Nok

tjaaa øhhh et eller andet

2Likes
0Kommentarer
95Visninger

1. Nok

 

Nok

 

Vores historie er noget for sig selv – og jeg ved ikke, hvad der præcis skal menes med det.

Jeg havde noget med din fætter Emil. Emil var langhåret, og håret var brunt. Jeg husker ikke hvilken øjenfarve, han havde, men de måtte være grønne eller brune. De var i hvert fald ikke blå. Emil gik til AMA, hans mor havde kræft og hans lillesøster havde det samme navn som mig. Det kunne jeg godt lide.

En kedsommelig fredag aften skrev du til mig fra Emils snapchat. Jeg lo og jeg græd, for du spurgte mig, hvem jeg var. Jeg sagde, at du kunne spørge Emil, men det ville han ikke svare på. Jeg skulle svare. Svaret blev et kort: ”Vi skriver bare sammen.” Herefter grinte jeg. Du spurgte mig, om jeg vidste, hvem du var. Det blev et solidt: ”nej.” Jeg havde ingen anelse. Jeg kunne se at du var ældre, men ikke ældre som i det-begynder-at-blive-ulækkert. Du havde blå øjne og lyst hår – altså, var du langt fra min type, men du var charmerende.

Du var sikker på at Emil havde fortalt om dig, men det havde han ikke. Du ville have mig til at gætte, men jeg blev hurtigt træt. ”Far, er det dig?” spurgte jeg efter flere forsøg.  Du syntes ikke, modsat mig, at det var særlig sjovt. Du var ældre, og det var til at se ved første øjenkast.

Jeg havde intet at skulle bevise over for en komplet fremmed, men du må alligevel have syntes, at jeg var lidt sjov. Du syntes, at jeg skulle add’e dig på din egen snapchat, for du og Emil skulle hver til sit en lille time senere. Det var sådan det hele startede. Det var sådan jeg fik at vide, at du hed noget ekstremt dansk.

Derefter begyndte tingene underligt nok at eskalere mellem Emil og jeg. Vi skrev ikke på samme måde, og jeg havde ikke længere en overvældende lyst til at møde ham. I tide og utide skrev vi dog en smule, men det hele blev for meget, da han sad i S-toget og tog et billede af en anden etnisk kvinde med tørklæde. En tilhørende tekst lød: ”Smut tilbage til dit hjemland.” Jeg fik nok. Vi diskuterede det ene, det andet og det tredje. Hvordan kunne man angribe et andet menneske, når vedkommende ikke havde gjort en noget? Jeg forstod det ikke, men igen - Emil havde også noget svensk blod løbende i årene.

Diskussionen sluttede ved at han blokerede mig. Jeg var ikke ked af det.

Nogle ting husker jeg bedre end andre, men jeg husker, at jeg blev glad, når en besked tikkede ind fra dig i ny og næ på snapchat. På et tidspunkt var jeg nok også lige lovlig vild med dig. Vi snakkede om alt og intet, men ofte var det dig, der gav mig råd og hjalp mig med at få afklaret nogle af livets store spørgsmål. De 9 års mellemrum, der havde givet mig hovedpine i mange nætter, forsvandt som sandkorn imellem mine fingre. Det var ligegyldigt. Jeg følte mig moden, fordi du blev.

Efter at have skrevet sammen i lidt over 3 måneder, mødtes vi for første gang d. 2. januar. Jeg var alene hjemme med min lillesøster Freya, fordi min mor og anden lillesøster Olivia var blevet hos min mormor efter nytår. Min mor kendte ikke til dig. Jeg ikke ville chokere hende.

Det var ikke aftalt at vi skulle mødes, men du var med på idéen, da jeg lagde op til det. Du ville cykle forbi din mor og låne hendes bil, så du kunne hente mig. Du ville ikke have jeg tog op på stationen og tog S-toget. Klokken 23:00 var du på parkeringspladsen. Alle mine nerver sad ude på tøjet. Jeg spurgte mig selv, om du mon kunne mærke dem, da du gav mig et kram.

Du ville køre forbi tanken og købe os noget at drikke, da vi kom til Hvidovre. Du havde et tomt køleskab. Du stod og overvejede, hvad du skulle købe, og jeg fik et lille smil på læben, da du valgte Pepsi max. En lille del af mig ønskede, du havde tænkt på mig, da du traf valget. Du havde før pointeret, at du aldrig havde set mig drikke nogen anden slags sodavand.

På vejen tilbage mod din lejlighed viste du mig, hvor du tidligere havde boet med dine forældre og dine tre brødre. Du fortalte mig, at dine forældre var skilt og at din far havde en ny kæreste, du ikke kunne udstå. Du ventede på mig, da vi gik op ad trapperne. Dine ben var længere end mine. Da jeg endelig kom hele vejen op til din lejlighed, satte vi os i din udslået sovesofa. Du satte Krummerne på. Over en længere periode havde du været forarget over, at jeg aldrig havde set filmene. Du kørte mig hjem igen kl 3:00 om natten.

