To sjæle en krop

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2017
  • Opdateret: 28 maj 2017
  • Status: Igang
16-årige Anna finder en dagbog en helt almindelig dag i vores tid. Da hun begynder at læse i den lander hun pludselig direkte i renæssancen på Kronborg. Hun ved ikke hvor hun er, hvornår hun er eller hvem hun er. Stille og roligt begynder hun at miste sig selv og sin identitet, til fordel for en anden.
Dette er mit bidrag til konkurrencen Skriv dig gennem historien, valgmulighed to, Kronborg og renæssancen.

2Likes
0Kommentarer
114Visninger
AA

2. To sjæle en krop

 

 

Den er støvet og beskidt, og læderet udenpå er ældet af tiden. Den har sikkert ligget i kassen i flere årtier. Jeg åbner den og begynder at læse. Skriften er snirklet som en samling kruseduller, men jeg læser skriften som var den min egen: ”Gaderne var fyldt til bristepunktet, selv i fattigkvarterne. De skulle modtage deres konge og tidligere dronning med pomp og pragt. Min mor…”  Ilten omkring mig slipper op, og jeg gisper og lukker de grønne øjne.

***

Ud af vinduet kan jeg sløret se. Ser menneskemasserne i gaderne der omslutter et optog. Som en orm der maver sig frem. Blinker og falder. Falder langt ned tilbage til der hvor jeg har tabt det jeg havde i hænderne. Jeg sidder et stykke tid og prøver på at trække vejret normalt igen, som en forpustet 100 meter løber. Mit hoved husker den dag, mine hænder skrev disse ord. De blev skrevet ved en skrivepult, der var placeret foran et vindue med en pragtfuld udsigt over Helsingør. Jeg kan tydeligt huske stolens hårde træ, som jeg tilbragte alt for meget tid på. Den kølige luft i det evig dunkle værelse. Min pompøse fortid. Selvom det føles så virkeligt, er det jo bare min fantasi, der er lige lovlig livlig. Jeg ved jo, at jeg er en 16-årig københavner på vej i gymnasiet og at vi er i 2017. At jeg aldrig har siddet ved en skrivepult og skrevet med en fjerpen, mens jeg kiggede ud af vinduet.  Men der er noget skræmmende virkeligt ved min erindring. Jeg var der. Jeg oplevede det. Min virkelige fortid.

 

Mine rystende hænder samler det jeg tabte op igen, og jeg kan ikke lade være med at smide mine grønne øjne brutalt ned på papiret og de snirklede kruseduller: ”Hun har en stor og glædelig nyhed til mig. Jeg ved ikke hvad den består i endnu, men jeg glæder mig som et lille barn.” Jeg får åndenød igen, trækker vejret i stødende hug, blinker som havde jeg fået noget i øjet.

 

Rummet jeg sidder i ændrer langsomt form, væggene ændrer farve, rummet bliver større, et vindue med udsigt over Øresund tager form og en seng vokser op af gulvet. Det er en himmelseng i eg, med smukke udskæringer og flotte snoninger. Sengen er redt med et farverigt broderet sengetæppe. På bordet foran vinduet ligger en opslået bog. Den er bundet ind i rødbrunt læder og ser helt ny ud. Fjerpennen ligger pænt ved siden af, og den krusede skrift i bogen er magen til den, jeg lige har læst. En skillevæg skjuler en slags påklædningsværelse. Inde i påklædningsværelset står et stort skab og et chatol i samme stil som sengen. I skabet hænger et utal af overdådige kjoler oversået med perler og farvestrålende bånd. Chatollet er fyldt med alverdens forskellige smykker; hårspænder, armbånd, halskæder, vedhæng. På chatollet ligger den smukkeste antikke hårbørste i sølv, sådan en som de bruger i Disney filmene. Navnet Anna er indgraveret på bagsiden af børsten. Da jeg kigger ind i det gigantiske gulvspejl får jeg et chok. Et ufuldendt skrig undslipper min mund. Mit hår er blondt, det øverste er flettet, og det nederste er delt i to store slangekrøller der hænger ned over skuldrene, min kjole er lyseblå og skørterne fejer henover gulvet. Kjolen er snøret så stramt, at jeg knap kan få vejret. Det værste er dog, at jeg så præcis sådan her ud, da jeg var 14 år gammel.  Om halsen har jeg en halskæde med en medaljon som vedhæng, på bagsiden står der ”Til Anna”. Jeg begynder at få sorte prikker for øjnene og stavrer hen til sengen. Anna. Det må være hendes værelse. Eller mit værelse? Tankerne flyver gennem mit hoved. Jeg hedder Anna. Jeg føler mig som mig selv, men er et helt forkert sted, og har det helt forkerte tøj på. De sorte prikker tager til i størrelse.

