HER-story, 43. Sacagawea.


0Likes
0Kommentarer
16Visninger
AA

1. Ekspeditions-leder.

~Sacagawea var en pige fra shoshoni-stammen i Rocky Mountains i slutningen af 1700-tallet. Ligesom alle shoshoni-piger gik hun i skindtøj og lærte at finde mad og medicin i naturen, og lave spyd, som hun nedlagde kaniner og smådyr med.

Det var et fysisk hårdt liv, men også enkelt og frit, og såvidt man ved, havde Sacagawea en lykkelig barndom.
Indtil en anden stamme angreb shoshonierne.

Det var hidatsa-stammen fra prærien. Modsat af, hvad mange tror, har der aldrig været éen indfødt amerikansk kultur med éet sprog og ens traditioner - der er tusindvis af vidt forskellige indfødte amerikanske kulturer.
Nogen boede i bjergene, nogen på prærien, nogen i ørkenen, nogen i skoven og nogen ved havet, og de forskellige landskaber gjorde, at de levede forskelligt.

Bjerg- og prærie-stammerne var tit fjender, og derfor tog hidatsa-stammen flere fanger med fra shoshoni-stammen, som slaver. Sacagawea var en af dem.
På det tidspunkt var hun enten 10 eller 12 år.

Sacagawea blev ført med langt hjemmefra, fra bjergene til den flade prærie, og fra bark-hytter til teepee'er og heste.
Der blev hun sat til at arbejde for hidatsaerne, og havde måske opgivet håbet.

Da hun var 15 år, kom en fransk pelsjæger og handlede med hidatsaerne. Han hed Charbounneau, og han købte Sacagawea for et gevær.
Så hun gik fra den ene ejer til den næste, og det var nok hverken værre eller bedre. Kilderne siger, at Charbounneau slog hende, og at de aldrig viste tegn på ømhed imod hinanden, så det har nok ikke været ægte kærlighed eller et godt forhold - og som 16-årig blev hun gravid.

Historie-bøger fra 1800-tallet "kunne" ikke tale åbent om seksual-overgreb, men jeg tror ikke, at Sacagawea var spor forelsket, eller vidste en masse om kroppen ......
Så Sacagawea havde alt grund til at opgive håbet.

Men i New York sendte USA's præsident 2 unge mænd, Lewis og Clark, afsted mod nordvest, for at de skulle udforske de dele af Nordamerika, hvor der ikke havde været hvide mennesker endnu. De havde bærere og hjælpere, kompas, kikkerter, mad-forsyninger og andet overlevel-ses-udstyr med, men de manglede det vigtigste - en tolk, som kendte sproget, landet og kulturen i dét område. Og dem var der ikke mange af i New York.
Men på vejen mødte de Charbounneau og Sacagawea.

Fordi Sacagawea var mindst 10 år, da hun blev fanget, kunne hun stadig huske sproget og traditionerne, og hun kendte både området ved hidatsa-landsbyen og sin egen hjem-egn. Hun talte også hidatsa og fransk, og kunne de mest normale ord på flere stamme-sprog i omegnen. Så Lewis og Clark bad hende straks om at være deres vejviser og tolk.

Charbounneau kom også med, men det var tydeligvis Sacagawea, der havde den vigtigste rolle af de 2. Hun viste ekspeditionen vej mod vest, tændte ild, nedlagde dyr, og hjalp dem med at finde de bedste steder at gå og sejle, og overnatte.
Hun fandt mad i naturen - bær, rødder, svampe og spiselige planter - fordi hun havde lært som lille, hvad der var sikkert at spise, og hvad man ikke skulle røre.
Charbounneau lavede næsten intet.

Imens hun hjalp med alt det, voksede maven, og hun havde tit kvalme og blev svimmel, men fortsatte stædigt. Hver gang de mødte en stamme, gik Sacagawea forrest hen og hilste på dem, og forklarede, at de fremmede ikke ville noget ondt.
Og fordi hun gik forrest, meget synligt, blev de aldrig angrebet, fordi hun var shoshoni og kvinde, og desuden tydeligt gravid. Så kunne det ikke være en hær, der kom.

Sacagawea oversatte for både Lewis og Clark og de lokale stammer, og sikrede freden. Hun var bindeled imellem 2 vidt forskellige folk, som ellers tit var i krig, og sikrede de fleste af de få, vellykkede møder imellem de 2 verdener, på den tid.

Midt på rejsen fik Sacagawea véer, og hun var den eneste kvinde på ekspeditionen. Dengang var alt om krop og fødsler tabu-emne, især for mænd, så ingen kunne hjælpe hende.
Sacagawea var vokset op i en verden, hvor man havde et mere naturligt forhold til kroppen og fødsel, så måske havde hun overværet fødsler som lille - men hun havde nok ikke hjulpet til og vidste kun lidt mere end mændene, udfra instinkter og hvad hun kunne mærke.

De var alle bange for, at Sacagawea ville dø af fødslen, og de fleste mænd løb bare paniske rundt og skreg, eller blev ildrøde i hovedet, og stod fortabte og sagde "øøøh, bøøh, æææh ...."
Sacagawea gik ind i et tæt krat, og mændene så den anden vej og lod, som om de ikke hørte hendes skrig og støn.
Men efter nogle timer blev der stille - så lød der baby-gråd, og Sacagawea kom ud med en velskabt dreng i favnen. Hun var helt blodig og udkørt, men glad.

