Kærlighed i flammer

Deltager i konkurencen "skriv dig gennem historien." Historien omhandler den unge mand Johan, der arbejder med sit håndværk på Kronborg slot i 1629 og forelsker sig en ung tjenestepige. Men nogle gange ender den uskyldige kærlighed i en katastrofe, der får omfattende konsekvenser.

0Likes
0Kommentarer
44Visninger
AA

1. Kærlighed i flammer - del 1

Et hurtigt glimt af hendes stålgrå øjne var nok til at få ham til at strække halsen, for at se hende dreje rundt om hjørnet og ned i kælderen, hvor tøjet skulle vaskes.

Hendes lyse hår var samlet i den sædvagentlige fletning, selvom den var en smule løs her sidst på dagen. Der var kun det sidste af solens glødende lys tilbage, og snart var den sunket ned bag fæstningsmurene og derefter dykket ned i vandet bag. Som mærkede hun hans blik på sig, drejede hun let hovedet, så hendes stålgrå øjne ramte hans. Hun hankede op i den tunge vaskekurv inden hun rødmende kiggede ned og fortsatte sin færd mod kælderen.

Et øjeblik stirrede han mod stenene, der udgjorde muren, hun var drejet forbi. Han hankede op i sig selv og gik mod sit eget kammer. Han havde netop færdiggjort den sidste opgave i smedjen, og der var ingen grund til at blive hængende længere, blot for at dvæle ved Agnetes skønhed eller hendes evige generthed, der aldrig lod hende mæle et ord til ham, lige meget hvor hårdt han prøvede. Nætterne var lyse og stadig varme. Han sænkede farten for at høre fuglenes sidste kvidren hen på aftenstunden, inden de begyndte tidligt igen i morgen.

 

Han lagde sig, øm fra det til tider hårde arbejde i smedjen, og solens stadig stikkende fornemmelse i nakken og ansigtet, selvom han var trådt inde døre, og vendte sig et par gange, mens det ikke var rigtigt mørkt i det lille værelse med halmmadrassen. En edderkop så ud til at være ved at spinde et hjørne op, for lette og sølvhvide tråde hang pænt i et planlagt mønster i den ene ende at det lille kammer. Længe lå han i den lune sommernat, der var ganske stille, med nogle få afbrydelser af en hest der blev trukket forbi i gruset, et par karle der ivrigt diskuterede dagens arbejde og en smuk og lys kvindestemme, der nynnede. Han lyttede til hendes nynnen og blev mere og mere betaget af den. Hver eneste gang melodien holdte en lille pause, så lungerne igen kunne trække luft, stoppede hans hjerte sin tikken, og det startede først igen, da pigestemmen bragte melodien til et nyt sted, i den tilsyneladende endeløse sang. Han kunne umuligt sove, uden at vide hvem denne stemme tilhørte, og langsomt, uden at forstyrre hvem det end var der sang, listede han hen til vinduet og slog skodderne forsigtigt fra. Pigen der sad og flettede en blomsterkrans af en flok vilde blomster, havde slået sit hår løst, og det lyse, bølgende vandfald, der elegant snoede sig rundt hendes skuldre. Han genkendte hende med det samme, og søgte målbevidst hendes stålgrå øjne, der kærtegnende let koncentrerede sig om de vilde blomster i hendes hænder, der var ved at blive tæmmet i et yndefuldt diadem af blomster i et væld af farver. Agnes opdagede ham hurtigt og holdte straks sin nynnen inde, for et øjeblik at se direkte i hans egne mosegrønne øjne. Hun smilte høfligt, og kiggede så ned på den marguerit, hun netop var ved at fæstne til kronen i hendes hænder. Han vurderede springet ud af vinduet, før han hoppede fra vindueskarmen og ned på græsengen med det store æbletræ ikke mange fod derfra.

Han havde altid været ganske tilfreds med at bo så tæt på engen og havde ofte benyttet sig af æbletræet tæt ved vinduet. Agnes kiggede dybt rosenrød i kinderne op på ham, og et øjeblik lod hendes sky natur alligevel se ham direkte i øjnene, uden med det samme at sende de sarte klipper uden om pupillen væk igen.

“Er du ofte herude?” han kendte udmærket svaret, for han havde set hende sidde alene i engen før, men dengang havde hverken han eller hun haft modet til at indlede en samtale. Første gang han så hende, var også i engen, men det var længe siden, og dengang havde han ikke været andet end en lille dreng, der hjalp til, hvor han kunne.

