heller ikke de huller, der opstod i hendes hoved, da hun tænkte over, at hun havde glemt, hvordan man hoppede af gynger og hvordan man nød at trække vejret, men kunne huske, hvordan man løste en andengradsligning og  hvornår man skulle bruge hvilke modalverber på tysk.

Det var på tide at gå hjem nu, det vidste pigen godt, men hun vidste ikkk helt, om hun havde lyst. Der havde været en karton mælk i køleskabet her til morgen, som havde overskredet sin holdbardhedsdato, og da hun åbnede køleskabet var hele huset begyndt at lugte, og det have mindet hende, om  den dag for nogle år siden, hvor hendes far havde åbnet deres hoveddør og taget en indånding af luften i huset og besluttet sig for, at han nu kunne lugte, hvordan det lugtede, at de havde overskredet deres holdbarhedsdato, for man kunne aldrig lugte, hvordan det lugtede i ens egen hjem, men man kunne godt i alle andres, det var sådan, at det virkede, og senere havde han besluttet sig for, at han  nu kunne lugte, hvor meget hele jorden stank af noget som nogle ville kalde menneskelighed andre ville kalde Donald Trumps cologne og andre igen ville kalde armhulesved hos alle de fædre og alle de mødre, der var gået ud af alle deres hoveddøre og ikke gået ind og andre igen ville kalde desperation.

Nu lugtede han selv af de violer, som pigens mor sagde, at det var vigtigt, at hun lagde på hans grav, og det var måske endda bedre end den gang, han havde været i live.

Det måtte altså ende med, at pigen ikke gik hjem, men i stedet gik over græsplænen,  forbi legetøjsstativet og hen til kirkegården. Der var ikke nogen kirke, det havde der aldrig været. Pigen havde aldrig orket at bygge den, for det var alligevel hende selv, der var Gud her. Det var hende der bestemte,  over alle dem der var begravet her – om deres evige liv skulle forgå i minder, der var så lyse, man blev blændet hver gang man tænkte tilbage, eller om de skulle leve et eller andet mørkt sted i hukommelsen, hvor de langsomt gik i forrådnelse, og kom ind i det naturlige kredsløb, der gjorde, at alt hvad de nogensinde havde været og alt hvad de nogensinde ville blive blev erstattet af den korrekte måde at løse andengradsligninger på. Og pigen forlangte ikke meget, i modsætning til Gud. Hun havde ikke brug for en kirke, hvor folk kunne tilbede hende ved at bede 5 gange om dagen eller ved at plaske vand i hovedet, hun havde ikke engang brug for en instagramprofil, hvor folk kunne lade deres tommelfinger røre ved en skærm to gange i træk og kalde det kærlighed.

Hun  var ikke Gud og kunne endda selv slå græsset.

Desuden, tænkte pigen, træt var det også altid bedst at besøge kirkegården på tidspunkter som disse. Der var selvfølgelig aldrig nogen – måske fordi der ikke var andre, der kunne se kirkegården – men pigen var stadig, af en eller anden grund, mere tilbøjelig til at føle sig alene,  når det var koldere og vinter, og når hun ikke havde ondt i fødderne til at distrahere sig for, hvor ondt hun havde alle andre steder. Nogle gange forstillede pigen sig, at hvis hun skrællede sin egen hud af ville hele indersiden udelukkende bestå af blomstrende blå mærker, der efterhånden var blevet lilla (men nogle gange forstillede hun sig også, at myrere var på størrelse med mennesker og havde overtaget verden, så det sagde ikke så meget). Måske var det fordi, at det var om vinteren hun havde været der med ham.

