Fast Driving

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2017
  • Opdateret: 25 maj 2017
  • Status: Igang
Samantha elsker fart og spænding. Hun har problemer i hjemmet og er hovedkulds forelsket i Damien og vil gøre alt for ham. Men er hun klar til de konsekvenser det vil give hende?

1Likes
0Kommentarer
40Visninger

1. 1.

Røgen steg roligt op som hun langsomt pustede den ud mellem de røde læber. Det mørke hår smøg sig om hendes unge ansigt og hun lukkede de grønne øjne halvt i mens hun lænede sig op ad bilen. Et lille smil sneg sig henover læberne inden hun igen tog cigaretten imellem dem og sugede til. Som hun pustede ud smed hun skoddet ned på den våde jord og trådte let på det så gløderne slukkede.

”Er du klar?” En skikkelse kom slentrende hen mod hende, strøg håret om bag hendes skulder og åbnede bildøren for hende.

”Jeg er født klar.” Svarede hun roligt tilbage mens hun steg ind i bilen og krydsede benene, en hånd kørte gennem håret.

Førersidens dør blev åbnet, og han satte sig ind. Idet han startede bilen tog han kort hendes hånd, kyssede let hendes knoer og gassede herefter op. Bilen var ikke særlig fancy, men oh boy den kunne køre stærkt. En klar latter undslap hendes læber som han kørte fra havnen hvor hun havde stået og ventet på ham, mod bestemmelsesstedet. I sms’en havde der stået hvor næste løb skulle foregå, hun tastede adressen ind på mobilen. Adrenalinen var allerede begyndt at pumpe rundt i hendes krop, og den steg i takt med at de nærmede sig museet. I dag skulle hun for første gang køre selv. Det var ganske vidst ikke et stort løb ligesom dem Damien deltog i, men det var heller ikke et af de helt små der blev afholdt lokalt. De kunne høre hujen og en masse motorlarm allerede inden de var nået dertil. Hun bed sig kort i læben af ren og skær spænding da Damien holdt ind ved startlinjen.

”Hey.” Han lænede sig hen mod hende, tog hendes hage mellem tommel- og pegefinger og fik hende til at se på sig. Hans bløde læber pressede sig mod hendes i et kys, inden han trak tilbage og kiggede ind i hendes øjne. ”Du kan klare det her, okay? Bare husk på alt det jeg har lært dig.” Et roligt smil kredsede om hans læber da han åbnede døren og steg ud af bilen. Kort lukkede hun øjnene, for lige at skabe fokus i hendes nu omtågede hoved mens et smil faldt omkring hendes læber. Hun kunne nu høre hvordan folk hilste på Damien, som han gik rundt om bilen og om til hendes side, hvor han åbnede døren for hende og rakte hende en hånd. Roligt tog hun den og steg ud, der lød et par pift og hun kunne ikke lade være med at smile igen idet Damien trak hende ind til sig. Han gjorde det klart, at hun var hans.

”Damien! Sikke en dame du slæber rundt med der.” En mørkhudet, kæk fyr kom gående hen til dem og gav Damien hånden. ”Skal du køre med i aften?”

”Jeg er for kendt og for stor til at måtte køre med i disse løb, det ved du også godt Greg.” Svarede Damien med et roligt grin da han tog fyrens hånd. ”I stedet kører min dame her.” Som han slap hånden, vendte han den let mod hende i en gestus, og han kyssede hendes tinding.

”Samantha.” Svarede hun som havde hun læst den mørke fyrs tanker. Der var et kort smil der gled over hendes læber, som dog ikke nåede hendes øjne. Han øjnede hende let, blikket gled op og ned af hende.

”Ked af at sige det Damien, men hun ligner ikke en der kan køre.” Han grinede hæst, Samantha hævede svagt et bryn og lagde en hånd på brystet af Damien da han skulle til at sige noget.

”Kan du selv? Jeg tror måske du stadig har mulighed for at tage til en forlystelsespark og få et kørekort der. Eller vent, du kunne også bare få de små børn til at køre. De er nok alligevel bedre end dig.” Var hendes svar. Lige som han skulle til at svare igen lød der en piften. Der var klar bane, og de kunne sætte sig ind i bilerne.

”Husk hvad jeg har fortalt og lært dig, Sammy.” Damiens stemme var rolig, men hun kunne stadig godt fornemme den løftede pegefinger han gav hende.

”Bare rolig.” Hun smilede sødt. ”Jeg skal nok lade være med at køre helt med hovedet under armen.” Hun åbnede bildøren og satte sig ind, fik justeret sædet og spejlene. Damien lænede sig ned mod det åbne vindue og gav hende et hurtigt kys.

”Hvis dem hvordan det skal gøres.” Han blinkede svagt til hende og klappede kort på biltaget, inden han gik hen og stillede sig blandt de mange mennesker der var samlet. De tog imod ham med kæmpe smil og grin, det var ikke til at overse at han var en af de dygtige kørere sådan som de behandlede ham. Samantha strammede let grebet om rattet, og trådte svagt på speederen. Der lød et øresønderrivende drøn, og et smil bredte sig om de røde læber.

”Kør som var det din sidste dag..” Mumlede hun for sig selv, inden der lød et skud - startsignalet. Hendes fod fandt speederen igen og hun drønede frem. Hun vidste præcis hvordan det her løb skulle køres.

