Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
723Visninger
AA

9. Kapitel 9.

Gyngestolen på min oldemors veranda knirkede stille mens jeg ventede, Wicardo havde slæbt mig direkte med herhen, oldemor havde givet mig et kort kram og hentet småkager og lemonade til mig så jeg i det mindste fik noget at spise mens jeg ventede. ”… det er en manifestation af heksenes instinkt for urter Caelia, hun burde ikke vide de ting hun sagde, mange fuldvoksne hekse kender ikke til Bulmeurt før de har rejst til mange forskellige regioner.” Wicardos stemme rungede ud gennem døren som om de havde stillet sig op lige inden for og snakket sammen. Min oldemor havde svaret ham stille og roligt indtil nu, men hendes stemme hævede sig lidt da hun nu svarede ham, ”jeg tror altså ikke du har ret min ven, jeg snakkede med en, der står hende nær i går, og vi tror hun muligvis har udvist evnen for drømmesyn. ” Hvad fanden?! En der står mig nær, drømmesyn – hvad er nu det? Min hjerne kører i højeste gear mens tankerne hvirvler rundt i hovedet på mig, min mor forsøgte at berolige mig da jeg lørdag morgen fortalte hende om min drøm, der er da ingen grund til at hun ville gå til oldemor og fortælle det, uden at nævne for sin ældste datter at ’hey, for resten har du måske endelig vist tegn på en evne’, og da slet ikke en jeg ikke aner noget om.

Som et lyn fra den klare himmel kiler en tanke sig igennem mine forvirrede tanker, nej det ville han ikke have gjort. Jeg sagde jo at han ikke måtte sige noget til nogen, og da slet ikke en fra Rådet! Jeg elsker min oldemor, men det betyder ikke hun skal vide alt, hvad jeg foretager mig, nej nej nej, det kunne han ikke have gjort.

Mit tankeræs har gjort, at jeg ikke har fulgt med i deres knap så dæmpede samtale, det næste jeg hører beroliger mig lidt, et kort øjeblik, ”… der er ikke dokumenterede manifestationer af drømmesyn fra de sidste 400 år Caelia, fra nogen safehavens, det er jo ikke logisk at en pige som Tertia, der på hendes alder stadig ikke har vist tegn på evner fra nogen racer, skulle få så stor en evne! ” Wicardo næsten spytter det ud og jeg kan se for mit indre blik, hvordan han knuger hænderne langs siden som han plejer i ’Formularer og besværgelser’ når nogen virkelig dummer sig og næsten får lokalet til at eksplodere. ”Lad nu være med at se det på den måde, jeg forstår udmærket at du ønsker det bedste for min lilla Tia, og jeg ønsker brændende som alle andre, at hendes evner snart manifesteres. Jeg har endnu ikke snakket med hverken hende eller Rådet om hendes mulige drømmesyn, derfor beder jeg dig gå stille med dørene og holde den her samtale mellem os. Jeg foreslår at Tia får fri resten af dagen, du skal jo tilbage til skolen og undervise, jeg skal nok informere dig om kommende begivenheder. ” Min oldemors stemme var fast men venlig, et tydeligt tegn på at samtalen fra hendes synspunkt var slut. Jeg hørte fodtrinene gennem huset og rejste mig op da hoveddøren blev åbnet og Wicardo kom gående ud med et forvirret og lettere surmulende ansigtsudtryk, ”du kan holde fri resten af dagen Tia, men jeg vil gerne have at du læser kapitel 14 i lærebogen, så du ikke kommer bagud i ’Formularer og besværgelser’. ” Han nikkede en enkelt gang til mig og forsvandt hurtigt i retning af skolens område.