Efter den aften skrev vi stadig sammen, men vi kunne aldrig tage os sammen til at mødes igen. Det passede os begge fint, at tingene var som de altid havde været. Det troede jeg i hvert fald.

Jeg havde været til sidste skoledag på min skole en varm sommeraften i maj med hele min årgang, og jeg havde skrevet med dig selv samme aften, men dagen efter havde du taget en beslutning: Du ville ikke skrive med mig mere. ”Aldersforskellen er for stor. Jeg troede, jeg kunne være en slags mentor for dig, men man kan ikke lære andre om livet, når man ikke selv har styr på sit eget.

Dagene efter spurgte jeg mig selv, om jeg havde gjort eller skrevet noget forkert den aften. Jeg kunne ikke komme i tanke om noget, der kunne havde fået dig til at tage en så drastisk beslutning. Du skrev, at du håbede, jeg forstod. Jeg forstod det ikke, men jeg lod dig gå. Idiot.

I starten var det underligt, udfordrende. Man kunne ikke se ting på din Facebook, når man ikke var venner med dig, men jeg var heldig nok til at kunne se et opslag eller to fra 2012. I en brandert en varm sommeraften skrev jeg til dig på Facebook, og så undskyldte jeg for det, inden du svarede mig tilbage. Det var okay. Jeg ønskede dig tillykke med fødselsdagen.

Det distraherede mig fra at tænke på dig, da jeg fik mig et sommerjob i slut juni. Jobbet blev til mere end blot et sommerjob. Jeg begyndte på gymnasiet i august, hvor der skete så mange nye ting. Det var tilfredsstillende. Jeg tænkte ikke på dig en eneste gang, men så blev det december og Emil satte det hele i gang på ny. Han vidste det bare ikke selv.

I S-toget sad jeg med min bedsteveninde på vej hjem fra København. Min telefon ringede. Jeg tog opkaldet, også selvom det var et nummer, jeg ikke havde kodet ind. Der var ingen der svarede mig, men til gengæld blev der snakket i den anden ende. Det måtte have været et uheld, da Emil ringede mig op den dag, men det var nok til at jeg få mig til at tænke på dig igen.

Samme aften tog jeg modet til mig og add’ede dig på Snapchat igen. Du accepterede anmodningen. Jeg lå længe vågen, men gik i seng - uden at skrive til dig.

Dagen efter skulle jeg op til naturvidenskabelig eksamen og fremlægge min rapport om albedo og havis. Du havde skrevet til mig, da jeg vendte tilbage fra eksamen et kvarter efter. Jeg vidste ikke, om jeg turde åbner din snap, men jeg gjorde det alligevel.

”Gik det godt? Jeg så din my story.” Jeg sagde, at det var gået fint, men ikke at jeg havde fået 4. Det var irrelevant. Vores samtale gik bedre end håbet: Du sagde, at du godt selv kunne se, når du havde begået en fejl, og det havde du gjort ved at stoppe kontakten. Jeg sagde, at vi ikke behøvede at snakke om det, at sket var sket. Den var du med på.

Tingene ændrede sig. Vi snakkede om alt og intet, som vi før havde gjort, men jeg var måske blevet lidt mere moden. Vi begyndte i hvert fald at diskutere politik og andre ting, hvor vi var absolut uenige med hinanden. Jeg glemmer aldrig den gang, vi diskuterede Gud.

Derudover fortalte du mig om forskellige ting, der var sket, imens vi ikke havde været på talefod. Du fortalte mig, at du havde lavet den kriminelle: 3 forskellige piger på 4 dage. Jeg ville ikke snakke om det, men det ville du. Du bebrejdede dig selv, fordi det under normale omstændigheder aldrig ville ligne dig at gøre sådan noget. Jeg bebrejdede dig ikke. Jeg havde haft sex for første gang til en gymnasiefest med en gut, der hed Lucas. Udenfor.

Du blev ikke så glad ved tanken om det. Jeg fornemmede det på dig, men du vidste nok godt selv, at det ville være dobbeltmoralsk at sige noget til det. Jeg havde ligeså meget ret til at knalde et andet menneske som dig. Du lod mig vide, at du godt kunne lide mig, fordi du vidste, jeg ikke ville blive sur, hvis du knaldede en anden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at du bare skulle vide.

Nogle dage efter drillede jeg dig med, at jeg havde hørt et rygte om, at du var et svin, at du knaldede den ene pige efter den anden og at du så smed dem ud morgenen efter, fordi de ikke var værdig nok til morgenmad. Du sagde, at jeg skulle være sød, og at du til hver en tid ikke ville smide mig ud, men derimod byde mig på pizza og mælkesnitter.

