Den lange og dog så korte sti

Vi møder 4 forskellige personer gå på den samme sti, men måden de oplever turen på er så forskellig som dag og nat
Det er en historie, som du har lyst til at læse igen tilsidst, fordi det har en: "vent...hvad?" slutning :D

1Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

1. Tiden går, klokken slår

Et lille barn gik langs den lange sti, det var 5 og et halvt. Hver en meter, lignede den næste. Asfalt, træer, græs og grøftekanter. Det hele var det samme og det så altsammen ens ud.

Man kunne gå der om natten, men så var stien mørk og grufuld. Alle farverne var forsvundet og ens hjerte ville begynde at pumpe. Skyggerne ville samle sig omkring en og man ville ikke kunne se hvor man trådte. 

Selv om man vidste, at det var den samme kedelig sti som man havde gået på tidligere, i noget der føles som en livstid, så gjorde det en så bange, at man ikke kunne se noget. Sikkerheden i synet og hvilken måde man anskuer ting på, gør en verden til forskel. 

 

Det lille barn så en mælkebøtte der bare ventede på vinden ville tage fat i den. Den var rede til at gå døden i møde, for at give slægten videre. 

Barnet stoppede op på stien, for at puste til blomsten. Sporene spredte sig overalt og barnet betragtede dem allesammen indtil den sidste langsomt landende i det grønne græs og lagde sig mellem strå og fugtig jord. 

Det gik lidt videre og så alle træerne og blomsterne. Alt var så forskelligt og farvefuldt - det gik langsomt ned ad stien og stoppede hvis der var den mindste ting, som så interesant ud. En deform sten, et multifarvet blad, et sneglehus - you name it. 

Det gik ned i grøften og op på den anden side - men aldrig over på vejen ved siden af, der kunne man ikke gå. 

Det var ikke bange for at falde, på vej ned af grøftekanten, eller ikke at kunne komme op igen. Det gjorde det bare, fordi det var et barn. 

Et par timer senere kom en ung gående. Omkring de 15 år. Det holdte sig til midten af vejen og kiggede sig ængstligt frem og tilbage. Det havde fået af vide af alle de voksne, at der var mange ting der var farligt ved denne her vej. Nogle havde faldet i grøften engang og andre havde fået en gren i hovedet fra et træ, nogen var blevet påkørt bagfra og andre var faldet pga. små ujævnheder i asfalten. Så det gik forsigtigt fremad og kiggede specielt meget tilbage, for ikke at blive påkørt - men det havde også fået af vide, at tiden var knap og det skulle skynde sig til enden af stien, for man havde ikke meget tid og den her sti var ufattelig lang og dog så kort. 

Den unge så til siden og lagde mærke til det lille barn på de 5. Det lignede den på en prik, bare mindre. Ret sjovt og lidt underligt. Det lille barn hoppede mellem grøftekanterne og kiggede aldrig tilbage. Den unge ville sådan ønske, at den også havde tid og mod til at springe mellem grøftekanterne på den måde, men det havde for travlt med at se sig tilbage og så var tiden jo knap. 

 

Lidt bag efter, kom endnu en person gående. Det var en ældre sag denne her. Måske omkring de 40 - 50 stykker. Den midaldrende person cyklede afsted med læs på. Der var et barnesæde bagpå, en rygsæk på ryggen, en trådløs telefon i øret og poser på styret. Den midaldrende person så på den 5-årige og smilede, børn var nu så søde og uskyldige. Den så på den 15-årige og sukkede, man skulle have levet mens man kunne og ikke bekymret sig om så mange ting, men nu var det for sent. 

Man havde job, børn, børnebørn, regninger, hus og forpligtelser nu. Der var virkelig ikke tid til at lege som en 5-årige eller bekymre sig som den 15-årige. Den midaldrende sukkede igen, gid den dog havde oplevet noget mere, tænkte den og trådte hårdere i pedalerne, for tiden var knap og intet kunne udskydes. 

Til aller sidst kom der en gammel person gående med en rollator. Den her var nok i midten af 80´erne eller starten af 90´erne. Huden var rynket, musklerne slappe og leddene knirkende, men øjnene var fulde af lys - for der var gået noget op for denne her person. 

Den stoppede op ved et træ og betragtede det. Det var ikke som andre træer, selvom det var præcis det samme som alle de andre. 

Det var et birketræ, med flotte grønne blade og dugperler siddende på sig. En fugl var i gang med at skabe sig et liv i træets krone. En snegl kæmpede sig bravt op af det og brød tyngdekraftens love, alt imens en sommerfuglelarve ventede spændt på at begynde sit nye liv. 

Personen vendte rollatoren og gik den anden vej, den vej den kom fra. Folk gik forbi på stien, råbte til den gamle at det var for sent at vende om, og at den næsten var for enden af stien, at vende om nu kunne ikke betale sig, men den gamle person vidste, at det her ikke handlede om hvad der var rationalet at gøre eller hvad der kunne betale sig, det handlede om, at den ikke ville stå for enden af stien og fortryde, at den ikke i det mindste havde prøvet at vende om og gøre de ting, som man altid havde haft for travlt til. For travlt til på livets vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...