***

Jeg falder bagover og bag mine lukkede øjne begynder et univers at tage form, mørkeblå uendelighed, stjerner og sole. Jeg bevæger mig væk fra fortiden. Hvem er jeg? Hvor er jeg? Jeg er… væk i min bevidsthed. Jeg kan se mig selv ovenfra, tilbage i nutiden. Mine øjne er lukkede og jeg har tabt den slidte bog, men jeg sidder stadig i skrædderstilling. Min krop begynder at falde ned mod mig, men sekunder før jeg rammer det støvede trægulv slår jeg øjnene op og jeg kigger op i træloftet. Jeg står op, og det slår mig pludselig, hvor jeg er henne. Benene bærer min trætte krop over mod bogen, og jeg tager fjerpennen, og rystende skriver jeg i bogen: ”Jeg er væk i min fortid”. Det er ikke din fortid, tænker jeg. Jeg tøver og retter det: ”Jeg er væk i en andens fortid”. Jeg når kun lige at lægge pennen fra mig, da det banker svagt på den tunge trædør. Jeg glemmer at svare og det banker på igen: ”Prinsesse Anna? Er De der?”. Døren går op og en spinkel kvinde kommer ind. Hun må være 20-25 år, hun har en hvid kyse over det brune hår. En gulvlang sort nederdel dækker hendes ben. Uden på nederdelen har hun et hvidt forklæde. Hun står lidt og betragter mig, som om jeg var en anden. Det er jeg vel også. Efter et par sekunder siger hun: ” Jeg kan se De allerede er påklædt. Det glæder mig. Dronningen venter Dem i spisesalen.”. Jeg stivner. Dronningen? Hun spotter min forvirring og tilføjer: ”Til aftentaflet. De plejer at være sulten på denne tid. Klokken er næsten syv”. Jeg nikker og går tøvende ud af døren.

 

Hun fører mig op ad en lang korridor og derefter ned ad en overdådig trappe. Imens tænker jeg på, hvordan jeg kan komme væk. For det er klart, at jeg ikke hører til her. Det er ikke mig. Jeg er ikke mig i min egen krop. Mine udfordringer med denne ene aften hober sig op. Jeg tænker på alle de gange jeg er gået i panik og har listet alle mine problemer op. Lavet en orden i rodet. Jeg begynder at liste op i mit hoved. For det første har jeg ikke den fjerneste ide om, hvordan jeg skal bære mig ad med huske, at jeg er Des med alle mennesker. For det andet er jeg rædselsslagen for at møde dronningen, og hvilken nyhed det er hun vil fortælle mig. For det tredje har jeg endnu ikke fundet ud af hvordan, jeg kommer tilbage til nutiden. For det fjerde er jeg ikke blevet lært op i bordmanerer, der er tilstrækkelige til et aftentaffel hos en dronning. For det femte så sidder denne afskyelige kjole så stramt, at jeg knap kan få vejret. Jeg mærker blodet forlade alle afkroge af min krop, som om nogen har tappet det ud af mig og fyldt det i en plasticpose. Jeg går i stå som et urværk. Mine ben nægter at adlyde min kæmpende hjerne. ”Er De sikker på, at De har det godt”. Jeg nikker, men kæmper stadigvæk med mine ben. Jeg tilføjer et punkt på min problemliste: For det sjette ved jeg ikke hvem dronningen er og kender ikke hendes navn. Og hvorfor er der ikke nogen konge? Jeg mærker plastikposen blive tømt ud i mine årer igen, og jeg begynder at kunne gå igen. Ind ad en stor dør, der leder ind til et stort rum. Ind ad en stor dør, der leder ind til min skæbne. Min forudbestemte fortid.

 

Det store bord i midten fanger mit blik, helt i midten står det og jamrer efter selskab, som den enkelte sky på den blå himmel en varm junidag. Bordet, der ser ud til snart at kollapse, er dækket med fem par bestik og fire forskellige glas til hver person. En mand giver tegn til min påklæderske. Hun hvisker mig i øret ”Kan De se den Herre med det mørke hår, der står derovre?” Hun peger diskret i retning af en yngre mand, der ser ud til at være på min alder. Mit hoved vipper op og ned. ”Det er Deres bordherre”, siger hun. Mit forfærdede blik hviler på hende. ”Afsted”, siger hun irriteret og puffer mig hårdt i ryggen, så jeg er lige ved at snuble. Da jeg har fået fodfæste igen, vender jeg mig om og prøver at nedstirre hende, men hun undgår mit blik. Pludselig bliver der tysset i salen og ind ad den store dør kommer to mennesker. En kvinde og en mand. Opdager at jeg holder vejret. En højtråbende mand siger: ”Præsenterer Hendes Majestæt Dronning Sophie og Hans Majestæt Christian 4.”. Jeg ånder lettet op. Enkedronning Sophie, og Christian 4. Jeg sender en taknemmelig tanke til min tidligere historielærer. Den krop jeg lige i øjeblikket befinder mig i, antager jeg nu er Anna af Danmarks kød og blod. Frederik 2. og Sophies næstældste datter. Frederik 2. er formentlig lige død, nu hvor jeg ikke er blevet gift endnu. Christian 4., deres ældste søn, har efterfulgt sin far på tronen. Mens min forvirrede hjerne har draget en længe ventet konklusion om hvem jeg er lige nu, er de andre gæster begyndt at neje og bukke dybt for værterne. Jeg skynder mig derhen og deltager i bølgen. Da dronningen når hen til mig, tager hun mig under hagen og hvisker ”Kan du huske, at jeg skrev om en nyhed jeg havde til dig”.