Desuden brugte hun efterhånden så lang på kirkegården, at hun nu officielt ikke længere vidste, hvordan hun dog skulle gå hjem. Måske var hun bare faret vild, siden den gang en gammel mand havde stoppet hende på gaden, og han havde spurgt, om hun ville have et lift hjem og hun havde sagt nej, og det havde hendes mor lært hende, at man skulle gøre, på omtrent samme tid som hun havde lært pigen hvordan man tog bind på, og hvordan det var vigtigst at gå i højhalsede sweatre, hvis pigen ikke selv havde lyst til at ende alene, i et hus med mælkekartoner, der lugtede, og børn, man ikke helt havde lyst til, det var på eget ansvar, hvad mænd gjorde med én, hvis de ikke var højhalsede, for så kunne de jo ikke styre sig, havde pigen lært . Det var også hendes mor, der havde lært hende, at det var bedst at ryge cigaretter helt ned til filteret, og bagefter puste røgen ud, som var det et digt, og som håbede man på, at en anden person ville indånde en af linjerne (og få lungekræft). Hendes mor kunne godt lide at være poetisk, for så gjorde det ikke så meget med alle de ting, hun ikke var.

Desuden var hun for længst løbet tør for grunde og desuden’er, men det føltes bare rigtigt, i hvert fald ikke forkert og for pigen var det mere end nok.

Det bekymrede hende dog lidt, hvor hurtigt, der var dukket nye gravstene op. Da hun først havde opdaget kirkegården, dagen efter hendes far blev fundet med sin hjerne blødt ud på køkkengulvet, en sådan lidt klam grålig farve, som pigen også forstillede sig, at virkeligheden ville have, hvis man prikkede hul i den, sådan en betændt byld, som folk havde kløet lidt for mange gange. Men allerede den næste dag, da hun besøgte den, var der dukket flere gravstene op. Der stod aldrig navne på den, men pigen vidste altid instinktivt, hvem de tilhørte – at det var hendes far, at det var den version af hende, der havde troet på, at hendes far var en god person, at det var den del af hende, der savnede hendes far.  Død og begravet.

Og så var hun ellers bare kommet tilbage, igen og igen, oftere end de mænd hendes mor inviterede hjem, meget oftere, end hendes mor tømte askebægeret, oftere end hun rensede ører og oftere end hun rent faktisk følte sig som en fuld funktionel del af universet. Selvfølgelig skræmte det igen lidt at vide, at følge med så meget og vide, hvor mange af gravstene, der tilhørte hende, hvor hurtigt hun blev død og begravet, hvor kort tid det tog for hende at blive en anden person,  men på den anden side var det sådan lidt rart. Rart på den der at sidde på et gyngestativ-måde, og ikke på den at besøge sine danskfolkepartistemmene, flæskestegspisende socialistiske humanisterædende bedsteforældre-måde. Betryggende.  Man blev ikke længere overrasket.

For pigen kunne gravstene måske godt virke lidt uhyggeligt, specielt midt om natten, når deres skygger på en eller anden måde formåede at vokse hende over hovedet. Men tiden var alligevel lidt mere uhyggelig, for den havde fået hende til at vokse sig selv over hovedet, og hun vidste aldrig helt, hvor hun havde den, kunne kun holde øje med den ud af øjenkrogen, for den var alt for genert og havde set alt for mange alt for tynde supermodeller på internettet til at have lyst til at blive set direkte på.

Nogle gange, vidste pigen bare, var tiden sød og lyttede til dem, der skreg efter den, skreg deres stemmebånd i lader og brugte laserne til at piske den, indtil den begyndte at løbe, så den kunne få det hele overstået. Men andre gange lyttede den til de hviskende piger, dem som hende, der kunne tælle de kram, de ville få på en hånd, og som bad tiden om at gå lidt langsommere, indtil de fik brug for hele stjernehimlen for at tælle alle de sekunder, hvert kram varede.

Men gravstene var en måde at se tiden på. En måde at føle, at hendes 5-årige jeg med kridt på fingrene og  et rosenrødt bind for øjnene stadig var der et sted, et sted hvor man kunne gå hen og lægge blomster og vande gravstenen eller sparke til den (det havde pigen kun gjort en enkelt, men så havde hun forstuvet tåen, og det havde ikke helt været det værd). En måde at spytte på sin fars grav og græde på sin hamsters og føle at alting stadig var der.

