Den dag mit liv slog en kolbøtte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2017
  • Opdateret: 25 maj 2017
  • Status: Igang
Da den 16-årige mister sin far til døden, begynder der at gå ned af bakke for hende. Da hendes mor få måneder bliver ramt af kræft, mister hun kontrollen over hendes liv. Hun er hårdt plaget af skyldfølelse sorg og hendes følelser løber løbsk. En dag møder hun den 17-årige Sunny som går med de præcis samme problemer som hende selv...

0Likes
0Kommentarer
100Visninger

2. Dag 1

​Kære dagbog...

​I dag er det to måneder siden far gik bort, jeg bander stadig over hvorfor det skulle ramme lige netop ham.

​Jeg og mor har været oppe og skændes. Igen. Den er kun 06:25 om morgnen, det tegner aldrig godt. Skænderiger, låste døre, råb og skrig. Som sagt har vi været oppe at skændes igen. Vi har stort set ikke gjort andet siden far forlod os. Det er som om glædes har forladt, den forsvandt da far efter en hård kamp ikke kunne klare mere. Jeg prøver stadig at holde det løfte jeg gav ham, men det er mere end svær. Jeg kan se at mor også prøver, så du må ikke bebrejde hende, jeg tror hun er lige så hårdt ramt som jeg. Men jeg vil altid huske fars sidste ønske "I må love mig at passe på hinanden, nu hvor jeg ikke længere er her. Vi i love mig at gøre det?" Vi havde begge to nikket, og grædt voldsomt det øjeblik han lukkede sine øjne for sidste gang. Problemet er bare at ingen af os kan holde det løfte, lige meget hvor meget det kræver. Jeg ved at jeg såre far hver gang vi skændes, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Mor er ked af det konstant, jeg gør hvad jeg kan for at gøre hende glad.

​Nå jeg må smutte nu, jeg kan høre mor kalde. Og hun har ikke meget tålmodighed længere...

​Din Emma

​ __________________________________________________________________________________

 ​Kære dagbog...

​Ja jeg skulle ned at spise, det endte ikke godt... Slet ikke.

​Jeg ved jeg lige har såret mor mere en nogensinde før, men det fløj lige ud af munden på mig, jeg var bare så vred på hende og mine instinkter overtog.

​Mor sagde noget der virkelig sårede mig, selvom jeg udmærket godt vidste at hun havde ret. Hun sagde "Emma så fat det dog! Far kommer ikke tilbage! Det vil han aldrig gøre! Og der er intet vi kan gøre ved det!"

"vi kunne i det mindste...!" havde protesteret

​"Nej Emma. Vi skulle have gjort mere, tilbragt mere til med ham, med nu er det altså for sent" Mor græd i forvejen, men det var der det skete. Der jeg kom til at ønske et ønske jeg ville ønske jeg aldrig nogensinde havde ønsket.

​Nu ved jeg godt du må blive ret chokeret over det der kommer nu, men jeg bogstaveligtalt råbte det lige ind i ansigtet på hende...

​"JEG HADER DIG! JEG VILLE ØNSKE DU BARE VILLE FORSVINDE UD AF MIT LIV!!! Det hele er din skyld!" Jeg ved det var ondt, og jeg fortryder det inderligt. Jeg ved jeg ikke kan klare mig uden min mor selvom jeg er 16 år gammel, hun betyder så meget for mig, selvom jeg måske har svært ved at visse det det lige nu. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne kommer i gennem der her uden hende

Din Emma

_________________________________________________________________________________

 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...