Den nye mod de ældre.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2017
  • Opdateret: 26 maj 2017
  • Status: Igang
Det her er mit bidrag til konkurrencen, Skriv dig igennem historien. Valg mulighed 1; Vikingetiden og Trelleborg.

1Likes
1Kommentarer
139Visninger
AA

2. Begyndelsen.

”Kom så i gang, forbandede trælle! ” De ord kunne man høre hele tiden, ligegyldigt hvor meget vi puklede og slæbte så var det aldrig godt nok. Når man bliver betragtet som en genstand, så har man intet valg end at følge ordre. Medmindre, man ønsker at blive tortureret og komme længere væk fra guderne. Ikke den nye ”gud” og hans søn, den forbandede kristendom. Men de rigtige guder som Odin, Thor, Freja og alle de andre. De er de rigtige guder og ikke den Gud som følger med kristendommen. Harald er en god konge for os, men at han bringer kristendommen med sig og vil tvinge den på os er utilgivelig. Nogle gange har jeg overvejer at flugte og finde vej over til Svend, hvor Kall holder til. Min kære barndomsven. Men jeg er en træl, jeg skal blive hos min herre ellers risikere jeg at dø og ikke at få lov til at komme til Valhalla. Som viking er det vi lever for at gøre ære, så Guderne vil tage imod os i Valhalla. Der skal vi feste og side ved bords med Odin og hans æt.

 

”Træl, står du og sover? Tror du Kong Harald vil være tilfreds med dit arbejde? Det tvivler jeg på! ” Imens han havde stået og råbt, havde jeg kigget på ham og derefter ned i jorden da hans hånd kom flyende og smaskede mig direkte på kinden. Da jeg faldt omkuld, skulle jeg stadig holde blikket rettet ned i jorden ellers ville jeg sætte tvivl på hans magt over mig. Men jeg var ikke hurtigt nok til at kigge ned i jorden, jeg havde kigget på ham et øjeblik og han havde set det. Jeg prøvede at holde blikket nede i jorden, selvom jeg allermest havde lyst til at kigge på min hånd for at se hvor slemt det var. Hans fod var godt plantet oven på min hånd og jeg kunne mærke den synke længere ned i mudret. Det mudre som jeg allermest selv havde lyst til at synke ned i. Han flyttede sin fod fra min hånd med et hånligt grin, da jeg begyndte at klynke af smerte. Jeg kunne høre lyden af hans skridt på vej væk, imens jeg fumlede med at rejse mig op.

 

Bjælkerne var usleben og splinterne borede ind i min dunkende hånd. Det var hårdt for ryggen, men jeg gav ikke op. Hvis jeg gav op nu og lagde mig ned i mudret, så ville jeg risikere at blive fjernet og smidt ind i festsalen. Når man først kom derinde, nu så sent på aften hvor de fleste var fulde, så ville jeg blive taget imod min vilje. Men igen, jeg har ingen vilje. Jeg var blot til stede for deres skyld. Når de havde brug for mig, var jeg der med det samme. Som træl var det ens pligt at følge deres ordre, selvom det kunne ende med at man blev voldtaget eller noget andet grusomt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...