”Tia skat, har du ikke lyst til at komme med ind et øjeblik, så laver jeg en lækker frokost vi kan spise i haven mens vi snakker. ” Selvom min kære oldemor havde formuleret det som et spørgsmål, var det tydeligt at det var et retorisk et af slagsen, så for anden gang i dag måtte jeg lydigt følge med. Vi gik direkte i køkkenet, hvor hun hurtigt gik i gang med en af mine livretter, æggekage. ”Du behøver ikke lade som om jeg er sprængfarlig oldemor, jeg kunne høre det meste af, hvad I snakkede om, og jeg tror næsten jeg har flere spørgsmål til dig end du har til mig. ” Jeg satte mig tungt på stolen i køkkenet og nød synet af hende mens hun skyllede og snittede grøntsager, men så snart jeg havde talt færdig stoppede hun som om hun tænkte over noget og kiggede på mig med et forundret smil om sine læber. ”Hørte du os? Det kan jeg ikke tro min skat, vi sad dérovre, ” hun peger med kniven mod den fjerneste ende af stuen, også kendt som ’stillerummet’, det var en lille hyggelige krog, nærmest en stor alkove med en blød sofa som jeg altid havde sovet på når jeg overnattede hos hende dagen før vi skulle til menneskebyerne. ’Stillerummet’ ligger så langt fra døren at hun havde ret, jeg burde ikke have kunnet høre dem ude fra verandaen, men det havde jeg altså gjort, hun måtte have et vindue åbent et sted som lyden kunne slippe ud af. ”Men jeg hørte jer, i snakkede om hekseevner og noget du kaldte drømmesyn, oldemor svar mig ærligt, var Warf forbi dig i går? ” Jeg stillede mit spørgsmål med en klump i halsen, en del af mig ville ikke kende svaret, for hvis det var ham ville jeg virkelig føle mig forrådt, men en anden del af mig måtte bare vide det. Nu fik også oldemor bekymringsfuren mellem øjenbrynene, det må simpelthen ligge til familien for den ligner mors på en prik. ”Tia, jeg tror vi går en fantastisk fremtid i møde! Ja det var Warf, der kom og fortalte mig, hvad der var sket, han gjorde også et stort nummer ud af at sige, at I var uvenner og at han kun gik til mig, selvom du havde sagt han ikke måtte, fordi han er bekymret for at du vil flytte fra byen, men dét bliver der vidst ikke noget af nu.” Hun nærmest klukkede som en høne, da hun kom hen og lagde begge hænder omkring mit ansigt og plantede et varmt kys midt på min pande. Jeg kiggede forvirret op i hendes øjne, ”hvad snakker du om, tror du helt seriøst at jeg har vist den her mystiske oldgamle evne for drømmesyn, hvad det så end er? ”
Hun satte sig på stolen foran mig og lod æggekage være æggekage, ”lille Tia, jeg tror du udviser mere end dét, faktisk tror jeg at du de sidste par dage har vist evner fra hele tre af racerne. Du er sandelig ved at blive voksen min skat. ” Hvad, nej vent nu lige lidt, tre kan da ikke passe, jeg anede ikke hvad hun snakkede om og fordi hun kender mig så godt fortsatte hun sin forklaring, ”drømmesyn er en gammel evne, der hører til feernes race, den er yderst sjælden og viser sig kun med 4-500 års mellemrum og aldrig i samme safehaven, vi har endnu ikke haft en her i Woodgrave med denne evne, så hvorfor skulle den ikke tilfalde dig? ” Jeg åbnede munden og lukkede den igen uden en lyd da hun fortsatte, ”din viden om Bulmeurten i skoven i dag viser tydeligt at du har en heks’ instinkt, men hvordan du kunne identificere den sådan uden videre og med det latinske navn må du og Wicardo snakke mere om. Hvad angår den tredje evne jeg snakker om, så tror jeg minsandten du har arvet noget af din mors gode hørelse min skat. ”

Æggekagen smagte virkelig godt og varmede hele min krop igennem med følelsen af en oldemors kærlighed og omsorg. Efter hendes stormløb af en salgstale havde jeg været forpustet, rød i kinderne og forvirret. Hun havde givet mig endnu et kys på panden og havde genoptaget sin madlavning mens jeg havde stillet spørgsmål på kryds og tværs. Hun havde svaret så godt hun kunne og havde sagt, at det var nemmere for mig at jeg koncentrerede mig om én evne af gangen, det nemmeste at starte med ville nok være instinktet, da det åbenbart var den eneste evne jeg selv havde forundret mig over. Jeg sad og nød udsigten af solens sidste stråler, der langsomt blev opslugt af bjerget bag hendes hus og drak af min lemonade, da hun afbrød min tankestrøm, ”han venter på dig mit barn, jeg håber ikke du bider hovedet af ham, han er en god ung mand.” Hun har altid kunnet forudsige det, når nogen kom forbi, hvilket også er en af grundende til, at det er hende der har kontakt med mennesker, hendes intuition er en af de stærkeste på vores kontinent. Jeg rettede ryggen og rejste mig op for at give hende et knus, så vendte jeg mig om og gik rundt om huset for at snige mig ind på fjenden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...