 

Jeg tænker mig om. Hvad skrev min moder til mig? Min hjerne slår fra. Jeg kan ikke huske hvad der er i sket i dag. Bortset fra noget med en støvet og beskidt bog. Min moder kigger mig dybt i øjnene, og jeg vælger at nikke, før hun fatter mistanke. Jeg er Anna af Danmark, tænker jeg, jeg har hele mit liv lært at være elegant og kontrolleret som den ægte prinsesse jeg er.

 

Dronningen slipper min hage og gør tegn til at jeg skal rejse mig. ”Jeg har fundet dig en ægtemand”, siger hun. ”En meget fornem en af slagsen, du bliver Dronning af Skotland, min pige”. Hun smiler sødt til mig, og vender sig derefter om og går over mod spisebordet. Fantastisk, tænker jeg ironisk. En ægtemand? Dronning af Skotland? Ellers tak! Jeg skal tilbage til nutiden. Jeg skynder mig over mod døren, da jeg mærker en hånd på min skulder. ”Skal jeg følge min borddame til bords?”, lyder det.  Jeg vender mig om og kigger ind i nogle stærke brune øjne. Jeg forsvinder, til fordel for en anden.

 

Jeg rækker ham min hånd, som jeg har lært, mens jeg stadig ser ham i øjnene. Han knæler og kysser forsigtigt håndryggen. Han rejser sig og byder mig sin arm. Jeg kigger op på ham. Han har mørkebrunt hår og et drilsk smil om munden. De brune øjne er dybe. Jeg er meget betaget. Men jeg er ikke forelsket. Det må jeg ikke være. Det er den følelse jeg har hørt om. Kærlighed. Kærlighed er undertrykt og ligegyldigt vås. Jeg har aldrig været forelsket og vil heller ikke være det lige nu. Lige nu hvor min skæbne er på plads. Lige nu hvor jeg skal til at opfylde min pligt her på jorden. Lige nu skal jeg være en ægte prinsesse. Som jeg også er. Jeg smiler sødt til ham, da vi når over til bordet. Han trækker stolen ud for mig, og jeg sætter mig elegant ned, som kun en ægte prinsesse ville kunne gøre det. Selv om jeg snart skal giftes, er jeg stadig en prinsesse. Anna af Danmark. Dette er min fortid og nutid som prinsesse af Danmark, og fremtid som dronning af Skotland.

 

”Hvad er Deres navn?”, hører jeg mig selv spørge. Men det føles som om det er en anden der spørger. Nej nej nej, hvad tænker jeg på? Jeg skal ikke for tæt på. Jeg skal hjem. Hjem til slang, Wi-Fi og mobiltelefoner. NU. ”Mit navn er Ulrik, deres Majestæt. Jeg er bygherrens søn”. Jeg kan høre mig selv rose hans fars arbejde, jeg forstår ikke hvorfor. Det er som om det er en anden der snakker, en anden der tænker, en anden der er til stede i nuet. Og at min krop er reduceret til bare at være et sted at bo for en andens sjæl. Ikke et sted at bo for min egen sjæl. Jeg sidder et stykke tid og kæmper med hende og mig selv, jeg vil ikke give slip på den sidste rest af magt over en krop jeg har, men til sidst må jeg overgive mig. Anna af Danmark har vundet.

***

Jeg er krig med mig selv. En stor del af mig vil bare blive her og forblive den prinsesse jeg altid har været. Ikke til Skotland for at giftes med en mand, jeg ikke har mødt endnu. Ikke til Skotland for at opfylde en medfødt pligt. Ikke forlade mit næsten nye hjem slottet Kronborg. En anden lille del af mig, vil ud at opleve noget. Ud at se verden. Se Skotland ikke mindst. Måske skal jeg bare trække vejret dybt ind, så dybt som kjolen nu tillader det, og skrive eller tegne. Det gør jeg, når jeg er i tvivl. Eller broderer selvfølgelig. Mens jeg kigger ud på vandet og tænker på min fremtid. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Alt hænger sammen og har en større mening. Fortid er erfaringer, sejre og nederlag. I din nutid tager du beslutninger, på baggrund af dine erfaringer. Disse beslutninger fører til konsekvenser. Konsekvenser former din fremtid.

