Forankret


0Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

1. Ankeret

Der bliver travlt i aften. Mit skørt blæser op som et sejl af den hårde vind, der rammer mig fra sundet. Den kan næsten rive mig med over vandet, hvis jeg bare giver slip på kurvene i mine hænder. Vinden er så stærk at bølgerne får skibene, der har kastet anker udenfor kysten, til at gynge som vugger. Alligevel vover en flok sømænd sig ind til kysten i en lille båd, det er derfor jeg ved det bliver travlt i aften. De ved, at de skal kaste anker når de ser Kronborg, som Krogen nu er blevet til. Sundtolden kan de ikke undgå at betale.
 Jeg ved så meget om hvad de tænker, de sømænd, de fortæller alskens historier når først de har fået et par øl, og jeg lytter med, når jeg skænker op. Jeg er bare en tøs.
Med blikket glidende væk fra havet, begiver jeg mig mod værtshuset, min mor venter på at jeg kommer tilbage med varerne. Det er min opgave. Nu behøver hun ikke at gøre det, jeg er gammel nok til at gøre det på egen hånd. Instrukser om hvad jeg skal købe og hvor meget jeg skal give for det er der dog stadig.
 Jeg går langs kysten, nede ved stranden, med kurve der ikke svinger i vinden. Min mor vidste det ville blive travlt i aften, hun har vel hørt det i løbet af de sidste par dage. Sømændene bliver tit i flere dage eller uger, til tider måneder hvis vejret ikke arter sig, og vi langer bare drikke til dem. Så længe de betaler. De der bliver i uger eller måneder er som familie. Nogen kommer hver aften for at more sig.
 Jeg svinger hen til værtshuset, mine forældres stolthed ’Peter i Ankerets Datter’ eller ’Ankeret’ som det bliver til mellem sømændene. De fleste taler ikke et ord dansk, og ’Ankeret’ er til at finde ud af. Min mor kunne heller ikke dansk, da hun kom her til med sin familie. Nu kan hun tale dansk, men hun foretrækker stadig at snakke svensk til mig. Hun holder fast i det. Min far er fra byen og har været fisker og hentet ankre ind fra havets bund. Det er sådan de fleste er her i byen, bundet op på de fremmede og hvad de bringer med sig.

Jeg går bare ind af vognporten, og hen til døren der leder til køkkenet. Hønsene kagler og basker, da jeg går igennem gården. ”Ane, är du först tillbaka nu?” Jeg går ind i køkkenet til min mor, hun står og laver grøden der skal serveres til frokost. ”Ja, jag fick allt.” 
Jeg fortæller hende ikke, om manden der spurgte hvor meget sådan en pæn tøs, skulle have for at varme hans seng i nat. Det smitter nok af på min måde at være på, at mange af glædespigerne kommer forbi værtshuset og leder efter mænd der vil betale for at varme deres seng. Min mor har ikke brug for at vide det. Hun ønsker bare at jeg finder mig en mand, der kan sørge for mig og holder mig selv ren indtil da. Ingen dansk mand ønsker en uren tøs, især hvis de skal tage en svenskerpige til kone. 
Uden flere ord til min mor begynder jeg at pakke kurvene ud. Jeg rækker min mor de saltede fisk, og tager selv kartoflerne. Kniven i mit bælte skræller uden problemer, og inden længe er der skræl på gulvet. Der bliver talt inde ved bordene, mændene venter på at vi har lavet deres mad færdig. Jeg fejer skrællerne ud på gårdspladsen til hønsene der straks render hen til deres festmåltid. Min mor har grebet gryden med grød fra ilden og begynder at bære den ind, jeg tager de saltede fisk sammen med en skål med lunser af brød fra i går. ”Det var på tide” udbryder min far ”Hvad har I dog lavet derude mens vi har sultet?” Vi sidder overfor hinanden som de to eneste kvinder tilstede, vi bøjer hovedet for mændene og venter på de har taget for sig. Med en skål grød foran mig og et lille stykke saltet fisk, ser jeg rundt på vores gæster. Mændene taler som om vi ikke er der, min mor og jeg. ”Har I hørt at Krogen er blevet færdig?” Jeg spidser øre, der er sket meget med fæstningen siden jeg var ikke større end op til min mors knæ, nu er Krogen et slot, Kronborg, og jeg kan se det fra vinduerne ovenpå. Der bliver tysset på min fars ven. ”Kald det nu bare Kronborg, ellers får du kongen efter dig når han kommer her til by’s for at more sig” De griner alle og tager en slurk af øllen. Maden bliver glemt i deres stormende samtale. Jeg slubrer i mig i tavshed. 

Der går uger, inden de første fra Kongens følge dukker op. De slår sig ned rundt om i byen, og begynder deres løssluppenhed. Så længe kongen ikke er her har de frit lejde.
 Øllen ryger lige ned. Jeg hvirvler rundt og skænker op, til den solbrændte sydlænder, til den tårnende dansker. Mine egne tanker er overdøvet af larmen. Intet nyt der. Min far underholder en flok, med dengang han skubbede en af sine konkurrenter i vandet, for at være den der fik et anker. Min mor hælder mere øl i sin kande, og jeg væver mig rundt mellem gæsterne. De rækker mønter ud og jeg hælder. Et par af dem er fra Kongens følge, iklædt tøj der er lidt finere end hvad vi andre har på. Farverne er klare som blomsterblade på en sommermorgen, og de viser sig frem som det. 
”Skal I have mere?” Mønter ryger i min hånd. Jeg går videre til den næste tørstende mand. 
De to mænd går som nogen af de sidste den aften, og da kongen endelig ankommer, besøger de stadig ’Ankeret’ næsten hver aften. Dagene glider sammen i et virvar af kurve, ansigter og kaglende høns. Mændene kigger jeg altid efter, det er min lille leg på alle de ens dage. Den ene ved, at jeg holder øje med dem, til tider smiler han til mig. Giver lidt ekstra for øllen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...