Mændene blev lettede og glade, lige indtil Sacagawea hev kjolen lidt nedaf og gav babyen mælk - så blev de igen ildrøde og så væk. Men hvad skulle hun ellers gøre?!
Da drengen havde drukket, lagde Sacagawea ham i en bærevugge til ryggen, og begyndte at gå. Alle stirrede, og én spurgte, om hun ikke ville hvile sig.
"Vi skal nå ud til Stillehavet", svarede hun, og fortsatte. Så måtte de bare følge med.

Resten af vejen til Stillehavet havde Sacagawea drengen på ryggen, og stoppede kun for at give ham mælk eller holde ham. Hun kaldte ham Jean Baptiste, et fransk navn, og mændene hjalp så godt som muligt med at passe ham, men de havde ikke meget forstand på det.

En dag, da de sejlede i kano, faldt en taske med ting i vandet, bla. et kort, de var ved at tegne, et kompas og tørret kød. Uden det var de fortabte. Før nogen nåede at stoppe kanoen eller reagere, gav Sacagawea drengen til en anden, sprang i vandet, greb fat i tasken, og svømmede op på land, hvor hun lagde det hele til tørre.
Mændene roede ind til hende, og hun tog Jean Baptiste og vuggede ham i favnen.
De slog lejr der, for at det hele kunne nå et tørre.

Det tog over et år, før de nåede til Stillehavet. Sacagawea viste vej og var tolk på hele turen, med en baby på ryggen. Da de var nået langt ind i u-udforsket område, manglede de mad, og mange blev syge. Lewis og Clark havde noget medicin med fra New York, men det hjalp kun lidt, og der var ikke nok til alle.
De havde også mange tørre kiks og tørret kød med, men det var ved at slippe op, og de fleste mænd var for udkørte til at jage - og de få, der kunne jage, brugte hurtigt de sidste gevær-skud.

"Så lav bue og pile, og spyd", sagde Sacagawea, imens hun ammede Jean Baptiste. "Øøøøh ....", sagde de bare. Sacagawea lagde drengen i bærevuggen og gik ud, fandt en stærk, men bøjelig gren, skar en lang, tynd strimmel læder af en pels, rullede den længe i hænderne, så den blev rund i kanterne, og bandt snoren i toppen og bunden af buen.
Så tog hun en masse flintesten og huggede pilespidser ud, fandt nogle lige, stærke kviste, kogte hjorte-klove på bålet til lim, og limede spidserne fast.

Mændene stirrede bare, men Sacagawea fortsatte med at hugge en stor pilespids ud og lime på en lang, tyk gren. "Her er bue og pile og spyd", sagde hun. "Gå ud og jag".
Så trampede mændene larmende gennem skoven i en stor flok og råbte af iver, hver gang de så et dyr - som så straks flygtede. Og pilene og spyddet ramte tit flere meter ved siden af.

"Nu skal jeg gøre det", sagde Sacagawea, tog bue, pile og spyd, og gik afsted med Jean Baptiste i vuggen. Hun var knap nået 3 meter væk fra dem, før de hverken kunne se eller høre hende. Nogle timer senere kom Sacagawea tilbage med en masse døde dyr, og gav sig straks til at koge og tørre kødet.
Af skindet lavede hun nye sko til alle, for deres sko var blevet meget hullede.

Da kødet var kogt, delte hun det ud til alle, og de fik lidt flere kræfter. Men mange var stadig syge. "Vi har ikke mere medidin", sagde en af de raske, som rodede taskerne igennem.
"Så pluk medicin-planter", sagde Sacagawea. "Øøøh ....", svarede de.
"Mælkebøtter er godt for blodomløbet", sagde hun, "og pilebark hjælper mod smerter. Aloe vera er godt til sår og ondt i maven, valerine-the giver bedre søvn, bær er godt for helbredet, og hyldesaft er godt for hjertet".

Så gik alle de raske ud og plukkede de ting, og Sacagawea gav det til de syge. Den nat sov de tungt, og næste morgen havde alle det bedre. Efter få dage var de helt friske.
Så tog de videre, og nu havde de kød nok. Af og til plukkede Sacagawea nogle bær, rødder og svampe for at lave lidt afveksling i maden.
Nogle mænd begyndte også at plukke bær og svampe, men hun hev dem ud af hånden og smed dem væk, fordi de var giftige. Efter det var det kun hende, der plukkede.

Tilsidst nåede de ud til Stillehavet, og rejste så hele vejen hjem igen, stadig med Sacagawea som fører. På vej tilbage mødte de shoshoni-stammen - Sacagaweas stamme - og hun blev der med Jean Baptiste. Charbounneau tog tilbage til sin hytte, alene.
Efter det ved man ikke mere om Sacagawea, med sikkerhed, men éen historie siger, at hun døde af sygdom kort efter, en anden, at hun giftede sig med en comanche-kriger fra nabo-stammen, og en anden, at hun levede til 90 år - meget længere end normalt dengang.

Idag er der statuer af Sacagawea over hele USA, og man kan købe malebøger og billedbøger om ekspeditionen, postkort med hende, Sacagawea-dukker med baby, LEGO-figurer, sange om hende, og en skindpose med ekspeditions-udstyr, og hun er med i filmhit-trilogien "Nat på museet". Men det er mest i USA, der er alt det - udenfor USA er hun stort set ukendt, selvom hun fortjener at blive verdenskendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...