Meget tydede på, at du tænkte anderledes om mig. Du fortalte mig, at du havde overvejet, hvordan det ville være at date en, der var yngre. Jeg fortalte dig, at alder ikke betød noget for mig. Hvis jeg fandt en person interessant, så skulle alder ikke forhindre mig. Du drillede mig med, at jeg sikkert godt kunne finde på at være sammen med en på 46. Jeg sagde, at det var lige lovlig groft nok, og at 25 var lige til at overskue.

Vi ville gerne ses, mest for at bolle, men du ville have, at jeg skulle sige til. Det forstod jeg ikke. Det var dig, der skulle finde tid. Jeg havde masser af tid. Nu-reglen blev opfundet og gik ud på, at jeg skulle sige ”nu”, når vi skulle ses. Jeg brugte den, men du sagde, at du desværre var ophængt hele ugen. Jeg tog det stille og roligt, men da jeg så skrev ”nu” om mandagen, tog du dig til hovedet og spurgte, hvorfor jeg ikke havde skrevet i weekenden, hvor du havde din mors bil. Jeg mindede dig om, hvad du havde sagt. Jeg kaldte dig en spasser, og jeg mente det.

1 år, 4 måneder og 11 dage skulle der gå, inden vi kunne tage os sammen til at se hinanden igen. Aftalen var hurtigt i hus, og dagen efter mødtes vi på Friheden station, hvorefter vi kørte hjem til dig. Jeg var nervøs, men ikke så nervøs som første gang. Det havde måske noget at gøre med at vi havde været så meget igennem, men alligevel sad her nu.

Du satte Krummerne 2 på, og jeg grinte, for det mente du bare ikke, men det gjorde du. Vi så Krummerne i din seng. Denne gang rørte du faktisk ved mig. Min hud var blottet, fordi min sweater var krøbet op. Først var jeg angst og trak den ned, da du kørte din pegefinger henover min hud, fordi jeg var genert. Du tog det vidst som om, at jeg ikke kunne lide det, men sandheden var, at jeg gerne ville gerne have dig til at gøre det igen.

20 min. 20 min gik der inden du rørte mig igen. Du kørte igen din pegefinger over min hud, men det var denne gang på ryggen. Jeg gispede, fordi jeg var kilden, men det stoppede dig ikke. Du gjorde det igen og igen og igen, og du syntes, at det var morsomt. Til sidst blev jeg irriteret over, at du ikke bare kunne tage dig sammen. Hvorfor kysser du mig ikke? Filmen er snart slut, din nar, og så kører du mig bare hjem. Ligesom sidste gang.

Jeg besluttede mig for at kysse dig, og måske lyder det romantisk lige nu, men det handlede udelukkende om intimitet, for det var slet ikke så romantisk igen. Vi bollede, som vi så ofte havde jokket rundt med at vi skulle, og bagefter snakkede vi, som vi havde gjort inden. Du kørte mig til Hvidovre station, fordi det var lettere for mig at tage derfra og hjem. Jeg stod ud af bilen og gik op ad trapperne på Hvidovre station. Du stod stadig og holdte i bilen, da jeg kiggede ud af glasruden til venstre. Jeg ved ikke, om du ventede på, at jeg var kommet op, men kort efter jeg havde kigget ud, vendte du bilen og kørte.

Mit S-tog kom først 11 min efter. Jeg tjekkede min mobil. Lena, min kollega, havde sendt en snap for 3 timer siden. Hun sad og betalte regninger med sin kæreste Mads en lørdag aften. Jeg lo lidt og skrev, at jeg havde lavet noget sjovere. Jeg ved ikke, hvordan hun vidste det, men hun spurgte, om jeg havde bollet. Jeg fortalte hende om de 2 timer, vi havde været sammen. Jeg fortalte hende om dine kærtegn på min hud og min frustration over, at du ikke havde gjort mere. Kommentaren lød: ”Mænd ridder ikke samme dag, som de sadler.” Jeg kom til at grine højlydt, men der var ikke andre på stationen end en alkoholiker, der prøvede på at finde den smøg, han havde tabt på jorden.

Den aften var jeg gladere end jeg, muligvis, nogensinde før havde været, men jeg føler stadig ikke, at jeg kender dig. Heller ikke efter at have kendt dig i næsten 2 år, og det er besynderligt, når man tænker på, at du sagde, at Xanders sang fik dig til at tænke på mig. Du har flere gange ladet mig fortælle, at du ikke behøver nogen, men samtidig lader du mig høre med på din Spotify-liste og får mig til at føle, at jeg får adgang til dine tanker. Jeg kan blive så frustreret over dig. Aldrig har jeg mødt et menneske som dig, men spørgsmålet er: hvor længe vil du fortsat være nok for mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...