Selvfølgelig vidste pigen godt, som hun gik der, at det ikke rigtig talte. Ja, de var der, men ikke rigtig, ikke på den måde hun ønskede. Når man var væk var man væk, og hvis det der med, at man altid ville bære andre i hjertet virkelig passede, så ville alle hjerter for længst være brisyet, for der var ikke plads til mennesker i mennesker (eller jo, men bare tænk på hvor galt, det var gået da hendes mor havde prøvet at få børn). Når man var væk, var man væk, og når man ikke træk vejret længere, træk man ikke længere vejret, og ens lunger kunne doneres som griselunger eller  bare til dem, der i børnehaven ikke havde lært at tage dybe indåndninger, når de var sure, for de syntes egentlig, at det var retfærdigt nok at være sure.

Hvis pigen kunne havde hun nogle gange lyst til at begrave sine egne tankerækker

Og håbe på, at der en eller anden dag ville komme nogle  grave dem op, støve dem af, udstille dem på Moesgaard museum, som Danefæ og bevare dem, og der ville komme turister og kigge på dem, og sige næh, nøj, og ih, men så ville de gå videre, for deres barnebarn ville gerne have en is, og de kunne ikke lide at føle sig dumme, nu hvor det gik op for dem, at de nu havde lært definitionen af empati for at bruge den i national test.

Alene. Det var det, der var problemet. Pige  følte sig for alene. Det var for svært at sidde og svinge frem og tilbage på en gynge i sollyset, når der ikke var andre til at se hvor perfekt øjeblikke var, og det var nemmere at overbevise sig selv om, at de ikke gjorde noget, der strømmede snot fra hendes næse i stride strømme, at hendes øjne var røde og hævede, at hendes hår var rodet i noget, der havde været en hestehale for mange dage siden, men som nu bare var blevet reduceret til et elastik i en bunke hår - for der var ikke nogen til at prøve at markedsføre klenexx oven på hendes hår, og der var ikke nogen til at høre, at måske så var det ikke gyngestativet, men hendes knogler, der knagede, knagede for at række ud efter andre mennesker, men ville brække sammen, inden de nogensinde nåede så langt.

Alene. Så forbandet alene. Man kunne næsten mærke det i luften, kunne man ikke? Der var ikke andre, der havde trukket vejret ind, og der var heller ikke andre der havde trukket det ud, kun hende og hendes lunger,

Og hvad så?

Hvorfor var tanken om at være alene så forfærdelig? Hendes første kærlighed var i graven der , han havde lånt hende sin hættetrøje, og da han 20 minutter senere havde bedt om at få den tilbage havde hun  kaldt det kærlighed og givet ham den, og det havde været det.

Hun var 16 år, og hun stod rystende på en kirkegård og frygtede at blive en kattedame, frygtede at kun hendes katte ville komme og besøge hendes grav. Hun var 16 år og hun havde måske indset, at der var et eller andet galt med samfundet, at det var deres skyld, at hun i virkeligheden var komplet ligeglad med at elske, hun tørstede blot efter at blive elsket, hun havde været fuldkommen ligeglad med, om han kunne lide hende, havde brugt meget længere tid på at tænke over, om han kunne lide den måde, hun kastede sit hår ned på, om denne trøje nu viste så meget kavalergang, at han blev fristet, om det musik hun hørte på spotify var passende, hvis han nu skulle ende med at se det.

Pigen kunne stadig huske dengang i 0. klasse, hvor de skulle lege tag-far, og det var altid enten ’pigerne efter drengen’ eller ’drengene efter pigerne’ mog hvor havde hun dog elsket sidstnævnte af hele sit hjerte, der var ikke noget bedre end at løbe rundt på en legeplads med sand mellem tæerne, blomster i håret og smil, der ikke bare var så brede for at forhindre at sluge det snot, der løb ned af hendes ansigt, hun aldrig ville vær med, når det var pigerne efter drengene, for det fandtes ikke noget mere ydmygende end at blive tvunget til at jagte drengene hen over en eller anden græsplæne i fuld offentlighed at vise, vise at man rent faktisk gerne ville opnå noget og vise, at man måske ikke ville opnå det hele, men bare gerne fange den her ene dreng. Det var vigtigt at være en af dem, der blev jagtet, men man skulle aldrig  nogensinde jage nogen.