Bygningerne susede forbi. Hun lå som nummer tre i et felt på fem, Greg lå foran hende og de var halvvejs efterhånden. Det eneste hun kunne tænke på, var Damiens instrukser, og hvad han havde fortalt om hendes modstandere. Greg havde det med at blive skødesløs hvis han mente han havde løbet i sin hule hånd. Og allerede nu kunne hun se det, idet han passerede den førerne bil. Han begyndte at lalle, køre lidt fra side til side. Måske troede han det ville distrahere og irritere dem der lå bagved? Hun fnøs svagt mens adrenalinen pumpede i kroppen på hende.

”Lad os se hvad du har at give af, Greg.” Sagde hun let idet hun lavede et hurtigt gearskifte og speedede op. Samantha fik overhalet den grønne bil der før lå på førstepladsen, og hun lå nu lige bag ved Greg. Han kørte stadig fra side til side, og de nærmede sig efterhånden det sidste kryds hvor de skulle dreje til venstre. Hun fik samlet sine tanker, og holdt sig en anelse bag ham. Og så slog hun til. Greg havde lavet et for stort udsving da han ville dreje, og hun kunne snige sig indenom.

”Shit!” Udbrød hun. Hendes beregning og plan havde taget fejl, da Gregs bil ramte hendes og sendte hende en anelse ud af kurs. Ingen panik.. tænkte hun svagt. Hun fik samlet sine tanker, rettet op og gearede ned så hun hurtigere kunne optage fart. Bilen styrtede fremad, pressede hende tilbage i sædet og folk sprang til siden som hun fik overhalet Gregs grå bil og hun krydsede målstregen først. De jublede og fulgte efter, som hun fik sænket farten og til sidst holdt helt stille. Hun havde det største smil på da hun åbnede døren for at hoppe ud af bilen. Hun nåede knapt ud, før et par stærke arme greb om hende og svingede hende rundt.

”Sådan!” Hans stemme var så lav at kun hun kunne høre det. ”Jeg vidste du kunne!” Hun hørte smilet før hun så det, og hun begyndte at grine da hun lagde armene omkring hans hals.

”Selvfølgelig kunne jeg det. Jeg har den bedste læremester.” Svarede hun med et glimt i øjet inden hun pressede læberne mod hans. De blev dog hurtigt afbrudt, da en stemme skar gennem al larmen.

”Politi! Politi! De er på vej!” Råbte en man højt, og alle begyndte at dele sig op. Flere hoppede ind i deres biler mens andre begyndte at løbe i hver deres retning. Damien hoppede hurtigt ind på førersædet af bilen, og Samantha løb om til passagersædet. Hun havde kun lige akkurat sat sig, da Damien speedede op og kørte afsted.

”Vi ses.” Han holdt ind til siden, et lille stykke fra Samanthas hus, og kyssede hende hurtigt farvel. Hun nikkede en anelse mens hun smilede lidt, og steg derefter ud af bilen. Hun blev stående og så på at han kørte bort, inden hun skævede til uret på hendes håndled. Klokken var over 2 om natten. Med et suk begyndte hun stille og roligt at gå mod hendes hus, hvis Claire vågnede og fandt ud af der her.. Samantha ville få stuearrest i en måned. Ikke at hun nogensinde lyttede til det, hun gjorde akkurat som det passede hende. Hun bed sig let i læben mens hun helt forsigtigt lagde hånden på håndtaget og stille trykkede ned. Der var mørkt i huset. Det var et godt tegn! Så måtte Claire være gået i seng. På listefødder kom hun ind og hun fik lukket døren med et sagte klik. I samme øjeblik blev lyset i gangen tændt, og Samantha missede svagt med øjnene.

”Og hvor har du så været henne, frøken?” Stemmen var streng, men også fyldt med bekymring. Samantha kunne ikke lade være med at rulle med øjnene, idet hun vendte sig om mod stemmen.

”Hvad ligner det? Jeg har været ude.” Hun trak på skuldrene og ville gå forbi hen til trappen, men Claire stillede sig i vejen. Samantha tog en dyb indånding.

”Jeg gider ikke de der flabede svar, Samantha. Det ved du godt.” Claire krydsede armene over brystkassen og så på Samantha med sammenknebne øjne. ”Som din værge-..”

”Ja, værge. Det er alt hvad du er! Du er ikke min mor!” Bed Samantha hende af, hun forsøgte igen at komme forbi kvinden der stod foran hende.

”Nej, det er jeg ikke. Men du bor under mit tag, altså er det mig som bestemmer.” Hun kiggede indtrængende på hende. ”Samantha. Du kan ikke blive ved med at opføre dig sådan her. Du kan ikke blive ved med at hænge ud med Damien og de mennesker han omgås.” Samanthas hoved skød op ved Damiens navn.

”Damien er alt jeg har! Han er den eneste der forstår mig! Du skal slet ikke bestemme hvem jeg ses med og hvad jeg laver!” Svarede hun vredt.

”Det er en skoleaften, og du er stadig kun 17 år! Så du kan tro at jeg kan bestemme hvem du skal ses med og hvad du laver!” Claire begyndte at hæve stemmen, hvilket Samantha efterhånden var ved at blive vant til. ”Når du fylder 18, så kan du gøre lige hvad det passer dig. Få din egen lejlighed, hver ude så længe du har lyst til, lav hvad end du vil. Men når du er her, så gør du som jeg siger!” Claire havde længe forsøgt at få Samantha på rette spor, uden held ind til videre desværre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...