“Ja, det er sådan et dejligt sted. Jeg vidste slet ikke du boede så tæt ved,” Den næsten voksne mand åndede dybt ind af taknemmelighed for hendes svar, der var længere, end hvad hun nogensinde havde sagt til ham.

“Nej, det gjorde du vel ikke,” svarede han, uden at vide hvad ellers skulle sige til skønheden ved hans side. Han studerede hende et øjeblik. Hun var ikke så høj som nogle af de andre piger og langt mere sky end de fleste af dem. Hun havde et smalt og feminint ansigt, der kunne være blevet malet på en porcelænstallerken. Hendes hænder var slanke men dog en smule tørre af arbejdet rundt på det mægtige slot der omgav dem.

“Ligger dit kammer også tæt på engen her?” Han fangede hendes blik, og denne gang kunne heller ikke hun give slip på den intime kontakt, der pludselig opstod mellem dem.

“Nej,” hun holdte en kort pause og trak vejret dybt, så hendes bryst bevægede sig under kjolen, der med sin høje udskæring og lange ærmer ikke viste meget af hendes blege hud. “Jeg bor et stykke herfra, sammen med min fars søster,” Hun plukkede en dybblå kornblomst og flettede den med fast hånd sammen med de andre blomster.

“Hun tog mig til sig, da jeg stadig var et lille barn. Mine forældre de…” Hun sad helt stille et øjeblik, og hendes stemme dirrede let af sorg. “De døde i en brand,” hun kiggede stift ned på blomsterne og klemte hårdt om dem. “Det gør mig ondt med dine forældre,” Han mente det oprigtigt og kunne se, at hun stadig ikke havde givet slip på de sidste minder af hendes forældre.

“Det er længe siden nu, og min faster er gammel, så måske det snart kun er mig tilbage,” hun sukkede sørgmodigt, og han lagde sin store og ru håndflade på hendes spinkle skuldre, uden rigtig at vide, hvad han ellers skulle gøre.

Hun kiggede op og uden på den stålgrå iris, lå der en tynd, salt dråbe. Hun blinkede, og den kom aldrig længere end hendes lange og buede øjenvipper.

 

Mange aftener mødtes de i engen, og aldrig græd Agnes igen. Den unge mand, Johan, der første gang han og Agnes havde ført en rigtig samtale, havde hørt en lille del af hendes sørgmodige barndom, var taknemmelig. Selvom Agnetes evige skønhed var som de vilde blomster, hendes hænder nænsomt plukkede, var den  mere overvældende, når hun grinte, end når hun græd salte tårer. De talte aldrig om fortiden, for ingen af dem havde behov for at ruske op i lykkeligt fortrængte minder. Johan, der arbejdede i smedjen, lod sig ofte rive med af den unge tjenestepiges glade sange. De hujede og dansede ofte i vilden sky uden at ænse omverdenen. En dag, da de lå tæt ved siden af hinanden i det høje septembergræs, lod Johan blidt sin hånd falde ned langs siden, hvor den fandt Agnes’. Hendes anden hånd skyggede for solen, der stod lavt på himlen, og i sit rødlige skær, oplyste solen, det lyse hår og det smukke ansigt, det uglet hang rundt om. Han lod en finger fra den hånd, der forsigtigt holdt om hendes, vandre op ad håndryggen og tilbage til fingerspidsen igen. Hun trak vejret roligt og stirrede blidt ind hans øjne, der først kiggede ned på hånden de havde sammenflettet som blomsterne på engen, og derefter også i hendes. Hun lukkede øjnene og lagde sig om på siden, så hendes ansigt vendtet mod hans bryst, og i lang tid lå de der. Johan holdte med besvær sin vejrtrækning i kontrol, mens han bag den pludselig så tynde skal, der omgav hans hjerte, følte sig mere end lykkelig. Da solen næsten var gået ned, og de sidste glimt af den orange skive, der havde hængt over dem var forsvundet, lænede han forsigtigt sit hoved ned, med spidsede læber, og kyssede hende blidt på panden. Hun slog øjnene langsomt op og smilte, før hun satte sig op ved hans side.

Langsomt rejste de sig begge, og skiltes for denne nat. Johan løb det korte stykke, der var fra engen, gennem døren, op ad trappen og ind på halmmadrassen. Han faldt efter mange timer, tænkende på Agnes’ søde smil da han havde kysset hende, i søvn.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...