Men heldigvis var de, da de nåede de støre klasser, stoppet med at lege. Og pigen havde nu lært, at det eneste man behøvede for at fange drengene var bare at smøre noget mascara på sine øjenvipper, som de så kunne klistres sammen i, at lade sit hår hænge løst for så ville de blive fanget i det, så snart man svingede med det, at gå med nedringet trøjer for, at de kunne sige, at de nu ikke ville grave sig ned til Kina gennem sandkassen, men genne kavalergangen.

Hun havde lært, at det værste, man kunne gøre var at vise en dreng, at man var forelsket i ham (det var værre end at forelske sig piger, havde hun endda lært). Hun havde lært fra disneyfilm, at det var helt i orden, at drenge udnyttede én mens man ikke var ved bevidsthed, det var faktisk mere i orden for så kunne man jo gifte sig med drengen bagefter og alting have ham tæt på, til at redde sig, når man jo tydeligvis ikke kunne gøre det selv. Hun havde lært, at man ikke skulle græde over spildt mælk, og drenge man ikke havde kysset, selvom man havde muligheden, nej i stedet skulle man sætte sig ned og lade som om, at den spildte mælk var den eneste grund til, at man levede, man skulle bruge hele sit liv på at prøve at slikke den op og ignorere det faktum, at der var tilbud på sødmælk i fakta, og ignorere det selv når man var en person, der ikke længere kunne lide mælk, selv når både ens hjerte og ens glas, var gået i så mange stykker, at man ikke kunne fylde den uden at spilde mælken igen.

Man skulle være glad, for ens katte kunne jo drikke mindet om mælken, når man engang blev til en kattedame, og man kunne jo ikke selv være glad for ens tykke katte, men man måtte eller ikke være ked af alle de drenge, der havde knust ens hjerte, dengang man havde bekymret sig mere om det, end man havde om sine fine porcelænskopper. Hverken glad eller ked af det. Man skulle bare eksistere med glasøjne, indtil man selv lå på kirkegården, og var alene for alvor.

Engang havde pigen taget ham på tur med her til. Det havde været i vintertiden, det havde været koldt, men deres klasseværelse havde alligevel lugtet af sved, og pigens sved havde alligevel lugtet af mælk, ligegyldigt hvor meget roll-on, hun tog  på. Og de havde haft tysk, og klokken havde været 4 og hendes hoved var ved at falde bare lidt sammen, og de havde siddet der, og de havde siddet der de tog, og lavet tysk med modalverber, og hans hånd havde ligget på bordet, og hun havde rakt hånden frem og rørt hans hånd – trods at det var ’pigerne efter drengene, det var helligbryde sådan, at tro at hun var kvalificeret til at kæmpe mod tyngdekraften og universts indretning.

Og han havde ikke flyttet sin hånd. Pigen kunne stadig huske, hvordan hun havde løftet hovedet og kigget sig omkring og været chokeret over, hvordan ingen andre lagde mærke til, at deres hænder rørte hinanden, være chokeret over, at de stadig befandt sig i det univers – det uendelige univers som gemte sig bag den gule dør til klasseværelset, bag de fedtede vinduer bag de fedtede hårstrå i hovedet på alle de andre i lokalt, og hun havde kigget sig omkring og tænkt over at det punkt, det punkt hvor deres hånd rørte hinanden var det  ubetydelige punkt i det uendelige univers, der betød mest. At det her  - det var kærlighed. Fem minutter senere havde han flyttet sin hånd, og hun havde opdaget, at sveden drev af hendes hånd, og at hun havde glemt at tage deodorant på.

Da tysktimen var færdig, var kærlighed død, og selvom pigen havde bøjet sig ned og givet den kunstigt åndedrag som undskyldning for at røre dens læber, var den kun hurtigt vågnet op. Hu havde benyttet sig af dette ved at spørge ham, om han ville med på en  gåtur med hende, efter skole og han havde sagt ja.

Og pigen vidste godt, da de forlod klasseværelset, at selvom hun normalt plejede at gå ind for aktiv dødshjælp, gik hun i mod det nu, for kærlighed var vist blevet erklæret hjernedød for længe siden og havde et brændende dødsønske, og sagde ikke noget, det var kun den maskine, der holdt kærlighed i live, som sagde bip, bip, i form af sms-toner fra en iphone, når drengen skrev til pigen.