Jeg går tilbage mod mit værelse. Jeg er sygt træt. Jeg orker faktisk næsten ikke at tænke på hvordan jeg kommer tilbage til nutiden. Hvad med at jeg bare bliver her? Nu har jeg levet 16 år i fremtids Danmark, og har aldrig tænkt på, hvor godt jeg har det. Leve her. Leve nu. Leve som Anna af Danmark. Dykke ned i hendes liv. Forsvinde i hendes liv. Aldrig mere se mig selv i spejlet som en forkælet københavner. Jeg tager en dyb indånding og dykker. For jeg regner ikke med at kunne trække vejret lige foreløbig.

***

Tøvende samler jeg pennen op og sætter den mod papiret. Jeg vil skrive et brev. Et brev til nogle efter mig. I fremtiden. For jeg føler, at der er noget inde i mig, der vil leve videre efter mig. At jeg ikke er verdens ende.

Kære De

Jeg ved ikke hvem De er, eller hvilket år de lever i, men alligevel skriver jeg til Dem for at fortælle Dem om mig. Mit navn er Anna af Danmark. Jeg er fjorten år gammel, og året er 1589. Min moder, Enkedronning Sophie, har lige fortalt mig hvem jeg skal giftes med. Jeg skal giftes her på Kronborg. Mit bryllup bliver et såkaldt stedfortræder bryllup. Et stedfortræder bryllup er et bryllup hvor ægteskabet bliver indgået af en stedfortræder. Det betyder, at jeg bliver gift med en mand, som jeg ikke har mødt heller ikke når ægteskabet bliver indgået. Det er ret skræmmende. Jeg føler mig ikke klar til at blive gift. Jeg vil gerne være et barn lidt endnu, ikke tænke over så meget, som alle de voksne gør. Bare være helt uden mening og holdning, og gøre hvad jeg vil. Sådan håber jeg, at virkeligheden er for Dem. Jeg håber, at De lever i en verden, hvor De selv kan vælge Deres kæreste. At De selv kan vælge, hvornår De bliver gift, eller om De vil have børn eller ej. Jeg håber at De har et valg. Et valg som jeg ikke har haft. Et valg hvor De træffer den rigtige beslutning. Jeg håber, at De lever et liv, der burde være minimum for alle andre mennesker i nutid, fortid og fremtid. Alle steder i verden, også dem vi kun kan drømme om.

Jeg håber, at De har et liv, som det jeg drømmer om.

Anna af Danmark 1589, Kronborg

Da jeg har lagt pennen fra mig, trækker jeg vejret dybt. Jeg falder i søvn. Jeg drømmer, at jeg svømmer ud i et stort hav. Jeg begynder at dykke længere og længere ned mod bunden. Jeg lukker øjnene, og da jeg åbner dem igen, føler jeg, at jeg svæver. Det varer dog ikke særlig længe. Jeg begynder at tabe højde, og til sidst kan jeg se en krop. En pigekrop. Den sidder i skrædderstilling med en bog foran sig. Jeg kan se at hun ligner mig, rigtig meget endda. Da jeg er næsten nede ved hende, kan jeg se, at bogen er min dagbog. Jeg rammer gulvet.

***

Jeg åbner øjnene igen, og trækker vejret igen. Jeg ser mig omkring. Det her er mit helt eget værelse i nutiden 2017. Jeg er ikke Anna af Danmark mere, og jeg er heller ikke fanget i hendes krop. Men alligevel tror jeg på hende, jeg har været hende. Jeg var hende. Vi var to sjæle i en krop. Mine hænder samler bogen op, og et sammenfoldet stykke papir falder ud. Jeg læser det. Det er det brev hun skrev for 428 år siden.

Da jeg har læst det flyver tankerne gennem mit hoved. Jeg tænker på hvordan, det ville være at blive giftet væk som 14-årig. Aldrig mere se sine forældre. Aldrig mere se sit barndomshjem og fædreland. Rejse til et land du aldrig har set før. Tvinges til at elske en, der ikke nødvendigvis elsker dig. Leve i ensomhed og rigdom. Det må være ganske forfærdeligt. Men det blev Annas mor jo også og det bliver Anna også. Det er vildt, at man stadig gør det i dag i den tredje verden. For at beskytte de unge piger mod sult og fattigdom. De bliver voksne alt for tidligt. Jeg er bare så fantastisk heldig. At leve nu. At leve her. At have et valg. Jeg lever i et samfund af overflod, men jeg er ikke engang glad for det. Jeg vil altid have mere. Mere og endnu mere. Min nutid. Min fremtid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...