Hun havde tænkt lidt over, hvor de skulle gå en, måske i biografen, men klicherer havde det største gravsted på pigens kirkegård, så i stedet havde hun taget ham med på kirkegården, og han havde af en eller anden grund godt kunne se kirkegården og det var mere, end hvad alle andre kunne, og det tidspunkt havde pigen troet at det at forstå et andet menneske var det samme som at elske et andet menneske.

Og mens de gik der mellem gravstene, havde pigen desperat prøvet at få ham til at forstå endnu mere, prøvet at forklare.

 Hver gang pigen mødte én person, var hun allerede i gang md at grave gravstedet til vedkommende og tænke over om gravstenen mon skulle være af marmor eller bare sten  og tænke over, hvor ofte hun mon ville ligge blomster på personens gav, og om personen mon var den slags person, der så på et andet menneske, så var skrøbelige de var, og hvo fulde af spildt mælk,  deres blodårer var, og alligevel besluttede sig for at vente de ekstra 20 minutter, før de skrev tilbage uden at tage sig sel af, at det ødelægde en person mere og mere for hvet sekund uden at tage sig af at at universt kunhavde i eksieteet i 13, 8 milliarder år, kun 13, 8 miallaerder år, så der var var for famden ikke tid tiæ at væente de ekstra 20 minutter for dem man elskede

Alle personer hun kendte, inklusiv hende selv, og alle de personer hun engang havde kendt, inklusiv hende selv lå her et eller andet sted. Det var nemmest sådan. At forberede sig på forhånd på at miste – at når man brugte hvert eneste sekund sammen med et andet menneske, vel vidende, at det menneske på et eller andet tidspunkt ville forsvinde ud af ens liv, gjorde det det til et mindre tab, når det rent faktisk skete. Alle var zombier, levende døde, med tusindvis af fortidige selv slæbende efter sig.  

Det var sådan, hun  blev nød til at være, det havde hun efterhånden lært, på dem hårde måde, på den måde der også kaldtes at leve og opleve sit liv, fordi man ikke rigtig vidste, hvad man skulle gøre i stedet for. Hendes far, hendes barndomsvenner fra børnehaven, hendes mor fra dengang, dengang, hende selv, hendes klassekammerater. De forsvandt alle sammen før eller siden, og selvom at alle andre gerne ville have hende til at tro, at det handlede om tiden, at de var her, hvad de nåede der og ikke rigtig om tiden efter det, havde pigen aldrig helt lært at tro på det.

Nogle gange ville hun sætte sig ved sin barndomsveninde Eddas gravsted og spørge hende om hun stadig havde så mange fregner, at det var lige så meningsløst at tælle dem, som det var at tælle stjerner (hun havde 36 på højre kind, ) spurgt om hun stadig altid havde sit hår sat op i rottehaler, om hun stadig begyndte at råbe af folk, hver gang nogen sagde, at enhjørninger ikke fandtes, om hun mon stadig kunne finde på at råbe af pædagogerne, dengang hun havde leget  prinsesser med sin anden ven Emil, og pædagogen var kommet hen og spurgt, om han ikke havde lys til at lege noget mere drenget, spørge om hun stadig var sit rødhårede fem årige jeg, eller om hun havde ændret sig. Og pigen vidste godt, at Edda var derude et eller andet sted hvor hun stadig trak vejret, ind og ud, men pigen vidste, at 5-årige Edda ikke var derude, og hun forstod ikke helt, hvordan alle andre menneske bare kunne nøjes med ét gravsted. Man stoppede hele tiden med at findes og begyndte hele tiden at findes.

Andre gange gik hun hen til et af sine mors mange gravsted, måske et fra dengang hvor pigen havde været 7, hendes far stadig havde boet hjemme, og de havde været den slags familie, der købte alle deres møbler i Ikea, den slags familie, der grinede over afstensmadsbordet, og den slags familie, der rent faktisk religiøst praktiserede fredagslik og volvoer og som brugte vaskepulver med parfume i. Men det var ikke særlig tit, hun besøgte det, for pigen havde altid ment, at der skulle være en balance i, hvor mange gange den pågldende person ville besøge pigens egne gravsteder.

Andre gange ad hun ved sin klassekammeraters – de havde været der i en del år nu, siden den dag det var gået op for hende, at det rent faktisk var muligt at blive lige så stor som 9.klasser, og at livet fortsatte efter folkeskolen.

Hun besøgte heller aldrig sin fars.

Heller ikke selvom pigen gik forbi det, den dag med drengen, da de var gået rundt nu. I stedet havde hun fortalt drengen, at hun frøs, for det var december, og hun havde med vilje glemt en jakke, bare s dette kunne ske. Og hun havde fået lov til at låne hans hættetrøje, og havde været lykkelig, lykkelig,  i omtrent et sekund, før det gik op for hende. Gik op for hende, at det her ikke kunne blive ved, for hun kunne for hvert sekund, der gik , mærke, hvordan hvor svært det ville være for hende, når han ikke var der længere. Det blev sværere og sværere. Der var et halvt år tilbage af niende klasse, kun et halvt år, og hun havde næsten mistet ham allerede kunne næsten allerede mærke, hvor kold hendes hånd ville være, når han gav slip. Pigen havde nemlig også lært at det var bedst selv at give slip – ellers endte det bare med at drengen eller heddes far fik revet adskillig legemer med, adskillige dele af hende med sig, hvis hun ikke gav slip, før det var for sent.

Så pigen fik drengen til at sætte sig ned på græsplænen, stille og roligt, og fortalte ham, at desværre, desværre hun kunne ikke helt overskue det. Drengen spurgte hvorfor, og hun ville gerne fortælle ham, at his hun ikke passede, ville hans gravsten blive så stor den skyggede for solen, og at det var derfor, fordi hun havde brug for D-vitamin.  

Men da hun åbnede munden var det noget ganske andet der kom ud. ”Fordi det ville ende med, at jeg har mere brug for dig, end du har brug for mig.”

Til det havde han kigget på hende med sine alt, alt for store øjne. ”Jamen det er jo ikke sådan, at det virker, det må du forstå.  Mennesker har brug for ilt, og vi trækker det ind, og vi puster kuldioxid ud, og træerne bruger kuldioxiden og puster ilten ud, og se det går op, alle har brug for alle. Men du må stoppe med at tro, at forhold mellem mennesker går op. Vi har ikke brug for hinanden, men det at vi alligevel vælger hinanden – det er det, der gør det til et valg, og det er det, der gør det smukt. Det går ikke op som Pythagoras læresætning. Og kærlighed det kan heller ikke bevises som læresætninge, nej – mange gange i dit liv låner du din hættetrøje ud til personer, og det er bare for at være et godt menneske, og fordi du ikke selv fryser,  en det betyder egentlig ikke noget.  Og andre gange låner du din trøje ud, og det betyder alligevel en hel masse, og måske ville alting være lidt nemmere, hvis man altid kunne vie, hvad var hvad. Men det kan man ikke. Må jeg spørge dig om noget? Elsker din familie dig?”

Pigen havde siddet og tænkt på en ironiske, sjove svar, men var endt med bare at svare, som det var. ”Nej.”

”Jo, de gør. Du har en søster, ikke? Jeg vil gerne vædde alle de kilo gravsten, der er her, i guld på, at hun elsker dig, Måske ikke som hun burde, måske elsker hun dig til trods for, at du stjæler hendes hårbørste og dit hår bliver viklet ind i hendes, til trods for at du nogle gange holder hende oppe til sent på natten,  fordi hun kan høre dig græde gennem væggen, til trods for at du bruger alt for lang tid på at stresse over karakterer, til trods for at du er dig, selvom hun i virkeligheden burde elske dig, fordi alle de ting, fordi du er dig. Men hun gør det alligevel, selvom hun sikker har mere reelt brug for sin hårbørste, end hun har brug for dig, og det samme med din mor, og det samme med din far – han følte bare, at der ikke var nok, der elskede ham. ”

”Men se han var klog, min far altså. Han vidste, at en eller anden dag ville vi alle stoppe med at elske ham, fordi han altid kom hjem med noget med procenter fra fakta, når vi egentlig bare havde bedt ham købe mælk. På et tidspunkt ville der være for mange til trods’er. Og han tog sit eget liv, før vi kom til den dag. Men jeg er jeg er for meget en kujon til at tage mit eget liv, så derfor dræber jeg bare alle andre. Folk snakker om de 5 faser af sorg, folk snakker om at snakke med psykologer, folk snakker om at lade tiden heale alle sår. Folk snakker om sorg, som er det noget, som man bliver nødt til at opleve. Ja, det er en del af livet at miste ting, men jeg tror ikke på, at det nødvendigvis er en del af det at sørge over dem. Efter han døde blev jeg ved med at kigge over på den lænestol, hvor han plejede at sidde, for jeg syntes, at jeg så ham ud af øjenkrogen,  men det jeg så var i virkeligheden bare det hul, han havde efterladt, og hun sagde, at det ikke passede at hullet, såret ville lukke sig, som alle sagde. Det ville altid være der, man ville bare vænne sig så meget til det at man til sidst ikke lagde mærke til det.”

Han klemte hendes hånd, stille og alligevel så højt, så højt.

”Men jeg havde ikke lyst til at vænne mig til det. Men nu var det for sent med det hul, for det stof liv er gjort af er virkelig sådan skrøbeligt, nylonstrømpeskrøbeligt. Så jeg tænkte, at i stedet kunne jeg måske bare sørge for, at hullerne i mine liv blev så små  og så få som muligt. Holde mig væk, fra alt det der kunne lave huller, alle de mennesker, erkende, at jeg ikke ville kende dem for evigt, så snart jeg mødte dem. ”

”Hvorfor tog du så mig med herhen? Hvorfor spurgte du mig?”

”Fordi – jeg mener, alle ved, hvad jeg lige har sagt. Der findes ikke mennesker, der elsker andre mennesker uden at vide, at de kommer til at miste dem – i næste sekund, fordi der styrter en meteor ind i Jorden eller om 100 år af alderdom, det betyder mindre. Men folk tror, at glæden er større end smerten, at  det er det værd, og du har ingen ide om, hvor meget jeg gerne vil tro på det. Men det kan jeg ikke. For nå alt kommer til alt, vd jeg, at jeg bare ender med en masse gravsten, og så kan det være lige meget, hvilke mennesker, der er begravet under. I sidste ende vil jeg bare gerne slippe for sorgen, og så må man hellere bare starte indefra. Fjerne mennesker, før de bliver fjernet. For alle man møder er næsten allerede væk, så hurtigt.”

Og så havde de siddet lidt i stilhed, mens de stadig holdt i hånden og kigget på jorden foran dem. Der gik ikke længe før endnu en gravsten skød op af jorden, og ingen af dem behøvede at sige noget for at vide, at den tilhørte drengen. Næste gang de havde haft tysk, havde deres hænder ligget langt fra hinanden på bordet, og da sidste skoledag endelig kom havde deres hænder ligeledes befundet sig langt fra hinanden, og alle andre havde stået der og boret deres negle ind i hinanden, både i metaforisk og ganske bogstavelig forstand, men pigen havde stået lidt på afstand og smilet og slebet sine lange negle.

Og nu? En varm sommeraften lå pigen og græd, på en græsplæne, vandede jorden med  tårer, der ikke smagte af salt, men af mælk, og tænkte tanker, der var alt for store til hendes lille hoved og alt for små til den store, blå himmel over hende. Måske tænkte hun, stoppede man ikke med at elske folk, ligegyldigt hvor mange lag jord, der var mellem dem, hvor mange minutter der var mellem at man havde set dem sidst. Måske stoppede man ikke med at have lyst til at drikke den spildte mælk, ligegyldigt hvor meget over sin holdbardhedsdato den var.

Måske.

Så tænkte pigen tanken færdig, og kiggede på, mens gravstenen for den pige, der tillod sig at tænke sådan dukkede op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...